En epoke er slut i dansk politik. Venstre kan ikke længere betragte sig selv som det store folkeparti.

Dermed ligger den vision i ruiner, som Venstres stærke makkerpar gennem mere end 20 år, Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, ellers lancerede med stor succes, og som var fundamentet for VK-regeringens mange år på magtens top.

De to ville gøre Venstre til dette århundredes store folkeparti på samme måde, som Socialdemokraterne var førende igennem det 20. århundrede. Venstre skulle være det parti, som den brede befolkning foretrak og havde mest tillid til – fra manden på gulvet til samfundets elite.

Men den rolle har statsminister Lars Løkke Rasmussen sat over styr. Partiet mistede ved det seneste valg tusindvis af ufaglærte og faglærte arbejdere som snedkere, havnearbejdere, truckførere og elektrikere.

Venstre har også tabt mange studerende og lavere funktionærer som bankassistenter, pædagoger, sosu-assistenter, programmører og sygeplejersker.

”Venstre er ophørt med at være folkeparti,” siger professor Jørgen Goul Andersen fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

Han står sammen med analyseinstituttet YouGov bag en af de hidtil mest omfattende valgundersøgelser af folketingsvalget i juni i år. Undersøgelsen bygger på svar fra over 5.000 personer. Se tekstboks.

”Venstres position som det store folkeparti toppede i 2001, da Fogh gennemførte en omkalfatring af partiets liberale profil over mod et midterparti. Dengang udgjorde partiets vælgere et næsten fuldstændig repræsentativt udsnit af befolkningen. Det fortsatte op gennem 00’erne, selv om der skete en vis afskalning af midtervælgere. Men sådan er det ikke længere.

Nu har Løkke ført Venstre tilbage til et borgerligt parti. Og i nogle perioder et borgerligt+ parti”, siger Jørgen Goul Andersen. Se figur 1.

Han forudser, at Venstre får svært ved at erobre de tabte arbejdere og midtervælgere tilbage med den borgerlige profil, partiet har i dag, og dermed også rollen som landets store borgerlige folkeparti.

De ønskede større personlig frihed, mere internationalt samarbejde og var imod det høje skattetryk. Næsten hver 4. vælger mellem 18 og 24 år stemte på Venstre. Partiet havde dermed den største andel af unge vælgere. Se figur 2.

Hurtigt og sikkert arbejdede Venstre sig ud af skyggen fra den ellers så populære konservative statsminister Poul Schlüter. Og ved valget i 1994 var ”Handelshøjskole-Venstre” atter det suverænt største borgerlige parti. Uffe Ellemann havde nu 15 mandater mere end Schlüter.

Både valget i 1994 og 1998 viste, at Venstre nu ikke blot havde godt fat i de studerende. De havde også stor appel til langt bredere, folkelige vælgergrupper i byerne. Partiet havde stor opbakning blandt lavere funktionærer fra primært den private sektor. Og ikke mindst havde Venstre nu også erobret omkring hver femte arbejder i Danmark. Et stort gennembrud på få år. Men fortsat dog langt fra Socialdemokraterne, der kunne mønstre knap 45 pct. af arbejderne.

Uffe Ellemann-Jensens ofte flabede facon og liberale ideologi skræmte fortsat mange arbejdere og midtervælgere bort fra partiet. Han var fortsat for langt til højre på velfærdspolitikken og ikke langt nok til højre på værdipolitikken. Og det var nogle af grundene til, at han endte med at tabe slaget om statsministerposten med blot få hundrede stemmers margin ved valget i 1998.

Så det var først, da Anders Fogh Rasmussen overtog formandsposten lige efter gyservalget, at Venstre blev det store folkeparti.

Med klar inspiration fra New Labours succesfulde valgkampagner i Storbritannien udstak Anders Fogh Rasmussen en helt ny kurs for Venstre, og partiet satte kurs mod at kunne overtage Socialdemokraternes førende rolle i dansk politik.

