Chefredaktørens blog 
Tanja Nyrup Madsen

Ikke flere ukvalificerede sparekataloger fra McKinsey og Boston Consulting

Undersøgelseskommissionen om Skat er i gang med at afdække århundredets største politiske og forvaltningsmæssige svigt. En af lektierne bør være, at politikerne fremover afstår fra at legitimere reformer med virkelighedsfjerne effektiviseringsmanualer fra de store konsulenthuse.

Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Selvfølgelig er det politikerne, der har det endegyldige ansvar for de fatale besparelser, der skabte kaos i Skats inddrivelse og efterlod skattekisten åben for kleptokratiske storbanker og udenlandske svindlere. Naturligvis sidder også de ansvarlige embedsmænd med en del af ansvaret. Det var jo dem, vi havde betroet at passe på vores penge.

Derfor er det kun rimeligt, at det er ministre og topembedsmænd, der sidder skoleret i Undersøgelseskommissionen om Skat. De bærer hver deres del af ansvaret og må nu forklare sig.

En del af forklaringen på, at det kunne gå så galt, ligger imidlertid i to centrale konsulentrapporter fra Boston Consulting Group (BCG) i 2005 og McKinsey & Co. i 2012. Begge rapporter bliver systematisk pillet fra hinanden af kommissionen. Men gennem to årtier blev de brugt som drejebøger til omorganiseringer og besparelser i Skat.

Analyserne i denne rapport viser, at tilpasningerne er realistiske, og at de kan gennemføres samtidig med, at kerneforretningen styrkes.

McKinsey & Co
Analyse af Skatteministeriet, december 2012.

På bestilling fra Finansministeriet satte de to store konsulenthuse deres faglige troværdighed ind på at sandsynliggøre, at det ville være en god forretning for samfundet at skære Skat ned til sokkeholderne.

”Analyserne i denne rapport viser, at tilpasningerne er realistiske, og at de kan gennemføres samtidig med, at kerneforretningen styrkes,” skriver McKinsey i rapporten fra 2012.

På det tidspunkt havde Skat allerede mistet hver fjerde medarbejder efter råd fra BCG i 2005. Kontrollen sejlede, og gældsinddrivelsen haltede. Men nu skulle den sidste del af BCG’s anbefalede spareplan effektueres.

RESULTATET blev som bekendt et kaos og en milliardregning, som vi stadig ikke har set enden på.

Kun for de konsulenter, der støbte kuglerne, har det været en gratis omgang. To professorer har grundigt dokumenteret, at mange af konsulenternes råd var fagligt underlødige, og at  politikerne havde et ’løsagtigt, letfærdigt og mangelfuldt’ grundlag for reformerne af Skat. Men selvom det fik katastrofale konsekvenser, da skiftende finansministre gennemtvang drejebøgernes logik, så fortsatte staten i årene efter med at bruge de samme konsulenthuse til andre gennemgribende reformer.

McKinsey fik ansvaret for at opbygge et ’implementeringskontor’ i Finansministeriet og en model, der sikrede, at skolerne gennemførte Folkeskolereformen efter planen. Og på forsyningsområdet ryster fagfolk og forskere stadig på hovedet af det faglige niveau i McKinseys rapport fra 2016 om effektivisering og privatisering af kommunale forsyningsvirksomheder. Dan Jørgensen (S) fik så mange advarsler om rapporten, at han som nytiltrådt minister i 2019 lovede ikke at følge den.

Boston Consulting Group lagde allerede i 2005 skinnerne ud for de spareøvelser, der har martret Skat lige siden. BCG-rapporten viste, at skattevæsenet kunne skære 35 procent af lønnen og 25 procent af de øvrige udgifter efter kommunalreformen.

Men ”BCG’s arbejde var ikke lødigt”, forklarer Ole Kjær, forhenværende styrelsesdirektør i Told & Skat, til undersøgelseskommissionen. Det var teoretisk og uden indblik i skatteforvaltning. Den daværende skatteminister Kristian Jensen er enig. Til undersøgelseskommissionen fortæller han, at han fandt rapportens konklusioner ’chokerende’ og uden kontakt med virkeligheden. BCG benchmarkede for eksempel kompliceret skatteligning med simple bankforretninger. Udgifter til fyringer, flytninger og uopsigelige lejekontrakter blev overset. It-systemer forventedes at virke fra dag et. Osv. osv.

På bestilling fra Finansministeriet satte de to store konsulenthuse deres faglige troværdighed ind på at sandsynliggøre, at det ville være en god forretning for samfundet at skære Skat ned til sokkeholderne.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

GEVINSTEN ved massefyringerne er for længst overhalet af de tab, de har medført for samfundet. Ejendomsvurderingerne har ligget stille i årevis. Uinddrevet gæld har passeret 100 milliarder, og så er der udbytteskatten…

Hvis en arkitekt, der skulle renovere facaden på Finansministeriet, i stedet rev halvdelen af bygningen ned og efterlod den uden tag under et skybrud – ville man så ikke mene, at der hvilede et vist ansvar på det arkitektfirmas skuldre?

Men heller ikke BCG har mistet sin gode forbindelse til Finansministeriet. Et par år efter at skeletterne var raslet ud af Skat, modtog BCG et honorar på 13 millioner for at levere en ny drejebog til besparelser i Forsvaret på 600 millioner kroner årligt. BCG er stadig i dag på den korte liste over firmaer, der er godkendt til at sælge managementkonsulentydelser til det offentlige.

HVERKEN McKINSEY ELLER BCG kommer på anklagebænken i skattekommissionen. Det ligger udenfor dens formål. Men måske skulle man overveje nøje i ministerier, regioner og kommuner, om ikke det er på tide selv at tage ansvaret for de svære reformer og sige nej tak til rapporter fra konsulenthuse, der tidligere har leveret så dårligt håndværk, at det har kostet skatteyderne milliarder og nedbrudt betydelige samfundsværdier.

 

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu