Forestil dig følgende sætninger reciteret med en dyb speakerstemme, som var det traileren til en ny Netflix-serie. 

’Nu er den her. Serien om det endelige opgør om arbejdskraften, hvor arbejdsgivere og fagforeninger, i blind tro på, at de hver især ligger inde med sandheden, kæmper for alt, hvad deres medlemmer har kært. Af frygt for at virke svag, ønsker ingen af parterne at give sig den mindste smule.’ 

Hvis man efter sommerferien har fulgt med i mediernes dækning af arbejdsmarkedsdebatten, der aldrig vil dø – diskussionen om manglen på arbejdskraft – kan man let sidde tilbage med fornemmelsen af at have tændt for et episk drama med uendeligt mange afsnit.

Alene i første halvdel af august har temaet om danske virksomheders mangel på arbejdskraft været på dagsordenen adskillige gange med Berlingskes overskrift ’Arbejdere fra Østeuropa vender Danmark ryggen’ og Morgenavisen Jyllands-Postens ditto ’Danske virksomheder presses af faldende ledighed i Østeuropa’ som nogle af de mest markante.

Bag overskrifterne er nyhedshistorier, som arbejdsgiverne har brugt til at lobbye for, hvor alvorlig de mener den aktuelle arbejdskraftmangel i Danmark er. Men arbejdsgivernes forsøg på politisk at fremme deres medlemmers sag har selvsagt ikke fået lov til at stå uimodsagt. 

Således tog cheføkonom Allan Lyngsø Madsen fra LO f.eks. til genmæle i indlægget ’Vi har flere ledige hænder end øjet ser’ i Børsen. Her anfægtede han den grundlæggende præmis om, at der er en generel mangel på arbejdskraft, og rettede i stedet blikket mod de ledige danskere, der står uden for arbejdsmarkedet. 

De to synspunkter har vi hørt mange gange før. Så hvis der er tale om et episk drama, hører det efterhånden til i den forudsigelige kategori, hvor argumenterne kører i ring, og fronterne er som hugget i granit. Men lad os alligevel kort opsummere positionerne:

Mens arbejdsgiverne gerne vil have adgang til mere arbejdskraft uden for EU ved at skrue ned for lønkravet i den såkaldte beløbsordning, så skyder fagforeningerne igen ved at kræve opkvalificering af de hjemlige arbejdskraftressourcer og i Europa generelt. Se tekstboks.

Men hvad er så den bedste løsning? Sandheden findes nok et sted midtimellem, vurderer arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet.  

”Arbejdsgivernes drøm er jo at øge arbejdsudbuddet betydeligt – de er jo sat i verden for at sikre den bedste og billigste arbejdskraft. Og fagbevægelsen skal sikre lønniveau, efteruddannelse og gode vilkår for sine medlemmer. Derfor ligger svaret på den rette løsning af arbejdskraftsudfordringen nok et sted midtimellem arbejdsgiverne og fagbevægelsens forslag,” siger han. 

Bagom fem kerneargumenter 

Efter endnu en genopførsel af det rituelle arbejdskraftsdrama er det indlysende spørgsmål, om parterne er villige til at tage debatten videre. Det og parterne selv vender vi tilbage til.  

Lad os først se på fem af de centrale argumenter, der går igen i debatten, og som på forskellig vis bruges og derefter anfægtes af modparten. 

Antallet af forgæves rekrutteringer i danske virksomheder stiger: Sådan lyder det fra arbejdsgiverne, der ser det som et argument for at lade flere kvalificerede også uden for EU få adgang til det danske arbejdsmarked. 

Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er det korrekt, at der er en stigning på forgæves rekrutteringer. Men omvendt er det også evident, at der stadigvæk er langt til overophedningsniveauet, som vi oplevede det i nullerne før krisen. Se figur 1. 

Ud over at henvise til, at økonomien er langt fra nullernes overophedning, som modargument, fremhæver fagbevægelsen et andet tal fra samme undersøgelse, der viser, at 39 pct. af arbejdsgiverne i rekrutteringsundersøgelsen selv siger, at de kunne have gjort noget anderledes eller bedre for at besætte den pågældende stilling.

