Nikolaj Coster-Waldau misbruges igen i svindelkampagne: Først var han bitcoin-millionær, nu it-entreprenør

Først tjente han millioner på bitcoin-investeringer. Nu har han så startet en it-virksomhed og tjener millioner på valutahandel. Skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau bliver for anden gang på kort tid misbrugt i fupartikler, der forsøger at svindle sig til folks penge.

Game of Thrones-skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau er blevet it-entreprenør og med sin nye virksomhed EZ Invest, der angiveligt faldbyder en automatiseret platform til valutahandel, har han tjent hele 400 millioner euro.

Sådan kan man læse i en artikel, der til forveksling ligner at stamme fra avisen Berlingske.

Men trods artiklens overbevisende udformning er den blot det seneste eksempel i en alenlang række af fupartikler, hvor kendte danskere uvidende og ufrivilligt bruges til at lokke penge ud af godtroende danskere.

Nikolaj Coster-Waldaus manager, Anne Lindberg, afkræfter over for TjekDet, at skuespilleren har kastet sig ud i et it-eventyr og har tjent millioner på valutahandel.

”Det passer overhovedet ikke. Vi og Nikolaj tager klart afstand fra det,” siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet

Vellignende svindel. Til venstre: Fupartiklen om Nikolaj Coster-Waldaus påståede it-eventyr. Artiklen ligger på fupmagernes hjemmeside, der har www-adressen https://berlinqske-dk.com. Til højre: En rigtig artikel fra Berlingskes hjemmeside, der rettelig har www-adressen https://www.berlingske.dk.  

Hun håber, at Facebook undersøger de falske annoncer nærmere, og at det sociale medie i fremtiden vil dæmme op for lignende svindelnumre.

”Jeg vil faktisk sige, at de er forpligtede til at gøre noget ved det. Der er sikkert mennesker, der falder i fælden, og det går jo ikke,” siger Anne Lindberg.

Det er anden gang på få uger, at Nikolaj Coster-Waldau misbruges i en fupartikel, der lover hurtig rigdom.

Efter at en artikel sidst i juli gjorde ham til bitcoin-millionær, lagde skuespilleren en video på sin Instagram-profil, hvor han advarede sine fans og følgere mod svindelen.

”Der florerer åbenbart en masse annoncer på sociale medier, hvor jeg opfordrer folk til at investere i bitcoins. Jeg har ikke noget med de annoncer at gøre. De er alle sammen falske,” siger Nikolaj Coster-Waldau i videoen.

Artiklen fortsætter under videoen

Veludført svindel

TjekDet har de seneste måneder afdækket et utal af lignende fupartikler. Den seneste artikel med Nikolaj Coster-Waldau er dog et skoleeksempel på, hvor store anstrengelser svindlerne efterhånden lægger i at efterligne de danske mediers hjemmesider. 

Fupartiklens deisgn er næsten helt identisk med artikler på berlingske.dk. Logo, farver, og faneoverskrifter stemmer alle overens. Selv de rullende aktiekurser for C25-indekset, man som regel finder øverst på Berlingskes sider, kører i rundgang i toppen af den falske artikel. Og svindlerne misbruger endda også billede og navn på en af Berlingskes journalister. 

Også fupartiklens www-adresse (URL’en) er let at forveksle med originalen. Her er berlingske.dk blevet til berlinqske-dk.com - berlinqske her stavet med ’q’.

Og skulle man som læser - trods alle lighederne - alligevel tænke, at artiklen virker lidt lodden, så har svindlerne forsøgt at bortforklare det med en besked øverst på siden. Der fremgår det, at siden lige nu er under ”rutinemæssig vedligeholdelse”. Og det kan give forstyrrelser på siden, må man forstå.

Berlingske: Det skader vores brand

Men som ved tidligere svindelnumre er artiklen udstyret med flere links, der alle leder hen til en side, hvorfra man kan starte sit eget investeringseventyr. Alt man skal gøre er at indbetale minimum 250 euro – svarende til knap 1900 kroner – og så vil platformen automatisk generere et overskud på valutahandel, som det hævdes, du kan stikke lige ned i lommen. Og hvis ikke, så har svindlerne i hvert fald fået dit kreditkort op af lommen, og de kan nu hæve løs på din konto.

Berlingske politianmeldte sidste år en lignende sag, hvor avisens design og logo blev misbrugt.  

TjekDet afprøvede sidste år et lignende løfte, der lovede hurtig fortjeneste ved investering i bitcoins. Her kan du læse, hvad der sker hvis man tilmelder sig platformen.    

Er du allerede faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank. 

Vil du også advares mod fup og spam på Facebook? Så følg vores facebookside Viralspiralen.

App agerer værn mod fup på nettet

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper én med at være sikker online og holder én opdateret om digitale trusler.

Forrige artikel Endnu en omgang falske biografkonkurrencer snører danskere Endnu en omgang falske biografkonkurrencer snører danskere Næste artikel Riskær Pedersen om bitcoin-historie: Det er fup og svindel! Riskær Pedersen om bitcoin-historie: Det er fup og svindel!
Bilka er lige nu et populært mål for fupkonkurrencer

Bilka er lige nu et populært mål for fupkonkurrencer

For at sprede lidt glæde i coronakrisetiden, udlover Bilka i Skalborg spritnye høretelefoner til 10 heldige vindere. Sådan lyder det i et populært opslag på sociale medier. Men Bilka har intet med konkurrencen at gøre - den er et fupnummer. I øjeblikket lægger flere af kædens varehuse ufrivilligt navn til svindelnummeret.

Helle Thorning-Schmidt bliver medlem af Facebooks nye

Helle Thorning-Schmidt bliver medlem af Facebooks nye "højesteret"

Jurister, menneskerettighedssaktivister, digitale eksperter og en tidligere dansk statsminister er blandt de udpegede medlemmer af Facebooks nye tilsynsråd. De skal tage stilling til, hvilke typer indhold der løbende skal fjernes på det sociale medie. 

Forvirring om (falsk) coronaskilt: Mener hun virkelig det helt alvorligt?

Forvirring om (falsk) coronaskilt: Mener hun virkelig det helt alvorligt?

En amerikansk demonstrant hånes på sociale medier for at holde et protestskilt med et konspirerende budskab, der beskylder Barack Obama for at stå bag coronakrisen. Men billedet er manipuleret. I virkeligheden står der noget helt andet på skiltet, som hun brugte til at demonstrere mod nedlukningen af Californien under coronakrisen. 

Hvor mange muslimer er der i Danmark?

Hvor mange muslimer er der i Danmark?

Antallet af muslimer i Danmark er ofte genstand for debat på sociale medier. Ikke mindst fordi der ikke findes officielle danske opgørelser. Nye beregninger viser nu, at tallet sandsynligvis er lavere end tidligere vurderet.