Da coronakrisens omfang begyndte at gå op for samfundets store organisationer i marts, indledtes en intens kamp om politikernes opmærksomhed.

Udfordringerne hobede sig op for aktører på tværs af sektorer, der kæmpede med en fundamentalt forandret hverdag. Nye retningslinjer, ændrede procedurer og frygten for massefyringer.

Historien om den periode har indtil nu handlet om en statsminister, der centraliserede alle beslutninger i en snæver kreds af socialdemokrater. Men et nyt studie fra Københavns Universitet, University of Amsterdam og Trinity College Dublin fortæller en anden og mere positiv historie om det samarbejdende folkestyre under coronakrisens første bølge.

Da nedlukningen truede med at lægge samfundslivet brak, blev beslutningsrummet udvidet og adgangen åbnet. Særligt regeringer og embedsværk blev åbnet for den store gruppe af organisationer, hvis hverdag blev ændret fra den ene dag til den anden. 

Regeringen har været bedre til at inddrage flere aktører, end vi ellers har hørt.

Wiebke Marie Junk
Adjunkt, Københavns Universitet

”Det er tegn på et sundt interessevaretagelses-system,” siger Wiebke Marie Junk, der er adjunkt ved Københavns Universitets Institut for Statskundskab og en af forskerne bag undersøgelsen.  

For 44 procent af de danske organisationer, der følte sig direkte påvirket af coronakrisen, blev adgangen til regeringen øget. Til gengæld blev adgangen kun øget for 13 procent af de organisationer, som selv vurderede, at de var lige så eller mindre påvirkede af krisen end andre organisationer.

Man kan med andre ord sige, at politikerne sorterede lobbyisternes adgang efter behov, da krisen ramte. De grupper, der har følt sig mest direkte påvirket af krisen, er dem, som har følt sig mest inddraget – uanset hvor ofte de selv opsøgte kontakt til politikere eller embedsværk. Det var en inddragelse drevet af politikernes efterspørgsel, frem for lobbyisternes udbud.

Beskyldninger om enerådig politisk ledelse har klæbet til Mette Frederiksens regering, stort set siden hun havde første arbejdsdag i Statsministeriet. Senest under den eskalerende minkskandale brød kritikken ud i lys lue. Ifølge Wiebke Marie Junk nuancerer hendes undersøgelse den historie.

”Regeringen har været bedre til at inddrage flere aktører, end vi ellers har hørt,” vurderer hun.  

Kampen om regeringens ører

Enhver krise har vindere og tabere. Og selv om aktørkontakten blev intensiveret i pandemiens første fase, var nogen tættere på end andre.

Wiebke Marie Junks studie er gennemført i ni forskellige europæiske lande og på EU-niveau. 1434 organisationer har deltaget, herunder 304 i Danmark. Tendensen til øget inddragelse under krisen gælder også i undersøgelsens øvrige lande, fra Sverige til Holland, Østrig, Tyskland, Storbritannien, Irland, Italien og Frankrig.  

For at belyse magtforholdene mellem forskellige interessegrupper er ngo’er, erhvervsorganisationer og faglige organisationer blevet opdelt i undersøgelsen. Vinderen af den magtkamp blev de faglige organisationer, også i Danmark, hvor fagbevægelsens adgang til regering og bureaukrati steg markant. Til sammenligning oplevede de danske ngo’er både mindre stigninger og større fald i adgangen til regering og embedsværk.

Mona Striib, som er forbundsformand i FOA, er en af de fagbosser, der har samarbejdet tæt med regeringen om coronahåndteringen. Hun vurderer selv, at hendes kontakt med regeringen blev øget med 80 procent, da krisen brød ud. Der var samtaler med regeringsrepræsentanter og embedsværk flere gange dagligt.   

At de faglige organisationer blev så central en sparringspartner for regeringen, kalder hun naturligt. ”Det har været intenst, men nødvendigt. Vi havde ikke andet valg end at tage fat i den fælles udfordring,” siger hun.  

