Vuggestuen – en grundsten i konkurrencestaten

Hvem har størst betydning for konkurrencestaten: vuggestuerne eller universiteterne? Svaret er utvivlsomt givet for de fleste. Hvad ville nationens konkurrencekraft være uden forskning og højere uddannelser? Skal man fæste lid til en af verdens mest fremtrædende økonomer, nobelpristageren James Heckman, er svaret ikke så enkelt. Hans mangeårige forskning påviser de store samfundsøkonomiske gevinster i en langt højere prioritering af de mindst børns vilkår.

[quote align="right" author=""]Vi har behov for en dybere og bedre dokumenteret viden om, hvordan daginstitutionerne både kan bidrage til at forebygge sociale problemer senere i livsforløbet samt give næste generation den bedst mulige start i tilværelsen.[/quote]

Logikken er indlysende. Det er netop i de tidligste år af menneskets tilværelse, de grundlæggende muligheder formes, og her de sociale tabere fødes og efterfølgende dræner samfundet for voldsomme milliardbeløb. Mandag Morgen har tidligere refereret analyser, der påviser, at en socialt tabt årgang på 10.000 unge koster samfundet omkring 140 milliarder kr. målt over en livstid. Heckman citerer beregninger, der dokumenterer, at en målrettet investering i børnenes første år ikke alene giver børnene bedre livsvilkår, men et større samfundsøkonomisk afkast, end det amerikanske aktiemarked har kunnet præstere i tiden efter Anden Verdenskrig.

I et interview med Mandag Morgen understreger James Heckman, at fødslen er den begivenhed i et menneskes liv, der har størst betydning for fordelingen af de samlede livsmuligheder. Heckmans forskning har fokus på, hvorfor nogle børn allerede fra de tidligste år er på social taberkurs. Og han konkluderer bl.a., at det ikke nødvendigvis er et spørgsmål om graden af ulighed. Uligheden er blot symptom på et dybereliggende problem, nemlig forældrenes manglende evner til at være forældre – til at opdrage børn og stimulere deres personligheder og deres ikke-kognitive færdigheder. Han refererer til projekter, der med overbevisende resultater “trænede” forældre i at være forældre.
 

DET HJÆLPER ALTSÅ IKKE AT FORVENTE, at f.eks. vuggestuerne løser problemet for forældrene. Den fulde effekt opnås kun, hvis der er en fin balance mellem de færdigheder, der opøves hjemme, og den udvikling, der stimuleres i daginstitutionen.

Men selvom Heckmans forskning især fokuserer på de potentielle sociale tabere, rejser den en række spørgsmål af mere principiel karakter omkring børns udvikling i de tidlige år. Anden forskning bekræfter, at det netop er i de første fire-fem år, at menneskets livsfundament støbes. Ét er at forebygge sociale tab i udsatte grupper, et andet er at sikre de bedst tænkelige rammebetingelser for alle grupper.

Forskningsleder ved TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet, Michael Rosholm, opfordrer med afsæt i Heckmans forskning til, at vi generelt fokuserer mere på indholdet i børnenes hverdag, herunder undersøger, om vi prioriterer vores investeringer rigtigt. Det mener han ikke, vi gør, eftersom investeringerne stiger i takt med alderen.

Der er noget åbenbart paradoksalt i, at vi investerer mindst der, hvor effekten kunne være størst. Og at jo ældre vi bliver, des mere investerer samfundet i os. Det gælder uddannelser, men i vid udstrækning også hvis vi inddrager hele ældreforsorgen m.v. Nu kan alle prioriteringer ikke bestemmes ud fra økonomiske modeller, men eftersom de udtrykker sund fornuft, bør de mane til eftertanke.

