En måned i dansk politik kan føles som en evighed, og det må den gøre for Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Efter et perfekt iscenesat landsmøde, hvor Metals formand, Claus Jensen, kom på besøg, og Venstre appellerede til arbejdervælgere i den socialdemokratiske lejr, har Løkke sat alt over styr. 

Hvor han før lå langt foran Helle Thorning-Schmidt som danskernes foretrukne statsminister, viser den seneste meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV 2, at 42 pct. af danskerne nu foretrækker Thorning frem for 40 pct. til Løkke.

De seneste ugers hårde mediekampagne om Løkkes mange rejser på 1. klasse som formand for klimaorganisationen GGGI har kostet Venstre dyrt. Tilliden til Lars Løkke, hans lederskab og hans dømmekraft er styrtdykket.

Venstres kampagne for en ny sparsommelighed i velfærdssamfundet ligger i ruiner. Venstre, der for ikke mange måneder siden kunne samle næsten en tredjedel af de danske vælgere, er nu i meningsmålingerne sendt ned under valgresultatet.

Selv om det borgerlige bagland i søndags følte, at Lars Løkke svarede godt for sig på det nedslidende maraton-pressemøde på over tre en halv time, og en sværm af borgerlige tweeters søgte at erklære sagen for afsluttet, har den allerede gjort sin virkning.

Få mandater fra sejren

Flere kommentatorer har de seneste dage flirtet med tanken om, at sagen kan blive en game changer og give Thorning en chance for at vinde næste valg. Men flertallet har afvist konklusionen med henvisning til, at blå blok stadig er flere procentpoint foran rød blok.

Berlingskes Thomas Larsen skrev således her forleden, at ”ser man på bundlinjen i målingerne, fører blå blok fortsat, og Løkke er favorit til at rykke ind i Statsministeriet, men med sine selvskabte problemer har han effektfuldt meldt sig ind i kampen med Thorning om at blive danskernes – fravalg.”

Faktuelt set er dette korrekt, men er Løkke stadig favoritten? Ifølge Berlingskes valgbarometer er blå blok med 55,7 pct. af stemmerne stadig langt foran rød blok med 44,2 pct. Men det er blot et gennemsnit for målingerne i den seneste måned, og det politiske jordskred væk fra Venstre er under acceleration på grund af rejsesagen.

Forleden viste en meningsmåling foretaget af Voxmeter, at rød blok nu står til 47,7 pct af stemmerne – svarende til 83 mandater – mens blå blok ville få 52,2 pct. 

Med tre nordatlantiske mandater vil Helle Thorning have 86 mandater. Dermed er hun tæt på at være inden for den grænse, hvor hun kan trykke på valgknappen – og håbe på, at valgkampen kan skaffe de sidste fire mandater. Det er selvfølgelig urealistisk, at hun skulle finde på at udskrive valg nu. Men det viser bare, hvor meget dansk politik har ændret sig på tre uger. Og erfaringerne viser, at når der først er gået hul på ballonen, så siver luften hurtigt ud af den.

Hyppige stemningsskift

Turbulensen og stemningsskiftene kommer med stadig større kraft og hyppighed i den personliggjorte politiks æra, og skandalesager om politikernes dømmekraft – retfærdige eller ej – har vist sig at kunne udløse store vælgervandringer.

Partier som De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og, ja, Venstre – har i de senere år oplevet voldsomme stemmeudsving. Der er nærmest et fast mønster, hvor persondyrkelse, heltekvad og gigantiske opture på et tidspunkt slår om i moralske tømmermænd og kølhaling i medierne. Liberal Alliances Anders Samuelsen har prøvet den modsatte tur, fra næsten total udslettelse til genrejsning.

Turbulensen er det nye grundvilkår i dansk politik. Mere end hver tredje vælger skifter nu parti ved folketingsvalg, og vælgervandringerne har aldrig været større.

Men der er også en anden tendens i nyere dansk politik, og den har Helle Thorning-Schmidt gode muligheder for at lukrere på. Et parti, der vinder regeringsmagten, har faktisk meget stor sandsynlighed for at genvinde den. Det ved Helle Thorning og hendes rådgivere. I sensommeren var de ved at komme i tvivl på grund af de fortsat elendige meningsmålinger, men rejsesagen og tendensen i de seneste meningsmålinger har ændret stemningen. I disse dage kan man iagttage en helt ny selvsikkerhed og sejrsvilje i Thornings ansigt.

Efter to år, hvor medierne har udstillet hende som en løftebryder, en taber og en dårlig regeringsleder med svag kommunikation, er hun omsider kommet ovenpå. Og hvis hun kigger i historiebøgerne for moderne dansk politik, så har hun grund til optimisme.

