Så fik det forsømte foregangsland Danmark endnu et dyk. Vi er åbenbart raslet ned på det globale diplomatis rangliste.

Det er konklusionen på bogen “Diplomati på bar bund”, skrevet af professor Martin Marcussen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han rejser spørgsmålet, om Danmark er “på vej ud i den globale periferi”.

Han begrunder det bl.a. med, at vi siden 1960´erne er faldet fra en 11. plads til nu nummer 46 blandt verdens mest centralt placerede lande. Professor Marcussen ser det som et klart advarselssignal og forudser, at det kan forringe Danmarks internationale indflydelse, og foreslår forskellige initiativer for at ændre udviklingen.

Selv om den slags opgørelser altid skal tages med forbehold, fordi virkeligheden kan være mere kompleks, end den kan udtrykkes i ranglister, forstærker det alligevel det mønster, som blev beskrevet på denne plads den 16. april under overskriften “Farvel til et foregangsland”.

Klummen påviste, hvordan Danmark på centrale områder følger en mere indadskuende og selvtilstrækkelig væren-sig-selv-nok-politik på bekostning af at iklæde sig internationale førertrøjer. Det gælder forholdet til EU, til udlændinge og til den grønne omstilling. Regeringens nylige energiudspil handlede også mere om at sikre danskerne mindre elregninger end at redde klimaet.

Den endelige konklusion må historikerne drage, når de en dag skal fortolke århundredets første årtier. Men signalerne er bekymrende, og forklaringerne kan kun hentes ét sted: i landets politiske lederskab.

En hurtig og overordnet vurdering af det lederskab, der er repræsenteret af de 179 politikere i Folketinget, herunder i regeringen, giver en del af svaret. Det er svært at finde blot én politiker, endsige et parti, der med sine holdninger og sit mindset bidrager til at gøre Danmark større, ledere, der er engageret i at se Danmark som et internationalt foregangsland.

Håndværkerpolitik

Danske politikere er mere håndværkere end bygherrer. Det vil sige, de fokuserer mere på at vedligeholde og udbedre frem for at bygge nyt og stort, at eksperimentere. Der er ikke meget Bjarke Ingels over de ’politiske bygninger’ i disse år. Vi reparerer velfærdssamfundet, men skaber ikke et nyt og har tilsyneladende ingen ambitioner om at være rollemodel for andre end os selv.

Det nære afspejles også i de politiske debatter og i mediernes prioriteringer. Nedskydningen af en ulv fylder langt mere end det epokegørende topmøde imellem Nord- og Sydkorea. Og de statsansattes betalte frokostpause har været et af de mest dominerende emner i dansk politik i mange uger. Overordnet set er det tankevækkende, hvor store konflikter og opgør, der kan skabes af de marginaler, der har adskilt parterne på arbejdsmarkedet.

Selv om frokostpausen var en vigtig brik i en større sag, er det alligevel symptomatisk for, hvad dansk politik handler om. Nu spidser valgkampen til det folketingsvalg, der senest skal finde sted i juni næste år, til, og her aftegner sig umiddelbart to muligheder: At det bliver et ’grønt valg’, og dermed en kappestrid om, hvem der kan gøre Danmark mest bæredygtigt. Det er måske meget at håbe på, men Socialdemokratiets udspil i sidste uge tegner spændende og ambitiøst. Udspillet kan i bedste fald fostre noget af det internationale lederskab, vi hidtil har savnet. 

Mest sandsynligt er det desværre, at valgkampen vil blive præget af de sædvanlige ’håndværkertilbud’, dvs. en kamp om relativt uinteressante og ligegyldige overbud, om hvem der kan gøre mest for danskerne og mindst for de fremmede etc. Det er selvfølgelig også herhjemme, at politikerne skal vælges, men det er ingen undskyldning for ikke at påtage sig et lederskab, der er grænseoverskridende og ikke grænsedragende. Der findes flere eksempler på, at de kvaliteter godt kan forenes.

