Det gik helt som forventet: Det Etiske Råd fik tæv for sit forslag om at belægge oksekødet med en klimaafgift. Hvor ideen skabte interesse i udlandet, blev den over en bred front skudt ned af danske erhvervsinteresser og en bred vifte af politikere og udvalgte eksperter. Til gengæld var det småt med alternative forslag til at reducere oksekødets skadelige virkninger på miljøet. Det gjaldt også under den høring, som Rådet havde inviteret til på Christiansborg tirsdag i sidste uge. Her var omkring 100 nøglepersoner fra alle relevante stakeholdere samlet til en afgørende debat om det kontroversielle forslag.

Det mest interessante under høringen var ikke den forudsigelige skepsis og den skarpe afstandtagen til forslaget, men usikkerheden og forvirringen om, hvad vi så skal gøre; om vi skal gøre noget overhovedet; og hvordan man får danskerne til at fatte komplekse sammenhænge og ændre adfærd.

I øvrigt er det hverken afgiften eller oksekødet, som har været det mest opsigtsvækkende ved hele forløbet, men derimod hvordan vi som samfund og individer forholder os over for en stor udefrakommende trussel, der kræver, at vi ændrer vores hverdag. Ved at ramme oksekødet og dermed noget af det helligste på det danske spisebord har Etisk Råd sat fingeren på et af de ømmeste punkter i danskernes opfattelse af personlig frihed. Problemet havde næppe været så stort, hvis det handlede om broccoli. Men Rådet fortjener respekt for at have modet til at gå direkte i kødet på vores madvaner.

Mange vil hævde, at Etisk Råd i dag står som taberen i de sidste par ugers holmgang. Deres forslag blev jo skudt ned af brede flertal. Det er en forkert fortolkning. De reelle tabere er alle vi andre og især det erhvervsliv og de politikere, der virker idemæssigt afklædte, når det gælder om at forberede sig selv og befolkningen på de kommende års store udfordringer og markant ændrede vilkår. Man fristes til at tildele Etisk Råd rollen som den lille dreng i ”Kejserens nye klæder”.

Efter at vi alle har hyldet COP21-aftalen i Paris som et gennembrud i klimakampen, hyler vi i kor, når vi selv skal omsætte aftalen til virkelighed. Det bliver den først, når vi hver især er villige til at ændre adfærd, herunder f.eks. spare på det kød, der er en vigtig udleder af drivhusgasser. Men det bliver ikke det eneste offer, vi skal bringe. Vi er tvunget til at underkaste os klimaøkonomiens barske vilkår, forstået som the true cost economy. Ethvert overforbrug af naturens sparsomme ressourcer vil blive begrænset igennem diverse reguleringer. Det samme gælder produkter og forbrug, der belaster miljøet. Den samlede regning skal betales, og det kan forudses at ske igennem alle led i fødekæden, lige fra produktion til forbrug. Der er brug for at udnytte alle muligheder.

Støtte fra Verdensbanken

En ny rapport fra Verdensbanken bekræfter, at Det Etiske Råd mere har fingeren på den globale klimapuls end mange af samfundets øvrige institutioner, det være sig de politiske, erhvervsmæssige såvel som økonomiske. I meget dystre vendinger advarer banken mod en alvorlig global vandkrise. Det er ikke en risiko, men en realitet, vi desværre må forholde os til. Den forårsages bl.a. af den økonomiske vækst og et landbrug, der bliver stadig mere vandkrævende. Verdens kvæghold drikker således otte gange så meget vand som verdens samlede befolkning, hvilket i sig selv aktualiserer restriktioner på bl.a. kød, men i høj grad på vores forbrug af vand. Banken regner således med, at tilgængeligheden af brugsvand vil falde med intet mindre end to tredjedele inden for de næste tre årtier og dermed kunne resultere i store økonomiske tilbageslag i en række regioner i verden. Banken kalkulerer her med op til 6 procent lavere økonomisk vækst. Men især de internationale storbyer må forudse alvorlige konsekvenser.

