Den danske velfærdsmodel har overlevet sig selv. Det nuværende system er ikke længere økonomisk bæredygtigt. Danmark står nu ved en skillevej, der dybest set handler om, hvilket velfærdssamfund vi vil overgive til vores børn og børnebørn.

Valget står mellem en gradvis afvikling af velfærdssamfundet, som vi kender det i dag, og en ny velfærdsmodel baseret på flere finansieringskilder, langt mere innovation, større ansvarlighed hos den enkelte dansker, nye incitamenter og styringsværktøjer, større inddragelse af private aktører samt et opgør med dogmet om “one-size-fits-all” til fordel for en fleksibel model, hvor velfærden bliver skræddersyet til den enkelte dansker og kræfterne i højere grad koncentreres om dem med det største behov.

Det viser Mandag Morgens strategiske analyse af Danmarks velfærdsudfordring, der er baseret på en række rapporter og analyser samt samtaler med danske og udenlandske eksperter.

“Fremtidens pres på velfærdsydelserne kan ikke finansieres over skattebilletten. Modellen vil bryde sammen. Der er behov for at finde helt nye løsninger,” siger Jørgen Rosted, tidligere departementschef og ordfører i Mandag Morgens fripartiforsøg, Fremtidens Danmark.

En brændende platform

Velfærdsstaten er i sin nuværende form en underskudsforretning. En nyfødt dansker vil i snit komme til at koste samfundet mere i kroner og øre, end vedkommende vil betale i skatter og afgifter over et livsforløb. Helle Thorning-Schmidt har overtaget ansvaret for statsfinanserne på et tidspunkt, hvor der er udsigt til økonomisk underskud og stigende gæld mindst 40 år ud i fremtiden. ØMU-gælden vil ifølge Finansministeriets egne tal runde 824 milliarder kr. næste år – svarende til 44 pct. af BNP.

Både regeringen, arbejdsgiverne, fagbevægelsen, de frivillige organisationer og andre centrale aktører taler nu om behovet for en slags nationalt kompromis. Ganske vist i lidt forskellige udgaver. Men de kredser alle om samme team: Det fælles ansvar for at bringe Danmark gennem krisen og sikre et bæredygtigt velfærdssamfund.

Regeringen lægger selv også op til en kæmpe modernisering af den offentlige sektor. Den vil bl.a. etablere flere former for offentlige og private samarbejder, give større ansvar til de ansatte og luge ud i overflødige regler og bureaukrati. Og som noget helt nyt vil den også lave “offentlige-offentlige” partnerskaber i form af såkaldte partnerskabsaftaler mellem staten og en eller flere kommuner om konkrete velfærdsopgaver.

“Det er en meget interessant åbning, som giver staten gode muligheder for at drive innovationen frem i kommuner og regioner,” siger leder af MindLab, Christian Bason.

Regeringen agter også at lave en egentlig innovationsstrategi. Kun få lande i verden har en innovationsstrategi for det offentlige. Men en ting er ord. En anden ting er handling. Og som en af landets førende eksperter på området, innovationschef i Region Midtjylland, Annemette Digmann, udtrykker det:

“Det er rigtig godt, at regeringen udtrykker visioner, men der skal handlinger til. Lige nu er der et slogan om, at vi skal arbejde med innovation på tværs af den private og offentlige sektor. I praksis er der bare en masse jura, der hindrer det. Det skal regeringen jo hjælpe os med at løse,” siger Annemette Digmann.

Nedslidning koster milliarder

Ligesom mange andre vestlige lande står Danmark foran en kolossal demografisk udfordring. Antallet af ældre over 65 vil eksplodere fra godt 930.000 i dag til knap 1.150.000 allerede i 2020 – en stigning på ca. 22 pct. En fjerdedel af velfærdssamfundets kernetropper går på pension i løbet af få år, mens antallet af danskere mellem 18 og 64 år falder og kampen om arbejdskraften intensiveres. Allerede i dag er der flere danskere på offentlig forsørgelse end i arbejde, og ubalancen vil vokse yderligere i de kommende år. Det vil kræve store reformer at få regnestykket til at gå op.

Selv om Danmark har været udnævnt til globalt vidunderbarn på beskæftigelsesområdet og har haft rekordlav ledighed, er der stort set lige så mange folk på dagpenge, efterløn, førtidspension, sygedagpenge og andre overførselsindkomster i dag som for 20 år siden. På bare 25 år er antallet af folk, der modtager førtidspension, sygedagpenge eller anden offentlig forsørgelse på grund af helbredsproblemer, steget med næsten 60 pct.

Det dræner velfærdssamfundets ressourcer. DA har opgjort den samlede regning for helbredsbetinget forsørgelse til 110 milliarder kr. årligt, hvoraf arbejdsgiverne selv hæfter for ca. 40 milliarder kr. i form af bl.a. sygedagpenge. Den enorme regning belaster ikke bare de offentlige budgetter, men svækker også virksomhedernes konkurrenceevne og vækstmuligheder.