Væksten i antallet af østeuropæere falder: Sådan lød konklusionen i forrige uge i en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, hvilket igen ifølge arbejdsgiverne er et argument for at åbne mere op for arbejdskraft uden for EU. Det er korrekt, at stigningstakten i antallet af arbejdere fra eksempelvis Polen isoleret set er mindre end tidligere, men samlet set vokser antallet af EU-borgere, der kommer til Danmark for at arbejde stadig.

Det viser tal fra Jobindsats. Fra maj 2017 til maj 2018 voksede antallet med 112.594, hvilket er en stigning på 7,3 pct. Antallet af fuldtidsbeskæftigede polakker voksede også i samme periode fra 25.596 til 27.011. Så selv om der er tale om en nedgang i stigningstakten, vokser det samlede antal fortsat.  

Lønudviklingen stiger slet ikke med samme takt, som den gjorde før krisen: Sådan lyder det fra fagbevægelsen, når den argumenterer for, at mangel på arbejdskraft ikke er så alvorligt et problem, som mange turnerer rundt med. Det er også korrekt, hvis man ser på de seneste tal fra Nationalbanken fra begyndelsen af juni. Se figur 2. 

Her konkluderede banken endda, at der er plads til lønstigninger. Omvendt tyder helt dugfriske tal fra DA på, at lønomkostningerne i 2. kvartal steg med 2,6 pct., hvilket en stigning på 0,3 procentpoint i forhold til seneste kvartal. 

Der er stadig en stor hjemlig arbejdskraftreserve, som man kan tage af

Et af fagbevægelsens væsentligste argumenter er, at der stadig er en stor mængde arbejdsløse i Danmark, der ikke er omfattet af de officielle ledighedsstatistikker, og som nu, hvor vi ser en stigning i beskæftigelsen, kan aktiveres. Det handler om de såkaldt AKU-ledige, der bl.a. omfatter jobsøgende, der ikke har meldt sig som ledige. 

Det er korrekt, at der findes denne reserve. Spørgsmålet er dog, hvor let den er at aktivere. Dertil kommer, at antallet af AKU-ledige, ligesom ledigheden generelt, falder. Ifølge Danmarks Statistik, der opgør antallet, var der i juni sidste år 171.000 såkaldt AKU-ledige, mens det tal var faldet til 152.000 i juni 2018.  

Der er stadig masser af arbejdsløse sydeuropæiske EU-borgere, som vi kan hente til Danmark: Det er endnu en af fagbevægelsens pointer. Og det kan ikke afvises, at der kan gøres mere for at hente denne reserve til Danmark, lyder det fra forskere, men omvendt er det vanskeligt at sige, hvor stort potentialet er, da der mangler analyser på området.

Nye arbejdskrafttendenser 

At der er tegn på et stigende problem med arbejdskraftmangel – i hvert fald inden for visse områder – er der efterhånden enighed om. Som oftest går der heller ikke røg af en brand, uden at der er ild i den. Og der er – ud over lav ledighed, stigende beskæftigelse, forgæves rekrutteringer og et så småt stigende lønniveau – også tegn på større makroøkonomiske forandringer, der på længere sigt vil påvirke det danske arbejdsmarked. 

Opsvinget i Europa har bidt sig fast, og ledigheden falder. Se figur 3. 

En rundringning til en række danske ambassader i Europa indikerer, at man i lande som Polen, Rumænien, Bulgarien gør en aktiv indsats for at hive tidligere udflaget arbejdskraft hjem. 

Arbejdskraftmanglen i et land som Polen, der ellers har været storeksportør af arbejdskraft til resten af EU, er eksempelvis så udbredt, at Polen for nylig indgik en bilateral aftale med Filippinerne om at importere arbejdskraft derfra. 

I fjor sagde den polske ambassadør i Danmark lige ud, at ambassaden havde indledt en kampagne for at få flere polakker til at tage hjem. Og ambassadørerne fra Litauen, Rumænien og Bulgarien appellerede for nyligt i Ugebrevet A4 til deres udrejste arbejdskraft om at vende hjem. 

