Russiske robotter står bag to ud af tre tweets om NATO i Østeuropa

Størstedelen af de russiske Twitter-profiler, der skriver om NATO’s militære operationer i de baltiske lande og Polen, er computerstyrede. Det viser en ny undersøgelse fra NATO.

Hvis du tror, at der sidder et menneske bag alle profiler på de sociale medier, tager du fejl. I hvert fald når det kommer til Twitter-profiler, der skriver om NATO’s tilstedeværelse i Baltikum og Polen. Det konkluderer forsvarsalliancen NATO på baggrund af en undersøgelse, som organisationens afdeling for misinformation mod NATO og medlemslandene, StratCom Centre of Excellence, har lavet.

I undersøgelsen har NATO analyseret 32.000 Twitter-beskeder dateret mellem den 1. marts og den 30. august 2017. Her viser det sig, at 70 procent af de russisksprogede profiler, som skriver om emnet, er robotter. Samtidigt står det klart, at robotterne stod bag knap 84 procent af alle beskederne.

Twitter-robotter er en betegnelse for profiler, som er programmeret til automatisk at sende beskeder og dele andre brugeres opslag.

Ifølge NATO-undersøgelsen var det især Estland, der var genstand for robotternes aktivitet. I perioden blev ordene Estland og NATO således nævnt 4.200 gange af russisksprogede robotter.

Det var især når NATO annoncerede nye militærøvelser eller troppebevægelser, at Twitter-robotterne gik amok. Nyheden om britiske soldaters ankomst i Estlandt udløste således mere end 400 opslag på en enkelt dag.

NATO har desuden sammenlignet de russisk- og de engelsksprogede Twitter-robotter. Her viser det sig, at de russisksprogede Twitter-robotter ofte får lov til at sende beskeder i flere år. Til sammenligning bliver engelsksprogede robotter typisk blokeret efter få uger eller måneder. Det skyldes ifølge NATO, at den del af Twitter, der ikke foregår på engelsk, er langt mindre reguleret.

En tidligere undersøgelse fra to amerikanske universiteter viste, at mellem 9 procent og 15 procent af alle aktive engelsksprogede Twitter-profiler styres af robotter.

Forrige artikel Facebook samarbejder med norske faktatjekkere Facebook samarbejder med norske faktatjekkere Næste artikel USA-valg: Russiske Facebook-profiler købte politiske reklamer USA-valg: Russiske Facebook-profiler købte politiske reklamer