Der er ikke det fjerneste at sige til, at coronaen siden marts totalt har overskygget den grønne dagsorden både i befolkningens, politikernes, virksomhedernes og mediernes verden. Nu taler alle så om, at den økonomiske genopretning skal have et grønt tilsnit, og at vi bør bruge genopretningen efter sundhedskrisen og den økonomiske krise til at få taget ordentligt fat på de store grønne ambitioner. Det er en på alle måder fornuftig betragtning.

Men hvor er køreplanen for lige præcis den proces? Hvorfor i alverden skal der for eksempel gå helt hen til september, inden statsministeren indkalder topfolkene fra erhvervslivet, der har ageret formænd for de 13 klimapartnerskaber, til et fællesmøde? Det er helt ubegribeligt.

De 13 rapporter fra klimapartnerskaberne blev afleveret lige præcis, da coronakrisen eksploderede. De er slet ikke udarbejdet under indtryk af den helt nye verden, vi befinder os i. Nok er pandemien under kontrol i Danmark, men det er den langtfra i resten af verden, som vi eksporterer til. Sektorrapporterne tager ikke højde for de økonomiske udfordringer lige nu, for slet ikke at tale om de protektionistiske og antiglobalistiske tendenser, der præger verden nu.

Hvis ikke andet kan gøres inden september, så burde rapporterne have et kritisk eftersyn i lyset af coronaen.

RAPPORTERNE FRA DE 13 KLIMAPARTNERSKABER er svingende i kvalitet, men de udgør grundlæggende et særdeles inspirerende arbejde, som regeringen gør klogt i at skele grundigt til. Ikke alene fordi der er noget at hente i de godt 400 forslag, men også fordi regeringen aldrig kommer til at lykkes med sine grønne målsætninger uden en tæt alliance med et nogenlunde samlet og medansvarligt dansk erhvervsliv. Slet ikke, når statsministeren gang på gang slår fast, at hun deler erhvervslivets holdning til, at den grønne omstilling ikke må koste danske arbejdspladser og vækst.

DI’s administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, slog på Altingets Sommermøde forleden fast, at han med de fremlagte forslag forventede, at 70-procents reduktionsmålet i 2030 var realistisk at nå, og at prisen for de godt 400 forslag næppe ville løbe højere op end det halve af det, som coronaen kommer til at koste det danske samfund.

Coronakrisen har utvivlsomt skudt hul i klimaminister Dan Jørgensens planlægning. Indtil nu har regeringen kun leveret planer for en CO2-reduktion på 2 millioner ton, og der skal findes 19 millioner ton for at opfylde målet om 70 procents reduktion i 2030. Det ser ud til, at klimaministeren prøver at nå endnu en politisk sektoraftale på energiområdet inden sommer ud over den, der nu er indgået på affaldsområdet. De politiske aftaler for energiområdet og industriens område, som er de næste i køen, bliver ikke mindre vanskelige. Og læg oven i det diskussionen om en CO2-afgift, som hele tiden overdøver dagsordenen.

Statsministeren har åbnet en dør på klem for en principbeslutning om en grøn skattereform inden sommerferien. Men hvad betyder ”principbeslutning”? På Altingets Sommermøde forleden synes industri og fagbevægelse ikke helt afvisende over for en CO2-afgift, vel at mærke på længere sigt. For alt i verden bare ikke lige nu oven i coronaen og måske bedst, efter at en kommission eller lignende har kulegravet selve udformningen af en grøn skattereform, som ikke øger uligheden, beskæftigelsen og væksten i Danmark. Det kan blive modellen for at komme videre med resten.

BÅDE ERHVERVSLIVET OG VÆLGERNE forventer, at regeringen kan levere en køreplan for realiseringen af klimaløfterne. For erhvervslivet kræver omstillingsprocessen kæmpestore investeringer og langtidsplanlægning. Her vokser irritationen over ikke at kunne se en tidsplan.

Et forløb med siloagtige sektoraftaler, som der lægges op til, rummer en stærk risiko for, at et godt forslag for en sektor kan blive et dårligt forslag for en anden sektor, hvis ikke der fra starten tænkes i helheden, men hoppes fra tue til tue.

Skal det hele tænkes sammen med den økonomiske genopretning, haster køreplanen også. CO2-afgiften synes for nogen den nødvendige og enkle løsning. For andre er det en barriere i den nuværende coronasituation, som må inddæmmes, så alt andet ikke går i stå. Derfor vil et grundigere ekspertarbejde med en grøn skattereform være hensigtsmæssig at få aftalt inden sommerferien.