It’s the productivity, stupid!

Det er i den manglende vækst i produktiviteten at katten i dansk økonomi ligger begravet. Det er på tide at politikerne reviderer deres grønspættebøger og fokuserer på at skabe en national produktivitetsrefom.

Da Clinton i 1992 udfordrede Bush senior, skulle hans valgkampstrateg James Carville efter sigende have hængt et skilt med teksten ”It’s the economy, stupid!” op i Demokraternes kampagnekontor. Ingen medarbejder måtte være i tvivl om, hvordan den valgkamp skulle vindes. Den på det tidspunkt særdeles populære Bush, med Den kolde krigs afslutning og Golfkrigen på trofæhylden, skulle bringes i knæ på spørgsmålet om USA’s økonomi og den jævne amerikaners økonomiske situation.

Strategien gav som bekendt pote. Og det i en grad, så når man i dag slår op i spin-doktorernes lille grønspættebog under ”Hvordan vinder man en valgkamp i en lavkonjunktur?” ikke finder andet end dét lakoniske udsagn: ”Det’ økonomien, fjols!” Efterårets danske valgkamp afslørede da også, at alle politiske rådgivere havde nærlæst det samme korte kapitel, og anlagt nogenlunde samme strategi med et overvejende fokus på netop økonomi.

Om strategien også denne gang blev en succes, afhænger af øjnene, der ser, og kan kun afgøres af eftertiden. Men man kan allerede nu pege på et væsentligt problem: Der har sneget sig en fejl ind i den danske oversættelse af grønspættebogen. I den danske udgave anno 2011 skulle, der have stået ”Det’ produktiviteten, fjols!”.

Det er selvfølgelig sværere både at kommunikere og forklare (for ikke at sige udtale) i en 10 sekunders sound-bite på live-TV. Men det er ikke desto mindre her katten ligger begravet i dansk økonomi i disse år. Danmark har siden midten af 90’erne haft en af OECD’s laveste produktivitetsvækstrater, kun undergået af Europas syge mand, Italien. Kort sagt er Danmark blandt de ringeste lande i OECD, hvad angår evnen til at arbejde smartere og mere effektivt.

Den tager vi lige igen: Danmark er blandt de ringeste lande i OECD, hvad angår evnen til at arbejde smartere og mere effektivt! Oversat til valgkampsk betyder det, at Danmark as we speak er ved at blive udkonkurreret i det internationale produktivitetskapløb. Stagnerende produktivitetsvækst kan sætte grå hår i hovedet på enhver makroøkonom, men åbenbart ikke dagsorden i en dansk valgkamp.

Nu ved vi jo godt, at der på første side i grønspættebogen står, at ”det der ikke kan forklares, ikke kan forsvares.” Men blot fordi et problem ikke kan forklares, går det jo ikke væk. I det lys er det bemærkelsesværdigt, hvor meget taletid partierne (ledt an af V og K) brugte på forhold, der er til at forklare, men som vi ingen indflydelse har på – Nordsøolien, ældrebyrden, finanskrisen – fremfor spørgsmål, der er svære at forklare, men som vi har indflydelse på.

Måske en og anden partileder faktisk har haft den korrekte oversættelse stående på en gul lap papir et sted. I hvert fald er det opmuntrende læsning, når det af Regeringsgrundlaget fremgår, at det er:

"en hovedopgave for regeringen at få lagt grundlaget for en stærk produktivitetsudvikling i hele samfundet, både i eksportvirksomhederne, i hjemmemarkedserhverv og i den offentlige sektor. (…) Regeringen vil derfor nedsætte en produktivitetskommission, der skal kortlægge årsagerne til den lave produktivitetsvækst siden midten af 1990’erne og på den baggrund komme med konkrete anbefalinger, der kan styrke produktiviteten i Danmark." (se et Danmark der står sammen, s. 13)

Det i hvert fald ikke for tidligt. Dog er det ikke her tidspunktet, at skose regeringen for at ’nøle’ eller ’gøre for lidt for sent’. Den debat der venter – og som en sådan kommissions arbejde skal danne grundlag for – omhandler reelt spørgsmålet om, hvilken model for deltagelse i international konkurrence Danmark ønsker at satse på de næste mange år.

Skal vi satse på (finansiel) service som UK (og Island), industri som Tyskland, begge dele eller noget tredje? Er den danske lighed og velfærdsstat en afgørende konkurrencefordel eller en barriere? Det er en af denne generations måske vigtigste politiske debatter, der venter forude. Derfor er der al mulig god grund til at lægge sig i selen for, at debatten om hvad Danmark skal leve af i fremtiden, kommer til at hvile på så bredt, sagligt og informeret grundlag som muligt.

Derfor mødte undertegnede i sidste uge også forventningsfuldt op til tænketanken CEPOS’ konference om produktivitet og konkurrenceevne, der skulle tage forskud på den debat. Det var ikke blot opløftende, at CEPOS havde inviteret en bred kreds af aktører med meget forskellige holdninger. En positiv overraskelse var det også, at der her – af alle steder – blev serveret gratis frokost. På dét punkt tog Milton Friedman åbenbart fejl.