Når man betænker, hvor store dele af verdens produktion der er afhængig af vand, er rapportens budskab klart som det reneste kildevand: Vi har ikke alene en økonomisk udfordring, der vil ændre såvel produktionsprocesser, forretningsmodeller og kræve helt nye infrastrukturer. Udfordringen er i lige så høj grad etisk. Vi konfronteres med et kollektivt ansvar, ikke mindst over for kommende generationer. Det retter sig såvel mod politikere som virksomheder og forbrugere. Verdensbanken opfordrer ikke mindst politikerne til at investere politisk kapital i at regulere forbruget, og den udpeger i øvrigt Danmark som en rollemodel. Se nedenfor.

Vi løber tør for tid

Klimaøkonomien er således værdidrevet og anlægger et langt mere holistisk perspektiv på at skabe vækst – og inkluderer f. eks. eksternaliteter som overforbrug og nedslidning af miljø og naturressourcer ud fra den simple betragtning, at de er naturlige forudsætninger for langsigtet vækst. En række internationale analyser bekræfter netop, at stabil vækst forudsætter et stabilt miljø. Forskellen på en traditionel makroøkonomisk vækstmodel og den klimaøkonomiske model er primært bredden og tidshorisonten.

På høringen i tirsdags blev det fra skeptisk hold fremført, at nye teknologier antagelig vil sikre de nødvendige løsninger. Men den holdning er farlig. Nok er teknologien en naturlig del af løsningen, men dels tager den tid at udvikle, dels kan den bringe os i en ventesituation i håbet om, at noget udefra vil redde os. Problemet er blot, at vi er ved at løbe tør for tid. Derfor skal hurtige og effektive midler tages i anvendelse. Her taler vi ikke kun om reguleringer, herunder de forkætrede afgifter, men også om generel oplysning og kampagner, der motiverer forbrugerne til at ændre forbrug og livsstil.

Et af de problemer, som høringen i Etisk Råd fokuserede på, var netop forbrugernes manglende evne til at gennemskue sammenhængen mellem forbrug og klimaproblemer, men at oplysende, motiverende kampagner kunne ændre billedet. Det var ud fra den opfattelse, at der i forvejen er en gryende interesse i stadig flere forbrugssegmenter for såvel sunde som miljørigtige produkter, og at ”revolutionen” dermed har potentiale til at starte nedefra. Her kunne afgifter være et af midlerne til at fremme udviklingen.

Det brændende spørgsmål er blot: Hvordan kommer vi gang? Hvordan kickstartes processen, og af hvem? Den klassiske udmelding er: Det skal ske globalt, ellers forvrider det konkurrenceevnen. I tilfældet med en afgift på oksekød er den danske holdning også klar, nemlig en henvisning til, at dansk landbrug har udviklet en meget energieffektiv kødproduktion og derfor udleder langt færre drivhusgasser end andre lande. Med andre ord: andre skal tage initiativet.

Således kan alle lande sikkert finde gode forklaringer på, hvorfor de i hvert fald heller ikke skal. Hvis det så sker globalt – eller på EU-initiativ – vil reaktionen sikkert være, at overnationale institutioner ikke skal blande sig i vores spise- og forbrugsvaner. Det er dels et nationalt anliggende, dels en privatsag. Og da politikerne generelt er bange for at udfordre forbrugerne, er udsigterne for en gennemførelse af COP21-aftalen tilsvarende udsigtsløse. Der er således ikke langt fra at hylde et gennembrud til at hyle det ud.

Man kunne også vælge et pragmatisk og langsigtet perspektiv: Klimaforandringerne tvinger de kommende år alle samfund til at innovere til nye løsninger, som nødvendigvis må involvere forbrugerne. Uden at vi alle ændrer adfærd, lykkes missionen ikke. Der bliver med andre ord efterspørgsel på bæredygtige klimaløsninger. De indgår også med stor vægt i de 17 verdensmål som 193 FN-lande vedtog sidste år. Hvis vi tager alle disse udfordringer alvorligt, åbner der sig de kommende år store globale markeder for ydelser, der både fremmer klodens og menneskers livskvalitet.

