Kan vi nogensinde lære ligefrem at elske EU-institutionerne? Næppe. Dertil er danskerne for skeptiske og forbeholdne af natur. Men vi kunne godt blive hjulpet lidt på vej af en ny fortælling om, hvordan EU gør en positiv forskel for Europa. For vi er europæere, og vi holder af London, Rom, Paris og såmænd også Palma på Mallorca, hvor jeg netop selv med familien har gået foråret i møde i de historiske gyder, der emmer patineret af europæisk kultur og dufter af frisk tapas.

Ikke desto mindre leder Europa (læs: EU) efter en positiv fortælling, der giver en kriseramt ungdom ny energi. I min generation var denne fortælling den euforiske fornemmelse, da Berlinmuren faldt og EU efterfølgende optog en række central- og østeuropæiske lande i fællesskabet. Det er henholdsvis 25 og 10 år siden. Så hvad er det næste fælles projekt? Det skal tydeliggøres.

Det er ligesom ethvert visionsarbejde i enhver ambitiøs virksomhed eller organisation: Ledelsen skal appellere til en ønsket og opnåelig fremtid – tegne perspektivet op, vise vejen derhen, gå foran.

Spørger man mig, kan det være ideen om at (gen-)placere Europa i verdenssamfundet, der skal udgøre den nye samlende fortælling. At skabe rammerne for, at Old Europe også er en dynamo de næste 50 år, hvor befolkningen er dygtig og veluddannet, og at der er job til dem, der kan og vil.

Derfor er det positivt, at EU-debatten herhjemme nu får en ny og formentlig kvalificeret stemme i form af Tænketanken EUROPA.

Tavshedens politik

Det er, som om de ”gamle” partier – det vil sige Socialdemokraterne, Venstre og Konservative – længe har dyrket ”tavshedens politik”. Det er sjældent, at politikerne fra midterpartierne stiller sig op på ølkasserne og forklarer, hvad de egentlig vil med det europæiske projekt. Ikke at det er et specielt dansk fænomen. Tag for eksempel den franske europadebat – den har været ikke-eksisterende siden det seneste franske præsidentvalg. Vi er havnet i en situation, hvor debatten i høj grad overlades til fløjene.

Derfor skal der lyde et velkommen til Tænketanken EUROPA, der er eksemplet på, hvad arbejdsmarkedets parter er i stand til, når midterpolitikerne svigter af frygt for Dansk Folkepartis indflydelse.

Bjarke Møller – nyudnævnt direktør for den pro-europæiske tænketank – kommer til at stå i spidsen for, hvad der kan betegnes som kulminationen på et usædvanligt, langvarigt og nært samarbejde mellem erhvervslivet og lønmodtagerne fra private arbejdspladser herhjemme. Lige siden danskernes nej til Maastricht-aftalen i 1992 har der mellem Dansk Industri og industrikartellet CO-industri med fagforeningerne Dansk Metal og 3F i spidsen været en tæt koordination om overordnede EU-spørgsmål.

Chokket i dagene efter afstemningen for 22 år siden var stort på begge sider af bordet. Noget måtte gøres. Det gik simpelthen ikke, at Danmark måske var ved at sætte sit forhold til Europa over styr. Siden har DI og CO-industri haft et institutionaliseret samarbejde, hvor topfolk fra industri og fagbevægelse jævnligt mødes i et koordinationsudvalg, udveksler synspunkter og sætter nye EU-initiativer i gang. CO-industri har otte medlemsorganisationer fra fagbevægelsen.

Case-jagten er i gang

Dette nære samarbejde vil ufortrødent fortsætte på hverdagsplan, blandt andet i forbindelse med afstemningen om Patentdomstolen og valget til Europaparlamentet i maj. Eksempelvis er de samarbejdende organisationer netop nu i gang med at samle konkrete, presseegnede virksomhedscases skåret til mediernes behov.

[quote align="right" author=""]Det er ikke rigtig lykkedes regeringen at stemple Dansk Folkeparti som et erhvervs-uvenligt parti, så et ja til Patentdomstolen er langtfra givet.[/quote]

Det vil sige eksempler på virksomheder, der kommer i klemme, hvis danskerne siger nej til Patentdomstolen. Som enhver, der har arbejdet professionelt med politisk kommunikation, imidlertid ved, er den slags et besværligt fodarbejde. Fagforeningerne går til direktionerne via tillidsmændene på virksomhederne, men danske virksomhedsdirektioner er ikke meget for at stå frem. De vil helst forblive anonyme og overlade besværet til organisationerne.