Foghs historiske sejr

Fogh fik hurtigt rystet billedet af sig som den køllesvingende hulemand og fik trukket partiet ind mod midten. Mens Uffe Ellemann var konfrontatorisk, var Fogh den bredt favnende og resultatorienterede. Hvor Uffe Ellemann holdt den liberale fane højt, ville Fogh gøre Venstre til et parti for også ”den lille mand” på gulvet. Uffe Ellemann talte om ”den offentlige sektor”, mens Fogh talte om ”velfærdsstaten”. Og Fogh deltog endda i politiske drøftelser i LO’s hovedkvarter i København som den første V-leder nogensinde.

Journalist på Weekendavisen Hans Mortensen beskriver i sin bog “Tid til forvandling”, hvordan især et lukket hovedbestyrelsesmøde i august 1999 fik stor betydning for opbakningen til Foghs projekt blandt partifællerne.

”Socialdemokraterne vandt det 20. århundrede, fordi arbejderne identificerede sig med partiet. Det er den rolle, Venstre skal overtage i det næste århundrede. Vi skal være det parti, som den brede befolkning foretrækker og har mest tillid til,” sagde Fogh ifølge Mortensen på mødet, hvor han skulle samle opbakning til sin nye kurs for Venstre.

Foghs strategi var udtænkt sammen med Claus Hjort Frederiksen. Målet var ikke bare at vinde regeringsmagten. Venstre skulle også blive det største parti i landet og bevare magten. Samfundsdebatten skulle foregå på liberale præmisser. Der skulle oprettes en uafhængig liberal tænketank. Venstre skulle skaffe dygtige, liberale folk ind på betydende poster i samfundet. Og Fogh designede en helt ny kontraktpolitik på seks enkle og meget konkrete løfter for at undgå, at der kunne skabes tvivl om partiets kurs og en usikkerhed om velfærdssamfundet.

Kontraktpolitikken blev en ledetråd for Foghs projekt og bestod af: Retfærdig og konsekvent udlændingepolitik, der skulle sætte en prop i indvandringen og skabe bedre integration. Kortere ventelister og frit valg, der gav patienter mulighed for at vælge privathospitaler og samtidig gav 1,5 milliard kr. til de offentlige sygehuses ventelister. Skattestoppet, der betød, at ingen skatter måtte stige – hverken målt i kroner eller pct. Strengere straffe for vold og voldtægt. Et års fleksibel barselsorlov, der gav forældre mulighed for at dele 32 ugers barselsorlov mellem sig. Og valgfrihed for ældre i henseende til hjemmehjælp og ældreboliger.

Strategien blev en stor triumf. Fogh vandt suverænt valget i 2001 og vippede Poul Nyrup Rasmussen af pinden. Partiet sugede arbejdere, funktionærer, unge og ældre til sig fra partierne i rød blok. Næsten hver tredje vælger – 31,2 pct. – stemte nu på partiet, som dermed blev Folketingets største. En rolle, som Socialdemokraterne ellers havde haft monopol på siden 1924.

”Foghs projekt lykkedes til fulde. Vi har aldrig set noget lignende for et borgerligt parti som for Venstre ved valget i 2001. Det var et rent folkeparti. Andelen af faglærte, ufaglærte, lavere funktionærer og højere funktionærer, der stemte på Venstre, var næsten præcis den samme, bortset fra landmænd, der lå markant højere. Fogh havde formået at tiltrække både arbejdere, middelklasse og folk, der gik ind for velfærdsstaten,” siger Jørgen Goul Andersen.

Fogh blev statsminister for en borgerlig regering, der for første gang siden 1929 ikke var afhængig af støtte fra et eller flere midterpartier. VK-regeringen havde loyal og trofast opbakning fra Dansk Folkeparti. 

Valget markerede også et definitivt opgør med Venstres image som et socialt nedskæringsparti for de velbjærgede. Et ry, som nærmest havde klæbet sig til partiet siden Thomas Madsen-Mygdal var statsminister for Venstres mindretalsregering fra 1926 til 1929.