Blandt arbejdsmarkedets parter er der tilsyneladende også en velvilje i forhold til at mødes omkring et forhandlingsbord og lede efter løsninger, der i så fald bliver et kompromis mellem arbejdsgivernes drøm om at sænke beløbsgrænsen og fagbevægelsen forhåbninger om at aktivere danske arbejdsløse. 

Faktisk så vi tidligere på året små tegn i den retning. Med næsten samme udgangspunkt, nemlig at debatten kører i ring, inviterede Mandag Morgen i februar to repræsentanter fra parterne til et fælles interview for at komme tættere på en løsning. 

Mens lønmodtagerne i diskussionen var repræsenteret ved 3F-formand Per Christensen, repræsenterede DI-direktør Kim Graugaard arbejdsgiverne. Her drøftede de bl.a. mulighederne for at sænke beløbsgrænsen for, hvornår personer uden for EU kan få dansk arbejdstilladelse. Bl.a. pegede Kim Graugaard på en model, som Per Christensen ikke var afvisende over for.  

"Lad os da sætte en sikkerhedssele på det; lad os indkapsle bekymringen. Vi kunne jo lave en forsøgsordning på to år for at se, hvordan det udvikler sig. Lad os sige, at vi i en forsøgsordning sætter en begrænsning på, så der maksimalt kan komme yderligere 7.000-8.000 faglærte ind på ordningen. Man kunne lave en slags loft og så køre med det en periode og se, hvordan det går," sagde Kim Graugaard. 

Per Christensen var som udgangspunkt positiv over for en forsøgsordning. 

"Jo, hvis vi kan hegne den ind, så den giver god mening for alle. Vi er vant til at finde gode aftaler med arbejdsgiverne, og det kunne vi formentlig også gøre her. Men det skal være en forpligtende aftale, der går begge veje, så vi får de sidste (jobparate ledige, red.) med,” sagde Per Christensen. 

Tid til en trepartsdiskussion? 

Nu, godt et halvt år senere, er der dog ikke tegn på, at vi er kommet tættere på en gylden middelvej. Til gengæld fortsætter kampen. Det har fået flere til at rejse spørgsmålet, om arbejdskraftudfordringen ikke har nogle dimensioner, der gør den egnet til en trepartsforhandling initieret af regeringen. 

En af dem er arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet.  

”Det kan undre, at man ikke har lavet trepartsaftaler på det her området. Det er en kæmpestor udfordring, at vi kan have dele af arbejdsmarkedet, hvor vi mangler arbejdskraft, samtidig med at vi har folk, der står uden for arbejdsmarkedet. Det har været en hjørnesten i hele flexicurity-systemet, at vi har et videreuddannelsessystem, der opkvalificerer folk til de aktuelle behov på arbejdsmarkedet,” siger han.  

Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er inde på det samme. Det vil være oplagt at bruge trepartsystemet til at diskutere et løsningsforslag om f.eks. at etablere rekrutteringskontorer i sydeuropæiske lande. Alene i Portugal, Spanien, Italien og Grækenland er der i øjeblikket omkring tre millioner arbejdsløse faglærte, der kunne være interessante for danske virksomheder.

”Trepartsinstitutionen er et velegnet sted af diskutere et sådan tiltag, så det kunne være, at parterne og regeringen kunne sætte sig sammen og diskutere de forskellige muligheder for at sikre kvalificeret arbejdskraft,” siger Erik Bjørsted. 

Billig arbejdskraft eller ej 

Hvis parterne mødes, vil der være rigeligt at tale om. Velviljen er tilstede, og ifølge Ejner K. Holst, næstformand i LO, foregår der allerede drøftelser bl.a. i Beskæftigelsesrådet. Dog forudser han, at mere indgående forhandlinger vil blive vanskelige.  

”Inden for rammerne af den danske model gør vi allerede en del. I Beskæftigelsesrådet har vi bl.a. stillet flere forslag til Beskæftigelsesministeriet om, hvordan vi får handikappede og folk på kanten af samfundet i arbejde. Det, der gør diskussionen så svær i det offentlige rum, er, at arbejdsgivernes eneste forslag er at sænke grænsen i beløbsordningen,” siger han. 

