Zornig-effekten
Torben K. Andersen
Politisk redaktørFor få år siden var der ikke mange danskere, der havde hørt om Lisbeth Zornig Andersen. Men det har ændret sig. På rekordtid har hun skabt en unik platform i sin kamp for at sikre bedre vilkår for børn og udsatte grupper i samfundet.
I dag er det svært at undgå at støde på Lisbeth Zornig Andersen, hvis man åbner for tv eller radio, går forbi en boghandel eller bladrer i en avis.
Sjældent har børn og udsatte grupper haft et så markant, passioneret, gennemslagskraftigt, visionært og vidende menneske som talerør og frontkæmper.
”Jeg er bare frontfiguren og formidleren,” lyder det beskedent fra Lisbeth Zornig. ”Hemmeligheden er, at jeg har utrolig dygtige mennesker i kulissen. Jeg har opdaget, at rigtig mange mennesker gerne vil noget på denne front, og jeg hiver alle ind, som tilbyder deres hjælp. Jeg har en tid nu og et momentum, som jeg udnytter til at prøve på at få rykket ved den sociale dagsorden. Og på et tidspunkt er min tid også forbi,” siger hun.
Hver lørdag eftermiddag kan man høre hende i radioprogrammet ”Zornigs Zone” på Radio24syv, hvor hun tager lytterne med ind bag parcelhusets ligusterhæk, ghettoens betonmur og landsbysamfundets overfladeidyl for at tale med folk på kanten af samfundet og konfrontere politikerne.
Har man stillet ind på DR tirsdag aften, kan man følge Lisbeth Zornigs jagt på at få misbrugere, hjemløse og andre udsatte grupper op af sofaen og hen til stemmelokalerne ved kommunal- og regionsrådsvalget til november.
”Stemmer på Kanten”, hedder programserien, hvor hun ringer på dørklokker, laver valgfester på værestederne, debatmøder på værtshuse, drejebøger til de politiske partier, musikvideoer og virale kampagner på de sociale medier. Målet er dels at øge valgdeltagelsen blandt kontanthjælpsmodtagere fra en tredjedel ved sidste valg til 42 pct., dels at skaffe dokumentation for, hvad der bedst får de udsatte til stemmelokalerne.
”Forskere har sagt, at målet på 42 pct. er bindegalt. Men vi mener selv, at det er latterligt lavt, i betragtning af at vi forestiller os at leve i et demokrati. Og det er jo rystende, at man ikke tror på, det kan lade sig gøre,” siger hun.
100 tænkere
Ideen til ”Stemmer på Kanten” blev født og udviklet i hendes egen tænketank. Den hedder Social Innovations Forum og består af 100 tænkere med baggrund i politik, forskning, kunst, socialområdet, sundhedsområdet m.v., der sammen skal udvikle nye ideer til at forbedre indsatsen over for udsatte mennesker i Danmark.
”Vi bruger hvert år mange milliarder kroner på en socialpolitik, der ikke leverer de ønskede resultater. Det er tragisk for de mange mennesker, der har brug for en hånd til at komme på fode, og det er problematisk for de trængte offentlige budgetter,” siger Zornig.
Derfor forsøger hun sammen med sine 100 tænkere at støbe kuglerne til en ny socialpolitik, der kan forvandle minus til plus.
Hun presser hårdt på over for politikere fra både rød og blå blok i Folketinget for at få dem til at implementere sociale obligationer i Danmark i håb om at tiltrække risikovillig kapital til at finansiere sociale innovative projekter for udsatte grupper. Hun drømmer bl.a. om at pensionskassernes enorme pengetanke på 3.600 milliarder kr. kan komme i spil på det sociale område.
”Vi skal gøre lagkagen større. Vi skal turde investere i store og risikofyldte innovative sociale projekter. Vi kan lige så godt investere de store midler i pensionskasser og fonde i sociale obligationer som i andre typer obligationer, og lade interessenter og investorer få et afkast,” siger Lisbeth Zornig, der selv har en fortid i forsikrings- og pensionsbranchen hos Codan og Danske Bank.
