Så er klimaforhandlerne igen på farten. I sidste uge mødtes de for første gang i år i Geneve i Schweiz for at drøfte de store linjer i hovedelementerne af en ny klimaaftale. Efter mødet kommer en ny forhandlingstekst, som skal danne grundlaget for forhandlingerne frem mod en ny global klimaaftale på COP21 i Paris i december.

Målet er at udvikle et nyt juridisk instrument eller en bindende aftale med juridisk gyldighed under klimakonventionen, som kan udgøre den nye ramme for globalt klimasamarbejde fra 2020. Der er dermed lagt op til en forhandling i et spor, der skal omfatte alle verdens lande i en effektiv ramme, der kan mindske stigning i den globale gennemsnitstemperatur til maks. 2 eller 1,5 grader celsius over præindustrielle niveauer. Forhandlingen skal samtidig arrangere og udvikle effektive mekanismer, der kan bistå verdens lande med at gennemføre de fornødne reduktioner i drivhusgasser og med at forholde sig til de klimaændringer, som de næste årtier vil resultere i betydelige udfordringer for verdens borgere, lande og regioner. 

Allerede i begyndelse af 1990’erne var der global konsensus om behovet for at bygge en global ramme for at håndtere klimaudfordringen. Verdens ledere blev således i 1992 enige om en rammeaftale, og allerede dengang ønskede en række lande en mere ambitiøs global ramme inspireret af Montrealprotokollen, der nogle år tidligere introducerede en effektiv og fokuseret ramme for beskyttelse af ozonlaget. Det førte til indgåelse af Kyotoprotokollen i 1997.  Den mere ambitiøse aftale var imidlertid vanskelig at sluge for flere centrale lande, og da protokollen trådte i kraft i 2005, var USA, Kina, Indien og Australien ikke en del af den.

Det var på den baggrund, at der blev lanceret forhandlinger om en ny aftale ved et klimatopmøde på Bali i 2007, som skulle resultere i en ny aftale ved et klimatopmøde i december i København i 2009. Forhandlingen blev lanceret i to spor – konventionssporet og det mere ambitiøse protokolspor. Udviklingslandene ønskede fortrinsvis at forhandle i Kyoto-sporet, alt imens flere og flere industrialiserede lande foretrak det mindre ambitiøse konventionsspor, hvor USA også var med.

Klimatopmødet i København tiltrak alle verdens stats- og regeringsledere. Men på trods af store anstrengelser og maraton-forhandlinger faldt det danske værtskab og forhandlingen om en fremtidig ramme fra hinanden. Særlig udviklingslandene var af flere grunde skeptiske over for den danske vært. Topmødelogoet afspejlede kun det mindre ambitiøse forhandlingsspor. Udmelding om fokus på at opnå en politisk bindende aftale signalerede ikke blot et ønske om at sænke ambitionsniveauet, men også at værtskabet ikke havde problemer med at tilsidesætte det mandat, som alle verdens lande var blevet enige om på Bali i 2007. Hertil kom introduktionen af en egen forhandlingslignende proces med nogle få udvalgte lande på baggrund af en egen forhandlingstekst.

Årelang forhandling

Det lykkedes et år senere, i 2010, mexicanerne at samle stumperne af det kuldsejlede klimatopmøde i København. Og da klimatopmødestafetten blev videregivet til Sydafrika i 2011, kom der igen fart i forhandlingerne. Verdens lande blev i Durban, Sydafrika, enige om at få afsluttet de eksisterende forhandlinger og om at lancere en ny forhandlingsproces, der skulle lede til en aftale i 2015.

De forhandlinger er nu på vej ind i slutfasen. Der vil gennem året være en del lejligheder, hvor verdens regeringer kan drøfte udformningen af fremtidens klimaregime. Der er indtil videre lagt op til, at selve klimaforhandlingen udfoldes i juni samt ved to ekstraordinære forhandlinger i efteråret. Forud for selve klimatopmødet inviterer de franske værter til et møde med toneangivende lande for at forberede topmødet.

De globale klimaudfordringer var også en del af samtaleemnerne ved eliternes topmøde i forbindelse med World Economic Forums møde i Davos i Schweiz i januar. De vil også være en del af drøftelserne i forbindelse med forårsmøderne i Verdensbanken og Valutafonden. Endelig har der også været tradition for at have klimaudfordringerne på dagsordenen, når G20-landene mødes. Disse møder har dog sjældent haft stor betydning for klimaforhandlingerne, ej heller G20, der ellers samler ca. 88 pct. af verdens drivhusgasudledninger.

Sideløbende med klimaforhandlingen bliver der i FN forhandlet om nye bæredygtighedsmål, der skal erstatte de eksisterende Millennium-mål, som udløber i 2015. FN’s generalsekretærs årlige højniveaumøde i september vil fokusere på at nå til enighed om nye mål. Forhandlingerne vil blive understøttet af enighed medio juli i Etiopien om en ramme, der kan bistå udviklingslandene med implementering af nye mål. Det vil dog næppe få nogen større konsekvens for klimaforhandlingerne, der traditionelt har været mere eller mindre adskilt fra globale forhandlinger om udviklingsspørgsmål.

Endelig har en håndfuld lande i Verdenshandelsorganisationen indledt forhandlinger om reduceret told for klimavenlige varer. En sådan aftale vil uden tvivl kunne bidrage til at fremme spredningen af klimavenlige teknologier. Men den vil have begrænset effekt uden de store udviklingslande, og da varerne identificeres kommercielt med USA og EU som fortrop, så kan det være vanskeligt at få dem med.    

Verdens stats- og regeringsledere har igen valgt at kaste sig ind i kampen om klimaet. Det centrale spørgsmål er, hvordan de kommer ud fra forhandlingerne denne gang. Sidste gang var det med halen mellem benene og ud gennem bagdøren, før mødet var afsluttet. Det franske værtskab arbejder for at lande en global aftale, som er et reelt modsvar på de klimaudfordringer, som verden står over for, og som verdens ledere kan præsentere med stolthed.

Det forhold, at verdens regeringer igen forhandler et tillæg til konventionen fra 1992, betyder ikke, at man er slået tilbage til 1992. Enigheden om Kyoto-protokollen og de efterfølgende forhandlinger lanceret på Bali i 2007 har været med til at udvikle byggesten, der kan kombineres i en ny og effektiv global klimaaftale, der omfatter alle lande. Det er de byggesten, de allerede nu mødtes for at arbejde med i Geneve.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.