Julemanden Fogh

Succesen fortsatte for Anders Fogh Rasmussens folkeparti op gennem 00’erne. En cocktail af velfærdsgaver til alle, stram udlændingepolitik og økonomisk højkonjunktur gav bonus hos et bredt segment af vælgere.

Selv om partiet mistede nogle af sine arbejdere, lavere funktionærer og unge studerende ved valgene i både 2005 og 2007, forblev Venstre det største parti i Folketinget.

Venstre bevarede sammen med de øvrige partier i blå blok også flertallet blandt både ufaglærte og faglærte arbejde og højere funktionærer. De røde partier kunne kun ved valget i 2007 samle flertal blandt gruppen af lavere funktionærer som sosu-assistenter og pædagoger, der traditionelt er røde kernevælgere.

Hvor Fogh blot få år forinden havde prædiket om sin minimalstat, kunne danskerne nu se ham nærmest prale i store avisannoncer, om hvor mange flere penge der nu blev brugt på velfærd, og hvor mange flere tusinde ansatte der nu arbejdede i velfærdssamfundets frontlinje med at passe børn, syge og ældre.

Det lykkedes også Fogh at få taget et ’klassebillede’ med LO’s formand Hans Jensen og FOA’s Dennis Kristensen, da de lavede den store trepartsaftale i 2007 med milliarder af kroner til efteruddannelse, inden han få måneder senere udskrev valg.

Perioden under Fogh markerede også et afgørende vendepunkt for partiet i udlændingepolitikken. Et holdningsskifte, som var en væsentlig årsag til både Foghs store valgsejr i 2001 og senest Løkkes comeback i Statsministeriet for tre måneder siden.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen hele tiden holdt fast i en humanitær linje og nægtede at gøre udlændingepolitikken til en profileret mærkesag ved gyservalget i 1998, havde Fogh et helt andet syn.

Han havde nærlæst vælgernes holdning. Et massivt flertal ønskede stramninger og var enormt utilfredse med flygtninge- og indvandrerpolitikken under den daværende SR-regering. Fogh skruede derfor op for værdipolitikken og lovede vælgerne stramninger med ham som statsminister.

Den linje fortsatte i alle årene under VKO. Selv om vælgerne undervejs blev mætte af strammerlinjen, og udlændingepolitikken var tæt på at blive en tabersag ved valgene i både 2007 og 2011.

Hvor der ved valget i 2001 kun var 11 pct. af vælgerne, som mente, at reglerne var strammet for meget, var det tal steget til hele 46 pct. ved valget i 2007 og næsten lige så mange i 2011. Et flertal mente også, at den lave starthjælp til udlændinge burde forbedres eller helt afskaffes. Det skete dog først under Thornings regering. Og nu har Løkke netop indført en tilsvarende ordning med den nye og meget lave integrationsydelse på trods af massiv kritik fra FN og talrige danske organisationer.

Løkke tager over

Da Fogh overdrog formands- og statsministerposten til Lars Løkke Rasmussen i april 2009 for at blive generalsekretær i NATO, var de sorte skyer dog allerede trukket ind over landet – selv om kun få ville erkende det på dette tidspunkt – og uvejret sendte Danmark ud i den værste økonomiske krise siden 1930’erne. 

Den økonomiske krise kom til at præge hele Løkkes regeringsperiode og overskyggede nogle af hans visioner. Med sin tale på Venstres landsmøde i efteråret 2009 om den danske drøm, lancerede han sin egen ambitiøse plan for, hvor Danmark skulle hen med ham som landets politiske leder frem mod 2020.

Men Løkkes visioner om Danmark som et land i den absolutte verdenselite nåede aldrig helt at komme op at flyve. De blev overskygget af det kaotiske klimatopmøde i København, økonomisk krisestyring og interne skænderier i VK-regeringen efter mange års slitage.

