Europas populære unioner

I takt med at nye EU-unioner ser dagens lys, vokser danskernes skepsis og regeringens politiske hovedpine. Men faktisk har Europa allerede flere vældigt folkekære unioner, som skaber nye muligheder og større værdi for de medlemmer, som deltager.

Claus Kragh

I Herlev og Farum kender man værdien af at spille med i det store Europa. Værre står det til på Christiansborg.

Det var kiosken på Herlev Sygehus, der solgte den lottokupon fra det europæiske lotteri Eurojackpot, som i forrige uge gav en københavnsk familiefar danmarkshistoriens største spillegevinst på ikke mindre end 135 millioner kr. Den store gevinst blev omtalt i hele Europa. Tyske medier omtalte den danske vinder som en ”glückspilz”, hvilket vel bedst oversættes med udtrykket ”en heldig kartoffel”.

Og i Farum, nogle kilometer længere nord for København, står fodboldklubben FC Nordsjælland i indeværende sæson til at hente en nogenlunde tilsvarende gevinst. Nordsjællænderne har spillet sig til deltagelse i den europæiske Champions League, som hver sæson samler over 100 millioner tv-seere foran skærmene i Liverpool, München, Torino, Skt. Petersborg og andre europæiske byer.

Og da FC Nordsjælland i forrige uge klarede 1-1 mod den italienske storklub Juventus, var det noget, der gav genlyd i hele fodbold-Europa. Nu vil eksperter og kommentatorer fremover have et godt øje til, hvad der sker på Farum Park.

Eurojackpot og Champions League er blot to blandt mange eksempler på, at europæisk samarbejde hver dag genererer stordriftsfordele i en række brancher og i sidste ende større gevinster. Og det sker helt uden, at lottospillere og fodboldfans føler trang til at lufte ”euroskepsis” og angst for ”tab af suverænitet”.

Det europæiske lottospil blev lanceret i marts i år og har otte deltagende lande med langt over 200 millioner indbyggere. Flere lande kommer med allerede næste år.

Champions League er siden 1990’erne vokset til en forretning, der hvert år omsætter for omkring 8,5 milliarder kr. Turneringen følges med levende interesse i Sydamerika, Asien og andre verdensdele, og indtægterne fra turneringen gør det muligt for Europas fodboldklubber at tiltrække de dygtigste fodboldspillere i verden.

Følg Claus Kragh

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Claus Kragh skriver nye indlæg på MM Blog.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på Rediger profil for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.

Har du ikke allerede en profil til mm.dk, kan du oprette den gratis.

Samtidig har den europæiske union af nationale fodboldforbund, UEFA, indført en række regler, der betyder, at store dele af indtægterne går til såkaldte ”solidaritetsudbetalinger”. Derved overføres kapital til mindre fodboldklubber, der tager opgaver som talentudvikling og innovation alvorligt.

Jackpot i Europa

Man kan med andre ord kalde Champions League for Den Europæiske Fodboldunion. Her udnytter klubberne det enorme potentiale, der inden for fodboldens verden ligger i det europæiske niveau. Enhver ambitiøs fodboldklub i Europa betragter turneringen som det ypperste, den kan nå.

De nationale fodboldforbund har delt – eller afgivet – suverænitet til en europæisk myndighed, som til alles bedste træffer beslutninger om sæsonkalenderen, kontraktregler for spillere og sågar snart om såkaldt ”finansiel fairplay”. Det drejer sig om, at opstille regler for, hvilket kapitalgrundlag en fodboldklub bør have for at være sund og bæredygtig.

Skeptikere vil måske påpege, at både lottospillere i Herlev og fodboldklubber i Danmark kun meget sjældent vil vinde den store europæiske jackpot. Det spil, de deltager i, har i sagens natur væsentligt flere deltagere, end der er i en ren dansk gang lørdagslotto eller i Superligaen. Konkurrencen er større.

Omvendt står det klart, at Champions League og den lidt mindre prestigiøse Europa League år efter år ansporer danske foldboldklubber og -spillere til at blive endnu bedre. Alle involverede er godt klar over, at det er på det europæiske niveau, den store gevinst venter.

Skaber europæisk offentlighed

I ’Den Europæiske Lottounion’ – uanset om det er Eurojackpot eller det konkurrerende Euromillions – begrænser merværdien sig formentlig til størrelsen på den potentielle gevinst. Til gengæld er der næppe tvivl om, at også disse europæiske spil ganske langsomt medvirker til at skabe en europæisk offentlighed. De heftigt kommunikerende spiludbydere har nemlig stor interesse i at fortælle historierne om de store gevinster. Det er det bedste marketingsredskab til at få andre danskere, tyskere, finner, italienere, spaniere, hollændere, slovenere eller estere til at købe et lod i næste uges Eurojackpot.

[quote align="right" author=""]Mens alle fodboldinteresserede danskere er stolte, når danske spillere og trænere formår at sætte sig igennem på europæiske tophold som Liverpool eller Ajax, sætter en helt anden mekanisme ind, når politikere rejser ud i Europa[/quote]

Mens fodboldklubber, lottokunder, spiludbydere og masser af andre virksomheder ikke har noget problem med at acceptere, at det europæiske niveau udgør et naturligt vækstpotentiale, står det anderledes til blandt politikere og medier.

De politiske og administrative stordriftsfordele, der måtte ligge på europæisk niveau, tales ofte ned af nationale politikere og medier. Det vil alt andet lige fjerne noget af prestigen fra Christiansborg, hvis de nationale kompetencer overflyttes til Europa-Parlamentet, eller hvis den politiske initiativ-ret rykker fra Christiansborg til EU-Kommissionen eller EU’s Ministerråd.

Regler for ny europæisk union tager form

Mens alle fodboldinteresserede danskere er stolte, når danske spillere og trænere formår at sætte sig igennem på europæiske tophold som Liverpool eller Ajax, sætter en helt anden mekanisme ind, når politikere rejser ud i Europa for at varetage Danmarks interesser i den politiske verdens svar på Champions League.

I bedste fald er det blot glemslen, der rammer EU-kommissærer, NATO-generalsekretæren eller medlemmer af Europa-Parlamentet. Men ofte reagerer tidligere kolleger på Christiansborg og i den danske medieverden med en blanding af mistro og misundelse, når karrieren på Christiansborg skiftes ud med udfordringer på europæisk niveau.

I øjeblikket ser det ud, som om regeringen med statsministeren i spidsen vil foretrække, at Danmarks deltagelse i Europa begrænses til Eurojackpot og Champions League. Og at man bare glemmer alt om den bankunion, den finanspolitiske union og den politiske union, der er under etablering med eurozonen som centrum.

Men realiteterne ser anderledes ud. De kommende unionstiltag kommer til at forandre rammebetingelserne for alle europæiske virksomheder, uanset om de befinder sig i eller uden for eurozonen. Reglerne for en europapolitisk Champions League er ved at tage form, og muligheden for at påvirke dem og gevinsterne ved at spille med betyder, at Danmark ikke kan stå udenfor.

Begejstringen ved Champions League viser, at europæiske unioner kan samle folkelig opbakning. Men det er afgørende, at politikerne går foran og fastholder, at det indebærer nye muligheder og potentielt større merværdi at spille med i Europa.

Dybest set er det ikke avanceret raketvidenskab. Spørg bare lotto-vinderen fra Herlev og fodboldspillerne i Farum.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu