EU begynder at ligne en stat – med fælles klimamål, fælles mønt og snart væsentligt bedre integrerede militære styrker i samarbejde med Nato. EU-landene er også ved at udvikle det fælles såkaldte ’strategiske kompas’, der skal sætte EU i stand til at navigere i verden.

Og med Ruslands invasion af Ukraine er det mildest talt blevet tydeligt, hvem EU-landenes fælles fjender er. Det er Rusland, og det er Kina, der i FN har nægtet at fordømme den russiske fremfærd.

De økonomiske og handelspolitiske implikationer af denne situation bliver enorme. Carlsbergs problemer med fortsat produktion i Rusland og Tysklands problemer med import af gas er kun begyndelsen på de forandringer, som de kommende års økonomiske krig med Rusland og Kina kommer til at byde på.

Erhvervslivet skal indstille sig på, at EU og de nationale regeringer vil være langt mere på vagt over for handel med fjendelandene. Fra politisk side vil man være tilbøjelig til at foretrække intra-europæisk eller intra-vestlig handel og økonomisk samkvem.

Xi Jinping er en mand med en mission, og den mission er at genforene Taiwan med moderlandet, mens han selv er ved magten

Luke Patey
Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Man skal ikke tage fejl af det meget dybe skifte, der er sket i Vesten, når det gælder opfattelsen af Kina. Landet har siden 2017 systematisk ’russificeret’ hele sit udenrigspolitiske arsenal, som det hedder i en analyse fra det franske forsvarsakademi. Hvor Kina tidligere forsøgte at være afholdt og respekteret, er målet i dag at være frygtet. Og det er langt fra tilfældigt, at Kina i FN har afvist at fordømme Ruslands optræden i Ukraine. Kina under Xi Jinpings ledelse har udviklet et tæt partnerskab med Rusland, og den kinesiske præsident deler Vladimir Putins ambition om at udvide sin nations territorium.

”Xi Jinping er en mand med en mission, og den mission er at genforene Taiwan med moderlandet, mens han selv er ved magten,” siger Luke Patey, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og forfatter til bogen ’How China Loses’, der udkom i USA i 2021.

Ifølge Patey er det oplagt, at den kinesiske ledelse er ekstremt interesseret i, hvordan Ukraine-konflikten udfolder sig, men omvendt spiller Kina efter hans opfattelse også et dobbeltspil.

På den ene side vælger man, at nogle virksomheder spiller med på Vestens sanktioner over for Rusland, mens man ifølge Patey også bruger statsejede banker til at yde lån og statskontrollerede virksomheder til at købe varer fra Rusland, som man har den helt store fælles interesse med, at man ikke ønsker, at USA skal dominere den globale orden.

Analysen om ’russificeringen’ af Kinas udenrigspolitik er på over 600 sider, og den udkom i efteråret 2021 på det franske forsvarsakademis forskningsinstitut Irsem med akademiets direktør, Jean-Baptiste Jeangène Vilmer, som den ene af to forfattere.

Vilmer har også – efter Ruslands overfald på Ukraine – skrevet en længere analyse, der på engelsk har fået titlen ’Putin loses no matter how this plays out, but we might too’. Den handler om, at Vladimir Putin allerede har tabt krigen, men at også Europa risikerer at tabe stort. Den ubehagelige tilføjelse handler om, at den helt store risiko for Europa nu er, at den russiske præsident er så presset, at man ifølge Vilmer ikke kan udelukke et udfald, hvor Putin må vælge en af disse tre desperate udveje:

• Et angreb på et Nato-land med en samtidig russisk trussel om atomkrig, hvis Nato svarer igen.
• En såkaldt ’brutalisering’ af krigen i Ukraine – eventuelt ved brug af et taktisk atomvåben i henhold til den reviderede russiske doktrin for brug af atomvåben, hvor man opererer med konceptet ’deeskalering gennem eskalering’.
• En decideret afledningsmanøvre, der kan være at starte en krig på Balkan eller at skyde internationale kommunikationssatellitter ned.

Vilmers argumenter for, at Putin allerede har tabt krigen, er, at krigens omkostninger vil være enorme for Rusland. At en besættelse af Ukraine vil være en uholdbar situation for det russiske militær og statsapparat. At krigen allerede har styrket sammenholdet i Nato monumentalt, og at der derfor ikke længere er grund til at stille spørgsmålstegn ved værdien af Nato (dette er en begmand til Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der i efteråret 2019 tillod sig at mene, at den vestlige forsvarsalliance var ’hjernedød’). Og at Rusland er isoleret internationalt, mens Putins position hjemme i Rusland er destabiliseret.

