Moderne, pragmatiske politikker for indvandring og integration er en forudsætning for EU-landenes fremtidige konkurrenceevne. Det har man indset i Europas førende industri- og velfærdsstat Tyskland, hvor den aktuelle blå-røde regeringskoalition af konservative og socialdemokrater er bygget oven på en dyb ideologisk strid om udlændingepolitikken.

[graph title="Tysk boom i indvandring" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/21a11-cra_fig01_tysk-boom-i-indvandri.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c1ad2-cra_fig01_tysk-boom-i-indvandri.png" text="Tyskland er fra 2009 til 2012 sprunget fra 8. pladsen til 2. pladsen  efter USA, når det gælder antallet af permanente indvandrere. Udviklingen er resultatet af en bevidst åbenhedspolitik over for indvandrere. "]Kilde: OECD [/graph]

Tysklands udvikling fra en tvivlende og ufærdig stat for 25 år siden til i dag at være et af verdens førende indvandringslande er dokumenteret af OECD. Fra 2009 sprang Tyskland således fra 8. til 2. pladsen på listen over verdens mest populære destinationer for migranter. Se figur 1. Og udviklingen er bemærkelsesværdig, i den forstand at Tysklands daværende kansler, Helmut Kohl, for netop et kvart århundrede siden sagde, at ”Tyskland ikke er og aldrig vil blive et indvandringsland”.

Udviklingen i det tyske samfunds liberale holdning til indvandring bygger på en langvarig, pragmatisk og i mange henseender afideologiseret fintuning af de mange forskellige politikker, der tilsammen udgør Tysklands aktuelle indvandrings- og integrationspolitiske infrastruktur.

Det siger en af Tysklands førende eksperter på området, Holger Kolb, der er sekretariatschef for Tysklands private vismandsinstitution for indvandring og integration Sachverständigenrat deutscher Stiftungen für Integration und Migration, forkortet SVR. Se tekstboks.

Holger Kolb, der er i de seneste 10 år har forsket i indvandringens og integrationens politisk-økonomiske aspekter i Europa, forklarer, at Tyskland hverken har ført en ideologisk republikansk indvandringspolitik, som man har gjort det i Frankrig, eller en liberal multikulturel integrationspolitik, som den Holland fortsat kæmper med at reformere.

”I Tyskland har man lagt ideologien til side og indrettet en politik, der tager sigte på at åbne adgangen til arbejdsmarkedet og til uddannelsessystemet for både herboende udlændinge og for nye indvandrere. Det gør man metodisk, fordi alle økonomiske prognoser viser, at tyske virksomheder har brug for arbejdskraften,” siger Holger Kolb og understreger, at alt langtfra er, som det skal være, i tysk indvandrings- og integrationspolitik.

”Men Tyskland er overraskende langt fremme globalt set, hvilket OECD seneste konkluderede i maj i år,” tilføjer Holger Kolb.

Willkommenskultur

Tysklands store arbejdsgiverorganisationer Bundesverband der Deutschen Industrie, BDI, og Bundesvereinigung der Deutschen Arbeitgeberverbände, BDA, er de helt centrale aktører i det tyske samfunds nye syn på indvandring. BDI og BDA arbejder således intensivt på at udbrede en såkaldt Willkommenskultur til alle hjørner af det tyske samfund. Det gælder både enkelte virksomheders beredskab, hvad angår at modtage og integrere nye medarbejdere fra andre kulturer, og det gælder en målrettet indsats over for den tyske uddannelsessektor, som i dag modtager flest udenlandske studerende efter USA og Storbritannien.

[quote align="right" author="Alexander Böhne Afdelingsleder, Bundesvereinigung der Deutschen Arbeitgeberverbände"]Sagen er, at Tysklands konkurrenceevne er afhængig af indvandring. Det er klart, at man også kan forøge arbejdsudbuddet ved at opkvalificere ufaglærte og ved at øge erhvervsfrekvensen blandt kvinder. Men det vil aldrig være nok til at tilfredsstille efterspørgslen.[/quote]

Alexander Böhne, afdelingsleder i den tyske arbejdsgiverforening BDA, forklarer, at der er sket et grundlæggende skifte i det tyske samfunds syn på indvandring.

”Kansler Angela Merkel siger i dag det stik modsatte af, hvad Helmut Kohl sagde i sin tid. For 20 år siden var man i Tyskland kun interesseret i udlændinge til at fylde ledige jobs i en midlertidig periode. I dag er der sket et paradigmeskifte. Nu handler strategien om at modtage udenlandsk arbejdskraft og at gøre alt, hvad man kan, for at få dem til at slå sig permanent ned i Tyskland,” siger Alexander Böhne.

Han erkender, at de tyske arbejdsgiveres offensiv på indvandringsområdet fra tid til anden møder modstand i tyske fagforeninger, som ønsker, at man satser på opkvalificering af ufaglærte tyske arbejdere, før man begynder at hyre udenlandsk faglært arbejdskraft.

”Men sagen er, at Tysklands konkurrenceevne er afhængig af indvandring. Det er klart, at man også kan forøge arbejdsudbuddet ved at opkvalificere ufaglærte og ved at øge erhvervsfrekvensen blandt kvinder. Men det vil aldrig være nok til at tilfredsstille efterspørgslen,” siger Böhne.