Et sundt og velfungerende velfærdssamfund forudsætter vækst i økonomien og høj produktivitet. Men Danmark har i mange år haft store problemer med at skabe vækst, især i de private serviceerhverv, bygge- og anlægsbranchen og detailhandlen. Mens industrien har klaret sig nogenlunde de sidste 15 år, er produktivitetsvæksten i den private servicesektor raslet ned, og Danmark har tabt voldsomt terræn i forhold til andre sammenlignelige lande i EU. Lykkes det ikke at få løst det problem, bliver velfærdssamfundets udfordringer bare endnu større.

Samtidig bruger mange danskere flere penge, end de tjener. Den øgede gældsætning er en tikkende bombe under mange danskeres privatøkonomi. Omkring hver femte boligejer vurderes allerede i dag til at være teknisk insolvent, og situationen kan blive drastisk forværret, hvis den rekordlave rente begynder at stige. Det vil betyde, at velfærdssamfundet bliver tvunget til at træde til som økonomisk sikkerhedsnet.

Dansen om guldkalven

Opbygningen af velfærdsamfundet de sidste 50 år har medført, at der løbende er kommet stadigt flere varer på hylderne. Som bl.a. den langvarige saga om efterlønnen viser, er det nemmere for politikerne at indføre et nyt velfærdsgode end at fjerne det igen, selv om opgaven godt kunne varetages af borgerne selv. Den famøse madordning i børnehaverne er et illustrativt eksempel. Før ordningen trådte i kraft, var der reelt 200.000 ‘smørrebrødsjomfruer’, som hver dag gik ud i køleskabet og gratis lavede en madpakke til deres egne børn. De skulle nu erstattes af lønnet kommunal arbejdskraft, og borgmestrene fik ordre om at investere millioner af kr. i køkkenfaciliteter. Og knap var de mange køkkener bygget, før Folketinget lavede loven om og gjorde ordningen frivillig.

Velfærdssamfundet har udviklet sig til en slags dans om guldkalven. Mange har en opfattelse af, at når man blot har betalt sin skat, har man også ret til at kræve de mange velfærdsvarer på hylderne. Den danske statskasse går hvert år glip af op imod 40 milliarder kr. på grund af bl.a. skattesnyd, ubetalt skattegæld, overflytning af penge til skattely og sort arbejde. Se MM31, 2011. Den manglende ansvarlighed og solidaritet med fællesskabet er en alvorlig trussel mod velfærdssamfundet.

Det enorme bureaukrati og omfattende regelværk lægger samtidig beslag på store dele af medarbejdernes tid og hæmmer i stigende grad mulighederne for et effektivt velfærdssamfund. Gennem de seneste 30 år har skiftende regeringer talrige gange erklæret krig mod bureaukrati og overflødige regler. Men alle forsøg på at luge ud i regeljunglen er hidtil slået fejl. Den nye regering lægger endnu engang an til en afbureaukratiseringsreform i tillid til, at de ansatte på sygehuse, plejehjem, skoler og børnehaver godt kan løse opgaverne selv. Men erfaringerne viser, at det bliver mere end svært.

Også sundhedsudgifterne er en tikkende bombe. Antallet af ældre stiger, det samme gør antallet af patienter med kroniske lidelser, og nye og dyrere behandlingsformer dukker hele tiden op på markedet. Målet om et sundhedsvæsen i verdensklasse kan kun nås ved en massiv optrapning af forebyggelsesindsatsen. Men trods mange års politiske visioner om øget forebyggelse, kniber det med at føre dem ud i livet. Kommunerne budgetterer med at bruge ca. 500 millioner kr. til forebyggelse i år. Det svarer til ca. 40 øre for hver hundredekroneseddel, der samlet set bruges på sundhedsvæsenet.

Mønsteret genfindes på det sociale område. Danmark bruger også hvert år et stigende milliardbeløb på at hjælpe udsatte børn og unge samt voksne med sociale problemer. Men ingen kender den faktiske effekt af de vidt forskellige sociale projekter. Det sociale område er reelt et kæmpestort ukontrolleret forsøg. Der er et alarmerende behov for at få mere viden om effekten af de mange sociale initiativer for at finde ud af, hvad der virker og ikke virker, hvis Danmark skal have en effektiv social forebyggelsesstrategi og forhindre, at folk bliver parkeret på samfundets sidelinje.

Danmark i verdensklasse

Selv om udfordringerne står i kø, har Danmark gode muligheder for at modernisere velfærdssamfundet. Danmark indtager i øjeblikket andenpladsen på Verdensbankens globale rangliste over kvaliteten af den offentlige sektor. De enkelte lande bliver målt på en række indikatorer såsom administrativ effektivitet, borgernes medbestemmelse, lovregulering, retssikkerhed og fravær af korruption. Kun Finland opnår en marginalt bedre score end Danmark.

Der er også relativt stor og stabil opbakning i befolkningen til velfærdssamfundet gennem årtierne. Danskerne har en relativt afslappet holdning til at betale verdens højeste skat for til gengæld at modtage “gratis” sundhed, ældre­pleje, uddannelse og andre velfærdsydelser. Omfordelingen mellem rige og fattige via det primært skattefinansierede velfærdssystem og en betydelig målrettethed mod lavindkomstgrupper i form af bl.a. et åbent uddannelsessystem og fri sygehusbehandling er også en af de væsentligste styrker ved det danske velfærdssamfund.