Og den eftertanke kan meget vel tage afsæt i Mandag Morgens interview med finansminister Bjarne Corydon. Her argumenterer han for at nytænke Danmarks konkurrenceevne og erklærer, at børnepasning – på linje med ældrepleje, sundhed og overførselsindkomster – yder et vigtigt bidrag til danske virksomheders konkurrenceevne. Set i et overordnet og sammenhængende perspektiv har han ret. En stærk, velfungerende stat er et af Danmarks stærke kort i den internationale konkurrence. Og her spiller børnenes vilkår og udviklingsmuligheder en helt central og ofte overset rolle.

Men spørgsmålet synes fortsat at være noget underbelyst.
 

VI HAR DE SENESTE ÅR FOKUSERET meget på folkeskolen, og en ny reform er ved at blive implementeret. Det har ikke mindst været ud fra erkendelsen af folkeskolens betydning for nationens udviklingsevne. Ud fra samme logik burde vi rette langt større opmærksomhed mod daginstitutionerne. De er trods alt rammen om den vigtigste fase i udviklingen af næste generation og spiller ikke mindst i Danmark en meget central rolle.

Danmark er et af de lande i verden, der har flest børn i daginstitutioner. Det var en naturlig konsekvens af ønsket om at motivere kvinderne til at komme ud på arbejdsmarkedet. Fra starten var daginstitutionernes primære mission at få børnene passet, medens mor var på arbejde. Altså en pasningskultur frem for en udviklingskultur. Siden er der udfoldet flere bestræbelser på at inddrage daginstitutionerne i en lærings- og udviklingsproces, men langtfra i et omfang, der netop afspejler vigtigheden af de vilkår, børn tilbydes i de første fire-fem år. Selvom flere undersøgelser tyder på, at normeringen i daginstitutionerne afgør, hvor mange der får en ungdomsuddannelse, er antallet af pædagoger reduceret med 10 pct. I forhold til 2009 mangler der i dag 4.500 pædagoger. Her er der noget, der ikke umiddelbart hænger sammen.

Samme år konkluderede en rapport fra SFI: “Dagpasning af høj kvalitet kan således være med til at muliggøre mødrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, mindske omfanget af børnenes sygdom med deraf følgende konsekvenser, mindske kriminalitet, øge barnets uddannelsesniveau og senere job- og indtjeningsmuligheder og dermed sundheden på lang sigt.”
 

TIDEN ER INDE TIL AT VURDERE behovet for en egentlig reform af daginstitutionerne og deres rolle. Vi har behov for en dybere og bedre dokumenteret viden om, hvordan daginstitutionerne både kan bidrage til at forebygge sociale problemer senere i livsforløbet samt give næste generation den bedst mulige start i tilværelsen. Mange vil sikkert hævde, at der er sket meget omkring daginstitutionerne, samt at der er øget fokus på deres opgaver og kvalitetskriterier. Men det er svært at fornemme de store gennembrud – og slet ikke i et omfang, der matcher de potentialer, der tilsyneladende knytter sig til børnenes udvikling de første år.

Det er oplagt at hævde, at det er forældrenes ansvar. Det er det også primært, men hvis vi som nation har valgt at dele dette ansvar med institutionerne i langt højere grad end de fleste andre lande, var det måske naturligt, at vi kastede et kritisk og konstruktivt blik på, om vi i fællesskab kunne løfte det bedre – især fordi der er så store gevinster for alle parter. Det kunne være afsættet for en reform – eller i det mindste en dybere analyse. En 2030-plan for daginstitutionerne, som bl.a. skulle se på, hvordan forældrene inddrages langt tættere i institutionernes hverdag.

Hvis man skulle tage afsæt i de foreliggende undersøgelser og forestille sig den ideelle verden, burde der være lige så megen – hvis ikke mere – prestige i at være pædagog i en vuggestue som professor på et universitet. Det er trods alt her, vi afgør næste generations muligheder, omfanget af sociale problemer og dybest set konkurrencestatens udviklingspotentiale.

Forrige artikel Coop-chef kæmper mod talentløse supermarkeder Næste artikel Nobelpristager: Udsatte børns skæbne er afgjort før 1. klasse