Weekendens kåring af Annette Vilhelmsen til ny formand for SF fuldbyrdede en vaskeægte politisk sensation. For fem uger siden var hun stort set ukendt i den brede offentlighed. I dag er hun formand for et regeringsparti og med et slag en af landets mest magtfulde politikere.

Med to tredjedele af SF-stemmerne rider hun ind i regeringskontorerne på et uhørt stærkt mandat. Men den opgave, der venter hende, er også monumental. Det SF, hun overtager, har tilslutning fra blot 5,2 pct. af vælgerne. Da Søvndal-kulten toppede, var tilslutningen oppe at snitte de 20 pct. – næsten det firedobbelte. Regeringen som helhed står ikke meget bedre. Var der valg i morgen, ville den lide et knusende nederlag.

Vilhelmsens massive valgsejr blev båret af et bredt oprør mod “topstyringen”, personificeret af Villy Søvndal, Thor Möger Pedersen og Astrid Krag. Hun har vundet på en platform, der handler om at trække regeringen til venstre og sætte et mere tydeligt SF-aftryk på dens politik. Den slags er selvsagt ikke regeringspartnernes livret, og undervejs i valgkampen blev der sat et berettiget spørgsmålstegn ved, hvor længe regeringssamarbejdet er foreneligt med et profileringsivrigt SF.

Men formår Vilhelmsen at balancere hensynet til baglandet med de krav, der stilles til et regeringsparti, kan hun blive et værdifuldt aktiv for regeringen. Den massive opbakning fra SF-medlemmerne kan give hende et større manøvrerum end Søvndal og Möger, der måtte bruge mange kræfter på at nedkæmpe intern modstand i partiet.

Søvndal eller Möger?

Vilhelmsens første store opgave bliver den kommende ministerrokade. Den skal tilgodese to hensyn: Den skal sikre en holdbar magtdeling internt i partiet. Og den skal sikre SF en stærkere profil over for regeringspartnerne og vælgerne.

På begge fronter har Annette Vilhelmsen samme hovedudfordring: Hun har meget få brikker at flytte rundt med. Både de ministerposter og de ministerkandidater, hun har til rådighed, er stærkt begrænsede i antal. Og hvis der oven i købet skal være et vist match mellem kompetencer og ressortområder, er hendes reelle muligheder overskuelige.

Efter at Ole Sohn overraskende stillede sin post til rådighed i fredags, er det oplagt, at Vilhelmsen selv indtager Erhvervs- og Vækstministeriet. Hun har været en relativt driftssikker erhvervsordfører, og bortset fra udenrigsministerposten – et job, som Vilhelmsen ikke kandiderer til – er det umiddelbart det eneste naturlige partilederministerium. Forgængerne tæller bl.a. Mimi Jakobsen, Bendt Bendtsen og Lene Espersen.

Samtlige seks siddende ministre støttede Krag i valgkampen, og det er indlysende, at Vilhelmsen må trække mere loyale kræfter ind på ministerholdet og i gruppeledelsen på Christiansborg.

Vilhelmsens støtter i folketingsgruppen giver hende et ret beskedent rekrutteringsgrundlag. De to skatteoprørere, Özlem Cekic og Lisbeth Bech Poulsen, er ekstremt usandsynlige ministerkandidater, og den tidligere gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge, har ligesom Ole Sohn meddelt, at hun forlader Folketinget efter næste valg. Det efterlader Vilhelmsen med de to veteraner Holger K. Nielsen og Anne Baastrup, samt Karina Lorenzen og Eigil Andersen, der begge har siddet i Folketinget siden 2007.

Kort efter formandskåringen sivede rygtet om, at Holger K. Nielsen skal afløse Thor Möger Pedersen som skatteminister, og det virker umiddelbart logisk. Vilhelmsen har brug for en loyal sekundant på ministerholdet, og den forhenværende partileder er den eneste af hendes støtter, der nogenlunde ubesværet vil kunne træde ind og udfylde en nøglerolle i f.eks. finanslovsforhandlingerne eller som medlem af regeringens magtfulde K- og Ø-udvalg.

En anden mulighed vil være at lade Holger K. afløse Søvndal på udenrigsministerposten – og beholde Thor Möger Pedersen på ministerholdet. Ret beset vil Möger være et langt stærkere aktiv for Vilhelmsen end Søvndal vil, ikke bare med tanke på de aktuelle finanslovsforhandlinger, men også i kraft af hans evner som politisk strateg. Det er reelt ham, der har kørt butikken, mens Søvndal har faret verden rundt og passet udenrigsministergerningen.

