Europas nationale demokratier er ikke længere et anliggende alene for politologer, diplomater og udenrigsministre.

Ved udgangen af 2018 er også nationale efterretningstjenester og skarpt talende forsvarsministre begyndt at interessere sig for den demokratiske disruption, der over de seneste fem år er løbet som en skovbrand gennem de europæiske nationalstater.

Regeringer i Danmark, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og andre EU-lande er bekymrede over udviklingen i lande som Ungarn og Polen, der i dag er så udemokratiske, at de ifølge eksperter ikke ville kunne blive medlem af EU.

Samtidig frygter etablerede politikere i de europæiske hovedstæder, at deres egne demokratiske systemer er på vej mod nye tilstande, hvor stadigt større parlamentarisk indflydelse til yderligtgående fløjpartier vil gøre det sværere at danne regeringer, som kan føre de nødvendige politikker om økonomi og sikkerhed.

Den russiske disruption

I yderste konsekvens frygter man i en række EU-hovedstæder og i de centrale EU-institutioner et sammenbrud i de demokratiske systemer og på længere sigt også i Europas sikkerhedsarkitektur.

Både i Danmark og i andre europæiske lande udpeger regeringen direkte Rusland som en central og proaktiv aktør i den udvikling.

”Vi har efterhånden set en række eksempler på, at Kreml forsøger at påvirke demokratiske valg i Vesten med kampagner, der fokuserer på at skabe splid og uenighed i befolkningen,” sagde forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, da han i september sammen med udenrigsminister Anders Samuelsen og justitsminister Søren Pape Poulsen fremlagde regeringens plan for, hvordan man vil beskytte det kommende danske folketingsvalg mod russisk indflydelse.

Den danske handlingsplan, der i sig selv er historisk, er inspireret af de forholdsregler, man har truffet i blandt andet Sverige og Tyskland, efter at det i 2016 og 2017 stod klart, hvor aktiv en rolle Putin-regimet i Rusland har spillet ved en række valghandlinger i forskellige EU-lande.

Danske og andre myndigheder har efterhånden dannet sig et klart billede af, hvordan Rusland fører en såkaldt ’hybrid informationskrig’ i stort set alle EU-lande. Gennem russisk finansierede internationale medier og ofte fordækt økonomisk støtte til et utal af oppositionsgrupper arbejder Rusland målrettet på at påvirke nationale demokratiske processer, sådan at udviklingen splitter befolkningerne og svækker overnationalt europæisk samarbejde i EU og NATO.

Mens de europæiske lande først langsomt har indset omfanget af den russiske destabiliseringskampagne i Vesten, står det klart, at den demokratiske disruption i Europa er langt fremskreden, og at den langt fra udelukkende kan tilskrives russisk påvirkning.

Hver fjerde stemme går nu til populister

Alene i de tre år fra 2015 til 2017 opstod der ifølge en opgørelse fra European Consortium for Political Research, ECPR, 31 nye partier i 23 lande i EU. Når man ser på de populistiske partiers tilslutning, sådan som den britiske avis The Guardian har gjort, står det klart, at det samarbejdende folkestyre er under voldsomt pres i snart sagt alle EU-lande.

Yderligtgående højre- og venstrepartier er i perioden 1998 til 2018 gået fra godt 7 pct. af stemmerne til i dag omkring 26 pct., hvoraf nationalpopulister på den yderste højrefløj står for langt størstedelen af stemmerne.

Denne udvikling er farlig, konstaterer politologen Yascha Mounk, der er forfatter til bogen ’The People vs. Democracy – Why Our Freedom Is in Danger and How to Save It’, som er udkommet på Harvard University Press.

”Det er fint, at der opstår nye partier i de europæiske demokratier. Men populisterne er fjendtlige over for elementer af vores politiske system. De afviser retsstaten og retten til politisk opposition. De angriber minoritetsrettigheder,” siger Mounk til Mandag Morgen og fortsætter:

”Man kan være imod indvandring eller være vred over ulighed og klage over det aktuelle system uden at være populist. Problemet med populisterne er, at de siger, at de alene repræsenterer folket, og at folk, der ikke deler denne opfattelse, i deres øjne er illegitime. Det er der, faren er. Det er ikke den politiske uenighed. Det er det, at man udpeger sine politiske modstandere som forrædere.”

