V og K sagde god for Grønlands råstofeventyr

Det er noget af en tilsnigelse, når de tidligere regeringspartier, Venstre og De Konservative, hævder, at det grønlandske selvstyres indsats for at fremme minedriften på Grønland er kommet bag på dem. En lang række politikere fra begge partier har som ministre og menige folketingsmedlemmer i mere end 30 år været dybt involveret i arbejdet med at etablere en råstofindustri i Grønland.

Arbejdet har fundet sted i ”Fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland”, der i perioden 1979-2009 havde ansvaret for at vurdere ansøgninger fra selskaber, som ønskede at starte råstofaktiviteter i Grønland.

Fællesrådet, der bestod af et bredt udsnit af danske og grønlandske politikere, havde til opgave at behandle hver enkelt ansøgning, som efterfølgende skulle godkendes af det grønlandske landsstyre og den danske regering i form af den siddende energiminister. Se tekstboks.

Ifølge Mandag Morgens gennemgang af rådets arbejde, i form af tilgængelige rapporter, pressemeddelelser og samtaler med flere af rådets tidligere medlemmer og tilknyttede embedsmænd, står det klart, at der blandt politikerne i rådet – også de danske folketingspolitikere – var bred enighed om:

  • At etableringen af en grønlandsk råstofindustri fortrinsvis skulle ske ved at tiltrække store internationale mineselskaber uden for rigsfællesskabet.
  • At danske investorer og virksomheder ikke skulle have nogen særstatus, og at de i øvrigt ikke viste sig at være særlig interesserede i mineralforekomsterne i Grønland.

Samlet set har danske politikere og ministre i rådets levetid været med til at udstede mere end 150 tilladelser til forundersøgelser, efterforskning og udvinding af den grønlandske undergrund.

Fællesrådet vedrørende råstoffer i Grønland

Fællesrådet blev nedsat i 1978 i forbindelse med, at Grønland fik hjemmestyrestatus. Oprindelig ønskede de grønlandske politikere at hjemtage råstofområdet, men ideen blev forkastet af den danske regering.
Kompromiset blev Fællesrådet, hvori grønlandske og danske politikere blev sat til at behandle ansøgninger om råstofaktiviteter på grønlandsk jord. Helt præcis var det Fællesrådets opgave at afgive indstillinger i alle sager, hvor der blev søgt om tilladelse til at efterforske forekomster.

Indstillingerne blev forelagt den danske regering, repræsenteret ved den siddende energiminister, og det grønlandske landsstyre. De kunne derefter i fællesskab give grønt lys. Derudover deltog Fællesrådets medlemmer aktivt i at udvikle strategier – herunder den såkaldte mineralstrategi fra 2004, der lagde kursen for det grønlandske råstofeventyr.

Frem til 1990’erne var rådets arbejde forankret i Energistyrelsen, men denne opgave blev siden lagt over til Råstofdirektoratet. Ud over politikere fra Folketingets største partier deltog embedsmænd fra bl.a. Justitsministeriet, Erhvervsministeriet og Statsministeriet i rådets arbejde.

Rådet blev nedlagt i 2009 i forbindelse med, at Grønland gik fra hjemmestyre til selvstyre.

Det gælder bl.a. de for tiden meget omdiskuterede tilladelser til det kinesisk ejede mineselskab, London Mining, der ønsker at gøre brug af billig kinesisk arbejdskraft, og til det australske selskab, Greenland Minerals and Energy, der ønsker at bryde og eksportere uran.

Blandt rådets skiftende medlemmer har været flere fremtrædende danske politikere, såsom tidligere trafikminister Kaj Ikast (K), tidligere skatteminister Svend Erik Hovmand (V) og nuværende klima- og energiminister Martin Lidegaard (R). Den seneste formand for Fællesrådet var venstremanden Kim Andersen, der i dag er partiets erhvervsordfører.

Dertil kommer de skiftende energiministre, som har godkendt rådets indstillinger. Det drejer sig bl.a. om Connie Hedegaard (K), Bendt Bendtsen (K), Flemming Hansen (K) og Svend Auken (S).

Ifølge Mandag Morgens kilder nøjedes de danske politikere i rådet ikke bare med at behandle ansøgningerne, men deltog også aktivt i arbejdet med at udvikle strategier, der skulle gøre de grønlandske råstofforekomster attraktive for udenlandske selskaber og investeringer. Således kom mere end halvdelen af de ansøgninger, der blev imødekommet af rådet fra 2002-2009, fra canadiske og australske selskaber. Se figur 1.

