"Mysteriet om fibromyalgi er løst," påstår netmedie. Men sygdommens årsag er endnu ukendt

Ny undersøgelse har fundet årsagen til sygdommen fibromyalgi, og patienternes smerter stammer fra nerveender i deres hænder, påstår netmedie. Men den omtalte undersøgelse kan ikke bruges til at sige noget om sygdommens årsag. 

Bemærk: Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Mysteriet om fibromyalgi er løst. Forskere har nu opdaget, at smerten stammer fra blodkarrene i hånden.

Kilde: Artikel på internetmediet Stayhealthywithus.info

 

Den udløsende årsag til sygdommen fibromyalgi er endnu ukendt. Og den undersøgelse, som artiklen Stay Healthy With Us henviser til, kan ikke bruges til at konkludere noget om årsagen.  

Den samlede smerteoplevelse hos patienter med fibromyalgi handler ikke kun om nerveemder i hænderne. Her må man tage højde for både biologiske, psykologiske og sociale forhold.

"Mysteriet om fibromyalgi er blevet opklaret. En nylig undersøgelser har nemlig vist, at smerterne hos fibromyalgipatienter stammer fra nervefibre i hænderne. Og dermed er en årsag til lidelsen fundet."

Sådan lyder det i en artikel, der spredes på sociale medier, fra internetmediet Stayhealthywithus.info.

Det er langtfra første gang, at netop den historie er i omløb. Lignende historier om opklaringen af mysteriet om fibromyalgi er dukket op med jævne mellemrum siden 2013. Artiklen fra Stay Healthy With Us minder da også til forveksling om en artikel, som TjekDet satte under lup i oktober 2018.

Undersøgelsen er altså slet ikke ny. Og mysteriet om fibromyalgi er stadig ikke løst, lyder det fra to forskere, TjekDet har talt med. Man ved fortsat ikke, hvad der udløser sygdommen.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Ifølge netmediet Stayhealthywithus.info her mysteriet om fibromyalgi blevet opklaret. Men man kender endnu ikke de udløsende årsager til sygdommen. (Foto: Skærmbillede af Stayhealthywithus.info)

Udbredt sygdom

Fibromyalgi er en såkaldt smertesensibiliseringstilstand. Det betyder, at folk med sygdommen er mere følsomme over for smerter.

Sygdommen, der er mest udbredt blandt kvinder, er kendetegnet ved kroniske og uforklarlige smerter i muskler og led i store dele af kroppen, søvnforstyrrelse og udtalt træthed. Den forekommer hos omkring 2 procent af den voksne befolkning.

De præcise årsager til fibromyalgi er ukendte. Men ifølge Stay Healthy With Us er det altså ikke længere tilfældet.

Artiklen fra Stay Healthy With Us henviser dog ikke direkte til den undersøgelse, som nu skulle have fundet årsagen til sygdommen. I stedet kan man læse en udtalelse fra en Dr. Frank L. Rice, der beskriver, hvordan nervefibre, der styrer blodomløbet i hænderne, kan forklare smerterne hos fibromyalgipatienter.  

”Denne dårligt styrede blodgennemstrømning kan være kilden til ubehag og muskelsmerter og en følelse af træthed, sandsynligvis på grund af en ophobning af mælkesyre og lave niveauer af betændelse hos patienter med fibromyalgi,” forklarer Frank L. Rice i artiklen.  

Studie finder ikke sygdommens årsag

Samme udtalelse genfinder man i en pressemeddelelse fra 2013, der refererer til et studie fra samme år, hvor Frank L. Rice er medforfatter. Det samme studie blev der henvist til sidst, TjekDet undersøgte påstanden om fibromyalgimysteriets opklaring.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Øverst: Udklip af pressemeddelelse fra 2013. Nederst: Udklip af artikel fra Stayhealthywithus.info, som spredes på sociale medier.

Studiet sammenligner 24 kvinder med fibromyalgi med 23 raske kvinder. Her fandt forskerne frem til, at de syge kvinder havde flere af de nervefibre, der regulerer blodomløbet, i håndfladen. Det fik forskerne til at foreslå, at den forhøjede mængde nervefibre kunne være en forklaring på den smerte og ømhed i hænderne, som mange fibromyalgipatienter oplever.

Og det får altså Stay Healthy With Us til at konkludere, at nervefibre i hænderne er årsag til fibromyalgipatienters smerter, og at mysteriet om sygdommen dermed er løst.

Men så simpelt forholder det sig desværre ikke, lyder det fra Kirstine Amris, der er overlæge og forsker i fibromyalgi ved Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital.

”Den udløsende årsag til fibromyalgi er stadig ukendt, men det drejer sig formentlig om et sammenspil mellem mange faktorer. Den tilgrundliggende sygdomsmekanisme regnes fortsat for at være ændringer i centralnervesystemet med involvering af smerte- og stresssystemer,” siger hun.

Henning Bliddal, der er professor og institutchef for Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital, gennemgik studiet for TjekDet, da en næsten identisk historie florerede i efteråret 2018.

