For et enkelt energiinitiativ at være var Nordsøtopmødet i Oostende i Belgien i mandags usædvanligt højt profileret. Til stede var regeringslederne fra Belgien, Danmark, Tyskland, Nederlandene, Luxembourg, Frankrig, Irland, Norge og Europa-Kommissionen (mens Storbritannien sendte en minister af anden rang).

Tidligere var det ellers kun begivenheder som indvielsen af store gasledninger, der fik lignende politisk opmærksomhed fra højeste niveau. Tænk bare på det berygtede foto af den daværende tyske kansler Angela Merkel sammen med den daværende russiske præsident Medvedev omgivet af andre jublende europæiske ledere, da strømmen af gas gennem Nord Stream-ledningerne blev åbnet i november 2011 – en dyster påmindelse om en ikke så fjern fortid.

Den nye europæiske energivision om vedvarende, klimavenlig elproduktion i storskala i Nordsøen, som blev diskuteret på Oostende-topmødet, fortjener dog også stor opmærksomhed af mindst tre grunde:

1. For det første repræsenterer visionen en testcase for, hvordan Europa samtidig vil kunne nå sine tre største energipolitiske mål – sikkerhed, konkurrencedygtighed og bæredygtighed.
2. For det andet signalerer visionen også, hvordan energiomstillingen kan skabe attraktive industrielle muligheder i Europa, da nogle af de involverede lande også er globale ledere inden for vindmølleproduktion.
3. For det tredje illustrerer Nordsøinitiativet værdien af internationalt samarbejde, når det kommer til energiomstilling, ikke kun inden for EU, men også med eksterne partnere som Norge og Storbritannien.

Mere end vindmøller

Nordsølandene sigter efter at nå en offshore-vindproduktionskapacitet på 120 gigawatt (GW) i år 2030 og hele 300 GW i 2050. Det er en yderst massiv udbygning. EU har i dag samlet set 200 GW vindkapacitet installeret på land og på havet, men heraf er kun 15 GW installeret på havet som offshore-vindkapacitet.

Opsætningen af vindmøller på tværs af hele Nordsøen er dog kun en del af udfordringen, hvis målene skal nås. Parallelt med den fysiske opførelse af vindmøller skal der også opbygges et integreret elnetværk i hele regionen. For jo mere sammenkoblede landene er, jo lettere vil det også være at håndtere de stigende mængder af varierende vindkraft, der kommer med omskifteligt vejr.

I den forbindelse er annonceringen af planerne fra de hollandske og britiske energiministre om at etablere en ny elforbindelse – navngivet Lion Link – og dermed forbinde havvindsproduktionen mellem Holland og Storbritannien et ganske væsentligt skridt i den rigtige retning.

Selvom regeringerne snakker og snakker, blev der ikke truffet endelige beslutninger om at investere i en eneste stor havvindmøllepark i Europa i løbet af hele 2022.

Simone Tagliapietra
Seniorforsker hos Bruegel

Regeringerne i Nordvesteuropa har alt i alt store planer for havvind i Nordsøen, hvilket er meget velkomment, da Europa samlet set skal udnytte sit store potentiale for havvind bedst muligt for at kunne nå klimamålet om netto-nuludledning inden år 2050.

Mere havvind vil også bidrage til at tackle et andet problem, der ellers ofte overses i den offentlige debat om Europas energiomstilling, nemlig manglen på egnede landarealer til opførelse af vindmøller og solceller, der er en truende flaskehals for udrulningen af vedvarende energi på et relativt tætbefolket kontinent.

Er det realistisk?

For at levere på den centrale målsætning om at øge andelen af private investeringer i vedvarende energi skal målene dog også være troværdige og realistiske. Her er måske et problem. For selvom regeringerne snakker og snakker, blev der ikke truffet endelige beslutninger om at investere i en eneste stor havvindmøllepark i Europa i løbet af hele 2022.

Det var det laveste niveau i ti år (og det er selvfølgelig påvirket af forskellige faktorer, herunder høj inflation i inputomkostningerne, stigende rentesatser og volatile energimarkeder), men alligevel forbliver investeringerne i vindenergi i Europa langt under, hvad de burde være, for at kontinentet kan gøre sig nogle realistiske forhåbninger om at nå sine høje energi- og klimamål. På den måde lægger den manglende omsætning fra idé til handling også en dæmper på ambitionerne i Nordsøen: Er de overhovedet realistiske?

Initiativet i Nordsøen illustrerer i hvert fald, at implementering af politikker, der sigter mod at lette opførelsen af store vedvarende energiprojekter i Europa, er afgørende for, om målene indfries, eller om de i sidste ende forbliver på papiret.

For at sikre, at det ikke bliver ved ord og erklæringer, er der behov for meget stærkere national handling for at fjerne bureaukratiske flaskehalsproblemer og benspænd for opførelsen af energiprojekterne.

På EU-niveau er der desuden behov for stærkere handling for at skabe en mere gunstig regulatorisk ramme for grønne investeringer og de nødvendige finansielle støtteordninger for at fremme infrastrukturudvikling – navnlig når det skal ske på tværs af landegrænser og på tværs af forskellige europæiske interesser.

Og endelig er der behov for stærkere handling hos industrien og produktionen med en langt mere indgribende grøn industripolitik på EU-niveau, der skal fremme produktionen af grøn teknologi på kontinentet.