Fødevarer er en kritisk nødvendighed for den menneskelige eksistens. De har afgørende betydning for økonomi, fattigdom, velvære, sundhed og sikkerhed. Der er stadig 870 millioner mennesker, der er kronisk underernærede, og sultkatastrofer som på Afrikas Horn i 2011 er stadig en del af virkeligheden. Samtidig er der udsigt til, at verdens befolkning øges med op imod en milliard mennesker frem mod 2025, og det vil skabe en forstærket kamp om maden.

Fødevarekrisen er én af syv forbundne megakriser, som kommer til at præge 2013. Læs analyser af de øvrige kriser her.

Fødevareproduktionen kan trods investeringer i nye teknologier og stadig mere intensiv drift ikke følge med efterspørgslen. I syv af de sidste otte år har verden spist mere mad, end der er blevet produceret, fremgår det af en stor analyse af de globale trends, som USA’s National Security Council offentliggjorde i december. Når udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen, rammer det også priserne. Fødevarepriserne har stabiliseret sig på et varigt højt niveau, og de er næsten på niveau med 2008. Se figur 1.

[graph title="De eksplosive fødevarepriser" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/ad4b2-bjm_fig9_de_eksplosive_foedevarepriser_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/1e042-bjm_fig9_de_eksplosive_foedevarepriser_0.png" text="Efter en turbulent udvikling under finanskrisen er fødevarepriserne atter vendt tilbage til et historisk højt niveau. Stigende efterspørgsel og ringe høstresultater i flere store fødevareproducerende nationer er slået igennem på priserne."]Kilde: FAO, 2012. [/graph]

Der er en stærk sammenhæng mellem klimakrisen og fødevarekrisen. De klimarelaterede vejrforandringer har allerede økonomiske konsekvenser for landbruget og fødevareproduktionen. Tørke og manglende regn fra Rusland og Ukraine til Australien og EU har f.eks. ført til et fald i hvedeproduktionen på 5 pct. fra 2011 til 2012, skønner FN’s fødevareorganisation, FAO. Kornlagrene er nu så faretruende små på grund af dårligt vejrlig i USA og andre fødevareproducerende lande, at FN i oktober advarede om, at vi i 2013 vil opleve en alvorlig hungerkrise. Flere lande er i praksis ved at bryde med globaliseringen ved at lægge hindringer i vejen for fødevareeksport.

Ifølge lederen af Earth Policy Institute, Lester Brown, er vi på vej ind i “en ny æra med stigende fødevarepriser og omsiggribende sult. Fødevareforsyningerne strammes overalt, og landbrugsjord er ved at blive den mest eftertragtede råvare i verden, i takt med at vi går fra fødevareoverflodens tidsalder til en æra præget af mangel. Fødevarernes geopolitik vil snart overskygge oliens geopolitik”.

At stigende fødevarepriser og fødevaremangel kan få en spill over-effekt på andre globale megakriser som fattigdom og sikkerhed, står allerede klart. Det var f.eks. protester over stigende fødevarepriser, der var tændsatsen for det arabiske forår og revolutionen i Tunesien.

Manglen på fødevarer kan blive mere udtalt i de kommende år. Ifølge National Security Council i USA vil efterspørgslen efter fødevarer stige med mere end 35 pct. frem til 2030, fordi verdens befolkning øges til 8,3 milliarder mennesker, og velstanden stiger i en række udviklingslande, mens produktiviteten kun øges med 1 pct. om året. Det er alt for lidt til at klare den stigende efterspørgsel.

Landbruget støder imod naturens grænser. Ifølge International Soil Reference and Information Centre er op mod en fjerdedel af verdens opdyrkede marker ramt af erosion og alvorlig udpining af jorden. Også vandmangel er et stigende problem. I dag forbruger landbruget op mod 70 pct., af alt det vand, der hentes op fra vandreservoirer og floder, men frem til 2030 ventes landbrugets vandforbrug at stige med over 30 pct.

Det kan forstærke landbrugets kamp med byerne og industrien om at få adgang til de dyrebare vandressourcer. På den måde er fødevarekrisen tæt sammenvævet med ressourcekrisen, hvor både manglen på vand og udsigten til stigende oliepriser er kritiske faktorer, der kan påvirke eksistensgrundlaget for mange af verdens landmænd.

Imens skaber klimaforandringerne usikkerhed for den årlige høst. Det internationale konsulenthus KPMG forudser stigende turbulens på fødevaremarkedet. Klimaforandringer, vandmangel, befolkningsvækst mv. forudses at øge fødevarepriserne med 70-90 pct. inden 2030.

Landbrugets barske omstillingspres

Det er et kapløb med både demografien og klimaet. Op imod 2 milliarder mennesker vil rykke op i den globale middelklasse i de næste to årtier, og de vil spise langt mere kød og forvente et mere differentieret udbud af fødevarer uanset årstiderne. Det demografiske pres vil forstærke fødevarekrisen.