Tysklands forbundsbankchef Jens Weidmann har anslået, at arbejdsstyrken i Tyskland uden indvandring og andre strukturelle reformer vil falde med 1,5 millioner mennesker frem mod 2020. Det ville ifølge Weidmann reducere Tysklands BNP med 70 milliarder euro om året. Konsulenthuset Ernst & Young konkluderede tidligere i år, at manglen på kvalificeret arbejdskraft allerede i dag koster små og mellemstore virksomheder i Tyskland omkring 31 milliarder euro om året i tabt indtjening. Ledigheden i Tyskland faldt ifølge nye tal fra sidste uge til 6,5 pct., mens den i eurozonen som helhed er på hele 11,5 pct.

Låg på ideologier

Den pragmatiske tilgang til udlændingepolitik i Tyskland blev anskueliggjort, da Angela Merkels nye regeringskoalition med socialdemokraterne i SPD blev forhandlet på plads sidste efterår. Da forhandlingerne blev indledt, stod det klart, at de konservative under ingen omstændigheder ville acceptere en lovændring, der gav mulighed for dobbelt statsborgerskab til eksempelvis tyrkiske statsborgere bosat i Tyskland. Socialdemokraterne ville på deres side ikke indtræde i en regering, som ikke accepterede dobbelt statsborgerskab. Kompromisset blev, at man enedes om den lovændring, som blev en realitet i september i år: at unge født i Tyskland af eksempelvis tyrkiske statsborgere kan have både tysk og tyrkisk pas. Til gengæld må deres forældre fortsat vælge mellem tysk eller tyrkisk statsborgerskab, hvis de i øvrigt opfylder de strenge betingelser for at få tysk statsborgerskab.

”Løsningen illustrerer, hvor pragmatisk politikerne forholder sig til indvandring og integration. Den nye situation er absurd. Og det er absolut ikke nogen god løsning. Men den er typisk for Tyskland, fordi man vælger at tage et lille skridt i den rigtige retning, og man derved undgår, at den ideologiske uenighed spærrer for politiske resultater,” siger Holger Kolb fra vismandsinstitutionen.

Selve skabelsen af den privatfinansierede tyske vismandsinstitution for integration og indvandring er et udtryk for den indgroede vilje, der er i det tyske samfund, til at skabe politiske resultater på tværs af uenighed. Institutionen blev grundlagt i 2008 af otte af Tysklands mange private almennyttige fonde. De otte fonde gik sammen, da den daværende Merkel-regering – ligeledes med deltagelse af SPD – kun et år efter at have grundlagt en offentlig finansieret vismandsinstitution for indvandring og integration nedlagde den igen på grund af politisk uenighed.

Bestyrelserne bag de otte fonde mente, at der på indvandrings- og integrationsområdet var brug for at udvikle en fremsynet politik på baggrund af den bedste viden på området. Derfor grundlagde man SVR, hvis opgave er at beskrive de faktiske tilstande, for så vidt angår integration og indvandring i Tyskland. At fremstille udviklingsanalyser, at ledsage og rådgive politikerne og at informere offentligheden. Det hele skal foregå kritisk, uafhængigt, politisk neutralt og videnskabeligt funderet.

Ligestilling af tro

Ifølge Holger Kolb er det udlændinge- og integrationspolitiske klima i det tyske samfund præget af, at tyskerne på den ene side accepterer, at det er nødvendigt at byde arbejdskraft fra andre EU-lande og fra resten af verden velkommen, men at man på den anden side ikke er særligt begejstrede for eksempelvis at skulle give islam de samme rettigheder, som andre trossamfund har i landet. De tre vigtigste udfordringer på den integrations- og indvandringspolitiske agenda i Tyskland lige nu er ifølge Holger Kolb følgende: Uddannelsessystemet har svært ved at sikre underklassens unge de rigtige kompetencer. Dette er et generelt problem, men det rammer i særlig grad unge med indvandrerbaggrund, som er overrepræsenterede i de nederste samfundslag.

Et andet vigtigt tema i bestræbelserne på at forvandle indvandrerne til permanente tyske samfundsborgere er ligestillingen af den muslimske tro med andre trossamfund. I 14 ud af 16 tyske delstater har man religionsundervisning i skolerne, som varetages af de enkelte trossamfund. Hvis dette også skal omfatte den muslimske tro, forudsætter det, at man på universiteterne uddanner lærere i muslimsk teologi. For at man kan gøre det, er man nødt til at kunne støtte sig til organisationer, som reelt repræsenterer muslimerne i Tyskland.

”Det kan man i øjeblikket ikke, fordi organiseringen af de muslimske befolkningsgrupper i Tyskland ikke er nær så fremskreden, som den er blandt eksempelvis protestanter, katolikker og jøder,”  siger Holger Kolb, som påpeger, at den muslimske tro bør ligestilles med andre religioner, så længe man i Tyskland fastholder traditionen for udbredt samarbejde mellem den verdslige forbundsstat og de religiøse samfund i landet.

De tyske integrationsvismænd har også taget fat i temaet velfærdsturisme i henseende til vandrende arbejdstagere internt i EU.

”Selvom der ikke er noget empirisk belæg for, at dette skulle udgøre noget problem, anerkender vismændene, at det var en god idé, at man for nyligt indførte en seks måneders grænse for, hvor længe en EU-borger kan være arbejdssøgende i Tyskland. Nogle gange kan det være en god idé at indføre det, man kan kalde en placebolovgivning: altså en lov, der adresserer et ikke-eksisterende problem, som ikke desto mindre vækker bekymring i befolkningen,” siger Kolb.