Hvorfor eskalerer den aktuelle konflikt mellem Danmarks Lærerforening og KL? Hvorfor laver regeringen ikke blot en mindelig studehandel med Bondo & Co. om lidt ekstra i lønningsposen samt en milliard til efteruddannelse til gengæld for afskaffelse af de omstridte arbejdstidsregler?

Og hvis det nuværende arbejdstidssystem virkelig er så destruktivt, hvorfor er det så ikke blevet afskaffet for længe siden?

Lad os gå på jagt efter et par svar …

I et klassisk sociologisk perspektiv kan samfundsudviklingen anskues som en kamp mod accelererende kompleksitet, hvor vi gennem organisering forsøger at fastholde mening, styring og sammenhæng. Et centralt element i organiseringen er principper for arbejdsdeling. Hvordan afgør vi, hvem der skal forholde sig til hvad? Hvordan tager vi bindende beslutninger? Og hvor ligger ansvaret?

Groft skitseret kan man løse arbejdsdelingen efter tre principper:

1. Opdeling i ens enheder (familien, stammen, bystaten, teamet), hvor hver enhed kun forholder sig til sig selv.
2. Opdeling i et hierarki af over- og underordnede, hvor ansvaret sendes op i systemet, i sidste ende til den øverste hersker.
3. Opdeling efter funktionelt speciale, hvor ansvaret er udsondret efter fagligt speciale – juristerne forholder sig til jura, økonomerne til økonomi etc.

Bondo er klanlederen

I alle organisationer vil alle tre principper være til stede parallelt, men der vil være ét princip, som dominerer. Således er opdeling i ens enheder udbredt i servicesektoren, hierarkiet er stadigvæk herskende i dele af det traditionelle erhvervsliv, og den funktionelle opdeling har overtaget i projektorienterede matrix-organisationer.

Striden på skoleområdet gælder i dette perspektiv kampen mellem stammen og herskeren:

Danmarks Lærerforening med Anders Bondo som klanleder forholder sig til sig selv og sin omverden som en stamme, der er under angreb. Gennem generationers faglig positionering og dygtig forhandling har lærerne etableret en monopolstatus, som et uangribeligt og lukket fagfælleskab, der påberåber sig eneret på sit felt.

Loyaliteten over for fagstanden er den ed, som lukker stammens medlemmer ind i fællesskabet, og man kæmper med næb og kløer for at bevare gamle privilegier. Samtidig kæmper man indædt for at holde andre faggrupper ude af skolen, særligt pædagogerne.

Corydon er herskeren

På den anden fløj har vi herskeren, der ser verden som et hierarki, der lader sig detaljestyre gennem målinger, test, kontrol og planer. Den autoritære centralmagt, med finansminister Bjarne Corydon som patriark og new public management som biblen, dikterer, i hvilken retning hæren skal marchere.

Mens stammen kræver loyalitet, forlanger og belønner herskeren lydighed – at planer bliver fulgt, at handlinger bliver dokumenteret, og at resultater bliver målt og sat i skema. Der er således tale om en eksistentiel kamp mellem forskellige verdens- og styringssyn. Det er en kulturkamp mellem kravet om mekanisk rationel lydighed og stammens stærke loyalitet i et os-mod-de-andre-sammenhold.

De to modsætninger spiller elegant rollen som hinandens gensidige fjendebilleder. Og for begge parter er der så meget på spil, at tilbagetog lige nu er næsten utænkeligt.

I den kamp er arbejdstidsreglerne en strategisk bakketop, som de stridende parter forsøger at bemægtige sig. Magten over arbejdstidsreglerne giver Lærerforeningen en permanent bastion, hvorfra den kan udfordre ledelsesretten i folkeskolen. Lærerforeningen ser arbejdstidsreglerne som en kronjuvel, hvis tab kan underminere årtiers nøjsom faglig positionering.

På den anden side har centralmagten på Slotsholmen erkendt, at medmindre kontrollen over lærernes arbejdstid bliver fravristet Lærerforeningen, så vil centralmagtens reformambitioner om en mere effektiv og målrettet folkeskole aldrig komme ud af starthullerne.

Farvel til fælles løsninger

Det tragiske er, at ingen af parterne i sig selv har den løsning, som Danmark har brug for. Hverken stammens konservative pindsvinestrategi eller Slotsholmens naive styringsrationale kan løfte folkeskolens udfordringer.

I stedet er der brug for at etablere en funktionel differentiering med langt større frihedsgrader, større tværfaglighed og tillid som bærende kulturelement i stedet for loyalitet eller lydighed.

Til dette vil både stammen og herskeren oprigtigt hævde, at man skam ønsker tillid og frihed. Men det er desværre en løgn. For stammen kan kun rumme tillid internt blandt sine edsvorne medlemmer, og herskeren tror fejlagtigt, at tillid kommer af troværdighed.

Ingen af dem forstår i kampens hede, at tillid bygger på åbenhed og modet til at blotte sig. Og netop derfor kommer vi desværre længere og længere væk fra de nødvendige løsninger for hver dag krigstrommerne buldrer og kamphanerne puster sig op ved forhandlingsbordet.

Læs flere af Ask Aggers indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.