Nej, intelligens arves ikke kun fra mor

Intelligens arver man fra mor og ikke far. Sådan lyder budskabet i flere danske medier, der henviser til studier. Men det viser studierne slet ikke, siger forskere.

"Intelligens arves fra moren, ikke fra faren."

Kilde: Overskrift på artikel fra netmediet visdom.dk

Påstanden bygger på et indlæg på bloggen Psychology Spot. Men blogindlægget henviser til forskning, der slet ikke har undersøgt, om intelligens arves fra mor eller far. Ifølge forskere er bloggens omgang med genetik forsimplet, og anden forskning tyder desuden på, at intelligens arves ligeligt fra far og mor. 

“Fakta: Intelligens arves fra moren, ikke fra faren”

Sådan lyder overskriften på en artikel fra netmediet visdom.dk. Artiklen hævder, at børn ikke arver intelligens fra både mor og far, som man kunne forvente, men kun fra mor. Det skulle et nyt studie nemlig vise.

Så er man vaks ved havelågen, kan man altså rette takken mod mor. Og er man ikke vaks, er det ligeledes mor, man må klandre.

Nyheden har vist sig at være umådelig populær at dele på sociale medier. På Facebook er et opslag med artiklen fra visdom.dk blevet delt og kommenteret mindst tusind gange, ligesom netmediet Newsners artikel om samme studie har fået over tre tusind reaktioner på Facebook. Inkluderer vi andre delinger af de to artikler, taler vi om mange tusinde reaktioner på artiklerne. Men det stopper ikke her. Sidste år blev studiet og påstanden også gengivet i adskillige danske medier – for eksempel Berlingske, Dagens.dk, Femina, iform.dk, mx.dk og andre.

Men det er helt forkert, at intelligens kun arves fra mor. Forskeren bag det studie, som visdom.dk sætter deres lid til, afviser nemlig uden tøven, at hans forskning skulle vise, det kun er mor, der gør børn intelligente.

Det er der en særligt oplagt grund til. Geoff Der, der er seniorforsker ved Glasgow Universitet, har nemlig kun undersøgt mødre og ikke fædre.

“Når jeg har skrevet, at morens intelligens har den største uafhængige effekt, så er det blandt de påvirkninger, vi har undersøgt, men vi har slet ikke undersøgt farens intelligens,” skriver Geoff Der i en mail til TjekDet.

Geoff Ders studie når altså ganske rigtigt frem til, at børn arver intelligens fra mor, men det er slet ikke undersøgt, om det også gælder far. Derfor giver det slet ikke mening at konkludere, at børn ikke arver fars intelligens.

LÆS OGSÅ: Viser nyt studie virkelig, at kvinder er bedre til at køre bil end mænd? 

LÆS OGSÅ: Er det mor eller far, der slår børnene mest?

Baseret på forsimplet blogindlæg

Både visdom.dk og de andre medier bruger alle den samme kilde til historien, nemlig et indlæg på den engelsksprogede blog Psychology Spot. Den drives af  Jennifer Delgado Suárez, som oplyser at være uddannet psykolog. Ifølge hendes LinkedIn-profil bor hun tilsyneladende i Spanien. Og det er altså hende, der udlægger Geoff Ders forskning – forkert.

Blogindlægget indeholder også andet skyts, der skulle udpege mors gener som dem, der bestemmer barnet intelligens.

Ifølge Jennifer Delgado Suárez skulle ideen være, at forskere har fundet de gener, der bestemmer intelligens, og de skulle være knyttet til x-kromosomet. Da kvinder har to af dem, er det dobbelt så sandsynligt, at mødre viderefører de gener, der bestemmer barnets intelligens.

Men den udlægning har ikke noget på sig, siger Anna Vedel, der er ph.d.-studerende ved Institut for Psykologi på Aarhus Universitet og undersøger sammenhænge mellem personlighedstræk og uddannelse. At alle de gener, der bestemmer intelligens er kortlagte og befinder sig på X-kromosomet, er simpelthen ikke korrekt.

“Intelligens er en kompleks størrelse, som er forbundet med rigtig mange gener og genvariationer, som måske hver især har en lille sammenhæng med intelligens. Det er alt for forsimplet at sige, man har fundet “intelligensgener," skriver Anna Vedel i en mail til TjekDet

Intelligens er både fra far og mor

Blogindlægget har derudover oplistet en række forskningsartikler, som skulle dokumentere, at det nu altså er mor, der giver intelligens videre. Problemet med listen er bare, at den forskning, der er remset op, overvejende er forsøg på mus eller rotter, eller også er det forældede forsøg, og “den går ikke,” skriver Anna Vedel:  

“Ingen af studierne undersøger, om det er fra mor eller far, vi har intelligensen.”

Erik Lykke Mortensen, der er professor mso ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, ser samme problem ved Jennifer Delgados blogindlæg. Også han afviser, at intelligens skulle arves udelukkende fra mor.

“Ser man på de foreliggende studier af sammenhænge mellem forældres og børns IQ, peger de på, at børn ligner begge forældre stort set lige meget med hensyn til intelligens. Det ville være meget svært at forklare, hvis man antager, at det primært er moderens gener, som spiller en rolle i denne forbindelse,” skriver Erik Lykke Mortensen i en mail til TjekDet.

Vi har forsøgt at få fat i Jennifer Delgado Suárez for en kommentar. Men hun har ikke reageret på TjekDets henvendelser. 

Det er langt fra første gang, at forskere overfor TjekDet oplyser, at deres forskning bliver misbrugt. Forleden var det påstanden om, at kvinder er bedre til at køre bil end mænd, der fik Facebook til at koge. Men forskeren bag det studie, som den påstand henviser til, afviser, at hans studie siger noget om, hvilket køn, der har de bedste evner bag rattet. 

Og så var der reklamen for netmedie Zetland, der hævdede, at danskerne ser nyhedsstrømmen på nettet som problematisk. Men forskeren bag den undersøgelse, som reklamen har hentet sin påstand fra, afviser, at hans analyse kan bruges til at drage den konklusion.

LÆS OGSÅ: Nej, EU vil ikke forbyde din kebab

LÆS OGSÅ: Er danske forældre storforbrugere af daginstitutioner?

LÆS OGSÅ: Nej, japaner blev ikke dræbt under seks ton pornoblade

LÆS OGSÅ: Nej, der er intet galt med kvinders IT-evner

Forrige artikel EU vil ikke forbyde din kebab EU vil ikke forbyde din kebab Næste artikel Er 75% af kontanthjælpsmodtagerne for syge til at arbejde? Er 75% af kontanthjælpsmodtagerne for syge til at arbejde?