Danske skolebørn kan blive globale it-pionerer

Danske skoleelever skal indstille sig på i højere grad at skifte blyanten ud med computere, tablets og smartphones. Den nye folkeskolereform og forskellige andre  initiativer betyder, at it og digitale løsninger skal tænkes ind i alle fag. DI vil starte en folkebevægelse for at gøre it til en slags fjerde færdighed ved siden af læsning, skrivning og regning. Førende globale tænkere, konsulentfirmaer og investeringsbanker forudser, at e-learning vil eksplodere de kommende år. De nye digitale muligheder vil ændre vores opfattelse af undervisning på en måde, som er svær at overdrive.

Efter mange års debat ser det nu endelig ud til, at it og digitale læremidler vil få en langt mere central rolle i fremtidens folkeskole. Det kan gøre danske skolebørn til en slags pionerer for fremtidens it-læring.

99 pct. af alle danske børn har adgang til internettet derhjemme. Hovedparten af dem bruger hver dag computere, tablets og mobiltelefoner til at søge viden, opbygge sociale netværk, lege eller spille på nettet.

Rundt omkring på de enkelte skoler bliver der eksperimenteret på livet løs med de digitale læremidler. Allerede for to år siden uddelte Odder Kommune som den første i landet iPads til alle ca. 2.500 elever og lærere i sine syv folkeskoler.

Login