Meningsmålingerne spåede klar rød valgsejr. Socialdemokraterne havde sat næsen op efter en storsejr. For valget blev afholdt på tre årsdagen, den 15. september 2011, for udbruddet af den økonomiske krise. Det var præcis tre år, efter at Lehman Brothers indgav sin konkursbegæring og sendte verden i chok. Samtidig var uligheden vokset, Løkke havde ført en klart mere borgerlig politik end Fogh, og den politiske debat handlede mere om arbejdsløshed end om udlændinge.

En fænomenal slutspurt af Lars Løkke Rasmussen betød imidlertid, at Venstre endte med at gå en smule frem ved valget i 2011. Han udnyttede og mobiliserede vælgernes krisebevidsthed. Han fik i stort omfang vælgerne til at tvivle på S-SF’s økonomiske planer og troværdighed. Og det lykkedes ham at få Venstre til at forblive landets største parti med 26,7 pct. af stemmerne. Thorning vandt kun regeringsmagten med det yderste af neglene og opbakning fra tre af de fire nordatlantiske mandater.

Selv om Løkke måtte aflevere nøglerne til Thorning, var Venstre stadig et bredt folkeparti.

Alt har en ende

Men sådan er det ikke længere. Valget i juni i år ændrede alt.

Ganske vist lignede Løkke en mand, der kunne gå på vandet de første knap to år under Thornings tid som statsminister.

For jo mere Thorning og hendes ministre kludrede i det, jo mere steg Løkke i meningsmålingerne. Han stod til at erobre titusindvis af nye arbejdervælgere og funktionærer.

Men Løkke mistede dem hurtigt igen. De mange vælgere var mere udtryk for et fravalg af Thorning & Co. end et tilvalg af Lars Løkke. En kombination af Venstres højredrejning, Løkkes dramatiske bilagssager og en troværdighed i frit fald fik vælgerne til at vende ham ryggen.

Selv om Socialdemokraterne havde succes med at køre Venstre længere ud til højre på områder som udlændingepolitik og økonomisk politik, havde partiet dog ikke det store held med at få suget de frafaldne vælgere tilbage fra Løkke.

Det kan måske hænge sammen med deres frygt for indvandring af konkurrerende arbejdskraft eller Dansk Folkepartis massive krav om en ny reform af dagpengesystemet, selv om Kristian Thulesen Dahl var hovedarkitekt bag den stærkt udskældte reform, der kortede dagpengeperioden ned til kun to år.

Hovedparten af Venstres tabte vælgere forblev da også i den blå blok. Specielt Dansk Folkeparti sugede mange af Løkkes tabte vælgere op. Partiet erobrede således hele 4 procentpoint af det samlede vælgerkorps fra Venstre. Se figur 4.

Den tid, hvor Venstre havde held til at få unge til at stemme blåt, er også et overstået kapitel. De unge er nu klart underrepræsenteret i Løkkes parti, mens de ældre er overrepræsenterede. Og de fleste unge stemmer fortsat rødt. Se figur 5.

Jørgen Goul Andersen forudser, at Løkke, så længe han fører den nuværende borgerlige profil, får svært ved at bringe Venstre tilbage på den kurs, som Fogh lancerede for at gøre partiet til landets førende folkeparti.

[graph title="Løkke har tabt de unge" caption="Figur 5  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/847dc-jre_fig05_loekke-har-tabt-de-unge.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/e905d-jre_fig05_loekke-har-tabt-de-unge.png" text="Unge vælgere er underrepræsenterede i Venstre. Ældre vælgere er overrepræsenterede."]Note: 1 Vælgere, der har stemt ba°de i 2011 og 2015., Kilde: “Vælgere pa° Vandring" af Jørgen Goul Andersen og YouGov undersøgelse af valget 2015. [/graph]

”Med den profil, partiet har lagt sig fast på nu, vil jeg mene, at de har afskrevet sig muligheden for at blive et folkeparti igen foreløbigt. De kan måske vinde lidt ved de kommende trepartsforhandlinger og hive flere arbejdere og funktionærer tilbage. Men Løkke har meldt meget markant ud på en række områder, som han får svært ved at løbe fra igen,” siger Jørgen Goul Andersen.