Den berømmede flexicurity-model og arbejdsmarkedets parters samspil med regeringen er endnu en kvalitet ved den danske velfærdsmodel. Et eksempel på modellens styrke er arbejdsmarkedspensionen, som var et resultat af trepartsforhandlingerne i 1987 mellem daværende statsminister Poul Schlüter og arbejdsmarkedets parter. Arbejdsmarkedspensionen har betydet, at Danmark i dag har fået et af de mest finansielt og socialpolitisk bæredygtige pensionssystemer i Europa. Nu kan historien gentage sig ved de kommende trepartsforhandlinger, hvor der bliver lagt op til en reprise på sloganet fra dengang: “Jobfest frem for lønfest”.

Serviceeftersyn af velfærden

Bedre velfærd er lig med flere velfærdsudgifter – og vice versa. Sådan lyder en af dansk politiks mest grundlæggende formler. Senest har statsminister Helle Thorning- Schmidt gjort sig til talsmand for, at S-R-SF-regeringen vil udbygge velfærden for de 7 milliarder kr., der kommer ind fra afgifter på bl.a. sukker og tobak og færre støtteordninger til erhvervslivet. Det er bare langtfra sikkert, at det også giver bedre velfærd.

Ligesom regeringen vil lave et kasseeftersyn af de offentlige finanser for at få en aktuel og troværdig status på Rigets økonomi, er der behov for at lave et serviceeftersyn af velfærden med udgangspunkt i borgernes oplevelser af de leverede velfærdsydelser. På mange felter leverer det offentlige en anden service end den, borgerne har behov for – eller vil stille sig tilfreds med.

Et eksempel er det udskældte beskæftigelsesområde, hvor regeringen ifølge regeringsgrundlaget ønsker, “at beskæftigelsesindsatsen i højere grad måles på sine resultater end på processer” .

I dag er mange af jobcentrenes ressourcer bundet til at overholde bestemte proceskrav. Men en undersøgelse fra KL har påvist, at der ikke er nogen sammenhæng mellem overholdelse af disse krav og evnen til faktisk at skaffe de ledige i job. Med den nuværende styringsmodel er det langtfra sikkert, at ekstra midler også fører til bedre resultater. Rigsrevisionen konkluderede sidste år, at over 9 milliarder kr. var blevet spildt på aktivering af svage ledige, som også havde sociale eller helbredsmæssige problemer at kæmpe med. Faktisk kom en lavere andel i beskæftigelse og blev selvforsørgende end blandt tilsvarende ledige, som ikke var i aktivering.

Man kan også se på indsatsen i forhold til borgere, der kommer ud for en arbejdsulykke. De må vente i måneder på en afgørelse fra kommunen og Arbejdsskadestyrelsen, fordi sagsbehandlingen skal følge det lovgrundlag, de to offentlige myndigheder hver især er underlagt. Men det er ikke et forløb, der sætter borgeren og borgerens behov i centrum. Snarere tværtimod. Erfaringer viser, at jo længere borgere er på sygedagpenge, jo sværere er det at komme i gang igen. Selv om sagsbehandlingen følger alle forskrifter, ændrer det ikke ved det grundlæggende forhold, at ventetid forringer chancerne.

Hver eneste gang en borger ender på førtidspension efter en arbejdsskade, ender det offentlige med en direkte regning på mindst 200.000 kr. om året, indtil han eller hun kan pensioneres. Dertil kommer tabte skatteindtægter m.v. Jo mere sagsbehandlingen indrettes efter borgernes behov og ikke bare følger paragraffernes slagne vej, jo større kan besparelsen blive på dette område.

Der er derfor grund til at udfordre dogmet om, at flere penge også fører til mere velfærd. Det er snarere sådan, at det offentlige kan skabe mere velfærd for borgerne ved at tage udgangspunkt i hans eller hendes behov og derefter indrette sin service.

En bæredygtig velfærdsmodel

Traditionelle løsninger er ikke længere tilstrækkelige til at imødegå de udfordringer, velfærdssamfundet står over for. Den danske velfærdsmodel er truet af et nedslidningsscenarie, hvor besparelser, stigende underskud og gældsætning fører til yderligere forringelser. De politiske spændinger vil øges, i takt med at politikerne kommer til kort over for befolkningens stigende forventninger om mere og bedre velfærd. 

Over hele landet eksperimenterer man på livet løs med nye smarte og billigere måder at løse velfærdsopgaverne på. Den voldsomme innovationskraft i kommuner og offentlige institutioner udgør et kæmpe milliardpotentiale og giver Danmark en historisk mulighed for at forny velfærdssamfundet, uden at det koster flere penge. Men skal det store potentiale for alvor forløses, forudsætter det et politisk lederskab, der har langt mere strategisk fokus på innovation, samarbejde med private virksomheder og inddragelse af brugerne.

