Den 12. december 2015 blev 191 af verdens ledere enige om en drejebog, der skulle holde klodens temperaturstigninger nede. Dengang i Paris lovede statslederne, at de hvert femte år ville stramme kravene til deres egne landes bidrag. Kogt helt ind til benet, er det det, COP26 i Glasgow handler om.

På sin vis, er opgaven enkel: Hvis Parismålet skal nås, skal hvert enkelt land melde ind med markant mere ambitiøse nationale CO2-mål end hidtil. Hvis de nye løfter tilsammen kan sikre, at klodens temperatur ikke stiger mere end det aftalte loft på 1,5-2 grader, er opgaven løst. Rækker ambitionerne ikke, venter der mere af den kontante afregning, vi allerede har set i form af skovbrænde, tørker, oversvømmelser og andet ekstremt vejr verden over.

Der er med andre ord virkelig gode grunde til at holde øje med, hvad især de store udledere som Kina, USA, Indien og Rusland melder ud i de kommende måneder om deres Nationally Determined Contributions – eller NDC, som målene hedder i FN-lingo.

I DANMARK fejler ambitionerne ikke noget: I god tid inden Glasgow har vi sat os på verdens højeste klimapiedestal: Selvom vi har nogle af klodens højeste udledninger af CO2 per indbygger, og selvom vi er et land med vækstambitioner, så vil vi bevise, at vi på bare et årti kan nedbringe vores udledninger med 70 procent i forhold til 1990.

Vores lille lands eneste chance for at ændre på klodens klima er at vise, at det kan lade sig gøre at være et rigt, velfungerende og socialt retfærdigt samfund, selvom vi reducerer vores klimaaftryk markant. Sådan lyder klimaminister Dan Jørgensens ubestrideligt fornuftige analyse, som det meste af Folketinget tilslutter sig.

Spørgsmålet er, hvilken vej til reduktioner, Danmark viser verden.

I KLIMAORGANISATIONERNE flyttes opmærksomheden mere og mere fra de forblændende reduktionsmål til de metoder, der bruges for at opfylde målene. Mulighederne for greenwashing er uendelige og raffinerede.  Som den globale miljøorganisation Greenpeaces formand for et par uger siden høfligt gjorde Dan Jørgensen opmærksom på i klimaministerens egen podcast Planet A, så bygger Danmarks klimaregnskab i beskæmmende grad på en af den slags false solutions.

Det handler om Danmarks omfattende omstilling til biomasse: Inspirerer vi andre lande til at bruge samme metode til et hurtig exit fra kul, kan kloden være ilde stedt.

DANSK DIPLOMATI har dygtigt solgt fortællingen om Danmark som vindmølleland. Men de tørre tal viser, at Danmarks største kilde til ’bæredygtig energi’ ikke er vinden, men verdens skove. Samlet set står vindmøllerne for blot 6 procent af vores energiforbrug. Træbiomassen står for 16 procent.

Dansk diplomati har dygtigt solgt fortællingen om Danmark som vindmølleland. Men de tørre tal viser, at Danmarks største kilde til ’bæredygtig energi’ ikke er vinden, men verdens skove. 

Alene Ørsteds værker brænder på et enkelt år 2.500.000 tons træbaseret skovbiomasse. Det svarer til, at 430 kg træ for hver eneste dansker.

Ifølge Ørsteds seneste afrapportering, kommer kun omkring en tiendedel af træet fra Danmark. Resten skibes ind fra lande som USA, Estland og Rusland. Det er altså disse landes klimarapportering og branchens egne certificeringsordninger, vi forlader os på, når vi kalder afbrændingen af biomassen bæredygtig.

Som Mandag Morgen tidligere har dokumenteret, så ville den danske udledning af CO2 ville være 19 millioner ton højere end det officielle tal på 48, hvis man medregnede forbruget af biomasse. Men som de internationale regler er skruet sammen, så tæller det enorme bål i biomasseværkerne med et behageligt rundt nul i Danmarks klimaregnskab. Det redder måske nok Dan Jørgensen fra at tabe ansigt i Glasgow – men det redder næppe klimaet.

Den politiske logik er, at klimaregnskabet for biomassen skal gøres op i det land, træet kommer fra. At der skal genplantes, hvor der fældes, og at der skal bruges resttræ, savsmuld og afklip. Men problemerne for både klima og biodiversitet ved så omfattende et forbrug af biomasse som det danske er efterhånden veldokumenterede. Derfor har både FN og regeringen erkendt, at biomassen er en overgangsteknologi, der hellere før end siden må erstattes klimaneutrale løsninger.

HVIS ALLE VERDENS BORGERE sled lige så meget på verdens skove som en dansker, så ville det betyde afbrænding af 3,4 milliarder tons (3.400.000.000.000 kg) træ hvert eneste år. Et billede på, hvor langt Danmark faktisk er fra at kunne præsentere en ægte bæredygtig vej for verden, når vi møder op i Glasgow den 31. oktober.

Så kære Dan Jørgensen: Vil du være en ledestjerne for klodens ledere, så led dem ikke i fristelse. Led hellere efter en ny vej mod de 70 procent - uden brænderøg over Danmark, slid på verdens skove og røgslør i regnskaberne.