"Jeg venter spændt på, at Venstres formand går ud og siger, hvad han mener om Europa-politikken," udtaler Helle Thorning-Schmidt fredag i Jyllands-Posten i forbindelse med EU-topmødet i Bruxelles.

Danmark har brug for et ny nationalt kompromis, der kan udgøre et bredt politisk grundlag for fremtidens Europa-politik. I forbindelse med en tidligere analyse har Mandag Morgen udarbejdet et nyt bud på et nationalt kompomis.

Læs her Mandag Morgens bud på et nyt kompromis:

Danmarks rolle i det globaliserede Europa

Efter Det Europæiske Råds vedtagelse 28. og 29. juni 2012 af rapporten ‘Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union’ fra formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, blev fem af Folketingets partier i december 2012 enige om den grundlæggende europapolitiske aftale “Det nationale kompromis 2012”. Aftalen skal danne grundlag for de kommende års brede folkelige debat og senere folkeafstemning om Danmarks fremtidige placering i Den Europæiske Union.

A. Indledende bemærkninger

Fem af Folketingets partier – regeringspartierne Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti samt Venstre og De Konservative – konstaterer i december 2012, at det europæiske samarbejde i de kommende år vil undergå store forandringer, og at disse forandringer vil få afgørende indflydelse på Danmarks økonomi og hele samfundsindretning. De 17 lande i eurozonen har sammen med EU-Kommissionen, EU’s Ministerråd, Den Europæiske Centralbank og med bred opbakning i Europa-Parlamentet gjort det klart, at man ønsker at gå videre i den økonomiske og monetære integration, end der er tilslutning til blandt EU’s 27 medlemmer.

Dermed bliver der nu tale om det EU i to hastigheder, som det europæiske samarbejdes traktater første gang åbnede mulighed for i Maastricht-traktaten, der trådte i kraft i 1993. Eurolandene vil i de kommende år flytte en række nationale politikker vedrørende økonomiske og monetære forhold til det europæiske niveau – i første omgang organiseret via mellemstatslige aftaler mellem de 17 medlemslande og i vid udstrækning under Den Europæiske Centralbanks myndighed. Senere er det planen, at de nye fællesskabskompetencer skal føjes ind i EU’s eksisterende traktatgrundlag.

Derfor udviser Danmarks regering nu sammen med det europapolitiske flertal i Folketinget rettidig omhu og forbereder den danske befolkning på, at det af hensyn til den mest hensigtsmæssige varetagelse af nationale økonomiske og politiske interesser formentlig i de kommende år bliver nødvendigt at udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark ønsker at deltage i dele af det forstærkede samarbejde mellem de europæiske lande.

Maastricht-traktaten blev ratificeret af Folketinget i 1993, efter at 56,7 pct. af danskerne 18. maj samme år havde stemt ja til den og til den medfølgende Edinburgh-aftale, som Danmark havde forhandlet sig frem til med de 11 øvrige medlemmer af det daværende EF. Edinburgh-aftalen kom i stand på baggrund den brede europapolitiske aftale “Det Nationale Kompromis’, som syv ud af otte partier i Folketinget vedtog 27. oktober 1992.

Edinburgh-aftalen indeholdt fire danske forbehold over for specifikke dele af det daværende europæiske samarbejde: 1. Forsvarspolitikken. 2. Retspolitikken. 3. Den økonomiske og monetære unions 3. fase – fysisk indførelse af euroen. 4. Unionsborgerskabet.

Sidstnævnte forbehold anses i dag for at være irrelevant, eftersom EU-landene i 1998 traktatmæssigt fastslog, at unionsborgerskabet udelukkende er et supplement til og ikke en erstatning for det nationale statsborgerskab. De tre øvrige forbehold har i løbet af de 20 år, der er gået siden vedtagelsen, fået stadigt større betydning.

Partierne bag nærværende aftale er enige om, at forsvars- og retsforholdene bør afskaffes. Hvad angår euroforbeholdet, er der begrundede forhåbninger om, at en konsensus kan findes inden 2014 mellem partier bag nærværende aftale.

Der er dog enighed om, at den pengepolitik, som føres af Den Europæiske Centralbank, er helt afgørende for dansk økonomi og om, at Danmarks fastkurs­politik over for euroen ligger fast. Der er ligeledes enighed om, at Finanspagtens krav til nationale finanspolitikker er nødvendige for at skærpe de enkelte EU-landes og det samlede Europas konkurrenceevne i den globale konkurrence, der i 2012 er radikalt anderledes, end den var i 1992, hvor magter som Kina, Indien, Brasilien, Sydkorea og Rusland endnu ikke for alvor havde gjort deres entré som vigtige aktører i verdensøkonomien.

Partierne bag aftalen er enige om, at Danmarks proaktive ageren i fremtidens Europa ikke længere kan bygge på ‘Det Nationale Kompromis’ fra 1992, der blev indgået i en fundamentalt anderledes politisk kontekst både i Danmark, Europa og resten af verden.

Derfor er partierne enige om, at man i perioden frem til foråret 2014 vil træffe beslutning om, hvilke præcise spørgsmål der skal tages stilling til, når der i juni 2014 i forbindelse med afholdelsen af valg til Europa-Parlamentet bliver afholdt folkeafstemning om Danmarks fremtidige placering i EU. I perioden frem til juni 2014 skal Regeringen i samarbejde med Venstre og De Konservative, Europa-udvalget og hele Folketinget proaktivt arbejde for at udbrede en saglig og åben debat om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde.

