Hvad er djøf’erens kald?

Vi taler meget om, hvordan professionerne – folkeskolelærere, sygeplejersker, læger – er drevet af deres kald, og hvordan de spiller en nøglerolle for udviklingen af den offentlige sektor. Men hvad er dit kald, hvis du er embedsmand?

Det skorter ikke på analyser af, hvor vigtige ”velfærdssamfundets kernetropper” er for nytænkning i den offentlige sektor. Jeg har selv peget på dem – de professionsuddannede – og i en fin ny bog med titlen ”Velfærdsinnovation – en introduktion” fokuserer Nikolaj Lubanski og Birgitte Klæsøe, som begge har en baggrund fra Professionshøjskolen Metropol, også på netop denne faggruppe. Forfatterne skriver:

”Vi skal have involveret de mange, blandt andet de professionsuddannede, der i deres daglige arbejde har indsigt i, hvor potentialet for innovation ligger, og som skal være med til både at få den gode ide og omsætte den til konkrete forbedringer i praksis.”

Bogen går videre til at foreslå, at de fagprofessionelle især bør sætte deres kreative kræfter i spil for at tackle samfundsudfordringer som inklusion i folkeskolen, ny velfærdsteknologi og styrket rehabilitering, f.eks. på ældreområdet.

Jeg er sådan set enig. Potentialet i at aktivere og understøtte f.eks. lærere, sygeplejersker og pædagoger er enormt. Disse fagpersoner er af altafgørende betydning for, at borgerne ikke blot får en god oplevelse af offentlig velfærdsservice, men også bliver hjulpet til læring, sundhed og trivsel.

Er der en økonomichef til stede?

Men jeg kommer til at tænke på, om vi hermed glemmer de tusindvis af administratorer, ledere, økonomi- og hr-chefer og deres medarbejdere? Dem, som vi i mangel af bedre kunne kalde for djøf-laget i den offentlige sektor. Indimellem bliver jeg nemlig mindet om, at de måske også kunne have en afgørende rolle at spille i forhold til at gøre løftet om velfærdsinnovation til virkelighed.

Følg Christian Bason

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Christian Bason skriver nye indlæg på MM Blog.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på "Rediger profil" for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.

Opret en gratis profil til mm.dk

For nogle år siden blev jeg mindet om dette på en konference om innovation i det offentlige. Her bemærkede en deltager tørt, at det ville være rart, om der havde været nogle økonomichefer til stede. Det var der ikke. Der var kun de allerede omvendte udviklingskonsulenter, som begejstrede bekræftede hinanden i, at nytænkning for enhver pris er godt.

I sidste uge oplevede jeg så en ny episode, der igen fik mig til at overveje djøf’ernes rolle i udviklingen af den offentlige sektor. Det skete på bagkanten af et seminar, vi afholdt i min egen organisation, MindLab, hvor både forskere, designere og embedsmænd deltog. Stemningen var ambitiøs omkring brugen af nye designmetoder til at skabe positive forandringer i det offentlige. Men så faldt en bemærkning, som jeg ikke har kunnet slippe siden. En designer sagde:

”Hvad nu, hvis beslutningstagerne slet ikke er så ambitiøse om at skabe mærkbar forandring for borgerne, som vi er?”

Sat på spidsen kunne man i stedet stille spørgsmålet: Har djøf’erne et kald? Og hvis de har, hvad drejer det sig så om?

Djøf’ernes kald

Jeg tror, der er flere mulige svar. Min erfaring er, at der er adskillige slags ”kald”, hvis man kan kalde det sådan, i djøf’ernes verden – som jeg i øvrigt selv tilhører. Kaldene handler bare ikke så meget om borgerne:

Et ”nørdet kald”, som handler om at lave de mest elegante og fagligt skarpe analyser, man kan forestille sig.

[quote align="right" author=""]Hvis man spørger, om der er djøf’ere, der opfatter deres kald som det at forvalte økonomi, styring eller politiske processer for virkelig – virkelig – at gøre en forskel for borgere og samfund, så er min påstand, at der er langt imellem dem.[/quote]

Et ”politisk kald”, som drejer sig om adrenalin-kicket ved at være en del af en politisk proces og at være tæt på magtens centrum (det være sig i en kommune, et ministerium eller på Christiansborg).

Et ”magt-kald”, som hænger sammen med det foregående, men som mere handler om tilfredsstillelsen ved at udøve magt med konsekvens for mange mennesker.

Et ”karriere-kald”, som handler om forhold som prestige, positionering, løn og indflydelse.

Det er sådan set alt sammen legitime motiver for at gå på arbejde hver dag. Men hvis man spørger, om der er djøf’ere, der opfatter deres kald som det at forvalte økonomi, styring eller politiske processer for virkelig – virkelig – at gøre en forskel for borgere og samfund, så er min påstand, at der er langt imellem dem. Få har det, vi kunne kalde et ”samfunds-kald”.

Hvad betyder det for arbejdet med at udvikle vores offentlige sektor? Jeg ser to scenarier:

1: At der vitterligt ikke er særlig meget at arbejde med for de mennesker, der træffer de overordnede beslutninger, styrer budgetterne og forvalter personalefunktionerne. Dermed er perspektiverne for mere velfærdsinnovation en hel del ringere, end folk som Nikolaj Lubanski og Birgitte Klæsøe forestiller sig.

2: At der er et stort uforløst potentiale ved at aktivere ”samfunds-kaldet” hos flere djøf’ere. Et kald, som jeg tror ligger dybt i mange, og som grundlæggende drejer sig om at stille spørgsmålet: ”Hvordan bidrager jeg til, at det her samfund bliver bedre for såvel den enkelte borger som for os alle sammen?”

På MindLabs seminar i sidste uge var det heldigvis det sidste scenarie, som dominerede debatten. Og det har også tiltrukket sig international opmærksomhed.

I en tale til de knap 100 forsamlede deltagere fortalte stadsdirektør i Odense Jørgen Clausen nemlig, at han nu vil skabe en kommunal forvaltning, hvor alle administrative processer tager udgangspunkt i borgernes virkelighed. En organisation, som i alt, hvad den gør, har fokus på borgerne.

Se, det er da en djøf’er med et kald. Måske der trods alt er håb.

Læs flere af Christian Basons indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Hjerte og hjerne i uddannelsesvalget Næste artikel Præstationsledelse giver tvivlsom bonus