Netop dette er selvfølgelig også Mögers problem. Samtidig vil det være ekstremt kontroversielt at fyre Søvndal, få dage efter at partiet har klappet ham ned fra scenen med tak for syv års indsats. Til gengæld må han forudses at befinde sig i farezonen, når der en gang, formentlig i starten af 2013, kommer en større regeringsrokade, der involverer alle tre partier – hvis SF da stadig er en del af regeringsprojektet til den tid.

Andet geled

Vælger Vilhelmsen at trække yderligere en støtte med ind på ministerholdet, ligner Anne Baastrup det bedste kort. Men dels vil det begynde at ligne et “omvendt” generationsskifte, hvis Vilhelmsen trækker to seniorpolitikere med, dels er der kun én af de seks ministerporteføljer, der rigtig passer til Baastrup, og det er Astrid Krags Sundhedsministerium.

Vilhelmsen har ikke på forhånd fredet nogen, men efter hendes løfter om samling, samarbejde og brobygning vil det fremstå meget brutalt at skille sig af med modstanderen fra formandskampen. En mulighed kunne være at flytte Krag til et andet ministerium. Men det virker mere sandsynligt, at Baastrup får en magtfuld placering i folketingsgruppen, som gruppeformand eller politisk ordfører.

De to sidste ministre, Ida Auken og Pia Olsen Dyhr, tilhører begge partiets tredje, grønne fløj, der har støttet Krag i formandskampen. Vilhelmsen skylder dem derfor ikke noget, men det er omvendt svært at se, hvad hun vinder ved at skifte dem ud.

Ida Auken er formentlig den af SF’s ministre, der er sluppet bedst fra ministergerningen, og måske den eneste, der på én gang kan prale af praktiske resultater, folkelig gennemslagskraft og opbakning i baglandet.

Hvad Pia Olsen Dyhr angår, er sagen en lidt anden. Hun er reelt en form for juniorminister uden eget ministerium. Hun er ret usynlig i offentligheden, og det bliver en eventuel afløser formentlig også. Dog kan posten komme i spil, hvis Vilhelmsen får brug for at foretage en “halv degradering”. Men hverken på hendes eget hold eller Krags er der et oplagt match – i hvert fald ikke efter at Ole Sohn har rømmet Erhvervsministeriet af egen drift.

Posterne som gruppeformand og politisk ordfører indgår også i kabalen, og begge er velegnede til at afbalancere magtfordelingen på ministerholdet. Gruppeformandsposten er allerede ledig, og den nuværende politiske ordfører, Jesper Petersen, har ikke givet sig selv de bedste chancer for at beholde posten med sin ageren i formandsstriden.

Vil hun signalere brobygning og forfremme nogen fra den modsatte fløj, kunne Jonas Dahl være en mulighed. Han har støttet Krags kandidatur, men i modsætning til de to andre “menige” Krag-støtter i folketingsgruppen – Petersen og Steen Gade – har han ikke derudover blandet sig i formandsvalget.

Børnebanden i opposition

“Revolutionen æder sine egne børn”, hed det under Robespierres rædselsregime i tiden efter den franske revolution: Den ene dag er man forvalter af en ny samfundsorden – den næste trasker man selv mod guillotinen.

Den unge generation af SF-politikere, der på få år har virkeliggjort ambitionen om at gøre partiet regeringsdueligt, må nu se partiet og regeringsmagten i hænderne på partiets traditionalister.

Situationen er som udgangspunkt giftig. Er der noget, der har kendetegnet Möger-fløjen, er det sansen for magtspillet. Og det er svært at forestille sig, at den uden videre vil lægge sig fladt på maven, erkende sit nederlag og slippe magten over partiet. Omvendt er det svært at se, hvad der skulle være det nye samlende projekt, nu hvor projekt “SF-i-regering” er realiseret.

Vilhelmsens massive sejr har på en måde gjort valget mere enkelt: En decideret modoffensiv i kampen om partiet er dømt til at mislykkes. Det vil – med rette – blive udlagt som et kupforsøg på tværs af en soleklar tilkendegivelse fra det store flertal af SF’s medlemmer. Det efterlader dem med to muligheder: Enten bakker de ud af partiet eller også klapper de hælene sammen og slutter op om den nye formand.

Den sidste måned har Krag og hendes støtter kørt på med budskabet om, at det er fint nok med intern uenighed og debat, men når først en beslutning er truffet, bakker man op om den – og om den ledelse, der skal føre den igennem. I hvilket omfang de selv kan leve op til den filosofi, når de er i intern opposition, vil de kommende uger og måneder vise.