Fra arbejdsgiverkant er man heller ikke afvisende i forhold til at mødes ved et forhandlingsbord, om end det ifølge Erik Simonsen, underdirektør i DA, kan være svært at se det fælles grundlag. 

”Det er jo regeringen, der inviterer til trepartsforhandlinger, og dermed ikke noget, vi kan tage initiativ til. Men vi tager gerne en samtale med regeringen og fagbevægelsen om at finde løsninger. Men jeg forstår også godt, hvis regeringen har det synspunkt, at man gerne vil have en vis sandsynlighed for, at vi kan starte med en fælles platform. Det tror jeg, at regeringen har svært ved at se,” siger han. 

På spørgsmålet om hvorvidt regeringen vil benytte trepartsværktøjet i denne sammenhæng, er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ikke afvisende.

”Regeringen har med stor succes genoplivet trepartsdrøftelserne. Vi havde en god drøftelse af udenlandsk arbejdskraft med Disruptionrådet, hvor også arbejdsmarkedets parter er repræsenteret, som jeg nu vil følge op på. Når det er sagt, er der et flertal i Folketinget, med S i spidsen, der aktivt forhindrer, at danske virksomheder kan få adgang til den kvalificerede arbejdskraft fra udlandet, som de har brug for. Regeringen vil præsentere et udspil i den kommende tid – og det er min forhåbning, at vi kan nå i hvert fald et stykke vej,” siger ministeren i et skriftligt svar.

Nøgternt betragtet befinder parterne sig langt fra hinanden, hvis de skulle blive inviteret til forhandlinger. Og det er da heller ikke sådan, at arbejdsgiverne ikke må påpege et problem – manglen på arbejdskraft – når de ser det, siger Ejner K. Holst.  

”Man skal råbe op i tide, og man skal handle i tide. Vi mener bare, at man stadigvæk har en stor gruppe af ledige, der står uden for arbejdsmarkedet, fordi de ikke har de rette kvalifikationer. Der mangler ikke hænder, men kvalificerede hænder. Når vi har en stor gruppe af dagpengemodtagere, er det jo dem, man skal satse på først. Det er nu, når vi har høj beskæftigelse og lav ledighed, at vi har et vindue stående åbent for at få de sidste med,” siger han. 

Så det vil sige, at LO altså anerkender, at der visse steder er en udfordring med mangel på arbejdskraft? 

”Tydeligvis er der en udfordring. Men vi kan også se i opgørelserne om forgæves rekrutteringer, at 39 pct. af arbejdsgiverne siger, at de kunne have gjort mere. Kvalificeret arbejdskraftmangel kræver kvalificeret søgning,” siger Ejner K. Holst og fortsætter:

”Men det hele går i stå, når arbejdsgiverne kun taler om beløbsordningen, for så handler det ikke om at øge udbuddet af arbejdskraft, men om at skaffe billig arbejdskraft. Det ville klæde arbejdsgiverne ikke bare at se på egne snævre interesser, men også samfundets interesse i at få personer på passiv forsørgelse ind på arbejdsmarkedet.” 

Win-win for Danmark 

Hos DA køber Erik E. Simonsen ikke argumentet med, at det primært handler om adgang til billig arbejdskraft. 

”Vi har ikke overvejelser om bare at lukke op. Vi bliver tit beskyldt for bare at ville dumpe lønningerne, men intet kan være mere forkert. Vi repræsenterer virksomheder, der er omfattet af overenskomster og dermed også aftaler om løn. Når vi siger, at vi gerne vil have adgang til flere udlændinge, er det, fordi vi mangler dem, men udgangspunktet er, at de skal have sædvanlig løn og arbejdsvilkår,” siger han.  

DA-direktøren peger desuden på, at analyser viser, at udenlandsk arbejdskraft er en god forretning, bl.a. fordi de opretholder virksomhedernes aktiviteter i Danmark og skaber yderligere job.  

”Problemet lige nu handler om mangel på faglærte, og når vi ikke kan finde dem i Danmark, så lad os finde dem i Europa eller i andre lande. Derfor peger vi på en justering af beløbsordningen, eller på at se på den såkaldte positivliste, så vi åbner op for de grupper af faglærte, der er mangel på,” siger Erik E. Simonsen.