Skal vi begrænse ytringsfriheden for at bevare den?

Spørgsmålet er demokratiforskeren Staffan I. Lindbergs. Og det har givet denne chefredaktør og ytringsfrihedsekstremist noget at tænke over.

Placeholder image
Lyt til artiklen

Få mennesker på kloden har arbejdet så systematisk på at dokumentere og forstå de mekanismer, der fremmer og hæmmer demokratiet, som Staffan I. Lindberg. Professoren ved det svenske V-Dem Institute har gennem en årrække indsamlet 30 millioner datapunkter fra 202 lande. 3700 eksperter har bidraget, og tallene rækker helt tilbage til 1789.

Formålet er at studere årsagerne til, at demokratier og autokratier udvikles og afvikles – samt konsekvenserne, når det sker. Det kan lyde uoverskueligt og komplekst, og det er det. Men de mange, mange historiske data viser et tydeligt mønster, som vi kan lære af i dag.

LINDBERGS KURVER bygger på indikatorer som ytringsfrihed, pressefrihed, frie valg og uafhængige domstole. Tilsammen tegner de et billede af demokratiets sundhedstilstand. Og det er ikke noget kønt syn. På alle parametre vender kurverne i den gale retning. I alle hjørner af kloden. Og det værste er, at det er stået på i mange år. Efter 30 års fremgang knækkede kurverne omkring år 2000 – samme år, som Vladimir Putin blev præsident – og det er ikke nogen tilfældighed, understreger den svenske demokratiprofessor.

”Havde Putin ikke trukket det nye russiske demokrati i så autoritær retning, så havde der ikke været krig i Ukraine,” siger han uden de sædvanlige forsker-forbehold, da han står i Mandag Morgens gård torsdag morgen, hvor han fremlægger årets status ved et åbent læserarrangement.

Det er ikke en holdning, understreger han. Det er, hvad hans kurver viser.

Grafik: Mandag Morgen på baggrund af data fra V-Dem Institute.

På tværs af kloden og på tværs af tid ses et klart mønster: Veludviklede, liberale demokratier starter stort set aldrig krige. Jo længere ned ad demokratiskalaen et land glider, desto mere stiger sandsynligheden for krig. Og ser man på de lukkede autokratier, viser historien, at tilbøjeligheden til at føre krig er enorm.

Derfor er der kun én vej, hvis man vil have fred i verden: Demokratiet skal styrkes i de lande, hvor det stadig findes, og de demokratiske kræfter støttes der, hvor lande er sunket ned i autokrati.

LANDE, DER AUTOKRATISERES, følger samme trin: Polarisering af befolkningen. Undertrykkelse af ’forkerte’ holdninger, fri presse og civilsamfund. Angreb på domstoles uafhængighed og til sidst afskaffelse af frie valg. Når man først har set mønsteret, er det skræmmende, hvor tydeligt det gentager sig gennem historien og på tværs af kloden, og hvor sikker en opskrift det er på at nedbryde et demokrati på kort tid. 

Se på Ungarn, Indien, Hongkong, og måske mest skræmmende USA, hvor Trump næsten nåede til sidste trin på bare fire år. Godt hjulpet og inspireret af sin ven i Kreml.

De senere år har Putin og hans autokratiske venner systematisk spredt denne gift for demokratier overalt – også i Vesten.

Democracy dies with lies.

Staffan I. Lindberg, Professor, V-Dem Institute, Gøteborg
Mistroen til samfundets institutioner er systematisk gødet og dyrket af de russiske cyberkrigere. På ganske få år er det lykkedes at grave dybe grøfter og få skæmmende mange mennesker til at tro på indlysende løgne og falske fakta. Konspirationsteorier om covid-19, Brexit, stormen mod Kongressen og opblomstringen af højrenationale cirkler i Europa, er bare fire succeser af Putins informationskrig mod demokratiet.

Set med en demokratiforskers øjne har Vesten endnu ikke fundet et passende svar på den trussel.

EU-LANDENE tog for få dage siden den opsigtsvækkende beslutning at blokere Russia Today (RT) og Sputnik, så europæerne ikke længere kan se de to engelsksprogede kanalers propaganda om, at krigen ikke er en krig, at Ukraines regering er ’nazister’ eller at ukrainerne bomber sig selv.

Som dansk mediemenneske og ytrings- og pressefrihedsekstremist knager den slags statscensur i mine demokratiske knogler. Selv i den gode sags tjeneste. Men demokratiforskeren har givet mig noget at tænke over:

”Vi bliver nødt til at begrænse ytringsfriheden for at bevare den,” siger han. ”På samme måde som man efter Anden Verdenskrig blev nødt til at begrænse organiseringsfriheden for at undgå, at bevægelser som den nazistiske afskaffede den helt.”  

Hvordan det skal ske, har Staffan Lindberg ikke noget svar på. Det må politikerne finde ud af.

Der er faktisk kun ét sted at finde inspiration til den slags statslig styring af sandheden; nemlig i de autokratiske lande, der er demokratiets modbillede.

Tanja Nyrup Madsen, Chefredaktør, Mandag Morgen
Men han ved, hvad der sker, hvis vi fortsætter som nu: Så vinder autokratiseringen frem. For den næres af polarisering, mistillid og forvirring om fakta. Og vinder autokratiet, kan vi være sikre på, at både ytrings- og pressefriheden taber. Den del af Lindbergs analyse er det svært at være uenig i.

 

MEN DILEMMAERNE er mange og uoverskuelige. For hvor stopper den censur, der skal til, hvis de europæiske regeringer virkelig skal gå i krig for sandheden ved at bekæmpe usandheden? Hvem afgør, hvornår noget er så usandt, at det skal forbydes? Og hvordan skal disse usandheder i praksis fjernes fra alle nettets afkroge? Der er faktisk kun ét sted at finde inspiration til den slags statslig styring af sandheden; nemlig i de autokratiske lande, der er demokratiets modbillede.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser