Grønland kan blive fundamentalt forandret af massive udenlandske investeringer i bl.a. råstofudvinding. Skal det lille samfund kunne håndtere masseindvandring, miljøpåvirkninger og nye krav til uddannelse og infrastruktur, kræver det nye alliancer, der kan fremtidssikre Grønland, siger virksomheder og politikere. Fagforeninger og arbejdsgivere har været kritiske over for den nye storskalalov, men vil også samarbejde om de aftaler med internationale virksomheder, der skal falde på plads i 2013.