Dengang forklarede han, at man ikke på baggrund af det konkrete studie af 24 kvinder med sygdommen kan konkludere noget om årsagen til fibromyalgi, sådan som Stay Healthy With Us gør.

”Det her studie er meget lille, og der er flere problemer, hvis man forsøger at generalisere ud fra det. Ud fra lidt over 20 personer generaliserer man til et verdensomspændende og helt enormt stort problem og siger, at nu har man løst gåden. Det er simpelthen ikke rigtigt,” lyder det fortsat fra Henning Bliddal.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Henning Bliddal er professor og institutchef for Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital.

Ikke kun nerveender i hænderne

Ifølge Kirstine Amris kan man heller ikke, som Stay Healthy With Us skriver, reducere smerterne hos fibromyalgipatienter til at stamme fra nervefibre i hænderne.

”Den samlede smerteoplevelse hos kroniske smertepatienter skal altid anskues ud fra en forklaringsmodel, der tager højde for biologiske, psykologiske og sociale forhold. Det handler ikke kun om nogle nerveender i hænderne,” siger hun.

Hun bemærker, at nogle studier rigtignok tyder på, at der hos undergrupper af patienter med fibromyalgi sker ændringer i de perifere smerteførende nervefibre – altså blandt andet i hænderne. Ifølge de studier gælder det for 60-70 procent af patienterne.

Men studierne er såkaldte tværsnitsstudier, som man ikke kan udtale sig om årsagssammenhænge på baggrund af. Man kan altså ikke afgøre, om ændringerne i nervefibrene forårsager smerterne, eller om smerterne forårsager ændringer i nervefibrene.

”Det er uvist, om disse forandringer medvirker til at udløse og vedligeholde overfølsomheden i smertesystemet eller er en konsekvens af sidstnævnte,” lyder det fra Kirstine Amris.

Forsker beklagelig over udlægning

Dansk Fibromyalgi-Forening har på sin hjemmeside skrevet om Frank L. Rices studie. Hos foreningen beklager man de mange artikler, der påstår, at fibromyalgi skyldes nervefibre i hænderne.

”Historien er en gammel kending, og den er efterhånden fremme flere gange om året. Det er jo synd for de mennesker, der går rundt med håb om, at der er en løsning for dem,” siger Sif Holst, der er sundhedspolitisk konsulent for Dansk Fibromyalgi-Forening.

Senest historien florerede, tog TjekDet kontakt til den amerikanske forsker Frank L. Rice, der er citeret i artiklen fra Stay Healthy With Us. Frank L. Rice er præsident og chefforsker i Intidyn, der står bag det omtalte studie. Intidyn er en biomedicinsk analysevirksomhed, der tilbyder analyser af vævsprøver.

Frank L. Rice svarede i en mail, at det er uheldigt, at medier fortolker hans studie forkert. Ifølge ham var der brug for mere forskning inden for feltet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra folkene bag Stay Healthy With Us.

Forrige artikel Bizar historie: Greta Thunberg viklet ind i tvivlsomt drama om spisepinde og toiletpapir Bizar historie: Greta Thunberg viklet ind i tvivlsomt drama om spisepinde og toiletpapir Næste artikel Man kan da ikke sige Man kan da ikke sige "åbne op" og "lukke ned"! Jo, det er helt korrekt, mener sprogforskere
Bilka er lige nu et populært mål for fupkonkurrencer

Bilka er lige nu et populært mål for fupkonkurrencer

For at sprede lidt glæde i coronakrisetiden, udlover Bilka i Skalborg spritnye høretelefoner til 10 heldige vindere. Sådan lyder det i et populært opslag på sociale medier. Men Bilka har intet med konkurrencen at gøre - den er et fupnummer. I øjeblikket lægger flere af kædens varehuse ufrivilligt navn til svindelnummeret.

Helle Thorning-Schmidt bliver medlem af Facebooks nye

Helle Thorning-Schmidt bliver medlem af Facebooks nye "højesteret"

Jurister, menneskerettighedssaktivister, digitale eksperter og en tidligere dansk statsminister er blandt de udpegede medlemmer af Facebooks nye tilsynsråd. De skal tage stilling til, hvilke typer indhold der løbende skal fjernes på det sociale medie. 

Forvirring om (falsk) coronaskilt: Mener hun virkelig det helt alvorligt?

Forvirring om (falsk) coronaskilt: Mener hun virkelig det helt alvorligt?

En amerikansk demonstrant hånes på sociale medier for at holde et protestskilt med et konspirerende budskab, der beskylder Barack Obama for at stå bag coronakrisen. Men billedet er manipuleret. I virkeligheden står der noget helt andet på skiltet, som hun brugte til at demonstrere mod nedlukningen af Californien under coronakrisen. 

Hvor mange muslimer er der i Danmark?

Hvor mange muslimer er der i Danmark?

Antallet af muslimer i Danmark er ofte genstand for debat på sociale medier. Ikke mindst fordi der ikke findes officielle danske opgørelser. Nye beregninger viser nu, at tallet sandsynligvis er lavere end tidligere vurderet.