Vejen ud af osteklokken

Valget 2015 blev et ”osteklokkevalg” – jævnfør Ugebrevet i sidste uge. De kommende uger afgøres det, om den navleskuende politik, der dominerede valgkampen, også vil sætte kursen for Danmark de kommende år. Skal partierne overholde mange af de løfter, de udstedte i bestræbelserne på at tiltrække vælgere i valgkampens hede, kan man frygte, at ligheden mellem osteklokken og Christiansborg bliver stadig mere slående. De løfter handler bl.a. om at styrke den nationale selvfølelse og tage mindre internationalt ansvar.

[quote align="right" author=""]Vi risikerer at sidde fast i osteklokkesyndromet. Her lider vi under den uhellige alliance mellem to af samfundets mindst troværdige samfundsgrupper: politikerne og medierne.[/quote]

Det vil være både synd og skam og spild af stort potentiale. For Danmark har oversete og uudnyttede muligheder for at sætte nye standarder og normer for indretningen af et moderne velstandssamfund. Senest har den britiske økonom John Kay i en klumme i Financial Times udnævnt Danmark som verdens ”Top Nation”. Han fremhæver, at Danmark afviger fra andre topnationer ved ikke at gå efter storpolitisk og militær magt men mere efter at eksportere sine varer – altså at være en fredelig international handelsnation. Ifølge John Kay er vi dog også lidt kedelige og præges af Jantelovens konformitet og selvtilstrækkelighed.

Men Danmark kunne gøre sig berettiget til titlen ”Top Nation”, hvis vi langt mere begavet og målrettet udnyttede vores potentialer. Vi har en række af ingredienserne til en konkurrencemodel, der inden for en relativt kort årrække kunne bringe os tilbage til tidligere års placeringer som en af verdens mest konkurrencedygtige nationer. Den position opnår vi ikke ved at efterligne andre, hvad end det er Schweiz eller Singapore, men kun ved at erkende vores egne styrker og satse på dem. Det har vi bare store problemer med.  Betydelige dele af det politiske og økonomiske etablissement har stadig svært ved at forstå, hvorfor stærk velfærd kan være en forudsætning for en stærk konkurrenceevne, og hvorfor verdens største offentlige sektor og et relativt højt skattetryk rummer forklaringen på, at Danmark på linje med de øvrige nordiske lande har udviklet sig til en samfundsøkonomisk supermodel, som andre lande gerne vil lære af.

Indrømmet, det kan forekomme paradoksalt, hvis man ikke graver dybere i årsagerne til dette mysterium. Det er bl.a. det, Mandag Morgens Velstandsgruppe har påtaget sig de kommende måneder. Som et led i opgaven udfordres en række hævdvundne økonomiske sandheder og dogmer fra lærebøgernes teorier.
 

ET AF DOGMERNE handler om, at jo længere vi arbejder, des rigere bliver vi. For det første har Danmark i forvejen en af verdens længste arbejdstider pr. familie, fordi begge ægtefæller er på arbejdsmarkedet. For det andet vil nye arbejdsformer, moderne teknologi, tillid og bedre ledelse gøre det muligt at arbejde mindre og præstere mere – og samtidig reducere den stressregning, som mange dobbeltarbejdende familier betaler.

Et andet dogme handler om Danmarks dyre velfærd. Men danskernes velfærdsforbrug er langt mindre end en række andre landes, hvis man i sammenligningerne medregner private udgifter til sociale services. Målt sådan har Danmark blot verdens niendestørste sociale servicesektor i verden, mens USA’s er den største. Vi har blot valgt at finansiere velfærden kollektivt i stedet for individuelt og undgår af samme grund de store uligheder i samfundet, som i sig selv koster vækst.

[quote align="left" author=""]Den største barriere er hverken økonomi eller teknologi, men holdninger og evnen til at tænke anderledes.[/quote]

Flere dogmer kunne føjes til, men de fortæller samme historie og bekræfter, at politikerne bevæger sig rundt i de samme cirkler, fokuserer på de samme problemer og diskuterer de samme løsninger – stort set. Det er som tidligere påpeget i Ugebrevets analyser kun marginaler og promiller, der adskiller de regeringsduelige fløje i dansk politik. De hidtidige regeringsdrøftelser er en overbevisende illustration af problemet. Diskussionerne forlænger blot valgkampen, hvor det nu blot er blå blok, der krydser klinger med sig selv om de samme mærkesager og om de samme snævre udfordringer, som prægede valgkampen.

Man kan forudse en reprise over sidste regeringsperiodes løftebrudsfarce, når den nye regering snart skal til at forklare afstanden mellem valgkampens løfter og den politiske hverdag. Og således er der udsigt til en fortsættelse af osteklokkens forudsigelige og stillestående politiske liv, der ikke rummer noget perspektiv for udviklingen af Danmarks konkurrenceevne.
 

