Nationalkonservative politikere ud over Europa har vundet slaget om den offentlige opinion, når det gælder udlændingepolitik og asyl.

I 2019 er alle regeringsbærende partier i EU-landene og alle topfolk i EU’s institutioner klar over, at udlændingepolitikken er det tema, der for alvor giver EU-skeptikerne vind i sejlene. Siden 2015 har man vidst, at en stram udlændingepolitik fra EU’s side er en nødvendighed, hvis ikke de indvandrerpolitiske partier skal have lov til at vokse endnu mere og dermed i realiteten true selve EU’s eksistens.

EU har da også smidt fløjlshandskerne i migrationspolitikken. Efter den massive flygtningestrøm i 2015 så det i 2018 radikalt anderledes ud. Se figur.

Denne nedbringelse af tilstrømningen skyldes først og fremmest, at EU-landene har indgået en aftale med Tyrkiet, der modtager massiv økonomisk betaling fra Europa for at have lukket for migration gennem tyrkisk territorium. Knap 22,5 milliarder kroner for årene 2016-2017 og det samme for 2018-2019. Af de i alt 45 milliarder kommer en tredjedel fra EU-budgettet og to tredjedele fra EU’s medlemslande.

Stadig uenighed om fordelingen

Tyrkiet-aftalen med dens realpolitiske kynisme og store pengebeløb er i sig selv en klar dokumentation for, at EU – når medlemslandene har viljen – er langt mindre magtesløst over for migrationsspørgsmålet, end det ofte fremgår af debatten.

Omvendt står det også klart, at EU-samarbejdet fortsat er udfordret på de indre linjer af den sprængfarlige udlændingepolitik. EU-Kommissionen har fremlagt i alt syv lovforslag i en pakke om fælles migrations- og asylpolitik. De fem lovforslag er forhandlet færdige, mens man ikke kan finde enighed om to forslag om solidaritet i forbindelse med håndtering af asylsøgere og migranter.

En række øst- og centraleuropæiske lande – med Polen, Tjekkiet og Ungarn i spidsen – vil ikke deltage i en ordning, mens resten af EU stiller sig solidarisk med de sydlige medlemslande Grækenland, Italien og Spanien, som af geografisk indlysende grunde tager imod langt hovedparten af flygtningene og indvandrerne.

Selv om konflikten i EU’s migrationspolitiske strid således står mellem regeringer i øst på den ene side og regeringer i syd på den anden, er det i høj grad EU-Kommissionen og EU som sådan, der bliver udsat for kritik.

Når man stiller forslag om at fordele asylsøgere for at tage presset af eksempelvis Italien, opfatter de øst- og centraleuropæiske regeringer det ikke som udtryk for et solidarisk EU, men snarere som et EU, der vil tvinge medlemslande til at tage asylsøgere.

Der er ingen tvivl om, at asyl, migration, islams rolle i Europa og den slags værdipolitik også i den kommende valgperiode vil fylde meget i Europa-Parlamentets debatter. Men de mange nye indvandringskritiske parlamentarikere vil blive del af et parlament, hvor langt størstedelen af de øvrige medlemmer også vil gå ind for stram udlændingepolitik.

Når Danmark siden 2015 har mærket en markant opbremsning i antallet af asylsøgere og migranter, skyldes det først og fremmest EU’s, Sveriges og Tysklands nye politikker siden 2015. Spørgsmål for Danmark er, hvad det vil betyde, hvis man i kraft af forbeholdet over for den fælles asyl- og udlændingepolitik kommer til at stå uden for en aftale, hvor byrderne fordeles solidarisk.

Stadigt mere tyder dog på, at et fremtidigt system vil blive indrettet sådan, at EU-lande vil kunne betale sig fra at modtage asylsøgere og migranter, som så skal tilbageholdes i centre både inden for og uden for EU-territorium.