Det viser Mandag Morgens analyse på baggrund af samtaler med danske og internationale eksperter. De efterlyser en grundlæggende nytænkning af velfærdsmodellen og den måde, som velfærdsopgaverne organiseres på.

Tidligere departementschef Jørgen Rosted ser store perspektiver for velfærdssamfundet i det nye regeringsgrundlag, bl.a. i form af flere offentlig-private partnerskaber og mere intelligent brug af de op imod 270 milliarder kr., som offentlige kunder hvert år køber ind for i den private sektor.

”Regeringsgrundlaget er det første politiske forsøg i Danmark på at bringe samfundet ind i den nye og moderne globale vidensøkonomi. I det moderne vidensamfund handler det om at have adgang til viden, deltage i netværk og lave nye løsninger med andre. Den offentlige sektor har ikke en kinamands chance for selv at få vaskerobotter til ældre til at virke, selv stå for e-learning og alle de andre teknologiske muligheder, da den ikke selv har den tilstrækkelige viden og de nødvendige ressourcer. De fleste kompetencer er i den private sektor. Derfor er det nye regeringsgrundlags ideer om partnerskaber så utrolig vigtige,” siger Jørgen Rosted, der også er vækstordfører i Mandag Morgens friparti Fremtidens Danmark.

Ansvar og partnerskaber

I det 20. århundredes industrisamfund satsede man meget på standardiserede og universelle velfærdsrettigheder og detaljerede regelsæt. Den offentlige sektor stolede på sin egen viden, kompetencer og kontrol. Men det førte også til et menneskeligt ressourcespild, hvor store samfundsgrupper blev parkeret på samfundets sidelinje på permanente overførselsindkomster.

I det 21. århundredes videns- og netværkssamfund kan Danmark udvikle en ny bæredygtig velfærdsmodel, der styrker og frisætter de menneskelige ressourcer i stedet for at slide dem ned. En kommunaldirektør i Ballerup kan have større behov for at udveksle ideer, tanker og synspunkter med kolleger i Boston og Brisbane end med dem i Billund og Brønderslev.

Gennem øget personligt ansvar, mere samarbejde og videndeling på tværs af de gamle siloer, teknologisk fornyelse og digitalisering samt stærkere partnerskaber med private virksomheder, erhvervsfonde og pensionsselskaber kan man udvikle en ny generation af løsninger, der sikrer både bedre, billigere og mere individuelt tilpasset velfærd.

Den danske velfærdskrise kan ikke løses gennem fortsatte lappeløsninger og små reformtilpasninger, men må nytænkes i stor skala gennem en systematisk og flerstrenget innovationsstrategi, der forandrer velfærdsmodellen på flere niveauer (se også figur 2):

Værdidreven forandring

• Der er brug for et værdimæssigt paradigmeskifte i velfærdssamfundet, hvor der investeres i udvikling af de menneskelige ressourcer frem for at låse dem fast i en kontrolorienteret nulfejlskultur. Frem for at betragte borgerne som ofre, klienter og passive modtagere af standardiserede velfærdsydelser, skal de mødes som myndige og ansvarlige personer, der kan være med til at løse opgaverne. Og i stedet for kortsigtede lappeløsninger og nedslidning af borgerne er det af vital betydning, at den bæredygtige velfærdsmodel understøtter en langsigtet helhedstænkning og aktiv forebyggelse.

Institutionsdreven forandring

• De offentlige institutioner og deres medarbejdere skal være innovationsagenter for udviklingen af en ny bæredygtig velfærdsmodel. Det er ikke nok at have fokus på kortsigtet drift og økonomisk styring. Der må skabes mere produktivitet og bedre serviceoplevelser for borgerne via innovation på alle niveauer. Det kræver ikke kun uddannelse og træning af de offentlige ledere og medarbejdere, men fordrer også et nyt servicedesign og nye økonomiske incitamentsstrukturer, der stimulerer alle aktører til at skabe en mere bæredygtig velfærdskultur.

Teknologidreven forandring

• Digitaliseringen i den offentlige sektor er en guldmine, der kan bane vej for store milliardgevinster. De omfattende data udgør et kæmpemæssigt kommercielt potentiale. Samtidig skal digitalisering og investeringer i nye velfærdsteknologier udnyttes som en forandringsdriver, der giver borgerne en bedre og mere skræddersyet serviceoplevelse. De teknologidrevne forandringer kan være med til at understøtte innovationsprocessen i de offentlige institutioner, og rigtigt designet kan digitaliseringen skabe nye fælles platforme for videndeling og aktiv involvering af brugerne.

Borgerdreven forandring

• Borgerne kommer til at spille en nøglerolle i udviklingen af en ny bæredygtig velfærdsmodel. Borgerne skal have flere incitamenter til at tage et personligt ansvar, og der skal opbygges nye fælles platforme, hvor den offentlige sektor og de offentlige ansatte inddrager borgerne i udviklingen af nye i ideer. Nye ressourcer kan mobiliseres gennem socialt iværksætteri og øget brug af frivillige i offentlige velfærdsopgaver. Det  kan skabe øget selvværd for deltagerne, styrke tilliden mellem borgere og politikere samt åbne for nye innovative løsninger.