Kold krig med Rusland og Kina

Andreas Bøje Forsby, der ligeledes forsker i kinesiske forhold på DIIS, konstaterer, at Vladimir Putin har grund til at være bekymret over, hvordan Ruslands forhold til Kina udvikler sig, efter at de to lande i februar fortalte verden om deres meget tætte samarbejde på en lang række områder – ikke mindst øget kinesisk import af russisk olie og gas.

Forsby refererer til det møde, som USA's nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan 14. marts havde i Rom med Yang Jiechi, der er et højtstående medlem af Kinas Kommunistiske Parti. Mødet varede i syv timer, men der slap ifølge Forsby ikke meget ud om, hvad der blev talt om.

”Hvis jeg sad i Kreml og oplevede, at min gode ven Kina holdt et syv timer langt møde med min værste fjende, USA, så ville jeg da være noget bekymret” siger Forsby og tilføjer: "Ikke mindst fordi USAs helt primære formål med mødet har været at afskrække kineserne fra at forsøge at lette presset på russerne." 

Uanset hvordan den russiske invasion af Ukraine ender, står det klart, at Rusland og Kina vil fortsætte med at udvikle deres omfattende strategiske partnerskab, fordi begge lande har åbenlyse økonomiske og politiske fordele af det i en tid, hvor politikere i både USA og Europa for alvor har smidt fløjlshandskerne i håndteringen af de to lande.

I Europa står det klart, at regeringerne i fremtiden vil være mindre tilbøjelige til at ofre strategiske og værdipolitiske interesser på eksportens alter, sådan som det har været tilfældet i de seneste tre årtier.

I fremtiden skal EU’s økonomiske relationer til Kina, Rusland og for den sags skyld USA varetages sådan, at de tjener europæernes kollektive sikkerhedsinteresser – og dét selvom det kommer til at gå ud over aktionærinteresser hos tyske bilfabrikanter, franske våbenfabrikker og danske virksomheder med globale forretninger som Mærsk, Danfoss og Grundfos.

Det forudser Jonathan Hackenbroich, der er såkaldt policy fellow ved tænketanken European Council on Foreign Relations, ECFR, i Berlin.

Han konstaterer, at de aktuelle geoøkonomiske konsekvenser af Ruslands angreb på Ukraine bliver alvorlige – ikke mindst når det gælder den markante nedskalering af energiimporten fra Rusland – og at denne proces vil have et stort konfliktpotentiale EU-landene imellem.

”Særligt lande som Tyskland og Italien har tilladt deres afhængighed af russisk energi at nå et helt uholdbart niveau. Tag bare det faktum, at store gaslagre i Tyskland, som er infrastruktur af helt afgørende betydning, er ejet af Gazprom. Det er helt uholdbart,” siger Hackenbroich.

Han mener derfor, at EU-landene bør skabe et system af fonde, der kan medvirke til at afbøde de risici for sammenhængskraften i EU, som følger med, når EU skal til at føre ’en langsigtet økonomisk krig med Rusland om Ukraine og om den fremtidige europæiske sikkerhedsarkitektur’.

”Omkostningerne bliver asymmetriske, og de kommer til at virke splittende på landene. Derfor er det vigtigt for sammenholdet, at man kan hjælpe de virksomheder, regioner og stater, der kommer i klemme i de økonomiske krige med Rusland og Kina,” siger Hackenbroich.

Han mener, at EU-landene efter nogle få dages tøven reelt har gennemført en ’geoøkonomisk revolution’ ved at enes om de hårde sanktioner mod Rusland, der synes at virke meget hurtigt.

Hackenbroich konstaterer, at EU-landene fortsat har et godt stykke vej at gå, før man har både de fælles udenrigspolitiske mål og de politiske værktøjer, der skal til for at kunne håndtere de fælles økonomiske interesser på samme måde som eksempelvis USA, Kina og Rusland kan.

”Men de økonomiske relationer til Rusland og Kina bliver aldrig de samme, som de har været i de seneste par årtier,” siger den tyske ekspert, der forudser, at EU-Kommissionen vil få en højt placeret politisk enhed, der løbende kan overvåge samspillet mellem EU’s økonomiske, handelspolitiske og sikkerhedsmæssige interesser.

”Den økonomiske krig er kommet for at blive. Og den kan hele tiden blusse op på forskellige områder,” siger Hackenbroich.