Tilbage fra konferencen stod tre overordnede budskaber, der kan komme til at udgøre centrale omdrejningspunkter i Danmarks fremtidige konkurrencemodel og dermed kan udgøre det første udkast til en national strategi, der kan fremmeproduktiviteten:

1. Dansk erhvervsliv skal konkurrere mere

Forhenværende sekretariatschef for De Økonomiske Råd, Lars Haagen Petersen, slog fast at det danske produktivitetsefterslæb skyldes stagnation i totalfaktorproduktiviteten dvs. hvor effektivt danske virksomheder udnytter deres produktionsressourcer og ikke hverken fald i kapital- eller arbejdskraftsintensiteten. Det er kort sagt internationalt bemærkelsesværdigt, hvor mange danske virksomheder der kan overleve i det danske marked uden produktivitetsvækst.

Det kan bl.a. skyldes, at de nye virksomheder ikke er kreative og produktive nok og derfor ikke udfordrer de eksisterende, eller at konkurrenceforholdene i dansk erhvervsliv hæmmer re-allokeringen af ressourcer fra lav- til højproduktive ressourcer. Det kan også skyldes, at højtuddannede i Danmark har en tendens til at søge arbejde i den offentlige sektor fremfor den private. (se Dansk Økonomi, Efterår 2010, Det Økonomiske Råd, s. 18) Kort sagt har Danmark et problem med konkurrenceevnen, fordi danske virksomheder ikke konkurrerer nok.

Samtidig påpegede Jan Rose Skaksen, professor på CBS, at Danmark er for dårlig til at tiltrække direkte udenlandske investeringer, og at der er store gevinster at hente, hvis danske virksomheder benytter automatiseringsprocesser og robotter i produktionen i samme grad som de bedste i verden. Desuden slog han fast, at også landets nuværende begrænsninger ift. at tiltrække højtkvalificerede udenlandske eksperter og specialister er en hæmsko for produktivitetsvæksten.

2. Servicesektoren trænger til et serviceeftersyn

Når Danmark og Europas rater i produktivitetsvæksten halter efter USA’s, skyldes det ifølge Carl Johan Dalgaard, professor i økonomi ved Københavns Universitet, primært, at vi ikke som amerikanerne har evnet at gribe de muligheder globaliseringen har åbnet for vækst og handel med serviceydelser.

Det danske reguleringsniveau er lige så højt, som i en række udviklingslande. Samtidig sigter store dele af dansk uddannelses- og forskningspolitik i dag efter at tilgodese industriens kompetencebehov, hvorimod der mangler viden om og tiltag, der retter sig imod, hvilke kompetencer servicesektoren efterspørger. Hvis Danmark skal udnytte produktivitetspotentialet i servicesektoren, skal uddannelsespolitikken måske også tilgodese flere sektorer.

3. Glem den offentlige sektor! – fra udgiftsloft til styringsløfte

På dagen kredsede en del spørgsmål fra salen om, hvordan produktivitetsvæksten i den offentlige sektor kan øges. Men som bl.a. Jan Rose Skaksen gjorde opmærksom på, så har den offentlige sektor faktisk præsteret ganske glimrende produktivitetsvækstrater de senere år. (se også artiklen i denne uges Ugebrev: Velfærden skal effektiviseres nedefra.) Det er i den private – ikke den offentlige sektor – den primære produktivitetsudfordring ligger. If it ain’t broken don’t fix it!

Det betyder ikke, at den offentlige udgiftsvækst ikke er et problem. Ole P. Christensen, forh. Professor ved Århus Universitet, demonstrerede, hvordan ingen regering siden 60’erne har evnet et bringe de offentlige udgifter under kontrol, og forholdt sig også skeptisk til regeringens annoncerede ’stramme udgiftsstyring’ via et udgiftsloft.

Han foreslog, at den offentlige sektors økonomistyring kunne styrkes ved bl.a. at skabe større gennemsigtighed på både velfærdsstatens udgifts- og indtægtsside. Hvis danske borgere f.eks. kunne se, hvor meget det reelt koster at ’producere’ en daginstitutionsplads, ville offentlig innovation hurtigt rykke op på vælgernes mentale dagsorden.

Samtidig argumenterede han for et opgør med den planøkonomiske og innovationshæmmende top-down styring af den offentlige sektor og for større metode- og innovationsfrihed. Pædagoger er alt andet lige bedre til at udvikle en børnehave end økonomer på Slotsholmen. Det samme synspunkt blev ført til torvs af økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. Danske politikere (samt medier og meningsdannere) bør løfte blikket for, at fejl i den offentlige sektor ikke altid skyldes strukturelle problemer, og derfor skal løses med lovgivning, men kan tilskrives menneskelige fejl.

En vej frem her kunne måske være, at regeringen supplerede det annoncerede kommunale udgiftsloft med et statsligt styringsløfte, hvor staten kvitterede for kommunernes tilbageholdenhed med et aftalt loft over ny, overflødig og ineffektiv detailregulering.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Social innovation er også en god investering Næste artikel Danske iværksættere skal sige de forbudte ord