Partnerskabsdreven forandring

• Tættere bånd til den private sektor, erhvervsfonde og ikke mindst pensionsselskaberne kan stimulere fornyelsen af den offentlige sektor og gøre den danske velfærdsmodel mere effektiv, mere innovativ og mere dynamisk. De hidtidige barrierer for udbredelse af partnerskaber mellem det offentlige og private aktører skal nedbrydes, så man i langt større skala kan mobilisere privat kapital i løsningen af de kommende års store velfærdsudfordringer.

Værdidreven forandring

Danmark kan spare et astronomisk milliardbeløb ved at styrke forebyggelse på social- og sundhedsområdet. Hvert år taber velfærdssamfundet tusindvis af børn og unge på gulvet. Samfundets regning for hver enkelt ungdomsårgang løber op i 100 milliarder kr. målt over hele livet.

Men  vil kommunerne høste det milliardstore økonomiske potentiale, forudsætter det et paradigmeskifte – fra brandslukning og symptombehandling til forebyggelse. I stedet for at betragte borgerne som ofre og tabere, der kan parkeres på permanente overførselsindkomster, skal det offentlige sætte ind mod spild af dyrebare menneskelige ressourcer. Alle borgere har et potentiale i livet og rummer ressourcer, der venter på at blive forløst.  Borgerne skal behandles som myndige og ansvarlige personer, der kan inddrages i løsningen af problemet, i stedet for at blive behandlet som problembørn.

Men det kræver en helhedstænkning, hvor man tør investere i de langsigtede samfundsøkonomiske gevinster og tænke i bæredygtige udviklingsmodeller frem for kortsigtede fix.

Der er behov for at tænke i helt nye baner, hvis forebyggelsen skal op i et højere gear. En klynge af kommuner kan f.eks. gå sammen og lave 20-årige sociale investeringsbudgetter med løbende mål for resultater og økonomisk afkast. Kommunerne kan alliere sig med kapitalstærke partnere som f.eks. pensionsselskaberne for at komme i gang, hvis partnerne til gengæld får andel i den langsigtede økonomiske gevinst.

Der er et alarmerende behov for at skaffe mere viden om effekten af de talrige sociale initiativer, som bliver sat i værk både inden for forebyggelse og de konkrete sociale indsatser, da milliarder af kroner i dag bliver brugt i blinde og i værste fald er spildt.

Den planlagte reform af førtidspensionen bliver den første store test på, hvor højt regeringen prioriterer evidenskravene på det sociale område. Skal reformen blive en langtidsholdbar succes, må den omfatte et kortlægningsarbejde, der afdækker effekter og konsekvenser af de forskellige tiltag, for at se, om pengene bliver brugt rigtigt.

Også på sundhedsområdet er der stort potentiale ved at styrke forebyggelsen. Danmark er et af de vestlige lande, der har den højeste dødelighed. Skal udviklingen vendes, er der behov for, at folketingspolitikerne smider fløjlshandskerne og sætter ind med det tunge skyts i form af afgifter, forbud og lovregulering. Kommunerne bruger i dag kun 40 øre på forebyggelse og sundhedsfremme for hver 100 kroner, der bruges på sundhedsvæsenet.

Skal man skabe en ny forebyggelseskultur i det danske samfund, skal det gennemsyre alle niveauer. Borgmestrene må også blive bedre til at tænke forebyggelse ind i deres kommune- og lokalplaner i form af idrætslegepladser, parker og andre rekreative friluftsmuligheder for at få flere folk til at bevæge sig til fods eller på cykel.

Det vil også være oplagt at tænke mere motion og fysisk aktivitet ind i både folkeskoler, tekniske skoler, handelsskoler og social- og sundhedsskoler.

Sundhedsloven bør også laves om, så regionerne ikke længere ”kan” men ”skal” være med til at finansiere forebyggende initiativer i kommunerne. Den nye reform af den kommunale medfinansiering på sundhedsområdet bør også hurtigt evalueres, da meget tyder på, at den ikke virker efter hensigten, og kommunerne ikke har væsentlige økonomiske incitamenter til at reducere antallet af forebyggelige indlæggelser.

Institutionsdreven for­andring

Den offentlige sektor, der hvert år bruger knap 340 milliarder kr. på at drive skoler, børnehaver, ældrepleje og sygehuse, kan blive en stærk motor for at skabe en ny innovationskultur ved mere aktivt at gøre velfærdsinstitutionerne og deres medarbejdere til forandringsagenter.

Den største økonomiske krise siden 1930’erne og udsigten til mangel på arbejdskraft de kommende år har udløst en eksplosion i nye eksperimenterende måder at løse velfærdsopgaverne på. Men mange innovative projekter ender ofte som ”øer” – afkoblet fra den normale drift og finansieret af eksterne midler. Ofte er det tilfældigheder, der afgør, om erfaringer og viden fra perspektivrige projekter overføres til andre projekter andre steder i landet.

Der er brug for, at innovation kommer langt mere ind i centrum af det offentlige maskinrum. Det kræver et opgør med nulfejls-kulturen, et nyt mindset hos offentlige velfærdsledere, uddannelse og træning af medarbejdere i innovation, større fokus på next practise frem for best practise samt langt større videndeling på tværs af forvaltningsenheder.