Ifølge Johan Lund Olsen, der som medlem af det grønlandske landsting for partiet IA i perioden 1993-2009 også var medlem af Fællesrådet, er den danske deltagelse i rådets arbejde en klar dokumentation for, at man fra dansk side ikke har ”sovet i timen”, som tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ellers har undskyldt sig med, men tværtimod har været fuldt ud vidende om, hvad der var på vej:

Stor interesse fra udlandet" caption="Figur 1  

Figur 2  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/71239-is_figur2_boom-i-tilladelser.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/4ceb9-is_figur2_boom-i-tilladelser.png | Forstør   Luk

De sidste ti år er antallet af tilladelser til at grave i den grønlandske undergrund vokset markant.

Kilde: Greenland Bureau of Minerals and Petroleum. [/graph]

”De danske beslutningstagere har jo selv været med til at udvikle de strategier, der gør, at mange udenlandske virksomheder nu banker på døren til Grønland. Arbejdet har involveret en lang række politikere, skiftende regeringer og topembedsmænd fra flere ministerier, så det virker meget mærkeligt, når den danske opposition nu giver udtryk for, at udviklingen kommer bag på dem,” siger Johan Lund Olsen.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, mener, at situationen i dag er en helt anden end i 2009, da Fællesrådet blev nedlagt. Hun peger bl.a. på, at alle dengang var enige om, at der ikke skulle eksporteres uran fra Grønland, men at dette ikke er tilfældet mere: "I det spørgsmål vil Danmark blive ansvarlige for eventuel grænlandsk eksport. Det er en ny situation, og det skal vi naturligvis diskutere i Folketinget.

Målrettet indsats

Kim Andersen, der var formand fra Fællesrådet i 2003-2009, bekræfter over for Mandag Morgen, at man fra rådets side var meget optaget af at tiltrække udenlandske investorer og selskaber:

”Vi var interesserede i at få efterforskningen i gang og tilskyndede grønlænderne og Råstofdirektoratet til at være udfarende og deltage internationalt i bestræbelserne på at få investeringer til Grønland og få aktører derop, der ville efterforske,” siger han i dag.

Fra Fællesrådets oprettelse i 1979 og op gennem 1980’erne stod det sløjt til med at udvikle den grønlandske råstofsektor. Kapitalen var ikke til stede i Grønland, og fra dansk side blev der heller ikke udvist større interesse for området.

Derfor var Fællesrådet i 1991 med til at udarbejde en råstoflov, hvoraf det tydeligt fremgik, at man fremover ønskede at markedsføre Grønlands råstofpotentiale mere aktivt over for den internationale mineindustri. Rådet var også aktiv deltager i at udvikle de såkaldte mineralstrategier, der redegør for, hvordan denne indsats skulle iværksættes. I strategien for 2004 fremgår det, at man lagde stor vægt på at deltage i udenlandske minemesser og udarbejde videnskabeligt materiale, der kunne promovere de store råstofforekomster i Grønlands undergrund. Indsatsen var især rettet mod store minenationer som Canada og Australien.

Indsatsen bar frugt, og op gennem 00’erne kom der for alvor gang i aktiviteterne. Antallet af efterforskningstilladelser steg i denne periode fra omkring 17 til 70, mens der blev givet fire udvindingstilladelser. Se figur 2.

[graph title="Boom i tilladelser" class="crb-wpthumb attachment-915-0 crb-graph-large" alt="" />

Kilde: Greenland Bureau of Minerals and Petroleum. 

Mens der i 2003 var givet efterforskningslicenser til et samlet areal på 5.000 kvadratkilometer, var dette område blot fem år senere vokset til 25.000.

”Fællesrådet har med glæde konstateret, at der i 2005 er sket en markant stigning i råstofaktiviteterne. Antallet af efterforskningstilladelser i Grønland er oppe på 39, hvilket er det højeste antal i en længere årrække,” meddelte rådets formand, Kim Andersen, i en pressemeddelelse.

Tidligere trafikminister Kaj Ikast, der var medlem af rådet i 2002-2009, bekræfter, at rådet var både meget målrettet og effektivt i sit arbejde:

”Vi politikere mødtes fire gange om året og fik forelagt alt ansøgningsmateriale. Det var et meget effektivt udvalg, og jeg var især meget imponeret over rådets grønlandske medlemmer, der havde en meget professionel tilgang til hele arbejdet,” siger Kaj Ikast i dag.

