Den oversete dagsorden: Bruddet med USA

Ugens EU-topmøde i Bruxelles vil være præget af hyl og skrig om migration. Men i kulissen arbejder Europa på at gøre sig militært uafhængig af USA. Både skeptiske briter og danskere tilslutter sig EU’s stræben efter ’strategisk autonomi’.

Migration er en af Europas store udfordringer. Men det er langt fra den eneste. Og det er langt fra den største.

Europas – og Danmarks – største problem lige nu er nærmere, at vi ikke kan tage vare på egen sikkerhed, selvom vi er nabo til et autoritært Rusland med et anseeligt atomarsenal. Vi har lagt vores sikkerhed i hænderne på USA siden Anden Verdenskrig.

Det var fint og rart og bekvemt, så længe vi kunne have tillid til, at USA til enhver tid vil garantere militær opbakning til Europa i tilfælde af aggression udefra. Den tillid findes ikke længere. Hverken i det danske forsvarsministerium, udenrigsministerium eller statsministerium.

Derfor har Danmark i denne uge tilsluttet sig det franske såkaldte EI2-initiativ, der samler i alt ni lande, der har både militær kapacitet og politisk vilje til at deltage i de militære operationer, man nu måtte kunne blive enige om at gennemføre.

Udover Danmark og Frankrig har også Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Holland, Belgien, Portugal og Estland tilsluttet sig det franske initiativ.

For to år siden ville det have været utænkeligt, at Danmark tilsluttede sig et sådan franskledet initiativ, der – som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) understreger det i et svar til Folketinget – har til formål at ”udvikle den ’strategiske kultur’ på tværs af EU-landene”.

Danmarks deltagelse i EI2, der har bred opbakning i Folketinget, skal ses i sammenhæng med, at Danmark også deltager i den britisk ledede Joint Expeditionary Force, JEF. Her er også Norge, Sverige, Finland, Letland og Litauen med – sammen med Holland og Estland, der som Danmark er med i begge de nye europæiske militære alliancer.

Ikke en konkurrent til Nato, men…

Sagen er altså den, at Danmarks regering med opbakning fra oppositionen er i færd med at engagere sig i to selvstændige europæiske forsvarspolitiske initiativer, der, uanset hvad politikerne siger om den sag, har sit udspring i, at Europa ikke længere stoler på USA, og at Europa er ved at udvikle, hvad man i Bruxelles-termer kalder ’strategisk autonomi’.

Claus Hjort Frederiksen forsikrer i sit svar til Folketinget, at deltagelsen i EI2 ikke på nogen måde kolliderer med Danmarks forsvarsforbehold, da samarbejdet er mellemstatsligt, og at Danmark vil afstå, hvis eventuelle EI2-initiativer bliver del af EU’s militære gøren og laden. Den danske minister understreger også, at EI2 på ingen måde skal ses som en konkurrent til Nato.

Rent juridisk har forsvarsministeren og regeringen naturligvis ret, men det ændrer ikke ved, at Danmark politisk set markerer, at man ønsker at deltage i de dybe politiske bestræbelser i Europa, der handler om at styrke Europas egenbestemmelse og handlekraft – den strategiske autonomi.

Det skal også ses i lyset af, at europæiske ledere efter det kaotiske G7-topmøde i Canada i begyndelsen af juni frygter, hvad USA’s præsident, Donald Trump, kan finde på, når der er topmøde i NATO i Bruxelles 11. og 12. juli i år.

Bag om støjen

Den strategiske autonomi er et centralt punkt i EU’s globale strategi, der blev offentliggjort af EU’s udenrigschef Federica Mogherini allerede i sommeren 2016.

Den slags tunge baggrundspapirer bliver sjældent genstand for megen opmærksomhed, og der vil heller ikke være mange, der taler om EU’s strategiske autonomi, når statsminister Lars Løkke Rasmussen og de andre EU-ledere torsdag og fredag mødes i Bruxelles.

LÆS OGSÅ: Migrationskrise skubber Merkel i armene på Macron

Her vil vi endnu en gang opleve de kakofoniske tilstande, der omgiver topmøder i EU. Vi vil høre ledere fra de enkelte EU-lande udlægge forløbet af topmødet således, at de stiller dem og deres regering bedst muligt i de nationale politiske debatter, som er afgørende for deres egen politiske overlevelse.

Vi vil høre hårde værdiladede udmeldinger, og borgerne rundt omkring i EU-landene vil – hvis de overhovedet opdager, at der finder et topmøde sted – stå tilbage med det indtryk, at EU er et stort uregerligt skænderi, hvor man spilder tiden på at debattere emner, som man alligevel ikke kan blive enige om.

Politiske kandestøbere, spinatfulgte og alverdens mediekommentatorer vil efter dagens topmøde endnu en gang kunne tegne det billede op, som Ruslands Vladimir Putin og nu også USA’s Donald Trump bedst kan lide: Et fragmenteret Europa, hvor nationalstaterne igen og igen tordner mod det i øvrigt succesrige europæiske samarbejde, som legitime regeringer i samtlige EU-lande selv har valgt at tilslutte sig.

Bag det hele – langt væk fra støj og uenigheder – vil arbejdet med at styrke Europas strategiske autonomi fortsætte med EU-landene og sågar det udtrædende Storbritannien som stadigt mere engagerede parter.