”Innovation handler bl.a. om at være uperfekt. Det er svært, når vi har en nulfejls-kultur over hele linjen. Angsten for at fejle gør, at innovationshøjden daler voldsomt. Noget vi oplevede med den seneste regering var, at vi fra starten skulle beskrive, hvor ideer ville ende langt ud i fremtiden. Men med innovation ved du jo ikke, hvad det ender med. Det er jo hele pointen,” siger innovationschef i Region Midtjylland, Annemette Digmann.

Forudsætningen for succesrig innovation er, at der er 100 pct. opbakning i både kommunalbestyrelsen og i administrationen.  Embedsmænd, institutionsledere og politikere skal vise større mod til at kaste sig ud i langvarige innovative projekter, der rækker ind i næste valgperiode, frem for at trække ”løsningskortet” meget hurtigt i processen. Det er specielt en udfordring for lederne, som er trænet i at forudse problemer langt ude i horisonten for netop at afværge dem i god tid.

“Vi har en politisk kultur, hvor lederne træder frem, fordi de kender svaret på problemerne. Men problemerne opstår bl.a., fordi de kendte svar ikke længere fungerer,” siger adm. direktør Philip Colligan fra Nesta, der er en af verdens førende organisationer inden for innovation og bl.a. arbejder med innovation i det britiske velfærdssamfund.

På en række områder er lovgivningen i sig selv en barriere for innovation. Et eksempel er udbudsreglerne, som gør det meget svært at innovere på tværs af offentlige og private virksomheder, hvilket kan være en forudsætning for at skabe succesrige projekter.

Desuden er der behov for at skabe en ny form for incitamentsstruktur, der belønner innovation, for at fremme kreativiteten og udvikling af nye velfærdsløsninger. I dag er øgede bevillinger et succeskriterium. Hvem belønner en chef med 100 ansatte, som finder ud af, at de samme opgaver kan løses med 50?

Offentlige ledere kan også med stor fordel skabe strukturerede netværk, hvor ildsjæle, projektmagere og andre medarbejdere med interesse for innovation kan mødes og formidle deres ideer på tværs af siloer, kommunegrænser og sektorer. ”Når vi eksperimenterer, er det vigtigt, at vi tænker skalering og implementering ind fra start. Man skal med det samme spørge sig selv: Hvordan får vi de andre kommuner med?,” siger Annemette Digmann.

Teknologidreven forandring

Langt de fleste rådhuse har åbent på hverdage mellem 9 og 15 (torsdag dog frem til 18). I det tidsrum kan borgerne henvende sig – hvis de altså har fri.

Åbningstiderne er et eksempel på, hvordan offentlige myndigheder over hele landet har bygget sin kontakt til borgerne op på et tidspunkt, hvor henvendelser enten skete pr. brev eller ved at henvende sig personligt på Rådhuset.

Om bare fire år skal al kommunikation mellem borgere, virksomheder og offentlige myndigheder ske digitalt. En vision, Helle Thorning-Schmidt har arvet fra sin forgænger, der kort før sommeren offentliggjorde Danmarks fjerde digitaliseringsstrategi.

Besparelserne er store. Hver gang en borger henvender sig ved skranken, koster det 110 kr. Betjener borgerne i stedet sig selv over nettet, er prisen en tiendedel. Samlet set kan selvbetjening spare det offentlige for omkring 2 milliarder kr. om året. Se figur 3.

Det store flertal er trygge ved den nye adfærd, digitaliseringen lægger op til. En forklaring kan være, at bankerne og de andre finansielle institutioner sammen med flyselskaber og rejsebureauer har banet vej for en ny, digital adfærd. ”For os har det været ret genialt, at kunderne i dag udfører nogle af de opgaver, der engang lå hos os, og samtidig er mere tilfredse,” siger Lars Mathiesen, CIO i Nykredit.

Helt det samme er ikke tilfældet, der hvor de store økonomiske gevinster ligger: børnehaver, skoler, ældrecentre og hospitaler. Skal de indløses, må en lang række offentlige serviceydelser tænkes på ny. De teknologidrevne forandringer skal også være med til at fremme innovationen og accelerere omstillingen til en ny velfærdsmodel. På sundhedsområdet skal patienterne overtage en større del af ansvaret for at overvåge deres egen sygdom og behandling i eget hjem. Skoleeleverne skal på samme måde have større muligheder for selv eller i samarbejde med andre at gennemføre digitale undervisningsforløb.

På den måde kan digitaliseringen blive en katalysator for forandring, hvor de fagprofessionelles rolle og funktioner skifter karakter, og hvor ressourcerne anvendes langt mere præcist.

Men det er mineret område. Differentieret velfærd indebærer, at der anvendes flere ressourcer på nogle grupper end på andre, og dermed kommer det også til at handle om prioritering.