I krisens anden bølge er der ifølge Mona Striib gået politik i krisehåndteringen, hvilket hun tilskriver en bitter opposition.  

“Det er ærgerligt, at vi ikke længere gør som i første bølge og viser, at det danske folketing kan noget særligt sammen.” 

Også Lizette Risgaard, der er forbundsformand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, har samarbejdet intensivt med regeringen, siden coronakrisen indtraf. Hun bekræfter, at samarbejdet mellem fagbevægelsen og regeringen har været usædvanlig tæt og intenst. Blandt andet har hun været med til at indgå ti trepartsaftaler, der ”overvejende handler om at beskytte arbejdspladser og virksomheder bedst muligt under krisen”, hvilket er et rekordhøjt antal, som hun skriver i en mail til Mandag Morgen.  

"Enerådig sammen med vennerne” 

Billedet af en ekstraordinært aktiv fagbevægelse under coronakrisen kan Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder for Greenpeace, godt genkende. Regeringen er blevet kaldt enerådig og magtfuldkommen, men for Hagel har det altid handlet om ”enerådighed sammen med vennerne”, som hun formulerer det. Partnerskabet med fagbevægelsen har været en fællesnævner for regeringens politikudvikling, både før og efter coronakrisen brød ud. 

Som repræsentant for en af Danmarks grønne ngo’er opfattede hun forårets aktørinddragelse overvejende positivt. ”Vi havde ret god adgang og var til en del møder med både ministre og embedsfolk,” fortæller hun.  

Den oplevelse stemmer også overens med, at de danske ngo’er i undersøgelsen har fastholdt regeringsadgangen bedre end deres europæiske kolleger. Hagel har selv deltaget i den spørgeskemaundersøgelse, som Wiebke Marie Junks studie er baseret på.  

Ifølge Hagel var der stort momentum under diskussionen om en grøn genstart af økonomien i foråret, men de politiske resultater udeblev. Det tilskriver hun ”den regressive del af fagbevægelsen”, som efter hendes mening har haft en disproportionalt stor indflydelse på, hvilke løsninger der blev til noget. Hagel er med andre ord glad for at blive hørt, men utilfreds med de politiske resultater. 

”De lod os komme og præsentere, men det var nok mere sådan en tjekliste, så de kunne sige, at nu havde de lyttet til de grønne.” 

Men er det ikke fuldstændig efter bogen, at politikerne først lytter til forskellige aktører, og derefter selv beslutter, hvilke argumenter og løsninger de synes er bedst? Er det ikke en del af det at være lobbyist, at man ikke altid formår at overbevise politikeren? 

”Jo, men så skal de også bare være ærlige om, hvem de tager hensyn til, i stedet for at bilde folk ind, at de vil efterleve Parisaftalen og ikke skubbe regningen videre til næste generation. Den retorik kan man ikke fyre af og samtidig negligere klimahensyn, når politikken skal udformes.” 
På Christiansborg er tiltroen til det grønne momentum intakt.  

Socialdemokratiets klimaordfører, Anne Paulin, kan ikke udtale sig på vegne af regeringens ministre, som ikke havde mulighed for at bidrage til denne artikel, men oplever, at ngo’erne har bidraget med vigtige indspil under krisen.  

”Jeg synes også, vi har gjort mange ting for at holde hånden under økonomien på en grøn måde,” siger hun og henviser til klimaaftalen fra juni og boligaftalen fra maj, der fokuserede på energirenoveringer.  

Også Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, føler sig tryg ved, at krisehåndteringen ikke har ”sat sig i murstenen”, som hun udtrykker det. Hun er bekymret for den skævvredne balance mellem organisationerne, men vurderer ikke, at det ”stærke, danske ngo-miljø” vil tage permanent skade.  

