Vindmøller er hjørnestenen i Danmarks omstilling til grøn energi. Før sommeren vedtog Folketinget, som en del af klimahandlingsplanen, at der skal bygges 6 GW havmøller inden 2030. Det er et enormt byggeprojekt med meget store materialemængder involveret. Hvis målet realiseres med de møller, som vil være de gængse om nogle år, skal der opføres 400 havmøller, hvis vinger vil have en længde på 110 meter eller mere.

De planlagte møller vil producere strøm nok til at gøre en væsentlig del af den danske energiforsyning CO2-neutral – men hvad skal der ske med dem, når de efter cirka 25 år er modne til udskiftning? Dén udfordring vil være lige så stor som opførelsen. 

”I dag ser vi problemerne med de møller, der blev opstillet for 30 år siden. Men vi står ved foden af en voldsomt voksende kurve for afskaffelse af møller,” siger Michael Zwicky Hauschild, professor i vurdering af bæredygtighed ved DTU. 

Meget store mængder affald på vej

Vindmølleindustrien har boomet i de seneste årtier, og alt tyder på en særdeles kraftig vækst i opsætningen af møller fremover. Den vækst vil, med 20-30 års forsinkelse, give sig udslag i et tilsvarende boom i mængden af affald. 

Lykke Margot Ricard, lektor ved SDU, har beregnet, at mængden af glasfiber fra vindmøllevinger, som affaldssektoren i Danmark skal håndtere, vil blive syvdoblet i de kommende 25 år.

En undersøgelse fra Cambridge University skønner, at der globalt skal skrottes i alt 43 millioner ton vinger frem til år 2050.

Som tommelfingerregel regner man i industrien med, at vægten af møllers vinger svarer til 11-12 ton per megawatt effekt. De 6 GW, som skal installeres frem til 2030 ved de kommende ”energiøer” i Nordsøen og ved Bornholm og i en havmøllepark ved Hesselø, vil således betyde, at der skal installeres i størrelsesordenen 72.000 ton vinger. 

Analysevirksomheden Bax & Co opgjorde i en rapport fra 2018 antallet af vindmøller i Europa til over 70.000 – og den samlede mængde glasfibervinger opsat på møllerne til over 2,5 millioner ton.

Brancheorganisationen WindEurope skønner, at der i Europa frem mod 2023 skal nedtages omkring 14.000 vinger med en vægt på mellem 40.000 og 60.000 ton. 

Den danske miljøstyrelse har ikke noget præcist og samlet overblik over affaldsmængderne fra møller i Danmark. En af årsagerne er, at de kategorier, som man på europæisk niveau inddeler affald i, ikke gør det muligt at afgøre, om glasfiber-affald stammer fra møllevinger. Det betyder også, at myndighederne ikke ved meget om, hvordan affaldet i øjeblikket håndteres. 

En stor del af de møller, der nedtages i øjeblikket, bliver genbrugt direkte. De er ikke mere slidte, end at de kan demonteres og sælges til andre lande, hvor de kan stå og snurre 10-20 år endnu. I mange tilfælde nedtages møller i Danmark, fordi de skal erstattes med nye, langt større modeller. De brugte møller sælges til blandt andet UK, Irland og Østeuropa, men også til Latinamerika og Asien. 

Der findes en hel lille industri i Danmark, der opkøber brugte møller og sælger dem videre. Mange møller sælges gennem globale platforme som wind-turbine.com, der svarer til Den Blå Avis for brugte møller. 

Det vides ikke præcis, hvor mange vinger der eksporteres til genbrug. En undersøgelse i 2016 skønnede, at cirka 50 procent på daværende tidspunkt blev eksporteret eller lagret som reservedele.

Kompositter er stærke – og næsten for holdbare

Når fokus er på vingerne, er det, fordi resten af vindmøllerne relativt let kan genbruges. Tårne, fundamenter og nacellen, som vingerne er monteret på, er mestendels jern, stål og kobber, der kan smeltes om og anvendes igen. I grove træk kan 90-95 procent af materialerne i vindmøller genanvendes. 

Men ikke vingerne. De består væsentligst af såkaldte kompositter, hvilket vil sige, at de er sammensat af forskellige materialer, integreret på en måde, der gør dem meget vanskelige at skille ad igen. 

Vingerne på de største møller, der installeres i dag, er over 100 meter lange. Det stiller ekstreme krav; vingerne skal både være stive, stærke, lette og holdbare – og det gør dem tilsvarende svære at genanvende. 

Vingens styrke stammer fra glasfibre, der lægges som måtter og indlejres i en såkaldt resin af epoxy, en form for plastik. Epoxy består af to flydende komponenter, der blandes og derefter hærder til en hård plastik.

Det er formidabelt til at holde den facon, det har fået, men i modsætning til såkaldt termoplast kan man ikke gøre epoxy flydende igen, og derfor kan det ikke støbes om, sådan som man eksempelvis gør med den PET-plast, vi kender fra sodavandsflasker, der kan smeltes og bruges igen. De kemiske bindinger i epoxy lukkes, når det hærder, og de kan ikke åbnes igen.

Det betyder, at der kun er to muligheder for at komme af med epoxy: 

– Man kan brænde det, og så har det, ligesom andre typer plast, en værdi som brændsel, fordi det oprindelig er fremstillet af olie.

– Eller man kan kvase det til små stumper og bruge dem som fyld. 

