Synet af Theresa May fremkalder mindet om den nu afdøde Per Hækkerup, der i 1970 blev underkendt af sin egen statsminister og blev spurgt, om han nu skulle hjem og slikke så­rene?

“Det kan jeg ikke,” svarede han, “de sidder i ryggen.”

Men uanset den sympati, man kan føle for den bri­tiske premierminister, må man slå fast, at hun ikke har håndteret sit job dygtigt.

Først i denne måned, to et halvt år efter hendes til­træden, er hun begyndt at tale om et nationalt kompro­mis, der kan bringe Storbritannien ud af den umulige situation, landet har placeret sig i.

Det er selvsagt alt for sent, og der er så godt som ingen chance for, at hun nu, med præcis to måneder til lan­dets udtræden, kan samle oppositionen bag en fælles linje.

Theresa May har spildt tiden med magtspil, og meget tyder derfor på, at hun nu vil gå over i historien som den næstværste premierminister i Storbritanniens historie, kun overgået af sin forgænger David Cameron, der udlø­ste hele balladen med den helt unødvendige og dårligt forberedte folkeafstemning om udmeldelse af EU.

Men Theresa Mays podieplads kan muligvis snart blive overtaget af Labours Jeremy Corbyn, der nøjagtig ligesom sin konservative modpart har brugt det meste af tiden siden folkeafstemningen på taktiske manøvrer og magtspil i sit eget parti.

Landet, der gav os Churchill, Thatcher og Blair, ser ud til at have mistet alle principper og kendes i stedet på en brølende formand for Underhuset, John Bercow, der som en parodi på sit lands storhedsvanvid råber “Or­deeeeeer” ud over en forsamling, der ikke længere kan kaldes til orden.

I TAKT MED AT SITUATIONENS ALVOR omsider begyn­der at gå op for briterne selv, vokser kravet om en ny fol­keafstemning. Mange steder betragtes det nu som den eneste udvej.

Men selv om Brexit er en trist beslutning, der vil ko­ste både Storbritannien og EU dyrt, er der grund til at advare mod en forhastet, ny folkeafstemning.

For det første af den helt elementære, demokratiske grund, at resultatet af den første folkeafstemning i 2016 var meget klart. Et markant flertal af briterne signalere­de, at de foretrækker at se deres land uden for EU. Hver­ken Storbritannien eller EU har brug for en situation, hvor millioner af vælgere mister yderligere tiltro til det vestlige demokrati og dets institutioner.

For det andet, fordi der er god grund til at antage, at en ny folkeafstemning vil føre til samme resultat som den første. Igen kan briterne med fordel se lidt på de danske erfaringer. Begge de gange, danske regeringer har forsøgt at afskaffe et af de fire forbehold, tydede må­lingerne på komfortable flertal. Begge gange endte det med et nej.

For det tredje, fordi det er helt umuligt at forestille sig, hvilke alternativer briterne egentlig skulle vælge imellem ved en ny folkeafstemning i dag.

DERFOR ER DER KUN ÉN VEJ FREM for Storbritannien, hvis politikerne vil holde en ny folkeafstemning: De må først udskrive et valg til Underhuset, hvor partierne me­get klart fortæller vælgerne, hvilken løsning de vil for­følge, hvis de vinder valget.

De konservative må gå til valg på at gennemføre det Brexit, som partiet selv har opfundet og står med an­svaret for. Labour må gå til valg med et klart budskab om, at partiet – hvis det vinder – vil udskrive en ny fol­keafstemning og foreslå at forblive i EU. Hvis det vel at mærke er, hvad partiets ledelse tror på.

Kun med et meget stærkt folkeligt mandat i ryggen kan en britisk regering udskrive en ny folkeafstemning. Og hvis ingen politikere er parate til eller i stand til at opnå det mandat, må briterne gennemføre Brexit så hurtigt som muligt. I den situation må politikerne som det mindste påtage sig ansvaret for at sikre den 21 år gamle fredsaftale om Nordirland.

Resten af Europa har ikke tid eller råd til at bruge me­get mere tid på at vente på briterne. Og Storbritannien har også brug for at komme videre, uanset om fremtiden ligger i eller uden for EU.

Som formanden John Bercow skrålede, da Underhu­set forleden havde forkastet aftalen med EU om vilkå­rene for skilsmissen: “Unlock!”