”Jeg mener også, regeringen har gjort for lidt for at få en grøn genstart. Og det kan godt være, at de grønne ngo’er ikke mener, de har fået resultater på et aftalepapir endnu. Men vi er hvert fald nogen, der arbejder på det,” siger hun. 

Selv om undersøgelsen erklærer de faglige organisationer for vinder af coronakrisens lobbyindsats, har den øgede inddragelse også kunnet mærkes i det private erhvervsliv. Dansk Erhverv var en af de organisationer, der fra begyndelsen fik fast plads i regeringens corona-enhed og blev en etableret del af de økonomiske genstartsteams og sektorpartnerskaber, som regeringen nedsatte i løbet af krisen. For både politikere og myndigheder var gode råd tiltrængte, fortæller organisationens politiske chef, Dea Donkin, og det medførte en helt anden lydhørhed, end de havde været vant til.  

”Normalt skal vi som erhvervsorganisation gøre os fortjent til regeringens opmærksomhed. Men under krisens første bølge var regeringen afhængig af vores forslag til løsninger og viden om, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre ude i virksomhederne,” siger hun.  

Donkins positive oplevelse af regeringsinddragelsen er også afspejlet i undersøgelsen. Erhvervsorganisationerne havde nemlig tættere adgang før coronakrisen end de andre organisationer. Mens dette forspring blev mindsket under første bølge, var de stadig den organisationstype med mest adgang til regeringskontorerne, da krisen brød ud. 

Strategisk krisehjælp 

Krisetider kalder på benhårde prioriteringer. Wiebke Marie Junks studie viser, at de grønne ngo’er er blandt dem, hvis adgang til beslutningstagerne er begrænset mest i Danmark i sundhedskrisens første fase. Ifølge forskeren er det påfaldende, hvordan hjælpepakker til erhvervslivet er blevet forhandlet hjem uden at skele nævneværdigt til de politiske ambitioner, regeringen og et bredt flertal i Folketinget har på klimaets vegne.  

”Hjælpepakkerne kunne bruges til at sende et signal om, hvad man vil prioritere på længere sigt,” siger Wiebke Marie Junk og nævner blandt andet den grønne omstilling som et område, der kunne tænkes med ind i hjælpepakkerne. 

I begyndelsen af maj blev netop den pointe luftet af Danfoss’ administrerende direktør, Kim Fausing, Rockwool-direktøren Jens Birgersson, Mads Nipper, dengang direktør i Grundfos (i dag hos Ørsted), Concito-formanden Connie Hedegaard, udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og klimaminister Dan Jørgensen (S) i et fælles debatindlæg i Berlingske. EU’s økonomiske hjælpepakker skulle være ”grønne hele vejen igennem”, som der stod. 

På den måde bliver EU-hjælpepakkerne et langsigtet instrument til at gennemføre politiske mål. Samme strategiske tilgang til hjælpepakker har Junk dog ikke set i den danske debat, og det kan være et resultat af, at de grønne ngo’er halter bagefter de faglige organisationer og erhvervsorganisationerne. Og det er risikabelt, for de store beslutninger, der træffes under en krise, risikerer at påvirke politikken mange år frem.  

Det er Mona Striib ikke enig i. Coronakrisen var først og fremmest en sundhedskrise, som krævede restriktioner. De restriktioner lagde pres på økonomien og arbejdspladserne, og for Mona Striib kom de problemer i første række.  

“Hvis ikke vi havde håndteret krisen ordentligt, så var der netop blevet sat pause på den grønne omstilling,” siger hun. 

Men var krisen ikke også en lejlighed til at tage nogle strategiske beslutninger om sine politiske mål og for eksempel gøre hjælpepakkerne mere grønne? 

”For mig at se er det helt usmageligt. Vi går heller ikke ind og betinger vores bidrag til at løse sundhedskrisen på vores langsigtede politiske mål. Det ville ikke være i orden. Der har helt naturligt været et fokus på, at vi skulle løse krisen først, og så kommer det andet bagefter.”