Finanskrisen for tre år siden satte ikke en stopper for, at en flok ludomane handlere på aktiemarkederne kunne fortsætte spillet efter at have spillet verdenshistoriens største likvide værdier væk. Ikke engang da de samme år uddelte historiens største bonusudmåling til sig selv.

Et enigt forskerkorps kan ikke overdøve sufflørstemmerne fra de børsnoterede selskabers i regeringernes øre, når der skal sættes ind over for menneskehedens største trussel mod os selv: vores ødelæggende adfærd over for kommende generationers livsbetingelser på planeten. Så der bliver ikke nogen aftale om at redde verden inden 2015. Det var ellers fristen.

EU er ved at ryste sig selv af led. Årtiers bureaukratisk virkelighedsflugt har ikke kunnet fastholde gældsdrevne vækstrater, og hinsides økonomisk ruin, inflation, arbejdsløshed og strejker, ved vi jo godt, hvad der traditionen tro lurer i Europa. Alligevel vil man hellere lave en mindre klub for de mest ansvarlige spillere end ændre spillereglerne afgørende og beholde det europæiske fællesskab.

På sin vis har opgaven aldrig været større for politikere end i dag. Alligevel lader det til, at det vi prioriterer mest herhjemme er spindoktorernes spil med pressen og pressens eget ditto med sig selv om spindoktorerne. Vi aner ikke, hvad vi skal stille op over for de råbende nødvendige, systemiske forandringer, så vi øger bare indsatsen, uanset om det handler om klimaet, gældsætning eller udsalg af principper.

Men vi kunne vi gøre noget!

For eksempel sætte en grænse på aktiehandel, så aktier ikke kunne handles mere end én gang i kvartalet. Én gang hver tredje måned! Ikke noget med spillehalssyndromer og galpende tradere, der enten kaster sig ned i porschen eller tænder cohiba-cigaren med 100 dollarsedler. Den mere moderate udgave hedder ’tobinskat’, men hvor bliver den politiske vilje til at gennemføre ændringerne af?

Når ramaskriget fra de kurtagegrådige provisionister forstummede, ville aktiekøbere skulle deltage i noget helt andet end et sygt spil med virkelige værdier, virkelige jobs og virkelige mennesker. Så skulle man nemlig tage stilling til reelle værdier, og ludomanerne kunne flytte deres hysteriske og flygtige opmærksomhed over på væddemål om muskelhunde og kinesiske haner. Same same.

Men effekten ville række endnu længere. De reelle værdiers indtog på aktiemarkedet ville have afgørende betydning for topledere, der kunne blive aflønnede og belønnede efter resultater, der havde mere bund i virksomhedsledelse end i investorpleje og spillertække. Dermed var man fri til at tænke mere ud over den helt korte bane. Virksomheder kunne foretage langsigtede investeringer til større samfundsgavn, og flere dristige satsninger ville nå verden – også i andre virksomheder end diktaturer som Apple. Endelig ville det bedre kunne betale sig at rette ryg, træde ud af grønbadet og satse grundlæggende på den forretning, det vil være at redde klimaet i stedet for at poste penge i lobbyvirksomheder for at beskytte kortsigtede og samfundsødelæggende interesser.

Det er ikke for ingenting, at djævlen altid bliver afbilledet med spillekort eller terninger. Vi mennesker er til de kortfristede. Overladt til os selv, vil vi sjældent vælge til eget bedste. Derfor indstiftede vi engang et repræsentativt demokrati. Men gid det var lidt mere ansvarligt og lidt mindre repræsentativt. Lidt mere handlemodigt og lidt mindre spillende.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.