Det trækker op til valg, og samtlige partier fra SF til Nye Borgerlige synes igen at være enige om én ting. For at være værdig til regeringsmagten i Danmark, skal man tækkes spøgelset i dansk politik: Den systemskeptiske strammervælger, der svinger mellem blokkene, afgør alle valg og anses for at være for uoplyst og unuanceret i sine synspunkter til, at det kan lade sig gøre at nå igennem med andet end klar symbolpolitik.

De systemskeptiske svingvælgere befinder sig langt fra den politiske midte, men altid i centrum for politikernes opmærksomhed. En pagt med denne spøgelsesvælger anses som en slags manddoms- eller modenhedsprøve i dansk politik.

De systemskeptiske svingvælgere befinder sig langt fra den politiske midte, men altid i centrum for politikernes opmærksomhed.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Partier, der ikke forstår at tækkes dette lille, men magtfulde mindretal, opfattes ikke som modne til at få regeringsmagten i Danmark. Og uden en stram udlændingepolitik – ingen pagt. Derfor bliver selv den mest fornuftsstridige behandling af syriske familier i Danmark nu igen mødt med politisk tavshed. Også fra de borgerlige stemmer, der ellers var begyndt at tale om en mere menneskelig og rationel behandling af flygtninge, der gør deres bedste for at leve op til det danske samfunds krav og normer.

I kommentariatet og på Christiansborg har man gentaget den samme analyse så mange gange, at det nu opfattes som en sandhed: Det eneste, der kan rykke vælgerne over midten, er udlændingepolitikken. Og partier, der opfattes som slappere, straffes ved førstkommende valg.

Men det er på tide, at den sandhed bliver udfordret, for den bygger på en opfattelse af politik og meningsdannelse, der groft undervurderer politikernes evne til at påvirke deres egne vælgere – også dem, der svinger mellem blokkene.

Hvor effektivt det faktisk kan være at tale til vælgernes mere næstekærlige side, så vi senest, da Ukraine – et land, som de færreste danskere havde et forhold til – blev angrebet og sønderbombet af Rusland.

CHRISTIANSBORG VISTE SANDT POLITISK LEDERSKAB, da partier på tværs af midten valgte at mindske afstanden til de ukrainske flygtninge ved at kalde dem vores ’naboer’, selvom de bor langt uden for den horisont, vi normalt omtaler sådan. Det satte en grundtone for den danske folkestemning og viljen til at rykke sammen og tage imod de fremmede på flugt fra Putins bomber, at danske politikere fra starten omtalte dem som mennesker med ressourcer og italesatte det som moralsk rigtigt og fædrelandskærligt at hjælpe disse familier i nød og at rumme dem i vores samfund.

Derfor var det ikke tilfældigt, at de ukrainske flygtninge blev mødt med åbne arme og en forventning om, at de nok hen ad vejen ville komme til at bidrage til fællesskabet. Det var resultatet af politisk lederskab.

Jo, ukrainere ser ud som os – og ja, Zelensky har givet sin befolkning global stjernestatus - så selvfølgelig er der også andre forklaringer på den særlige stemning omkring ukrainerne. Men mon ikke modtagelsen var blevet mindre varm, hvis danske politikere i stedet havde talt til strammervælgernes frygt og beskrevet de ukrainske flygtninge som fremmede fra en korruptionsplaget østeuropæisk randstat? Eller omtalt den enorme flygtningestrøm som en uoverkommelig byrde, der vil dræne vores statskasse, suge af vores velfærd og true vores nationale identitet?

PARADIGMESKIFTET i udlændingepolitikken betyder, at vi ved lov betragter de syriske flygtninge som midlertidige, uønskede gæster. Det låser midten af dansk politik fast i en position, hvor også mennesker, der er faldet godt til og bidrager aktivt til vores samfund, skal behandles som en plage, der hurtigst muligt skal drives ud af landet igen. Det er ikke kun umenneskeligt. Det er også samfundsøkonomisk galimatias at vinke farvel til en investering i syv års skolegang og oplæring på danske arbejdspladser.

Sandheden er jo, at vi har brug for den unge, syriske kvinde. Uden hende og hendes brødre er der ingen til at tage sig af os, når vi bliver gamle, ingen til at male den nedslidte folkeskole, pakke vores web-ordre eller skifte vores forbinding på sygehuset.

Hvis et demokrati skal give mening, må man kunne sætte sit kryds ved politikere, der ikke skammer sig over deres egen politik.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Hvis Sofie Carsten Nielsen, Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen mener alvorligt, at de ønsker en ny politisk handlekraft på midten af dansk politik, så er det nu, de skal slippe angsten for svingvælgerne og vise, at en regering hen over midten repræsenterer et rationelt alternativ til en politik, hvor den populistiske hale har fået lov til at vrikke med hunden.

Det betyder, at midterpartierne igen selvstændigt skal danne sig en holdning til den svære udlændingepolitik. De skal igen finde en position, som de selv kan stå på mål for – ikke overfor spøgelsesvælgerne i centrum af dansk politik, men overfor det store flertal af midtervælgere, der nu i årtier har været deres gidsler.

Hvis et demokrati skal give mening, må man kunne sætte sit kryds ved politikere, der ikke skammer sig over deres egen politik.