Af John Wagner
Adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, tidl. generalsekretær for Konservative

Lad mig lægge ud med at sige det uden omsvøb: Danmark har brug for bedre ministre end flere af de nuværende og mange af de forhenværende.

Det er ganske enkelt blevet et problem for formuleringen og udmøntningen af politik i Danmark, at ministre – i disse dage eksemplificeret ved fødevareminister Mogens Jensen (S) – skal være glade for bare halvandet år i samme ministerium.

Hertil kommer den ekstra udfordring, at afstanden mellem de ministre, der kommer og går sammen med et stigende antal politisk valgte særlige rådgivere, og de bestående, sædvanligvis dybt professionelle embedsmænd, bliver større og større.

På en 'minister-uddannelse' kunne man for eksempel lære, hvad det vil sige at have lovhjemmel.

John Wagner
Adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, tidl. generalsekretær for Konservative

Jeg fik syn for sagn, da jeg for nylig kunne fejre 25-årsjubilæum som brancheforeningsdirektør og kom til at tænke på, HVOR mange ministre jeg har haft kontakt med i disse år:

14 erhvervsministre fra Mimi Jakobsen (CD) til Simon Kollerup (S), heraf 5 socialdemokrater, 5 konservative, 2 SF’ere, 1 fra Venstre og 1 fra CD.

14 skatteministre fra Carsten Koch (S) til Morten Bødskov (S), heraf 5 socialdemokrater, 5 fra Venstre, 3 SF’ere og 1 radikal.

13 fødevareministre fra Henrik Dam Kristensen (S) til – indtil videre – Mogens Jensen (S), heraf 7 fra Venstre og 6 socialdemokrater, hvortil kan lægges 3 konservative forbrugerministre.

11 miljøministre fra Svend Auken (S) til Lea Wermelin (S), heraf 6 fra Venstre, 3 socialdemokrater, 1 konservativ og 1 SF’er.

Tilsammen har jeg altså på 25 år haft kontakt til 55 forskellige ministre (fra seks forskellige partier) – på bare disse fire for købmændenes brancheorganisation vigtigste ministerområder. Hertil kommer knap så intense kontakter til et mindre antal finansministre, justitsministre, sundhedsministre, beskæftigelsesministre med mere.

Hvad er så fordelene – hvis der er nogle – og ulemperne ved den hastige udskiftning af ministre?

Det er i hvert fald helt klart de ministre, som har siddet længst, der huskes for de fleste politiske initiativer – på godt og ondt, vil man sige, afhængigt af holdning til initiativerne; daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, daværende skatteminister Kristian Jensen og daværende miljømister Svend Auken.

Bendt Bendtsens indflydelse kan også hænge sammen med, at han var partileder i det næststørste regeringsparti og dermed vicestatsminister, ligesom Svend Aukens muligheder for at opbygge et magtfuldt miljøministerium kan tilskrives hans position som tidligere partiformand.

Fagministres indflydelse afhænger altså ikke alene af holdninger, indsigt og netværk, men også af position i partiet og for eksempel medlemskab af regeringens koordinationsudvalg og/eller økonomiudvalg. Formentlig mere det sidste, position, end det første, politik!

Stærke ministre kan omsætte visioner til praksis

For erhvervsorganisationer og en lobbyist som mig er det så klart at foretrække at have så stærk en ressortminister som muligt, det vil sige en minister med lang parlamentarisk erfaring, en fremtrædende position i sit parti, stort netværk og dyb indsigt i politikområdet. Det er svært at tilskrive Mogens Jensen og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) det sidste.

Med svage ministre risikerer at følge en ørkenvandring, hvor der intet modspil er til overimplementering af nye EU-regler, finansministerielt hysteri mod enhver merudgift og total ideologisk styring fra samme, altså Finansministeriet, i de seneste par årtier – og måske Statsministeriet (igen) i de kommende år, hvis Mette Frederiksen yderligere forstærker sin magt, som hun har agt.

Derfor er det – normalt – guds gave, når en statsminister fastholder en velfungerende fagminister med et par års ministererfaring, mange års medlemskab af Folketinget og dermed både det politiske netværk til at fremkalde brede politiske forlig og den indsigt, som er nødvendig for at omsætte regeringens, partiets og egne holdninger til praktisk politik.

