Overblik: Ledelse i turbulente tider

Ørsteds strategichef om strategier for den grønne disruption.
Dansk Design Center om strategier for den digitale disruption.

Peter Hesseldahl

Hvordan lægger man strategi, mens disruptionen raser?

Det kan Jakob Askou Bøss, der er strategisk direktør i Ørsted, fortælle om. I løbet af de sidste ti år har han taget turen fra Dong, der levede af at udvinde olie og gas i Nordsøen og sælge strøm fra kulfyrede kraftværker, til Ørsted, hvis kerneforretning er strøm fra havvindmøller.

Undervejs har der været stor ståhej om fyringen af Anders Eldrup som direktør og forargelse over aktiesalget til Goldman Sachs, der førte til, at SF forlod den daværende SRSF-regering.

I dagens artikel får vi tips og erfaringer om ledelse under den hastige omstilling til en grøn økonomi, som mange andre selskaber også skal igennem i de nærmeste år.

Den anden disruption, vi står overfor, er selvfølgelig digitaliseringen.

Enhver virksomhed og organisation ved, at digitaliseringen i de kommende år vil vende op og ned på den måde, man driver sin forretning på – så det er med at være på omstillingen. Men hvordan kommer man i gang?

Christian Villum, digital chef i Dansk Design Center, har 6 gode råd til virksomheder, der vil arbejde mere konsekvent med de digitale muligheder. Digitalisering handler ikke om at være med på de nyeste teknologier – det er snarere et mindset; en metode til at overveje og undersøge, hvor der er nye muligheder.
 
Selv en abe kan hoppe med på den digitale bølge. Ugens virale video viser en chimpanse, der er fuldstændig opslugt af at swipe rundt på Instagram på en smartphone for at finde spændende billeder af andre aber.

Chimpansen har tydeligvis både forstået, hvordan man bruger Instagram, og den synes, det er virkelig interessant at se de små videoklip, den får op på skærmen. Det ser i øvrigt også ud til, at den er temmelig nærsynet.

Chimpansen sidder i en almindelig dagligstue, hjemme hos stifteren af en naturpark i South Carolina i USA, hvis søn har uploadet videoen.

I en artikel i den engelske avis The Guardian får videoen nogle hvasse kommentarer fra to af verdens mest kendte forskere i abers adfærd, som er bekymrede over, at videoen opmuntrer andre til at holde chimpanser som kæledyr.

Evolutionen er forunderlig. Nu sidder mennesker med mobilen og stirrer på en abe, der stirrer på en mobil.
 
God fornøjelse med læsningen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu