Claus Kragh har siden begyndelsen af 1990'erne beskæftiget sig indgående med Europas udvikling fra en løs gruppering af splittede nationalstater til en tæt integreret Europæisk Union med globale ambitioner. Har dækket Danmarks grønne omstilling og international klimapolitik i FN og EU siden 2007.
Uddannet ved Danmarks Journalisthøjskole, 1991.
Efteruddannelse 'Journalist in Europe' ved Centre de Formation des Journalistes, Paris, 1994-95.
Den oversete dagsorden: Bruddet med USA
Ugens EU-topmøde i Bruxelles vil være præget af hyl og skrig om migration. Men i kulissen arbejder Europa på at gøre sig militært uafhængig af USA. Både skeptiske briter og danskere tilslutter sig EU’s stræben efter ’strategisk autonomi’.
Migration er en af Europas store udfordringer. Men det er langt fra den eneste. Og det er langt fra den største.
Europas – og Danmarks – største problem lige nu er nærmere, at vi ikke kan tage vare på egen sikkerhed, selvom vi er nabo til et autoritært Rusland med et anseeligt atomarsenal. Vi har lagt vores sikkerhed i hænderne på USA siden Anden Verdenskrig.
Det var fint og rart og bekvemt, så længe vi kunne have tillid til, at USA til enhver tid vil garantere militær opbakning til Europa i tilfælde af aggression udefra. Den tillid findes ikke længere. Hverken i det danske forsvarsministerium, udenrigsministerium eller statsministerium.
Derfor har Danmark i denne uge tilsluttet sig det franske såkaldte EI2-initiativ, der samler i alt ni lande, der har både militær kapacitet og politisk vilje til at deltage i de militære operationer, man nu måtte kunne blive enige om at gennemføre.
Udover Danmark og Frankrig har også Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Holland, Belgien, Portugal og Estland tilsluttet sig det franske initiativ.
For to år siden ville det have været utænkeligt, at Danmark tilsluttede sig et sådan franskledet initiativ, der – som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) understreger det i et svar til Folketinget – har til formål at ”udvikle den ’strategiske kultur’ på tværs af EU-landene”.
Danmarks deltagelse i EI2, der har bred opbakning i Folketinget, skal ses i sammenhæng med, at Danmark også deltager i den britisk ledede Joint Expeditionary Force, JEF. Her er også Norge, Sverige, Finland, Letland og Litauen med – sammen med Holland og Estland, der som Danmark er med i begge de nye europæiske militære alliancer.
Ikke en konkurrent til Nato, men…
Sagen er altså den, at Danmarks regering med opbakning fra oppositionen er i færd med at engagere sig i to selvstændige europæiske forsvarspolitiske initiativer, der, uanset hvad politikerne siger om den sag, har sit udspring i, at Europa ikke længere stoler på USA, og at Europa er ved at udvikle, hvad man i Bruxelles-termer kalder ’strategisk autonomi’.
Claus Hjort Frederiksen forsikrer i sit svar til Folketinget, at deltagelsen i EI2 ikke på nogen måde kolliderer med Danmarks forsvarsforbehold, da samarbejdet er mellemstatsligt, og at Danmark vil afstå, hvis eventuelle EI2-initiativer bliver del af EU’s militære gøren og laden. Den danske minister understreger også, at EI2 på ingen måde skal ses som en konkurrent til Nato.
Rent juridisk har forsvarsministeren og regeringen naturligvis ret, men det ændrer ikke ved, at Danmark politisk set markerer, at man ønsker at deltage i de dybe politiske bestræbelser i Europa, der handler om at styrke Europas egenbestemmelse og handlekraft – den strategiske autonomi.
Det skal også ses i lyset af, at europæiske ledere efter det kaotiske G7-topmøde i Canada i begyndelsen af juni frygter, hvad USA’s præsident, Donald Trump, kan finde på, når der er topmøde i NATO i Bruxelles 11. og 12. juli i år.
Bag om støjen
Den strategiske autonomi er et centralt punkt i EU’s globale strategi, der blev offentliggjort af EU’s udenrigschef Federica Mogherini allerede i sommeren 2016.
Den slags tunge baggrundspapirer bliver sjældent genstand for megen opmærksomhed, og der vil heller ikke være mange, der taler om EU’s strategiske autonomi, når statsminister Lars Løkke Rasmussen og de andre EU-ledere torsdag og fredag mødes i Bruxelles.
LÆS OGSÅ: Migrationskrise skubber Merkel i armene på Macron
Her vil vi endnu en gang opleve de kakofoniske tilstande, der omgiver topmøder i EU. Vi vil høre ledere fra de enkelte EU-lande udlægge forløbet af topmødet således, at de stiller dem og deres regering bedst muligt i de nationale politiske debatter, som er afgørende for deres egen politiske overlevelse.
Vi vil høre hårde værdiladede udmeldinger, og borgerne rundt omkring i EU-landene vil – hvis de overhovedet opdager, at der finder et topmøde sted – stå tilbage med det indtryk, at EU er et stort uregerligt skænderi, hvor man spilder tiden på at debattere emner, som man alligevel ikke kan blive enige om.
Politiske kandestøbere, spinatfulgte og alverdens mediekommentatorer vil efter dagens topmøde endnu en gang kunne tegne det billede op, som Ruslands Vladimir Putin og nu også USA’s Donald Trump bedst kan lide: Et fragmenteret Europa, hvor nationalstaterne igen og igen tordner mod det i øvrigt succesrige europæiske samarbejde, som legitime regeringer i samtlige EU-lande selv har valgt at tilslutte sig.
Bag det hele – langt væk fra støj og uenigheder – vil arbejdet med at styrke Europas strategiske autonomi fortsætte med EU-landene og sågar det udtrædende Storbritannien som stadigt mere engagerede parter.
For det er denne strategiske autonomi, der også definerer Europas evne til at varetage egne strategiske interesser i sine nærområder, hvilket har stor betydning for migration og andre forhold, som påvirker EU-landenes evne til at opretholde de konkurrencedygtige virksomheder og i global sammenhæng generøse velfærdsstater, som borgerne nyder godt af i dag.
Husk det, når andre medier fortæller historierne om Europa på randen af et regulært sammenbrud.
LÆS OGSÅ: Fredsdividenden er høstet - oprustning venter forude (2017)