Her skal Helle Thorning-Schmidt og hendes ministre gøre deres til, at diskussionen af digitalisering og differentiering ikke ender med en diskussion om lige rettigheder for alle. Det vil være hæmmende for omstillingen til en bæredygtig velfærdsmodel, hvor borgerne tilbydes mere målrettede og differentierede serviceløsninger.

Borgerdreven forandring

Danskernes velfærdsappetit er enorm. Og der er gennem et halvt århundrede opbygget en kultur, hvor det personlige ansvar er skrumpet ind til et minimum. Når skatten er betalt, kan man med god samvittighed forspise sig på den store buffet af velfærdsdelikatesser.

Skal den stadig dybere velfærdskløft mindskes, er borgmestrene nødt til at finde løsninger, som begrænser efterspørgslen efter velfærd, involverer borgerne langt mere aktivt og får dem til at påtage sig et større ansvar for selv at finde løsninger.

Skanderborg er et eksempel på en kommune, der har formået at involvere sine 57.000 indbyggere i en sand ide-tsunami. Det startede som en gimmick tilbage i 2007, da kommunen havde brug for at få input fra borgerne til at sætte pejlemærker for, hvor Skanderborg skulle være i år 2025. Men projektet blev hurtigt en bragende succes. På få år skabte ideoffensiv.dk over 2.200 ideer, hvoraf mange nu er gennemført – fra nye stisystemer til reduktion af CO2-udslippet.

Også den frivillige sektor udgør et et kæmpe potentiale. I nogle tilfælde kan de frivillige overtage opgaver fra sosu-assistenten, pædagogen eller læreren og give fagpersonerne mere tid til dem, som har størst behov. Men det forudsætter, at lovgivningen bliver ændret, at de faglige organisationer dropper territorialkrigen, og at det offentlige bliver langt mere åbent for at inddrage frivillig arbejdskraft.

Nogle kommuner har i de senere år etableret såkaldte familieklasser, hvor forældre engagerer sig for at løse elevers problemer. Metoden er inspireret af det engelske Family learning-projekt, som er udbredt over det meste af England.

En anden mulighed er at erstatte eller supplere den militære værnepligt med en velfærdsværnepligt, hvor unge under 25 år skal arbejde 2-3 måneder i skoler, børnehaver, plejehjem, sygehuse eller andre velfærdsinstitutioner for at give dem et indblik og større ansvar for velfærdssamfundet og samtidig være supplement til de offentligt ansatte i den kommende tid med mangel på arbejdskraft.

Andre lande er meget længere fremme på det område. Socialt iværksætteri er nu på skoleskemaet lige fra folkeskoler i England og gymnasieskoler i Singapore til universitetet i Stanford. JP Morgan og andre store kommercielle spillere forsøger sig med såkaldt blended value investments, hvor målet er både økonomisk og socialt afkast.

Danmark har potentiale til at blive en frontløber på området i kraft af vores veludbyggede og inkluderende velfærdssamfund. Når det ikke er tilfældet allerede, skyldes det bl.a. manglende politisk fokus på området og dermed de nødvendige rammebetingelser.

Danmark kan også lære af de internationale erfaringer med at involvere borgerne aktivt og inddrage dem i beslutningsprocesserne. Et eksempel er de canadiske civic lotteries. Det minder til en vis grad om det danske domsmandssystem, hvor borgeren har både ret og pligt til at deltage. I civic lotteries bliver borgere udvalgt til at deltage i politiske beslutninger på væsentlige velfærdsområder gennem et sindrigt system, der sikrer repræsentativitet. Resultaterne er perspektivrige: Der bliver lyttet mere til borgerne, og legitimiteten af de politiske beslutninger bliver forstærket, fordi borgerne har været helt tæt på selve beslutningsprocessen. Den slags eksperimenter kan også integreres i det det danske velfærdssamfund.

Partnerskabsdreven forandring

Den økonomiske krise har for alvor nedbrudt de fastgroede og ideologiske forestillinger om, hvilke velfærdsopgaver der kan overlades til private.

Alligevel er der stort behov for at bryde en række barrierer ned, der forhindrer større udbredelse af partnerskaber mellem det offentlige og private. Alene pensionsbranchen råder over en kæmpe pengetank på omkring 2.600 milliarder kr. – halvanden gange det danske BNP. De kan bringes langt mere aktivt i spil i f.eks. investeringer i nye skoler, sygehuse og veje. Pensionsselskaberne investerer allerede i dag store milliardbeløb i sygehuse, motorveje og havne i lande som Sverige, Storbritannien og Australien. Men hidtil har der ikke været politisk opbakning til at lade pensionsselskaberne komme ind på banen for alvor i Danmark.

Den hidtil største bremseklods har været reglerne om deponering, der tvinger kommunen eller regionen til at deponere et beløb svarende til hele investeringen. Her er der brug for at ændre lovgivningen eller give langt flere dispensationer for deponeringsforpligtelsen. Samtidig bør der udformes en slags standardkontrakter for OPP, som kommuner og regioner let kan anvende.