Mounk udpeger tre faktorer, der er afgørende for, at de populistiske politikere og partier vinder frem over hele verden: stagnerende levestandarder, frygt for multietnisk demokrati og fremvæksten af potente sociale medier.

Lokale nationalister mod globale kosmopolitter

Wolfgang Merkel, der er professor i statskundskab ved Humboldt-Universität i Berlin, er mere forbeholden over for at kalde de politiske udfordringer og forandringer i Europa for en demokratisk krise. For politiske partiers tilslutning og befolkningernes valgdeltagelse har altid svinget kraftigt, konstaterer han.

Han er dog enig i, at de politiske yderfløje er blevet væsentligt stærkere i de senere år, alt imens de gamle folkepartier skrumper hastigt, og hans bud er, at de aldrig igen vil opnå samme styrke som i sidste halvdel af det 20. århundrede.

”Samfundene bliver mere fragmenterede, polariserede eller disruptede, om du vil. Det politiske system fungerer ikke længere som en politisk integrationsmaskine,” siger Merkel, der påpeger, at både Tysklands og Sveriges demokratiske systemer i øjeblikket kæmper med følgerne af populistiske højrepartiers nyvundne parlamentariske styrke.

”Vi har i dag ikke kun et højre-venstre skel inden for demokratiet. Vi har også et kulturelt skel mellem de kosmopolitiske og de mere nationalt og lokalt orienterede,” siger Wolfgang Merkel.

Han påpeger, at fremgangen for de nationalt orienterede globaliseringskritiske populister udgør en stor udfordring for EU og for de kosmopolitiske grønne og liberale partier på den politiske midte.

”De nationale demokratiske regimer er under voldsomt pres fra globalisering, digitalisering og europæisering. Nogle partier siger: ’Luk grænserne. Kun på den måde kan demokratiet fungere’. De Grønne og andre globalister siger, at man må lægge suveræniteten sammen,” siger Merkel og fortsætter:

”EU skal i dag bevise mere end nogensinde tidligere. Vi ved alle, at EU er mindre demokratisk end nationalstaterne i forhold til deltagelse. Så vi mister noget demokrati ved at samarbejde, derfor skal EU på output-siden vise, at EU-landene er mere effektive, når de arbejder sammen om de store problemer.”

Populisterne peger på reelle problemer

Martin Lidegaard, tidligere radikal udenrigsminister, er på den ene siden bekymret over den store fremgang hos højrepopulistiske partier i lande som Danmark og Tyskland. Men omvendt advarer han mod ’at begynde at råbe efter populisterne’.

”Det er muligt, at Macron (Frankrigs præsident, red.) kan høste nogle stemmer på det i Frankrig, men han får ikke overbevist den ungarske befolkning. Min helt overordnede analyse er, at hvis vi skal det til livs, så skal vi gøre noget ved de problemer, som populisterne har peget på, men som de ikke kan løse. Det er klima, migration og en kapitalistisk grådighed, som har taget overhånd. Folk føler sig snydt og bedraget,” siger Martin Lidegaard.

”Det er fint med nye partier. Det viser, at demokratiet virker. Det er jo meningen med demokratiet, at folk stemmer på nogle andre, hvis de mener, at deres gamle parti ikke leverer løsningerne. Men det er et problem, hvis de nye partier ikke vil bidrage til at lave løsninger.”

Lidegaard erkender, at han personligt ”har undervurderet, hvor stærkt den demokratiske samtale er forankret i det nationale i Europa”. Derfor vil han tilbageerobre stoltheden over at være dansk på samme måde, som Frankrigs præsident Macron ifølge Lidegaards opfattelse tog den franske tricolore tilbage fra den højrenationale Marine Le Pen, der fik godt 10 millioner af i alt 30 millioner stemmer ved præsidentvalget i 2017.