Poul Schlüter sad i over ti år ved magten, og Poul Nyrup Rasmussen næsten ni, selv om han hurtigt blev udsat for en voldsom mediekampagne med beskyldninger om at have ”uld i mund”.

Anders Fogh Rasmussen var genstand for en helt anderledes heltedyrkelse. Ingen anden dansk statsminister har nydt godt af en så lang økonomisk optur, og det voldsomme forbrug af velfærdskroner var med til at skaffe ham vælgere på den brede midte. Han vandt tre valg, og VK-regeringen fik næsten ti år.

Danskerne har, trods de seneste års voksende vælgervandringer og ideologiske troløshed, alligevel en stærk autoritetstro og konservativ adfærd i forhold til regeringsmagten, når brættet skal gøres op.

Sårbare Løkke

Selv Lars Løkke Rasmussen nød godt af magtens aura.

Tilbage i 2010 stod de politiske kommentatorer i kø for at udråbe ham som en katastrofal statsminister, Venstre faldt i meningsmålingerne ned under 20 pct., og med lidt over et halvt år til valget stod blå blok til bare 80 mandater.

Men ved 2011-valget var Løkke allligevel kun få stemmer fra at bevare magten. Opturen fortsatte også efter valget, Løkke fik ligefrem heltestatus i nogle medier, mens regeringen famlede med den svære regeringskunst, og S-SF blev trukket igennem en lang kampagne med løftebrudsbeskyldninger.

Efter rejsesagen er Venstres formand yderst sårbar. Den manglende betaling af datterens rejse og udbetaling af skattepligtige diæter i sidste skatteår er – selv om det er forståeligt, at en travl politiker kan komme til at glemme den slags småting – med til at genoplive Løkkes gamle bilagssag fra 2008.

Sagerne tegner tilsammen billedet af en leder, der sjusker og ikke kan holde gamle løfter om at få styr på tingene. Når Løkke samtidig i Folketinget har udtrykt en nærmest hånlig arrogance over for, hvad 2.000 kr. betyder for almindelige lønmodtagere, så svækker det ham i den lønmodtagerklasse af ”Blå Bjarner”, som Venstre så ihærdigt søger at appellere til.

Den seneste måned har sendt Venstre flere felter tilbage i spillet om regeringsmagten. Det er muligt, at Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kan opsamle nogle af de skuffede Venstre-vælgere, herunder de næsten 18 pct., der mener, at Lars Løkke ligefrem burde træde tilbage som formand.

Men Venstre, og ikke mindst Lars Løkke Rasmussen selv, skal arbejde hårdt for at undgå en selvforstærkende nedtur, der for alvor vil kunne skabe uro i de borgerlige rækker.

Hvor Lars Løkke siden valget er blevet til oppositionens ubestridte leder og klare statsministerkandidat, vil en yderligere svækkelse af Venstre og en styrkelse af de andre partier i den borgerlige lejr skærpe kampen om opmærksomheden.

Borgerlige spændinger

Man har allerede i det sidste år set, at de borgerlige partiers stemmeadfærd i Folketinget er blevet præget af flere uenigheder end før. Og der er f.eks. stærke spændinger i spørgsmålet om de offentlige udgifter. Venstre kræver nulvækst. Dansk Folkeparti vil have det offentlige forbrug til at stige med 0,8 pct. om året. Og Liberal Alliance vil skære 1,5 pct. Det lyder måske ikke af den store forskel. Men ifølge Finansministeriet svarer forskellen mellem LA og DF til 80 milliarder kr. i det offentlige forbrug i 2020. Det bliver mere end svært for Løkke at bygge bro mellem disse poler.

Venstre er rykket tættere på Liberal Alliance ved at tale om nulvækst i den offentlige sektor, men det har skabt nye fronter i forhold til Dansk Folkeparti, der under Kristian Thulesen Dahl er blevet Danmarks nye konservative parti og lefler for borgerligt sindede socialdemokrater, der gerne vil bevare et stærkt velfærdssamfund.

Et flertal af danskerne mener, at nulvækst vil forringe den offentlige sektor, og regeringspartierne vil målbevidst forsøge at udstille Venstre som fortaler for mindre tryghed og en svækkelse af velfærdssamfundet. Der er mange muligheder for at hæve produktiviteten i den offentlige sektor og gøre tingene smartere gennem innovation, så de få milliarder, der skiller Venstre og Socialdemokratiet i debatten, burde ikke være en uoverstigelig barriere. Men det er en vigtig ideologisk markør, som kan flytte en del stemmer hen over midten. Også hvad velfærden angår, har de danske vælgere en stærk konservatisme, og de er endda villige til at betale højere skatter for at bevare velfærden.