Det kan i øvrigt konstateres, at det europæiske samarbejde anno 2012 opfylder en lang række af de ønsker, som partierne bag Det Nationale Kompromis fra 1992 formulerede. EU er i dag mindre bureaukratisk og arbejdsfordelingen mellem det nationale og det europæiske niveau fungerer på en lang række politikområder upåklageligt.

Samtidig er arbejdet i EU’s institutioner præget af stor åbenhed. Den demokratiske legitimitet er øget i kraft af øget inddragelse af Europa-Parlamentet i den europæiske lovgivningsproces. EU-landenes 2020-målsætning om intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst har bred opbakning blandt partierne bag nærværende aftale.

Partierne bag nærværende aftale anerkender, at det er legitimt, at andre partier i Folketinget har en anden opfattelse af, hvordan Danmark bør stille sig i forhold til det europæiske samarbejde. Ikke desto mindre er det partiernes opfattelse, at tiden er inde til, at danskerne i tiden frem til juni 2014 engagerer sig dybt og gør deres stilling op i debatten om Danmarks placering i Europa.

B. Danmarks forventninger til det europæiske samarbejde

Der må være en klar arbejdsdeling mellem EU og medlemslandene. Det må defineres, hvilke politiske områder, der skal forblive nationale anliggender. Det gælder f.eks. sundhedspolitik, national kulturpolitik samt uddannelsernes indhold og opbygning. EU skal ikke bevæge sig ind på områder, der bedre eller lige så godt varetages af de enkelte lande.

Det må sikres, at EU’s reguleringer så vidt muligt har rammekarakter, således at medlemslandene kan fylde dem ud med konkrete regler, der stemmer overens med de særlige nationale forudsætninger. Det indebærer tillige at brugen af forordninger begrænses, hvilket ikke er sket i perioden 1992-2012. Tværtimod er den steget betragteligt.

Danmark konstaterer, at der er bred konsensus i EU-landene og EU’s institutioner om, at et frit aftalesystem er en styrke på hele det europæiske arbejdsmarked. Derfor bør EU gøre endnu mere for at opmuntre til styrkelse af både lønmodtageres og arbejdsgiveres organisering og for at styrke deres mulighed for frit og fleksibelt at aftale løn- og arbejdsvilkår. Danmark vil samtidig arbejde for, at EU’s medlemsstater opmuntres til at etablere de moderne og fleksible velfærdsordninger, der sikrer et maksimalt arbejdsudbud i en epoke, hvor erhvervsaktives andel af befolkningen vil falde betydeligt i takt med befolkningens aldring.

Danmark konstaterer samtidig, at miljøpolitikken generelt er blevet styrket i EU gennem langt flere afgørelser ved kvalificeret flertal. Danmark vil fortsat arbejde for bindende mindstekrav til miljøbeskyttelse på et stadig stigende niveau, da sådanne krav er væsentlig drivere af den omstilling til en ressourceeffektiv økonomi, som er grundlaget for fremtidig konkurrenceevne.

Det indre marked må fastholdes og forbedres. Sker det ikke, er der betydelig risiko for tilbagefald til protektionisme og egoistisk økonomisk politik. Begge dele vil ødelægge mulighederne for bedre beskæftigelse og økonomisk fremgang.

Partierne er enige om, at det af hensyn til danske pengeinstitutters muligheder for at konkurrere i EU’s indre marked og af hensyn til danske virksomheders adgang til kapital allerede nu er nødvendigt, at Danmark tilslutter sig den europæiske bankunion.

C. Danmarks vision for Europa

EU27 – og ikke eurogruppen – bør være den overordnede ramme om det fremtidige samarbejde i Europa – også selv om eurolandene på en række områder arbejdere tættere sammen. Omvendt er det også legitimt, at eurolandene arbejder tættere sammen, når de i kraft af oprettelsen af krisefondene EFSF og ESM har valgt at dele betydelige økonomiske ressourcer.

Demokratiet bør styrkes i EU gennem kraftigere involvering af de nationale parlamenter og styrkelse af såvel EU-Kommissionen som Europa-Parlamentet. Dette kan ske ved at sikre, at det er Europa-Parlamentet, der udpeger kommissionsformanden. Det er vigtigt, at Europas borgere i større antal end hidtil afgiver deres stemme ved valg til Europa-Parlamentet.

EU er Danmarks bedste vej til indflydelse på beslutning­erne vedrørende problemstillinger af global betydning som klimaforandringer, ressourceknaphed, folkevandringer og fred. I EU skabes resultaterne ikke kun i brydningen mellem nationale interesser, men også i brydningen mellem politiske holdninger på tværs af grænserne. EU er ikke et ideologisk projekt, men en fælles ramme for politisk indsats. Danmarks holdninger i det daglige arbejde i EU fastlægges gennem en politisk proces herhjemme. Den politiske proces er præget af de forskellige holdninger, som kendetegner partierne bag denne aftale og Folketingets øvrige partier.

EU bygger på mål og værdier om demokrati, frihed, retsstaten og ligestilling og på respekt for menneskerettighederne, herunder mindretalsrettigheder, og den menneskelige værdighed.

Vedtaget af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti 12. december 2012.

Referencer

• Det Nationale Kompromis, 27. oktober 1992
• Politisk aftale om Danmark i det udvidede EU, 2. november 2004
• Aftale om dansk europapolitik i en globaliseret verden, 21. februar 2008
• Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union, Rapport fra Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd, 26. juni 2012