”Vi skal kaste det danske ind i EU – ikke for EU-institutionernes skyld, men fordi der er udfordringer, som vi kun kan løse på europæisk niveau,” siger Lidegaard.

Politikere blacklister frie medier

Pavol Baboš, politolog ved Comenius Universitetet i Bratislava, konstaterer, at de nationale demokratier i store dele af Øst- og Centraleuropa er under stress.

”De partier, der går til valg på, at alle de gamle partier er korrupte, er farlige. De leverer ikke politiske løsninger. Det handler om destruktion af selve systemet. Man kan ikke sige, at den slags nye partier er en positiv demokratisk udvikling,” siger Pavol Baboš til Mandag Morgen under et besøg i København.

Baboš konstaterer, at den demokratiske forfatning i hans hjemland Slovakiet ikke er direkte truet i øjeblikket. Men både i forhold til medierne og retsvæsenet ser han risikable udviklinger.

”Der er en tendens til, at politikere og embedsmænd ikke vil kommunikere med uafhængige medier – hverken statsfinansierede eller private – men kun med loyale medier. Det forhindrer medierne i at kontrollere politikerne. En anden fare er, at det juridiske system er meget lukket. Der en slags skjult kamp internt i retssystemet mellem autoritære og moderne dommere. Derfor kommer der meget uforudsigelige kendelser ud af vores domstole.

Det svækker folks tillid til retssystemet,” siger Babos, som dog også tilføjer, at man i resten af EU skal holde sig for øje, at store dele af befolkningerne i Rumænien, Polen, Ungarn og Slovakiet er engageret i kampen for demokratiet og villige til at gå på gaden for at vise det.

Skaderne kan blive langvarige

Benjamin Stanley er ansat ved Universitetet i Warszawa, hvor han i mere end 10 år har forsket i politiske partier. Han er stærkt bekymret over udviklingen i Ungarn og Polen.

”Begge lande har bevæget sig meget langt væk fra demokratiet. Og særligt i Ungarn bliver det meget svært at rulle udviklingen i retning af et illiberalt demokrati tilbage, fordi Viktor Orbán har haft tilstrækkeligt stort flertal til at ændre forfatningen,” siger Stanley.

Han påpeger, at det paneuropæiske konservative parti European People’s Party, EPP, der har Merkels tyske CDU og Danmarks Konservative Folkeparti som medlemmer, bærer en stor del af ansvaret for, at Viktor Orbán har kunnet gå så langt i afmonteringen af demokratiet i Ungarn.

”EPP har været meget uvillig til at sætte Orbán på plads. Man har været alt for sent ude, og jeg mener, at der er god grund til at være bekymret på vegne af demokratiets tilstand i EU-landene,” siger Stanley.

Den britiske politolog understreger videre, at EU som fællesskab er dårligt klædt på til at tage et opgør med de lande, der ikke lever op til EU’s såkaldte Københavnskriterier om demokrati, retsstat og menneskerettigheder.

”Artikel 7 i EU-traktaten er et dårligt juridisk redskab, der nærmest ser ud, som om man aldrig har troet, at den skulle bruges. Man burde have spurgt sig selv, om det virkelig var smart, at man skulle sikre sig enstemmighed for at straffe de lande, der svækker demokratiet og borgernes rettigheder,” siger Stanley.

National suverænitet med Putin i helterollen

Mens EU-landenes regeringer og lederne i EU’s centrale institutioner er stærkt bekymrede over svækkelsen af de nationale demokratier, fortsætter Ruslands præsident Vladimir Putin sine militære magtdemonstrationer over for nabolandet Ukraine, som Rusland har besat store dele af.

Denne fremfærd synes imidlertid ikke at svække præsidenten, der holder det russiske samfund i et udemokratisk jerngreb. Ikke desto mindre er Putin populær i brede kredse i EU-landene og i USA, hvilket Christopher Caldwell, redaktør på det amerikanske tidsskrift Weekly Standard, forklarede således i en tale i foråret 2017:

”Putin er blevet symbolet på national suverænitet i kampen mod globaliseringen. Dette viser sig at være det store opgør i vor tid,” sagde Caldwell.