Svag dansk interesse

I hele perioden har danske selskaber haft mulighed for at byde sig til, men skønt antallet af ansøgninger fra udenlandske selskaber voksede markant op gennem 00’erne, var der kun et beskedent antal danske virksomheder, der meldte sig på banen:

”Gennem de år, hvor jeg var formand for Fællesrådet, undrede jeg mig flere gange over, at de danske investorer og virksomheder ikke udviste nævneværdig interesse for de forekomster, der var i Grønland,” siger Kim Andersen.

Han understreger, at samtlige de indstillinger, som rådet kom med i hans formandsperiode, blev imødekommet af den danske regering repræsenteret ved bl.a. energiminister Connie Hedegaard. Det skete, uden at der blev stillet spørgsmålstegn ved udviklingen.

Ifølge Kim Andersen var der ikke større interesse for rådets arbejde i offentligheden:

”Vi var derfor en lukket skare, og når vi en gang imellem udsendte en pressemeddelelse om, hvor mange tilladelser, der nu var givet, var det ikke noget, der gav genlyd politisk eller i de danske medier,” siger han.

Den daværende manglende offentlige interesse står i skarp kontrast til de seneste måneders politiske debat, hvor Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har været ude med skarp kritik af regeringen, der – med henvisning til Selvstyreloven – indtil videre har afvist at gå ind i debatten om Danmarks deltagelse i det grønlandske råstofeventyr.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har erklæret sig ”dybt, dybt bekymret” for udviklingen, mens Claus Hjort Frederiksen har indrømmet, at man nok har sovet i timen: ”Vi er konfronteret med en meget radikal ændring i Grønland," udtalte han for nylig med henvisning til, at grønlandsk minedrift kræver storimport af udenlandsk arbejdskraft.

Partiet har opfordret regeringen til en timeout for at undersøge, hvordan dansk erhvervsliv kan blive en del af det grønlandske råstofeventyr. ”Det kunne være glimrende, hvis danske virksomheder fik et bedre forretningsmæssigt fodfæste i Grønland,” har Venstres gruppeformand Kristian Jensen udtalt til Politiken.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og De Konservatives formand, Lars Barfoed, har foreslået, at der etableres et dansk konsortium, der kan tage kampen op mod de udenlandske selskaber.

Ifølge Johan Lund Olsen er det svært at forstå, at danske politikere pludselig bliver forundrede og bekymrede for dansk erhvervslivs manglende deltagelse i råstofeventyret i Grønland. Emnet blev ikke blot diskuteret i Fællesrådet, men også i den dansk-grønlandske selvstyrekommission, hvor bl.a. danske folketingspolitikere i 2004-2008 arbejdede med at designe en model for det grønlandske selvstyre. Johan Lund Olsen var selv medlem af kommissionen og kan bekræfte, at alle var fuldt ud klar over, at danske virksomheder var sidestillet med udenlandske selskaber:

”Både når det gælder Fællesrådet og Selvstyrekommissionen, har det hele tiden været strategien, at alle selskaber uden for Grønland skal stilles lige i forhold til at opnå efterforsknings- og udnyttelsestilladelse. Det gælder også Danmark,” siger Johan Lund Olsen.

Han peger i den forbindelse på, at Danmark tidligere har været aktiv deltager i olieselskabet Nunaoil, som den danske stat og hjemmestyret oprindelig ejede i fællesskab. Som led i Selvstyrekommissionens arbejde fik selvstyret i 2010 imidlertid lov til at købe den danske stat ud, så ejerskabet kom 100 pct. på grønlandske hænder.

Det oversete storskalaperspektiv

Når Grønlands undergrund er kommet højt op på den politiske dagsorden i Danmark, skyldes det især, at flere af de udenlandske selskaber, der står foran at påbegynde udvindingsaktiviteter i Grønland, ønsker at gøre brug af udenlandsk arbejdskraft.

Det gælder blandt andet selskabet London Mining, der vil investere 14 milliarder kr. i at anlægge en jernmine tæt på Nuuk. Til det formål ønsker selskabet at gøre brug af omkring 3.000 kinesiske arbejdere, der skal opholde sig i Grønland i perioder på mellem tre og seks måneder. Det kræver en særlov i den danske udlændingelovgivning, som både Enhedslisten, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti indtil videre er afvisende over for.