PensionDanmark har netop indgået et samarbejde med Eksport Kredit Fonden, hvor pensionsselskabet stiller 10 mia. kr. til rådighed for finansiering af danske eksportordrer. Den første aftale er allerede faldet på plads og betyder, at Vestas skal levere 66 vindmøller til en vindmøllepark i Sverige. ATPs direktør, Lars Rohde, har også gentagne gange erklæret sig villig til at komme ind på banen for at bygge nye skoler, motorveje og P-huse til supersygehuse. Pensionsselskaberne er også indstillet på at gå ind i OPP-projekter på områder som digitalisering, efteruddannelse og forebyggelse på sundhedsområdet.

Når Danmark alligevel halter efter lande som Storbritannien, skyldes det en forventning om, at det offentlige kan låne penge væsentlig billigere end den forrentning, som pensionskasserne vil kræve. Men i takt med finansmarkedernes øgede fokus på den offentlige gæld er der begrænsede muligheder for, hvor meget den offentlige sektor kan lånefinansiere til sygehuse, skoler, veje, broer og vindmøller.

Det offentlige og de private virksomheder har en gensidig interesse i at opbygge stærke samarbejder i forsøg på at skabe nye velfærdsindustrier på et hastigt stigende globalt marked. Alene EU-landene skønnes f.eks. at have behov for at øge udgifterne til sundhed og ældrepleje med 1.600 milliarder kr. frem mod år 2040. Det skaber et skrigende behov for bl.a. nye velfærdsteknologiske løsninger, der kan reducere behovet for arbejdskraft, holde udgifterne i tømme og imødekomme et stigende behov fra ældre og kronisk syge.

Danmark har gode forudsætninger for at erobre store markedsandele på dette vækstmarked. Det offentlige indkøber årligt varer og tjenesteydelser for ca. 270 milliarder kr. fra private virksomheder. Det svarer til ca. en tredjedel af den samlede efterspørgsel. Hvis dette astronomiske beløb skaber en efterspørgsel på nye innovative og kommercielle velfærdsprodukter på områder som sundhed, omsorg og miljø, vil det ikke bare bidrage til at fremtidssikre velfærdssamfundet, men også skabe øget vækst i Danmark.

Det forudsætter, at en lang række barrierer bliver ophævet. Der er brug for mere smidige udbudsregler, større inddragelse af brugerne, større udbredelse af telemedicinske løsninger samt bedre vilkår og hurtigere sagsbehandling for klinisk forskning.

Den offentlige sektor sidder også på en guldmine af digitale milliardværdier, der bare venter på at blive aktiveret i samarbejde med private selskaber. De offentlige registre har data over stort set alt, lige fra indkomst- og skatteforhold, patienter og diagnoser, undervisning og forskning, sociale ydelser, til veje, biler, boliger, husdyr, energiforbrug og kriminalitet. Og en del af disse data har stort kommercielt potentiale.

Alene i energi- og byggebranchen er der et markedspotentiale på mellem 4 og 20 milliarder kr. årligt, hvis offentlige data blev sat fri. I banksektoren er der et rent effektiviseringspotentiale på omkring 500 millioner årligt. Og i medicinalindustrien er der ligeledes milliardgevinster at hente, hvis branchen kunne få adgang til patientdata og information om medicinforbrug.

Kilder

Skriftlige kilder

• DA Arbejdsmarkedsrapport 2010
• Statsministeriet, “Et Danmark, der står sammen”, oktober 2011
• Finansministeriet, “Økonomisk redegørelse”, august 2011
• Finansministeriet, “Den digitale vej til fremtidens velfærd”, august 2011
• Finansministeriet, “Reformpakken 2020”, april 2011
• Gunnar Viby Mogensen, “Det danske velfærdssamfunds historie”, september 2010
• Eva Sørensen og Jacob Torfing, “Samarbejdsdrevet innovation i den offentlige sektor”, september 2011
• Erhvervs- og Økonomiministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Sund Vækst og velfærdsløsninger”, juni 2011
• DI, “Dansk sundhedsindustri er under pres i Europa”, august 2011
• IT- og Telestyrelsen, “Kvantificering af værdien af åbne offentlige data”, marts 2011
• Ingvar Nilsson og Anders Wadeskog, “Det er bättre att stämma i bäcken än i ån”, februar 2008
• Centre for Economic and Business Research og Mødrehjælpen, “Cost-benefit-analyse af en ekstra indsats over for unge mødre”, oktober 2010
• ABT-Fonden, “Årsrapport 2010”, maj 2011
• Kommunernes Landsforening, “Vilje til velfærd”, maj 2010
• Diverse artikler i Mandag Morgen.

Mundtlige kilder

• Henning Hansen, kommunaldirektør, Ikast-Brande
• Jørgen Rosted, tidl. departementschef og vækstordfører i Fremtidens Danmark
• Pernille Mejer Højholt, leder af Ideklinikken, Aalborg Sygehus
• Steen Østergaard Jensen, chef for Fastholdelse, Arbejdsskadestyrelsen
• Torben Möger Pedersen, adm. direktør, PensionDanmark
• Annemette Digmann, innovationschef i Region Midtjylland
• Christian Bason, leder af MindLab
• Brenton Caffin, direktør, Australian Centre for Social Innovation
• Philip Colligan, adm. Direktør, Nesta