Tænketanken er også for øjeblikket i gang med en stor trivselsundersøgelse om anbragte børns forældre. ”Hvordan har de det? Hvordan udvikler de sig undervejs, mens børnene er anbragt? Det ved vi ikke så meget om i dag,” siger hun.
Zornig og de 100 tænkere har også planer om at lave et Panel for Underdanmark, der kan bruges i f.eks. opinionsundersøgelser, så udsatte borgere kan få en stærkere stemme i offentligheden og blive hørt ved ny lovgivning.
For øjeblikket er hun ved at optage en ny dokumentarserie om udsatte familier, som senere skal vises på DR. Efter lang tids kamp har hun fået en række kommuner med på ideen om at sætte fokus på indsatsen for disse familier og give socialrådgiverne flere beføjelser til at træffe beslutninger ude hos den enkelte familie, hvor det brænder på.
Ved siden af alt dette rådgiver hun ministerier, institutioner og virksomheder. Hun er ved at lægge sidste hånd på en stor undersøgelse om nomadefamiliers møde med systemet, som tidligere socialminister Karen Hækkerup satte i gang, og som ”jeg er ret overbevist om kommer til at sætte en dagsorden, når den er færdig,” siger hun forventningsfuldt.
Ét projekt er det dog ikke lykkedes hende at gennemføre: Hun ville gerne stifte en almennyttig fond – Fonden Zornig – som skulle udspringe af hendes egen barndom i ”Underdanmark” præget af vold, alkoholmisbrug og seksuelle overgreb. Fonden skulle hjælpe udsatte mennesker, så de undgik samme skæbne som hende selv.
Men efter et års juridisk og økonomisk tovtrækkeri med myndighederne er denne ide nu droppet og erstattet af en helt ny: Hun vil stifte en almennyttig forening.
”Siden jeg begyndte at blive en offentlig person, er jeg blevet kontaktet af rigtig mange mennesker, som gerne vil donere penge eller bruge nogle timer på at hjælpe udsatte familier i Danmark. Jeg er blevet helt overvældet. Vi har arbejdet med en model for at få alle de ressourcer i spil. Og derfor starter vi nu en almennyttig forening,” siger Zornig.
”Vi oplever noget historisk for øjeblikket”
En offentlig person blev hun, da hun tiltrådte som formand i Børnerådet i 2010. Og med sin hudløst ærlige og barske bestseller ”Zornig – vrede er mit mellemnavn” kom hun for alvor på danskernes læber. I bogen fortæller hun detaljeret om en barndom præget af en følelsesmæssigt ustabil mor, en voldelig stedfar og et liv fuld af ligegyldighed, svigt, vold og misbrug.
Men bogen er også en fortælling om mønsterbryderen Zornig, der havde kurs mod en barstol, men endte i en direktørstol. Og den kan tænde et håb for de mange børn, som er født på bunden af samfundet, om at det kan lade sig gøre at bryde den sociale arv.
Når Lisbeth Zornig Andersen skal pege på sine største sejre, nævner hun ikke opdragelsen af sine egne fem børn. For som hun udtrykker det: ”Hvis der er noget, jeg har været dygtig til, så er det at have fundet gode fædre til mine børn. Det kommer mig rigtig meget til gode nu, hvor jeg flyver rundt i landet, at der hele tiden er en stabil backup og hverdag for dem.”
Hun peger i stedet på det store fokus, der for øjeblikket er på udsatte børn, og det konstante pres på politikerne for at forbedre forholdene for dem.
”Siden jeg blev formand for Børnerådet for tre år siden, og frem til i dag, er fokus på udsatte børn eksploderet. Det er selvfølgelig ikke kun min fortjeneste. Det er en fælles indsats. Jeg oplever lige nu et historisk pres fra børneorganisationer og mange andre parter, som ikke har været der før. Man kan se det på antallet af underretninger, som er vokset med flere hundrede procent i alle kommuner. Jeg tror, at vi for øjeblikket er vidner til noget stort på børneområdet, og som om en generation vil afspejle sig i færre udsatte voksne.”