Den danske virksomhed  bruger knuste møllevinger som fyld i deres produktion af støjskærme af den type, som opstilles langs veje for at dæmpe trafikstøj. Man kan også anvende knust epoxy som fyld i veje. 

Men det er ikke anvendelser, der kan opsuge hele den bølge af brugt glasfiber, der er undervejs. Som Michael Zwicky Hauschild fra DTU konstaterer: ”Det kan du gøre, når du har ti eller hundrede vinger, men det holder ikke, når vi snakker om 10.000 styk.” 

Cementruten

Den mest attraktive løsning i øjeblikket er den, Jonas Pagh Jensen, der er specialist i miljø og sikkerhed hos Siemens Gamesa, kalder ”cementruten”.

Den går ud på, at man afmonterer vingerne og saver dem i mindre stykker, så de kan transporteres i en almindelig container til en cementfabrik. Her kan vingestumperne brændes, og dermed levere et bidrag til den meget energikrævende cementfremstilling. Det er kun epoxyen, der brænder. Glasfibrene bliver tilbage i slaggerne, og de kan bruges som fyldstof i cementen. 

Det kræver imidlertid specialudstyr at håndtere vingerne, blandt andet fordi de er hårde at skære i, og man skal opsamle støvet fra processen. Det betyder også, at det er en besværlig og dyr løsning. Desuden er der i øjeblikket kun en enkelt cementfabrik i nærheden af Danmark, der kan aftage vinger. Den ligger i Bremen.

En anden mulighed er pyrolyse, hvor man varmer kompositmaterialet så meget, at epoxyen omdannes til gas eller en form for olie, der kan opsamles og anvendes til brændsel. Fibrene kan så sorteres fra, men de svækkes betydeligt ved processen og kan ikke anvendes igen som glasfibre i nye kompositter. 

Cementruten og pyrolyse fungerer i den forstand, at man slipper af med affaldet, men hvis man vurderer det ud fra principperne for cirkulær økonomi, er det ikke en god løsning, siger Simon Frøhlich, faglig leder på Teknologisk Institut: 

”Man tager værdifulde materialer, der har været meget energikrævende at forarbejde, og man reducerer dem til materialer, der er så langt nede i værdikæden, at de kun kan brændes af eller bruges til fyld.” 

Det er ovenikøbet dyrt. Jonas Pagh Jensen fra Siemens Gamesa vurderer, at cementruten koster det dobbelte og pyrolyse fire-fem gange mere end den helt simple løsning: at kværne vingerne i småstykker og lægge dem på en losseplads – det, der kaldes deponi. 

Fagbladet Ingeniøren beskrev før sommeren i en artikelserie, at der deponeres vingeaffald på lossepladser i Danmark, og det bekræftes af både Miljøstyrelsen og den danske brancheorganisation Wind Denmark. 

I Tyskland er den form for deponering forbudt, og i mange lande stiger afgifterne for at komme af med industriaffald. 

Alt i alt er der altså få gode, bæredygtige måder at løse vindmøllernes affaldsproblem på. Som Thomas Fruergård Astrup, professor ved DTU Miljø, konstaterer:

“Der er et misforhold mellem, at vindenergi bliver set som en supergrøn teknologi – og at vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved møllevingerne bagefter. Det giver lidt skår i den grønne glæde.” 

Jagten på nye materialer

Der arbejdes selvfølgelig på sagen. Der forskes i kompositmaterialer, der bevarer styrken, men bedre kan genanvendes på en værdifuld måde. Det er ikke kun af interesse for mølleindustrien, faktisk bruges der langt mere glasfiber- og kulfiberforstærkede materialer inden for byggeri, og til biler, både, campingvogne, fly og andre steder, hvor der er brug for stærke og lette konstruktioner. 

Udfordringen med, at hærdet plast ikke kan støbes om igen, er den samme for mange andre anvendelser. Polyuretan er en meget anvendt type hærdet plast, man finder det i eksempelvis madrasser og fjernvarmerør, som fyld i møbler – og som såler i vores sko.      

Sammenlignet med de samlede mængder plastikaffald er møllevinger stadig en lille, om end meget hårdfør og hastigt voksende del.

I 2019 blev der ifølge Energistyrelsen nedtaget vindmøller med i alt cirka 320 ton vinger i Danmark – til sammenligning er den samlede mængde plastikaffald herhjemme cirka 350.000 ton om året.

Simon Frølich fra Teknologisk Institut var teknisk projektleder på Dreamwind, et fireårigt forskningsprojekt med deltagelse fra Vestas og Aarhus Universitet, som blev afsluttet i marts. Fokus var netop på at udvikle genanvendelige kompositter til mølleindustrien.

Som Simon Frølich forklarer, eksperimenterede man med at ”lægge kemiske håndtag ind i materialerne, der gør, at de kan adskilles efter brug”. 

Man tilsætter materialet et kemikalie, der betyder, at hvis man senere lægger vingen i et bad bestående af fortyndet eddikesyre, får det vingen til at krakelere og falde fra hinanden til et pulver. Det gør det lettere at sortere glasfibrene fra det hærdede epoxy. 

Håbet er, at man derefter kan sende de sorterede materialer gennem yderligere kemiske processer, der gør dem genanvendelige til mere værdifulde anvendelser i stor skala.  

Men hvad de anvendelser kunne være, er stadig uvist, siger Simon Frølich – eller hemmeligt.