Men hvis ikke Möger & co. vil kaste sig ud i en borgerkrig, som de er dømt til at tabe, må de væbne sig med tålmodighed og håbe, at Vilhelmsen og hendes hold slider sig selv ned.

Vilhelmsen-doktrinen

Et af Annette Vilhelmsens største slagnumre i valgkampen har været løftet om at inddrage SF’s partiapparat mere i regeringsarbejdet.

Denne “Vilhelmsen-doktrin” skal stå sin første prøve ved de finanslovsforhandlinger, der så småt rullede i gang i sidste uge og genoptages efter efterårsferien. Eller rettere: Det skal den netop ikke. Den almindelige udlægning af Vilhelmsens løfte er, at SF’s landsledelse skal lukkes ind i regeringens maskinrum og inddrages løbende i f.eks. finanslovsforhandlinger. Den model har ingen gang på jorden.

Vilhelmsen og hendes modstandere har, af helt forskellige årsager, haft en interesse i at give indtryk af, at baglandet nu skulle have mere indflydelse, end de realistisk har udsigt til at få.

Men reelt er der masser af mellemformer mellem den rene topstyring, hvor det er forhandlerne på Christiansborg, der kører løbet selv, og det ekstreme basisdemokrati, hvor hvert komma i aftalerne skal vendes med græsrødderne.

Det blev paradoksalt nok illustrereret af valgkampens stort set eneste urene tackling: Den lækkede oplysning om, at Vilhelmsen havde stemt blankt til regeringens 2020-plan ved et lukket møde i landsledelsen. Sagen viser, at SF’s partiorganisation allerede i dag er inddraget i regeringsarbejdet. Man kan så, som Vilhelmsen, mene, at den gamle ledelse har inddraget partiets organer for sent og for lidt. Men reelt er der en flydende grænse.

Nu er det så op til Vilhelmsen selv at demonstrere, hvor langt denne grænse kan flyttes i praksis. I den forbindelse kommer hun givetvis til at skuffe mange. Men reelt er hun under mindre pres, end Krag ville have været.

Blå eller rød finanslov

Der er naturligvis en smertetærskel. Men den er formentlig en del højere, end det notorisk dramatiserende kommentatorkorps giver indtryk af.

Det store aktuelle spørgsmål er, om Vilhelmsen og SF kan lægge ryg til, at regeringen indgår en finanslovsaftale med Venstre, sådan som meget i øjeblikket peger i retning af. Svaret afhænger naturligvis af, hvad en sådan aftale indeholder.

En “blå” kontanthjælpsreform som den, Venstre har spillet ud med som en mulig del af en finanslovsaftale, vil mildest talt ikke være SF-baglandets livret. Og det vil helt sikkert ikke være noget, som SF’s forhandlere går ud og tager æren for. Men det er snarere indholdet end forligspartneren, der vil afholde SF fra at stemme for.

Referencescenariet er den interne træfning, der fandt sted i SF i forbindelse med skattereformen. Den gjorde det klart for enhver, at regeringsdeltagelsen har spændt baglandets pragmatisme til bristepunktet, og at SF’s interne demokratiske procedurer er et reelt risikomoment i regeringsførelsen.

Men tre andre iagttagelser er værd at notere:

For det første bakkede 14 ud af 16 folketingsmedlemmer op om aftalen. Vilhelmsen og hendes støtter var en del af det flertal, der bankede Lisbeth Bech Poulsen på plads og straffede Özlem Cekic ved at strippe hende for ordførerposter.

For det andet er Vilhelmsen-fløjen i mindretal i den landsledelse, som nu skal “inddrages mere i processen”. Dermed er det mere end usandsynligt, at landsledelsen vil gå venstre om Vilhelmsen i betydningsfulde spørgsmål.

For det tredje pustede det til ilden, at Thor Möger Pedersen som skatteminister var nødt til at give den fuld skrue i offentligheden og sælge forliget som rendyrket SF-politik og en stor politisk sejr – selv om den næsten-færdige aftale med Enhedslisten reelt lå tættere på baglandets ønsker.

Regeringens tredje akse

En af de ting, som SF’s formandsvalgkamp førte med sig, var det endelige dødsstød til den S-SF-alliance, som Søvndal, Möger og Ole Sohn var med til at støbe i 2008. SF-toppen har været alt for længe om at frigøre sig fra dette makkerskab. 

R var oprindelig tiltænkt rollen som tredje hjul i en ny regering, har S og R i stigende grad fremstået som hovedaksen i regeringssamarbejdet, mens SF er blevet udstillet som den besværlige part.

