Hver fjerde bestyrelsespost pyntes med konsulentopgaver

Det er med risiko for kasketforvirring og interessekonflikter, når bestyrelsesmedlemmer arbejder i samme virksomhed, som de skal udstikke den overordnede retning for. Nye tal viser dog, at det foregår i stor stil i danske små og mellemstore virksomheder.
{{checkLastEditingDate}}Evnen til at udstikke en virksomheds overordnede ledelseslinje uden bagtanker og særinteresser er blandt virksomhedsbestyrelsens fornemste opgaver.
Alligevel viser nye tal, at 27 procent af danske bestyrelsesposter i små og mellemstore virksomheder (SMV) bliver suppleret med konsulentydelser i den samme virksomhed, som bestyrelsen skal være med til at sætte den strategiske retning for.
Tallene stammer fra en ny undersøgelse udarbejdet af bestyrelsesnetværket BoardPartner. 552 danske direktører, virksomhedsejere og bestyrelsesmedlemmer i SMV-segmentet, der tilsammen sidder på 1383 bestyrelsesposter har svaret på spørgsmål om forholdene i de små og mellemstore virksomheders bestyrelser.
Resultaterne møder kritik fra Mette Neville, der er professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet og leder af instituttet Center for Små og Mellemstore Virksomheder.
”Man kan ikke træffe de rigtige beslutninger, om hvad virksomheden har brug for, hvis man samtidig er afhængig af, at der skal falde nogle konsulentkroner af til ens egen lille gesjæft,” siger hun til Ugebrevet Mandag Morgen.
Hvis dagsorden dominerer?
Ifølge Andreas Frøland, der er aktiv i BoardPartner og har stået for undersøgelsen, risikerer det at sløre rollefordelingen, når et bestyrelsesmedlem er involveret i driften. Det kan desuden rejse spørgsmål om vedkommendes habilitet. Risikoen er, at et medlem begynder at skubbe bestyrelsens dagsorden i retning af, hvad man selv kan tilbyde som konsulent og dermed tjene penge på.
”Jeg siger ikke, at det sker. Men alene tanken kan være med til at påvirke en holdning i bestyrelsen,” siger Andreas Frøland til Ugebrevet Mandag Morgen.
Mette Neville understreger desuden, at man som bestyrelsesmedlem skal passe på ikke at kompromittere kontrolrollen, mener peger også på, at det nok er urealistisk helt at eliminere denne dobbeltrolle.
“Vi skal lade være med at være naive. I små og mellemstore virksomheder med få folk og få ressourcer vil bestyrelsen ofte være sammensat af mennesker, der komplementerer ejerlederens kompetencer − men også komplementerer organisationen længere nede. Derfor vil der nogle gange sidde nogle specialister i bestyrelsen, som man godt kan bruge,” siger hun og konkluderer.
“Men man skal begrænse det og være sikker på, at armslængden bliver genetableret, når opgaven er løst.”
Formændene er flittigst til at kombinere bestyrelses- og konsulentarbejde. Allerstørst kasketforvirring er der på formandsposten i de største SMV'er med en omsætning på over 50 millioner. Her har 34 procent af formændene i undersøgelsen haft konsulentarbejde og bestyrelsesformandspost i samme virksomhed.
Dette er en forkortet udgave af artiklen. Abonnenter kan læses den fulde artikel her.