Ministerrokaden ændrer næppe det billede. Det repræsenterer mere genbrug end gennembrud. Nok nytænkte statsministeren ved at udnævne iværksætterikonet Tommy Ahlers til uddannelses- og forskningsminister. Det var et dristigt valg for begge parter. Fremtiden vil vise, om det også var dumdristigt. Erfaringen viser, at håndværkere trives bedre i de politiske cirkler end iværksættere. Måske bliver Tommy Ahlers undtagelsen, men først skal han tilegne sig et nyt fag og omstille sig fra frontløber til partisoldat.

Regeringen udfolder måske nok store bestræbelser på at redde Udkantsdanmark, men problemet er langt større, nemlig at Danmark selv bliver et udkantsland, et land, der som Martin Marcussen frygter, glider “ud i den globale periferi” og dermed bliver lidt ligegyldigt uden en markant identitet – et land, der måske nok er med fremme, men aldrig helt i front.

Et globalt disruptionråd

Hvis Danmark skal tage det politiske spring fra at tænke som håndværkere til at handle som bygherrer, kræver det mentale kvantespring. Det første er det sværeste, nemlig at erkende,Vis Danmatrk skjulle tage springet fra Hvis Danma

 at Danmark overhovedet har et identitetsproblem og et behov for at nytænke sin globale rolle. Regeringen har etableret et såkaldt Disruptionråd, der skal medvirke til, at Danmark hurtigere omstiller sig til nye digitale vilkår m.v. Det er endnu usikkert, hvad det munder ud i og hvornår. Men ideen om at lade en gruppe eksperter nytænke en national satsning er på mange måder glimrende, såfremt det ikke ender på samme måde som en række tilsvarende initiativer: tykke rapporter med mange anbefalinger, hvis effekt det efterfølgende er svært at spore.

Men givet at erkendelsen af Danmarks globale rolle blev accepteret, kunne man forestille sig, at der blev etableret et initiativ af primært udenlandske eksperter og nøglepersoner, der skulle analysere og vurdere, hvordan Danmark med sine mange kvaliteter og flotte resultater kunne nytænke sin rolle og sit ansvar i en international sammenhæng.

Man kan kalde det ’en omvendt Trump’. Han vil gøre America Great Again ved at lukke af for omverdenen. Danmark kunne blive Great Again med den modsatte strategi, nemlig ved at satse på at blive det internationale foregangsland, der på en række vigtige områder beviser, hvordan vi kan udtænke og markedsføre løsninger på en række af klodens store udfordringer. Det har vi fortsat mulighed for, men det kræver et lederskab med ambitioner om at rykke fra midterfeltet til fronten.

Men kunne vi gennemføre ideen med den nødvendige politiske opbakning, ville alene processen og den interesse, det ville skabe, i sig selv gøre os et til nytænkende foregangsland. Vi har stadig meget at byde på og kan hurtigt komme i storform, men det kræver, at politikerne hæver niveauet fra simple og småbarnlige annoncekrige til at bruge ressourcerne på at overbevise omverdenen om vores kvaliteter.

Lederskab når det er bedst

Det er selvsagt svært at beskrive, hvad der karakteriserer en stærk, fremsynet og internationalt orienteret politisk leder. Det kan bedst gøres med eksemplernes magt, og her følger tre: Uffe Ellemann-Jensen, Connie Hedegaard og Margrethe Vestager.

De har alle – hver på deres måde – udfoldet politisk lederskab i international klasse og dermed bidraget til at gøre Danmark større. Uffe Ellemann-Jensen er utvivlsomt den bedste og mest markante udenrigsminister, Danmark har haft, og satte Danmark på det storpolitiske verdenskort.

Fælles for både Connie Hedegaard og Margrethe Vestager er, at dansk politik blev for snæver og for indelukket til, at de herhjemme kunne udfolde deres visioner og lederskab. Det gjorde de til gengæld med stor effekt som henholdsvis EU's klimakommissær og som EU's konkurrencekommissær.

Sammen med Uffe Ellemann-Jensen er de to kvinder gjort af det stof, der skaber stærke politiske ledere og politiske bygherrer. De kunne med fordel indgå i et globalt disruptionråd og repræsentere dansk politisk lederskab, når det er bedst.