Da Cass Sunstein, professor på Harvard Law School, i 2009 blev udnævnt som direktør for OIRA – The White House Office of Information and Regulatory Affairs – tiltrådte han sit drømmejob. Her fik han en unik mulighed for at omsætte sin banebrydende forskning i adfærdsøkonomi til et politisk program for en mere enkel offentlig sektor.

[graph title="Guide til en simpel tillidsreform" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/efbce-mm_guidetilensimpeltillidsreform.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/2ee94-mm_guidetilensimpeltillidsreform.png" text=""]Kilde: “Simple: the future of government”, Cass Sunstein, 2013 og Mandag Morgen. [/graph]

Under Cass Sunsteins lederskab undergik alle dele af den amerikanske centraladministration en afbureaukratiseringsøvelse, der får Helle Thornings reform-amok til at ligne en hyggelig stiløvelse. En sværm af såkaldte nudges blev designet og introduceret i alle dele af centraladministrationen. OIRA underkastede alle nye forslag til regler en nøgtern og uvildig cost-benefit-analyse og foretog et 360-graders tjek af eksisterende lovgivning for at forenkle eller udrydde unødige regler. Se figur 1.

Ikke alene udstedte Obamas administration i sine første fire år samlet set færre regler, end Bill Clintons og George W. Bushs administrationer gjorde i deres første fire år. I 2012 anslog Office of Management and Budget (OMB), at den samlede gevinst ved afbureaukratiseringen beløb sig til 91,3 milliarder dollar. 

Det var med andre ord lykkedes at effektivisere og forenkle. Og hvordan det skete, beskriver Cass Sunstein i bogen ”Simple: the Future of Government” fra 2013. 

Tre våben mod bureaukrati

Cass Sunsteins program for en enklere offentlig sektor hviler på tre grundsten, der alle tager udgangspunkt i de senere års banebrydende landvindinger inden for adfærdsøkonomi. Førende økonomer som Daniel Kahneman, George Akerlof og Richard Thaler har på stadig flere områder demonstreret, at mennesker faktisk opfører sig som mennesker – ikke som et rationelt, nyttemaksimerende homo economicus. Og det har stor betydning for, hvordan nye regler udformes og implementeres.

For det første påpeger Cass Sunstein det store uudnyttede potentiale i at bruge nudges i den offentlige sektor. Eksempelvis er et program for organdonation, hvor borgere i udgangspunktet aktivt skal give deres samtykke til at deltage, langt mindre effektivt end ét, der giver dem mulighed for aktivt at fravælge det. I Tyskland har man den første model, i Østrig den anden. Og hvor 12 pct. af alle tyskere har samtykket til organdonation, er det tilsvarende tal i Østrig 99 pct.

Derfor bør embedsmænd altid spørge sig selv, hvad der ville ske, hvis borgere eller medarbejdere intet foretager sig – og indrette reguleringen, så det ønskede resultat automatisk opnås, hvis målgruppen forholder sig passivt. Dernæst skal kompleks kommunikation og teknisk jargon for enhver pris undgås, og antallet af valgmuligheder reduceres. Adfærdsøkonomien har påvist, at mennesker ofte afstår fra at træffe valg overhovedet, hvis de præsenteres for mange valgmuligheder, ikke kan afkode budskaberne eller ikke gives konkrete og klare anvisninger på, hvordan de skal forholde sig. Det har bl.a. fået det amerikanske uddannelsesministerium til at forenkle de ansøgningsskemaer, som 14 millioner amerikanske husstande årligt udfylder for at søge om føderal uddannelsesstøtte. Det har sparet titusindvis af sagsbehandlingstimer og fået flere amerikanere til at søge om støtte.

For det andet anbefaler Cass Sunstein, at alle nye forslag til regler underkastes nøgterne cost-benefit-analyser og forkastes, hvis de ikke på forhånd har signifikant positiv effekt. Adfærdsøkonomien har nemlig påvist, at mennesker vurderer risici som mere sandsynlige, hvis de har et eksempel på en sådan fare frisk i erindringen. I deres risikovurdering lægger de uforholdsmæssig stor vægt på, hvor voldsom en risiko er, og mindre på, hvor sandsynlig den faktisk er.

Kort sagt kan embedsmænd og politikere nemt påvirkes til at indføre regulering på baggrund af nyligt opståede enkeltsager, selv om risikoen for en gentagelse og dermed behovet for regulering kan være forsvindende lille. Mennesker kan gå meget langt for at gardere sig mod meget voldsomme, men ikke videre sandsynlige risici – som f.eks. terrorangreb. Ved at gennemføre nøgterne cost-benefit-analyser modvirker man denne tilbøjelighed til at fejlvurdere risici.

For det tredje anbefaler Cass Sunstein, at den offentlige sektor på årsbasis underkastes 360-graders-eftersyn af eksisterende regler for at luge ud i utidssvarende, ineffektive eller dårligt koordinerede regelsæt. Nogle regler viser sig ikke at have den ønskede effekt i praksis, ligesom ny teknologi kan gøre andre regler overflødige. Og årlige tjek kan også fange problemet med, at nye regler altid føjes til et eksisterende regelsæt, men ikke samtænkes med de gamle regler.

Cass Sunstein understreger, hvor vigtigt det er at tage brugere, borgere, medarbejdere og interessegrupper med på råd, fordi det ofte er dem, der ligger inde med lokal og dyrebar viden om, hvilke regler der faktisk virker i praksis. Enhver regel skal stå sin egentlige prøve i virkelighedens verden.