Samtidig er der opstået en ny konkurrence med energisektoren, som efterspørger mere og mere biomasse. Bioethanol, der af nogle ses som en del af svaret på energikrisen, kan samtidig forstærke fødevarekrisen. I USA går 30-40 pct. af årets høstudbytte af korn til bioethanol. I længden er det ikke holdbart. Hvis bioethanol skal have en fremtid, er det nødvendigt at udvikle nye effektive generationer af teknologien, som gør det muligt at omdanne affaldsprodukter og biomasseprodukter, der ikke er fødevarer, til ny energi.

Mere intensiv drift af landbrugsjorden er næppe et bæredygtigt svar på fødevarekrisen, for det kan over tid føre til et lavere udbytte. Siden Anden Verdenskrig har verdens landmænd allerede udpint frugtbar jord på et areal, der er lige så stort som hele Indien.

En mere perspektivrig løsning kan være at udvikle flere højtydende sorter og åbne for nye genmodificerede afgrøder, der kan levere et større udbytte for færre ressourcer. Men i de europæiske befolkninger er der endnu frygt for sådanne løsninger.

Højere ressourcebevidsthed kan klare noget af udfordringen. FAO har skønnet, at op imod 30 pct. af de fødevarer, der dyrkes på globalt plan, går tabt – før eller efter de når frem til forbrugerne. En målbevidst indsats for at reducere spildet i hele forsyningskæden vil bidrage til at afbøde de værste konsekvenser af den fremvoksende fødevaremangel. Et opgør med køb-og-smid-væk-kulturen forudsætter udvikling af nye partnerskaber mellem fødevareerhvervet, forbrugerorganisationerne og de offentlige myndigheder, som også kan engagere borgerne til at ændre adfærd og spisevaner.

Der kan spores en stigende politisk bevidsthed om, at det haster med at finde nye løsninger. I juni 2012 mødtes G20’s landbrugsministre i Paris for at tackle de store udsving i fødevarepriserne og forstærke den globale fødevaresikkerhed. Inden for G20 er de såkaldte BRIIK-lande (BRIK-landene plus Indonesien) også begyndt at samarbejde. De vil i stigende grad spille en rolle i den del af ”global governance”, der har med fødevaresikkerhed at gøre.

Det indiske parlament vedtog i 2011 en lov for national fødevaresikkerhed, der skal sikre forsyninger af ris, hvede og fuldkorn til mere end halvdelen af landets 1,2 milliarder indbyggere. Landet har i dag verdens største anti-sult-program. Kina har meddelt, at man vil øge landbrugsproduktionen gennem øgede offentlige investeringer i vandbesparelse og kunstvanding. Og 20 afrikanske lande har aftalt at afsætte 10 pct. af deres bruttonationalprodukt til landbrug og fødevareproduktion med det sigte at skabe 6 pct. vækst årligt inden for landbrugssektoren. Men det er også et kapløb med klimaet. Den sidste IPCC-rapport fra 2007 var relativt optimistisk på vegne af den globale fødevareproduktion og vurderede, at den endda kunne stige takket være temperaturstigninger på 1-3 grader celsius. Men forskningsresultater, der er publiceret siden da, tegner et langt mere pessimistisk billede.

”Der er hastigt stigende risiko for et dårligere høstudbytte, i takt med at verden bliver varmere. Der er observeret meget negative effekter af de høje og ekstreme temperaturer, som flere regioner, inklusive Indien, Afrika, USA og Australien, har oplevet,” påpeger Verdensbankens rapport. ”Nylige analyser indikerer, at med øget global opvarmning kan ekstreme begivenheder forekomme langt oftere på en globalt synkroniseret måde.“

Hvis for eksempel tre store områder i verden rammes af tørke samtidig, er der en stigende risiko for, at den globale landbrugsproduktion ikke kan kompensere for det, sådan som man tidligere har set det ved regionale tørkeperioder. "Firegraderssamfundet" kan med andre ord få dramatiske konsekvenser for verdens fødevareproduktion og sikkerhed.

”De mulige konsekvenser for økosystemerne, landbruget og vandforsyningen i det 21. århundrede kan føre til folkevandringer i stor skala, med mangfoldige konsekvenser for den menneskelige sikkerhed, økonomierne og handelssystemerne,” hedder det i rapporten.

Landbruget er både en del af problemet og en del af løsningen. Ifølge det internationale klimapanel står landbruget bag 10-12 pct. af de samlede CO2-emissioner i verden, men miljøorganisationen Greenpeace mener, at tallet snarere ligger et sted mellem 17 og 35 pct. Uanset hvor stort tallet er, undgår landbruget og fødevareindustrien ikke at lægge strategier for, hvordan de skal nedbringe de høje CO-emissioner.

En række af verdens førende supermarkedskæder som bl.a. Wal-Mart og Tesco er begyndt at kræve sikker dokumentation for det økologiske fodaftryk af de varer, som de sælger i butikkerne. Det stiller nye krav til f.eks. Arla og danske landmænd om at blive langt mere miljøvenlige i produktionen – og at kunne dokumentere deres bidrag til reduktionen af CO2-udledning og anden forurening.