Af advokat Birgitte Arent Eiriksson, Justitia

Der er uden tvivl store problemer i landets ghettoområder. Politiets undersøgelser viser også, at tryghedsfølelsen i de udsatte boligområder er væsentligt lavere end andre steder i Danmark – og ovenikøbet faldende.

Regeringen har derfor også et helt legitimt formål, når den med sin nye ghettoplan ønsker at sætte ind over for nogle af de problemer, der særligt gør sig gældende i ghettoområderne, og som er med til at skabe de udfordrende parallelsamfund.

Det er imidlertid en farlig vej at gå, når man i indsatsen tager livtag med nogle af de helt grundlæggende retsstatsprincipper og frihedsrettigheder, som udgør selve fundamentet og byggestenene for vores samfund.

Flere af initiativerne i regeringens ghettoplan udfordrer vores frihedsrettigheder. Eksempelvis vil en øget adgang til samkøring af borgernes oplysninger med henblik på tidligt at spotte børn, som mistrives i hjemmet, udvide den allerede meget omfattende overvågning, som den offentlige forvaltning udøver over for borgerne. Det kan hurtigt komme på kant med borgernes ret til privatliv og beskyttelse af personoplysninger.

Også andre rettigheder er på spil. Inddragelse af børns pas, fordi de antagelig skal på en såkaldt genopdragelsesrejse, er et vidtgående indgreb i bevægelsesfriheden, og statens afvikling af udsatte boligområder gennem ekspropriation og afhændelse er et indgreb i den private ejendomsret.

Regeringens forslag om oprettelse af skærpede strafzoner er særligt kontroversielt, fordi det undergraver helt grundlæggende retsstatsprincipper om ’lighed for loven’ og ’forudsigelighed i lovgivningen’. Ordningen giver politiet mulighed for at udpege særlige kriminalitets- og utryghedsplagede områder, hvor straffen for visse kriminalitetstyper i en periode skal stige med op til det dobbelte af normalstraffen. De samme kriminelle handlinger vil herefter blive straffet forskelligt, alt afhængig af om de begås inden for eller uden for en skærpet strafzone.

Meget kriminalitet udøves i de nærområder, hvor de involverede personer dagligt færdes. Ofte opstår kriminaliteten også spontant, f.eks. kan et møde mellem personer, der har et udestående med hinanden, hurtigt udvikle sig til en situation, som omfatter trusler og voldsudøvelse.

På samme måde vil kriminalitet som f.eks. hærværk og tyveri kunne finde sted lokalt efter en pludselig indskydelse. Det betyder, at det særligt er de borgere, som bor og dagligt færdes i zonerne, som risikerer at blive straffet dobbelt så hårdt som de personer, der udøver den samme kriminalitet et sted uden for zonen.

Indførelsen af skærpede strafzoner indebærer dermed et opgør med lighedsprincippet, som ellers skal sikre, at borgerne har den samme retsstatus uafhængig af deres indkomst, køn, religion, etniske oprindelse og lignende.

Samtidig bliver det meget sværere for borgerne at forudse konsekvenserne af deres handlinger. De skærpede strafzoner er nemlig midlertidige, og det er politidirektørerne, som får bemyndigelse til at træffe beslutninger om oprettelse og ændringer af zonerne. Borgerne vil derfor være nødt til løbende at orientere sig på politiets hjemmeside, hvis de vil følge med i zonernes nærmere placering og afgrænsning.

Lovgivningen bliver dermed mindre forudsigelig for borgerne, der kan have svært ved gennemskue konsekvenserne af deres handlinger. Dette må anses for en væsentlig forringelse af deres retssikkerhed.

I Danmark er der sikkert mange borgere, som tager vores retsstatslige principper og frihedsrettigheder for givet, men sådan er det langt fra i andre lande, hvor borgerne kan være tvunget til at leve med tilfældige beslutninger, ulovlige indgreb i deres rettigheder og korruption.

Det er meget vigtigt, at vi i Danmark værner om vores retsstat og vores rettigheder, så vi kan bevare den høje grad af retssikkerhed og tillid til offentlige myndigheder, som heldigvis kendetegner vores samfund. 

Regeringens ghettoplan indebærer desværre et skridt i den forkerte retning, når man i sin iver for at tage livtag med problemerne i ghettoområderne samtidig tager livtag med vores grundlæggende retsstatsprincipper og frihedsrettigheder. De er jo det fundament, som vores demokratiske system er funderet på.