Af samme grund kræver det også brede forlig at udfordre denne velfærdskonservatisme. Ingen af de store partier tør alene lægge sig ud med kernevælgerne på dette punkt.

Realpolitisk burde Socialdemokratiet og Venstre for så vidt kunne blive enige om en ny runde af store og innovative velfærdsreformer, der fører til mindre bureaukrati, flere effektiviseringer eller endda bedre kvalitet for færre penge. Men tør de, når det kommer til stykket?

De kommende rapporter fra Produktivitetskommissionen kan forhåbentlig bidrage til at overvinde den relativt forsimplede debat om nulvækstens konsekvenser, så der kan skabes en seriøs reformdebat om velfærdsstatens fremtid. Men det bliver formodentlig først i det nye år.

For først skal regeringen have aftalt et finanslovsforlig med Enhedslisten for at få ro på bagsmækken. Helle Thorning fører ikke klassisk kontraktpolitik med den ene blok, men har øjensynlig et fast årshjul, hvor vælgerne kan forvente strukturreformer, når træerne grønnes, og fordelingsreformer, når julen nærmer sig og sulet sætter sig. Og i sidste ende kan vælgerne forvente en stram økonomisk politik.

Løkkes zigzag-kurs

Lars Løkke Rasmussen har ført en anden form for zigzag-kurs. Det har ikke mindst været tydeligt i skattepolitikken. Sidste sommer argumenterede han for at fjerne topskatten, i efteråret sagde han, at det var vigtigst med skattelettelser til erhvervslivet, og her i september var det pludselig blevet vigtigere at lette skatten i bunden. Det er en kurs, som er med til at skabe et billede af en leder og et politisk projekt, der ikke helt forstår at lægge en klar retning. Han virker lunefuld og omskiftelig i sine udmeldinger, og det har svækket ham, at han ikke længere har regeringsmagten og Finansministeriets regnemaskiner at navigere ud fra.

Samtidig begynder medierne også at have fokus på Lars Løkkes temperament. Samme søndag, hvor han blev ristet tre en halv time på det historiske pressemøde, kunne BT fortælle historien om, hvordan Lars Løkke pludselig udvandrede fra et ellers hyggeligt arrangement mellem DI-toppen og Venstres folketingsgruppe.

Ifølge avisen overfusede Løkke DI-direktør Lars B. Goldschmidt, væltede stolen og valgte til sidst at forlade kursusejendommen, selv om programmet først sluttede den følgende dag. Denne slags historier gør det heller ikke lettere for Lars Løkke at få nøglerne tilbage til Statsministeriet.

Over for ham står en statsminister, der har vist sig svær at slå ud af kurs. Gennem det sidste halvandet år har hun fremstået cool, selv når meningsmålingerne tog modet fra de fleste i hendes bagland.

Først i regeringsperioden blev hun beskyldt for løftebrud, men hendes trepartiregering har ret konsekvent fulgt en stram reformkurs, hvor den økonomiske genopretning har stået i centrum, hvor der er kommet langt mere styr på de offentlige udgifter end under VK, og hvor der er lavet brede forlig hen over midten, f.eks. om folkeskolen og forårets vækstpakke.

Regeringen har sat produktionsarbejdspladserne på dagsordenen, og erhvervslivet har fået skattelettelser og en håndsrækning, som også har bidraget til at skabe en vis forsoning med både DI og de privat ansatte lønmodtagere i fagforeninger som bl.a. Dansk Metal.

Denne evne til at smede brede alliancer, som er ved at blive Helle Thornings adelsmærke, placerer hende solidt i traditionen for et samarbejdende folkestyre, som bygger på brede forlig hen over midten og garanterer for økonomisk ansvarlighed.  

Fra den position har hun overordentlig gode muligheder for at vinde det næste valg. Endnu er det ikke så tydeligt i meningsmålingerne, men når den økonomiske vækst efter alt at dømme får mere fart på i 2014, og forbrugernes og virksomhedernes gryende optimisme begynder at slå igennem med stærkere kraft, er der meget, der taler for, at Socialdemokraterne kan blive større end Venstre igen.

Der er ingen garantier for noget i dansk politik, og personsager kan – som vi har set i den seneste måned – sætte store vælgersvingninger i gang. Men Helle Thorning-Schmidt har lagt en kurs, som bliver en større udfordring for Lars Løkke Rasmussen på valgdagen, end han forestiller sig.