MEN DET BEHØVER IKKE AT VÆRE SÅDAN. Danmark har – uden selv at erkende det – gjort det store forarbejde til at skabe en konkurrencemodel, der i løbet af få år kunne konsolidere og yderligere styrke den danske velstand. Forarbejdet handler om det samfundssystem, vi igennem en lang årrække har udviklet med en unik kobling af vækst og velfærd, og som ud over at positionere Danmark i globale analyser som en af verdens mest konkurrencedygtige nationer har gjort os relativt robuste over for internationale kriser.

[quote align="right" author=""]Grundlæggende er alle elementerne allerede til stede til en ny supermodel. Det er den gode nyhed.[/quote]

Positionen er truet, og i de kommende år konfronteres Danmark med vilkår, der stiller helt ekstraordinære krav til vores omstillings- og udviklingsevne. Det bliver ikke nødvendigt at opfinde en helt ny samfundsmodel, men vi skal revitalisere den eksisterende. Hvad det går ud på, har Mandag Morgens Velstandsgruppe konkrete bud på, jævnfør analysen Supermodel Danmark. Først skal vi erkende, hvad der er vores reelle styrkepositioner, og i den forbindelse gøre op med en række dogmer. Dernæst skal vi sikre et enestående tæt samspil mellem alle de faktorer, der hver for sig har bidraget til den hidtidige velstand. Det kræver, at vi gennemfører en egentlig styrings- og ledelsesreform. Forenklet udtrykt går det ud på at mestre disciplinen politisk innovation.

Udspillet foreligger endnu som en første skitse men kan sammenfattes i, hvad der beskrives som ”tandhjulsmodellen”. Den repræsenterer et paradigmeskifte i forståelsen af, hvad konkurrenceevne dybest set handler om, og hvad der skal sikre fortsat fremdrift. Den viser dels, hvor gensidigt afhængige alle aktører og institutioner i samfundet er af hinanden, hvor afgørende et tæt samspil er, og – hvad der er nok så vigtigt – at udviklingen ikke sikres af enkeltgrupper, men af samspillet. Det er også en erkendelse af, at regeringers ansvar som drivkraft er aftagende til fordel for den inerti, der kan skabes imellem alle samfundets tandhjul. Regeringens opgave er bl.a. at ”smøre hjulene”. Det vil sige, den skal sikre de bedst tænkelige betingelser for tværgående samarbejde f.eks. ved at fjerne alle barrierer for offentlig–private partnerskaber, for pensionskassers investeringer i udviklingen af samfundets infrastruktur, fysisk som digitalt etc. etc. Velstandsgruppen vil inden for de kommende måneder dels raffinere ”tandhjulsmodellen” og dels udvikle incitamenter til at få hjulene til at køre hurtigere og bedre sammen.

Det viser også, hvor lidt der i realiteten skal til for at forløse et økonomisk gennembrud. Den største barriere er hverken økonomi eller teknologi, men holdninger og evnen til at tænke anderledes. Vi har skrevet det adskillige gange: Danmark er en uopklaret succes. Vi har store muligheder for at skyde genveje til en ny, stærk konkurrencemodel. De fleste hjul er på plads. Nogle skal strammes op, nogle skal opprioriteres, andre spiller en mindre rolle. Det kunne ske ved en 360 graders evaluering, men grundlæggende er alle elementerne allerede til stede til en ny supermodel. Det er den gode nyhed.

Den dårlige nyhed er, at vi risikerer at sidde fast i osteklokkesyndromet. Her lider vi under den uhellige alliance mellem to af samfundets mindst troværdige samfundsgrupper: politikerne og medierne. Hverken før, under eller efter valgkampen har de formået at bevæge sig uden for de af osteklokken definerede grænser. De undervurderede totalt såvel Dansk Folkeparti som Alternativets succes og afslørede dermed, at de måske har mistet lidt af følingen med det folkedyb, der aflejres uden for klokken. I bedste fald kunne det afføde lidt større ydmyghed og åbenhed over for nye strømninger og tendenser i omverden.

[quote align="left" author=""]I de kommende måneder vil Mandag Morgen og Velstandsgruppen invitere til at deltage i den rejse, der fører Danmark ud af osteklokken.[/quote]

Umiddelbart kan vi se to scenarier udvikle sig: en fortsættelse af den kurs, der er lagt med valget og Folketingets sammensætning. Det vil sige, at Danmark lukker sig mere om sig selv og sine egne udfordringer. I samme takt bliver vi stadig mere ligegyldige og uinteressante for omverden. Det andet scenarie handler om at bryde den politiske arv, hæve overlæggeren og tænke ud af osteklokken samt udfolde en ambition om at blive den supermodel, som verden også fremover gerne vil lære af.

Vi tror, at mange af aktørerne i samfundets mange tandhjul deler den ambition. Det er dem, vi på den korte bane må engagere og mobilisere for at demonstrere, at nye gennembrud kan udspringe fra ethvert tandhjul. Velstandsgruppen ser det som sin opgave at være katalysator for det andet scenarie, og i de kommende måneder vil Mandag Morgen og Velstandsgruppen invitere til at deltage i den rejse, der fører Danmark ud af osteklokken.

Forrige artikel Akademikerangsten Næste artikel Undermålerne