Modsætningsforholdet mellem SF og De Radikale har præget regeringssamarbejdet, lige siden de tre partiledere fremlagde regeringsgrundlaget. SF’s bagland har, med venstrefløjens vanlige sans for at dvæle ved sine nederlag frem for sine sejre, dyrket det radikale fjendebillede lidenskabeligt. 

Men fakstisk har SF og R på en lang række områder mere til fælles med hinanden end med S. Det gælder bl.a. på det grønne område, på værdipolitikken og på dele af erhvervs- og vækstpolitikken, hvor begge de to partier har dyrket en tilgang, der er langt mere offensiv end både den klassiske borgerlige dereguleringsdagsorden og det socialdemokratiske fokus på arbejdspladser frem for alt.

Flere kommentatorer har i løbet af valgkampen spekuleret i, at nederlag til Krag kunne blive enden på SF’s regeringsdeltagelse. Vilhelmsen lovede i sin trontale at “bide sig fast i bordet”, men mange mener, at S og R i virkeligheden helst var fri for SF i regeringen og derfor ikke vil forære hende noget som helst i de kommende finanslovsforhandlinger.

Spørgsmålet er dog, om Thorning og Vestager virkelig ønsker sig endnu et oppositionsparti til venstre – en enhedsliste light – der kører rundt på frihjul og tager billige stik hjem, mens de selv hænger på ansvaret for at få regnskabet til at stemme?

Hvor er væksten?

Da Søvndal og Vilhelmsen med 25 minutters mellemrum talte til deres partikammerater på Det Kongelige Bibliotek, sørgede de begge for at nævne de obligatoriske fire kerneværdier, som de menige SF’ere forventer i tale, og som enhver 14-årig SFU’er får hamret ind i knolden ved første skolingskursus: Demokrati, miljø, national solidaritet (velfærdssamfundet) og international solidaritet.

Søvndal talte lidt om vanskelighederne ved at sikre disse værdier, når man overtager regeringsansvaret midt i en dyb, verdensomspændende krise. Men derudover blev der talt forsvindende lidt om Danmarks soleklare hovedudfordring: At vi er pisket til at opfinde en ny vækst- og konkurrencemodel, hvis ikke Danmark skal opleve et støt tab af velstand og velfærd over de kommende årtier.

Hvis Annette Vilhelmsen som forventet overtager ansvaret for Vækst- og Erhvervsministeriet, må man håbe, at hun tropper op med flere refleksioner end dem, hun delte med sine partimedlemmer i Dronningesalen.

I det hele taget har hun meget at bevise. Valgkampen har især handlet om ledelsesstil og proces, men været næsten klinisk renset for substantielle politiske udmeldinger fra Vilhelmsens side. I bagklogskabens lys var det indiskutabelt den rigtige strategi. Vilhelmsen vandt, fordi hun ikke var Astrid Krag, og fordi hun overlevede valgkampen uden at falde igennem på konkrete politiske spørgsmål.

Derfor står hun i dag med et historisk stærkt mandat og et betragteligt manøvrerum. Hendes to forgængere, Holger K. Nielsen og Villy Søvndal, blev begge valgt som den “venstreorienterede” kandidat, men trak efterfølgende SF ind mod den politiske midte. Vilhelmsen vil ikke skubbe partiet længere til højre, end Søvndal og Möger har gjort, men hun vil få meget lang line af baglandet, hvis hun vælger en pragmatisk kurs.

I den forstand kan SF’s formandsskifte i sidste ende være en god nyhed for regeringspartnerne. Den gamle SF-ledelse var nok samarbejdsvillig og resultatorienteret, men den var hæmmet af modsætningsforholdet til græsrødderne.

Det er nu, det svære arbejde begynder for Vilhelmsen. Hun vil møde langt hårdere og mere direkte modstand, end hun fik i formandskampen. Og der er formentlig en hel del politikområder, hun skal skynde sig at læse op på, hvis ikke hun skal komme til kort over for sine modstandere.

De omfatter i første omfang også Thorning og Vestager, der er nødt til at demonstrere, at de ikke er i lommen på SF’s venstrefløj. Omvendt har de ingen interesse i at ydmyge Vilhelmsen fuldstændig. Regeringen  er svag nok i forvejen, og den har brug for al den medvind, den kan få. Måske kan en SF-formand, der lugter bare en lille smule af succes, være med til at vende billedet?

Hvor formandsvalgkampen ikke har leveret nogen særlig konkrete fingerpeg om, hvordan Vilhelmsen agter at profilere SF, har den til gengæld vist, at hun er i stand til at bygge alliancer og tænke strategisk. Det får hun brug for. Spiller hun sine kort rigtigt, kan det gavne både hendes eget parti og den samlede regering.