Den danske chance

Det er her, Danmark kommer stærkt ind i billedet – hvis vi ellers har modet og evnen til at forvandle udfordringerne til nye muligheder og markeder, i stedet for at opfordre andre til at tage føringen. Landbruget har vist vejen ved at producere mere energi- og klimavenlige bøffer end mange andre lande, og har dermed en god case at præsentere.

Verdensbankens rapport bruger også Danmark som rollemodel inden for vandforbrug. Ifølge rapporten har vi reduceret det daglige forbrug af vand fra 155 liter til 125 liter, fordi vi på grund af afgifter ikke alene betaler for det rene vand, men også for at få spildevandet renset og genbrugt. Derfor har vi et af de laveste vandforbrug pr. indbygger i den industrialiserede verden. Vi har med andre ord anvendt incitamenter, der fremmer bæredygtighed.

Selv om vi ikke selv har vandproblemet så tæt på i hverdagen som i andre dele af verden, har vi alligevel formået at udvikle bæredygtige løsninger. Det er også grunden til, at vi fortsat opfattes som en grøn førernation. Den rolle har vi bl.a. opnået, fordi vi har kombineret innovative reguleringer og bred folkelig opbakning med industrielle løsninger – ofte i offentlig-private samarbejder, de såkaldte OPS. Den position og de kompetencer bliver der voldsom efterspørgsel på de kommende år. Verdensbankens rapport er i sig selv et råb om hurtige og effektive løsninger.

I den sammenhæng er udspillet fra Etisk Råd naturligt og ligger i klar forlængelse af en udvikling, vi hidtil har haft succes med. Derfor er den negative reaktion i al sin forudsigelighed ulogisk, og samtidig dybt bekymrende. Det kræver ikke megen fornemmelse for fremtiden at forudse, at nogle af de vigtigste markedskræfter netop bliver værdidrevne, og at hurtige og accelererende krav til bæredygtighed på et tidspunkt bliver så store og så mange, at de alene vil forme en markedsrevolution. Det kunne blive et løft for en nation, der historisk har været på forkant og har udviklet de løsninger, der forudsigeligt blev stor mangel på.

Har vi vinderens mentalitet?

Derfor er det bekymrende og uforståeligt, at samme nation dukker sig og ikke forstår sine egne muligheder, men afventer at andre skal komme på samme niveau og derved eliminere oplagte konkurrencefordele. Og det er tankevækkende, at det netop er Etisk Råd, der tager bolden op og ser muligheden i, at Danmark tager førertrøjen på.

Men måske er det også naturligt. Markederne bliver i stigende grad etisk drevne, og det samme bliver forbrugerne. Derfor bliver etik et af fremtidens stærkeste konkurrenceparametre. Den nyhed er sket. Etisk Råd har opdaget den, nu venter vi kun på, at det øvrige samfund – og især politikere og erhvervsliv – også får øje på nyheden.

Den danske holdning kan sammenlignes med kaproning, hvor Danmark fører med flere bådlængder, men bruger flere kræfter end konkurrenterne på at holde føringen. Det mener, det danske mandskab er unfair, og man beslutter sig derfor for at hvile på årene, for at spare på ressourcerne, og lade konkurrenterne komme op. De har i mellemtiden fået deres både op i god fart og passerer Danmark, der til gengæld kan glæde sig over at have brugt færre kræfter, men omvendt må konstatere at de tabte løbet.

Hvis Danmark skal høste medaljer på det globale marked, skal vi have vinderens mindset og mentalitet og være indstillede på at investere de ressourcer, det kræver at holde sig i front. Derfor handler udspillet fra Det Etiske Råd dybest set ikke så meget om bøffer og afgifter, men om at forstå den globale konkurrences nye vilkår og muligheder.