Der står ellers meget på spil: Det er ikke rigtig lykkedes regeringen at stemple Dansk Folkeparti som et erhvervs-uvenligt parti, så et ja til Patentdomstolen er langtfra givet.

Men med den tidligere chefredaktør fra Mandag Morgen som tænketanksdirektør vil meningsdannelsen herhjemme komme under indflydelse af en ny og stærk stemme. Næppe på den korte bane frem til maj – det bliver svært at nå – men i årene, der kommer.

Ideen til tænketanken er netop født i personkredsen omkring EU-koordinationsudvalget med DI’s administrerende direktør, Karsten Dybvad, og Metal-formanden Claus Jensen for hver sin bordende.

Deres bagvedliggende ræsonnement er, at organisationerne let kan løbe ind i et afsenderproblem, når det gælder om at placere fordelene ved et velfungerende EU-samarbejde i mediebilledet. Det bliver af kritikere set som, at store og stærke kræfter på ja-siden forsøger at tromle europadebatten.

Derfor har der været behov for en ny, analytisk stemme, der både har ekspertstatus og passende armslængde til organisationerne bag, så Tænketanken EUROPA ikke blot opfattes som deres forlængede propaganda-arm.

Den danske model virker stadig

Men der er endnu en vigtig pointe: Den højtbesungne, men også truede, ”danske model” har med tænketanken fået en ny institutionaliseret aflægger, der også i et internationalt perspektiv er unik. Det er svært at finde andre eksempler inden for EU, hvor der findes så tæt en relation mellem arbejdsgivere og arbejdstagere i europapolitiske spørgsmål – eller rettere: blandt parterne på det private arbejdsmarked.

[quote align="left" author=""]I dag har kritikere af EU-samarbejdet let ved at komme til orde. De mangler et modspil, der samtidig passer ind i mediernes nyhedskriterier.[/quote]

Offentligt ansatte har tilsyneladende ikke den samme forståelse for, hvad EU betyder for danske arbejdspladser. Manden på fabriksgulvet er ofte langt mere pro-europæisk end sin offentligt ansatte medborger, for en smed i eksportindustrien mærker globaliseringen og den internationale konkurrence langt mere kontant end en sosu-assistent.

Også her har Tænketanken EUROPA en væsentlig formidlings- og dokumentationsopgave, nemlig at øge forståelsen blandt offentligt ansatte og folk på overførselsindkomster for, at en velfungerende offentlig sektor herhjemme skal finansieres – blandt andet via de mange private produktionsjob, der afhænger af et velfungerende EU. Det er en ofte overset velfærdssammenhæng.

Lækre rapporter

Det grundlæggende krav til den nye tænketank er at lave ”lækre” og analytisk skarpe publikationer. De skal være godt skrevet og lige til at gå til for travle journalister, forsynet med et skarpt resume og det hele.

Hvis det lykkes at skabe en godt funderet institution omgærdet med respekt, kan det med tiden være med til at ændre mediebilledet herhjemme. I dag har kritikere af EU-samarbejdet let ved at komme til orde. De mangler et modspil, der samtidig passer ind i mediernes nyhedskriterier.

Som professor Marlene Wind fra Københavns Universitet har sagt til Europa Udefra om tænketanken:

”Jeg tror og håber, at EUROPA så at sige kan ’tvinge’ medierne til at tage andre EU-historier op end i dag – at tænketanken kan være med til at generere en ny europadebat, hvis den kommer med rapporter med dokumentation, akkurat som når Cepos gør den slags.”

Det fritager imidlertid ikke politikerne for selv at komme med nogle klarere visioner for EU’s fremtid. Det kan næppe være en tænketanks klassiske kerneydelse at lave en ny, overordnet fortælling for det europæiske samarbejde. Det er politikernes opgave.

Men en tænketank kan være med til at rydde op i myter og fordomme – og skabe en analytisk klangbund for, at vi ikke blot ser Rom, London og Berlin som spændende turistmål, men også som attraktive samarbejdspartnere i et velsmurt indre marked, der skal gøre Europa til en dynamo i den globale konkurrence.

Læs flere indlæg af Peter Mose her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.