Det var Fællesrådet, der i 2006 og igen i 2009 behandlede London Minings ansøgning om at efterforske de store jernforekomster ved Nuuk. Men ifølge Kim Andersen fremgik det ikke af det materiale, som rådet fik stillet til rådighed, at selskabets projekt ville omfatte tusindvis af kinesiske arbejdere. Fællesrådet diskuterede løbende behovet for at bruge udenlandsk arbejdskraft i opbygningen af en grønlandsk råstofindustri, men forestillede sig aldrig, at det ville dreje sig om så mange:

”Vi talte om behovet for udenlandsk arbejdskraft ud fra den præmis, at projekterne kræver mange forskellige specialistkompetencer, og at man derfor var nødt til at være åben over for at tiltrække folk udefra. Men vi gennemskuede på intet tidspunkt, at det ville ende med projekter, der var afhængige af at importere billig udenlandsk arbejdskraft til Grønland,” siger Kim Andersen.

Minedrift er generelt en meget omkostningstung industri, og for at gøre projekterne rentable, vil der ofte være brug for at få dem op i stor skala. Derfor er det heller ikke ualmindeligt, at mineprojekter rundt om i verden beskæftiger mange tusinde arbejdere, og at disse kan være importeret udefra for at sænke lønudgifterne.

Alligevel mener Kim Andersen ikke, at man i dag kan anklage rådet for at have været for naiv i sin behandling af de udenlandske selskabers ansøgninger:

”Vi opererede på intet tidspunkt med tanken om, at der skulle etableres arbejdslejre, som man kender dem fra Afrika. Vi var optagede af at vurdere projekterne i forhold til, hvordan råvarepriserne udviklede sig på verdensmarkedet, og hvorvidt ny teknologi kunne være med til at gøre de grønlandske forekomster mere tilgængelige,” siger Kim Andersen.

Ingen grund til forundring

Johan Lund Olsen mener, at de danske politikere burde have været fuldt bevidste om, at de grønlandske mineprojekter på et tidspunkt kunne udvikle sig i så stor skala, at det ville kræve import af udenlandsk arbejdskraft.

Han henviser til de diskussioner, der foregik i regi af den dansk-grønlandske selvstyrekommission. Det er samme diskussioner, som Venstres Birthe Rønn Hornbech for nylig refererede til, da hun til Politiken forklarede, hvorfor hun ikke delte sit partis linje i debatten og derfor gav afkald på sin post som grønlandsordfører.

”Det faktum, at Grønland nu står over for at bygge mineprojekter i stor skala, burde slet ikke komme bag på Venstre, for det var den daværende VK-regering, der sad for bordenden, da Selvstyrekommissionen arbejdede. Både Fællesrådet og kommissionen var fyldt med politikere fra alle sider af Folketinget og topembedsmænd fra Statsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet. Så at komme nu og sige, at det kom bag på dem, det holder altså ikke,” siger Johan Lund Olsen.

Venstres Ellen Trane Nørby siger, at det gør en stor forskel fra tidligere, at et så stort internationalt mineselskab med den kinesiske statsbank i ryggen vil importere flere tusinde udenlandske minearbejdere: "Havde der ikke været forskel på karakteren af investeringerne, så havde Grønland ikke haft brug for at vedtage den nye storskalalov," siger hun.

Selv om et bredt flertal af Folketingets partier nu har fået et kollektivt wake-up call, kan det blive svært for danske virksomheder at finde fodfæste i Grønland.

I 1991 kom det såkaldte Ølgaard-udvalg med sine anbefalinger til, hvordan man kunne styrke vilkårene for at bedrive råstofvirksomhed i Danmark. I den sammenhæng var også danske politikere med til at ændre råstofloven, så selskaber, der fik tilladelse til at prøvebore og efterforske, automatisk også var sikret en udvindingstilladelse, hvis de ellers kunne opfylde kravene om, at deres projekt var miljømæssigt og samfundsøkonomisk forsvarligt.

Samtidig blev udvindingstilladelserne ændret til at gælde i hele 30 år, hvilket giver de udenlandske selskaber, der har været hurtigt ude, god mulighed for at sætte sig tungt på de grønlandske råstofforekomster.

Regeringen forventes at fremsætte den ændring af Udlændingeloven, der skal muliggøre grønlandsk import af kinesisk arbejdskraft, inden sommerferien.

Forrige artikel Robotter kan løfte konkurrenceevnen med 15 pct. Robotter kan løfte konkurrenceevnen med 15 pct. Næste artikel Danmark taber på uforudsigelig skattepolitik