Og derfor er de utallige ministerrokader i utide en uskik. Regeringers afgang som følge af valgnederlag er en parlamentarisk selvfølge, og dem har der de seneste 25 år været fire af, mens ”gennemsnitslevetiden” for mange ministre på den samme post er under to år.

Måske statsministre synes, at det er sjovt med ”nyt blod”, at udvise handlekraft ved at fyre og hyre og flytte opmærksomheden væk fra egne eller et kollektivs uformåenhed. Måske også en departementschef til tider ånder lettet op. Men ofte har det forsinket konkrete politiske reformer og forringet indholdet.

Uerfarne ministre risikerer at blive marionetdukker

Uerfarne politikere på ministerposter kan koste Danmark dyrt. Fordi det i for høj grad bliver andre hensyn end de faglige og ideelle, som afgør sagen. Fordi samspillet med ministeriet med departementschefen i spidsen tager tid at designe. Og mens det skal opbygges, sætter Finansministeriet og Statsministeriet sig tykt på politikken, og en eller flere særlige rådgivere på ministerens offentlige fremtræden, hvorefter ministeren mere eller mindre fremstår som en marionet.

Resultatet er endnu en hurtig udskiftning på udskiftning på udskiftning …

Mit håb er derfor en større stabilitet på ministertaburetterne, så vi fremover får flere ministre med netop ministererfaring, med flere års parlamentarisk erfaring og dybere indsigt i ressortområdet.

Men ikke nok med dét: Måske skulle vi også overveje, om der med udnævnelse af ”juniorministre” og/eller med en ”videreuddannelse” af nye parlamentarikere i regi af Folketinget kan udvikles stærkere ministre. Ingen nævnt, ingen glemt!

I erhvervslivet kræves det i dag, at man tager en bestyrelsesuddannelse for at få kendskab til ledelsens ansvar. På en ”ministeruddannelse” kunne man for eksempel lære, hvad det vil sige at have lovhjemmel – og at kvaliteten af nye love, bekendtgørelser og vejledninger er vigtigere end pressemeddelelser.

Med stærke ministre følger – efter min mening – også både bedre og bredere politiske løsninger. Og dermed endnu større respekt for folkestyret. Vi har de seneste år – ikke mindst i ét-parti-regeringerne, og når unge partier pludselig har fået ministerposter – haft for mange ministre, som ikke har skabt respekt for deres gerning, hverken på Christiansborg eller blandt de erhvervsorganisationer, i den fagbevægelse og blandt de NGO’er, som også over for medierne og dermed offentligheden tegner billedet af ministeren.

Folkestyret lider altså lige så meget under svage ministre som den sag, de svage ministre er blevet bedt om at tjene. Vi er alle sammen ofre, når ministre ikke får succes. For private virksomheder kan det handle om succes eller fiasko – helt afhængigt af politiske beslutninger. For den offentlige virksomhed, statslig eller kommunal, kan det handle om mulighederne for at rekruttere endnu bedre medarbejdere og få midler til udvikling.

Nye ministre kan ikke nøjes med en tv-serie som introduktion

På den baggrund burde det være indiskutabelt, at vi – når vi får tid til at diskutere andet end sexisme, corona, mink og Trump – tager en diskussion om, hvordan vi får endnu bedre ministre end flere af de nuværende og forhenværende.

Det burde gerne være sådan, at når ministerbilen kører op foran forsamlingshuset, foran kongressalen, foran den store erhvervsorganisations domicil, men også foran gården, butikken, restauranten, uddannelsesinstitutionen, kulturhuset, plejehjemmet med mere, er det ikke ”bare” limousinen, der skaber opmærksomhed, men ministeren, som vækker dyb respekt for ægte interesse, indlevelse, indsigt, evne og vilje til at handle. Og at man ikke kommer i tvivl om ministerens magt! I dag, i morgen og ikke bare frem til førstkommende rokade.

For år tilbage – i Schlüters tid – var den fremragende britiske tv-serie ”Javel, hr. minister” en del af introduktionen til de nye ministre i den daværende Firkløverregering.

Forhåbentlig har Mette Frederiksens ministre ikke i stedet fået ”House of Cards”. De bør i hvert fald fra begyndelsen have mere med på den fremtidige rejse end udsigten til snarlig afskedigelse.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.