Foghs folkelige drøm ligger i ruiner

Smilene var brede, da daværende statsmi­nister Anders Fogh Rasmussen på en aprildag i 2009 overdrog statsministerposten til sin finansminister, Lars Løkke Rasmussen. Og det var der flere gode grunde til. På det tidspunkt var Venstre stadig lan­dets største parti, og man nød fortsat stor opbakning i de forskellige vælgergrupper, ikke mindst blandt de lavere funktionærer og ufaglærte og faglærte ar­bejdere, der især var med til at give Fogh nøglerne til Statsministeriet i 2001. Dengang satte næsten hver tredje vælger kryds ud for liste V. Den historiske valgsejr var et resultat af en stor­stilet strategi, udtænkt, tilrettelagt og eksekveret af partiets på det tidspunkt to stærke mænd, Fogh selv og partisekretæren Claus Hjort Frederiksen, om at gøre Venstre til den brede befolknings foretrukne parti. Strategien byggede oven på tidligere formand Uffe Ellemann-Jensens succesfulde modernisering af partiet op gennem 1990’erne, der gav Venstre en forynget og mere liberal profil. Det gav blandt andet pote hos de højere funktionærer og blandt de unge, der faldt for Uffe Ellemanns offensive og til tider flabede liberale stil. Venstre havde dog fortsat svært ved at få tag i arbejdere og midtervælgere, for hvem Ellemann fortsat lå for langt til højre på velfærdspo­litikken og ikke langt nok til højre på værdipolitik­ken. Det fik Anders Fogh Rasmussen som bekendt lavet om på med sin resultatorienterede kontraktpo­litik. I dag er smilene imidlertid stivnede, og Ven­stre kan ikke længere betegnes som et folkeligt parti. Mandag Morgen tegner et portræt af et parti i dra­matisk forvandling.