For det er denne strategiske autonomi, der også definerer Europas evne til at varetage egne strategiske interesser i sine nærområder, hvilket har stor betydning for migration og andre forhold, som påvirker EU-landenes evne til at opretholde de konkurrencedygtige virksomheder og i global sammenhæng generøse velfærdsstater, som borgerne nyder godt af i dag.

Husk det, når andre medier fortæller historierne om Europa på randen af et regulært sammenbrud.

LÆS OGSÅ: Fredsdividenden er høstet - oprustning venter forude (2017)

Forrige artikel Demokratiet er blevet impotent Demokratiet er blevet impotent Næste artikel Perspektivet der blev væk Perspektivet der blev væk
  • Anmeld

    Rasmus Gjedssø Bertelsen · Professor, UiT Norges arktiske universitet

    Keep the Germans down...? Europahær?

    NATOs første generalsekretær, Lord Ismay, formulerede NATOs opgave som “keep the Soviet Union out, the Americans in, and the Germans down.”

    Amerikanerne er gået - pga en indre dyb samfundsmæssig krise, som vi andre ikke kan gøre noget ved - og russerne skal holdes ude, men hvad med tyskerne?

    Alle skåltalerne omkring at øge europæiske forsvarsbudgetter overser, hvad det vil betyde for den indre balance i Europa.

    Hvis Tyskland går til 2% med Europas langt største økonomi og navnligt uden at bruge en væsentlig del af forsvarsbudgettet på atomvåben som Frankrig og UK, så vil Tyskland være en helt uforholdsmæssig konventionel militær kæmpe i Europa.

    Desuden som skatteborger uden personlig vinding af større forsvarsbudgetter, så må man naturligvis være naturligt skeptisk over for dette forbrug.
    Euro-landene tilsammen har et større forsvarsbudget end Rusland. NATO - især med USA - har naturligvis et meget, meget større forsvarsbudget end Rusland.

    Så hvis det ikke er troværdigt nu med et større budget end Rusland, hvorfor skulle det så være troværdigt med et meget større budget end Rusland? Og disse penge vokser ikke på træerne, men må tages fra andre områder.

    Der er svaret naturligvis integration mellem landene, at genoplive den idé om en Europahær, som den franske nationalforsamling - forståeligt på sin tid - nedstemte i 1954.

  • Anmeld

    Martin Spang Olsen · cand. mag.

    Vi er IKKE truet militært.

    Ufatteligt at man igen kan komme igennem med forestillingen om, at militær er løsningen på noget som helst. Dybest set har vi ikke andre fjender end USA. Langt fra hele USA, men dog et USA, som ingen i praksis kan eller har lyst at slås med. Hverken Rusland eller Kina har handlet ekspansivt i samme stil som USA, der med sine 500+ udenlandske militærbaser og 200+ militære interventioner på 200 år de facto er videreførelsen af den britiske imperium (Rusland har til sammenligning én (1) udenlandsk militærbase, og stort set ikke interveneret noget sted i nyere tid). USA's militær er større en den resterende verdens tilsammen, og kunne knuse os alle, hvis de ville. Mere militær - i nogen som helst form - er et vildspor. Viljen til samarbejde er stor hos alle vores 'fjender', der blot bliver bliver fattigere og vredere af vores sanktioner. Kulturelt og videnskabeligt samarbejde er vejen frem. Klip nu båndene til USA's militærindustrielle kompleks, der lever af at fortælle os, at vi er truet fra nær og fjern! Der er masser af trusler, men 99% af dem er miljømæssige - og vil koste mindst et militærbudget at rette op på. Så hvad er vigtigst?

  • Anmeld

    Claus Kragh · europaredaktør, Mandag Morgen

    Russiske interventioner i Georgien og Ukraine

    Tak for jeres kommentarer!
    I min optik kommer Europa ikke uden om at kunne tage ansvaret for egen sikkerhed. Tyskland skal ikke dominere, og det skal Frankrig/UK heller ikke. så vi har brug for en europæisk strategisk kultur.
    Jeg synes i øvrigt, at det er temmelig langt ude at sige, at Rusland 'stort set' ikke har interveneret noget sted i nyere tid. Jeg kan da nævne Georgien, Ukraine - og Syrien for bare at nævne nogle. Derudover fører Rusland en såkaldt hybridkrig mod en række enkeltlande i Europa, hvor man støtter de kræfter, der modarbejder europæisk samarbejde. Det er naivt at tro, at Europa kan klare sig uden militære styrker, vil jeg mene.

  • Anmeld

    Martin Spang Olsen · cand. mag.

    Perspektiv, tak!

    Hvordan kan du sammenligne Georgien og Krim med USA's 200 interventioner? Heraf næsten 60 efter 2WW. USA aflytter massivt hele verden (herunder sine nærmeste allierede) og har manipuleret 82 (!) udenlandske valg. Vennekredsen har talt næsten samtlige af verdens værste diktaturer, og verdens største våbensalg til dato (800+ mia USD) gik til Saudi Arabien (under Hillary). Havde det ikke været for Rusland, havde ISIL stadig været ved magten i Syrien. Forholdene i Rusland er stærkt kritisable, og Putin er en bølle, men deres adfærd tåler ingen sammenligning med USA's. Desuden taler I alle udenom problemet, nemlig at penge kun kan bruges én gang, og miljøet er langt vigtigere for vores fremtid. Fri os for mere koldkrigssnak - det har skabt flere problemer, end det har løst.