Da Bush overdrog sit præsidentembede til Obama, var vi mange, der håbede på en mere fredelig verdensorden. På samarbejde og fordragelighed frem for amerikansk enegang og invasionslyst. Vi var trætte af CIA’s torturfængsler, de militære overgreb i Irak, benægtelse af den globale opvarmning samt særligt det krigsliderlige makkerpar Cheney og Rumsfeld. Vi var klar til positive forandringer.

Nu står vi så halvanden præsidentperiode senere og er vidner til en verden i krig og opbrud:

Borgerkrigen i Syrien raser på tredje år og har snart krævet 200.000 ofre. På trods af klare beviser for brug af kemiske våben og talrige overgreb på civile har USA og Europa antaget en afventende rolle, der har ladet konflikten eskalere. Krigen har nu spredt sig til Irak, hvor den islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS) med lynets hast er blevet en regional magtfaktor, der truer den svage regering i Bagdad. Truslen fra IS har skabt den groteske situation, at styrker fra USA, Assads regime i Syrien samt Iran i dag kæmper på samme side.     

Libyen er blevet en anden krudttønde, der er godt i gang med at springe i luften. Efter at Vesten i kølvandet på Det Arabiske Forår hjalp med at vælte Gadaffis styre i Tripoli, er landet forfaldet til interne stammeopgør mellem militante militser. Senest har en islamistisk milits taget kontrollen med lufthavnen i Tripoli, hvilket har fået Egypten og De Arabiske Emirater til at blande sig aktivt i borgerkrigen med luftangreb. For det sydlige Europa er et borgerkrigshærget Libyen et mareridt, og den franske præsident Hollande har erklæret, at han er mere optaget af udviklingen i Libyen end i Ukraine eller Syrien.     

Langt mod syd har den accelererende Ebola-epidemi føjet nye rædsler til et Afrika, der i forvejen er hårdt ramt af borgerkrige og regionale konflikter. Ebola-virussen er ikke kun en dræber i sig selv, i dens kølvand følger frygt og mistillid, der truer med at lamme hele sundhedssystemer for millioner af mennesker med ubegribelige ulykker til følge. Katastrofen er nu så slem, at den overgår flere af de scenarier, som vi kender fra katastrofefilm om emnet.       

Og mod øst fortsætter eskaleringen af skyggekrigen mellem Ukraine og Rusland. I flere uger har russisk artilleri og russiske kampfly beskudt ukrainske styrker fra russisk territorium, men nu lader det til, at også regulære russiske kampvognsenheder har benyttet forvirringen omkring Ruslands påståede humanitære konvoj til at krydse grænsen og blande sig i konflikten. Tusinder er allerede døde, og over en million er flygtet fra ødelæggelserne.

I kontrast til de andre konflikter, der ofte overgår både fantasi og Hollywood-fortolkninger, er krigen i Gaza anderledes velkendt, ja næsten rituel. En asynkron konflikt, hvor Israel bomber det besatte Gaza som gengældelse for de relativt ineffektive raketter, der affyres af Hamas ind i Israel. Der forhandles fortsat om en varig våbenhvile, imens dødstallet på palæstinensisk side nærmer sig 2.100 dræbte, hvoraf mindst 700 er kvinder og børn.        

Drop fejlindvesteringer

Vi, der håbede og troede på en mere fredelig og forudsigelig verden efter Den Kolde Krig og Krigen mod Terror, er blevet svært skuffede. Vi har fået flere dræbte, mere konflikt og større usikkerhed. Men hvad kunne vi ha’ gjort, og hvad kan vi gøre?

Et bud er, at vi kan kaste os ind i kampen. Bombe de dumme, hjælpe de gode og indsætte bæredygtige demokratiske regeringer. Mange politikere er forfaldne til at vise handlekraft gennem militær magtdemonstration. Problemet er blot, at en stor del af de blodige konflikter i verden direkte kan føres tilbage til Vestens fejlslagne militære aktioner. Vi har gang på gang vist, at vi kan vinde krigen, men aldrig freden. Fra Irak over Afghanistan til Libyen har Danmark deltaget i forsøget på at bombe udvikling og demokratisering frem. Og altid med et tragisk efterspil til følge.    

Den tidligere britiske officer og Afghanistan-ekspert Mike Martin har netop udgivet en bog om NATO’s indsats i Helmandprovinsen, og det er kras læsning. Den militære indsats, som har kostet Danmark knap 15 milliarder skattekroner, 38 døde soldater og tusindvis af lokale dræbte, fremstår som en eklatant fejlinvestering, der pga. manglende forståelse for den lokale kultur og de sindrige lokale magtspil om opium og bestikkelse er endt med at gøre mere skade end gavn. Glem Amanda, IC-4 eller Melodi Grand Prix 2014 – den danske indsats i Helmand er vor tids største og mest tragiske offentlige fejlinvestering.        

En af mine gode bekendte er pensioneret officer fra det tyske luftvåben. Han var bl.a. med til at planlægge luftangrebene i den første Irakkrig, og hans dom over den langsigtede effekt af Vestens militære indsatser er trist. Han ser tilbage på de militære interventioner som en balje med vand, hvori vi kan plaske og sjaske med vores bomber og tanks, men hvor vandet vender tilbage til sin oprindelige form, så snart vi tager hånden op af baljen igen. Det kan godt være, at der pga. drab og ødelæggelser er lidt mindre vand i baljen, end før vi startede, men de grundlæggende konflikter, problemer og kulturer er uforandrede.         

Summa summarum viser historien igen og igen, at der er brug for politiske løsninger frem for militære. Vi skal være meget ydmyge omkring, hvilken varig forskel et par tanks eller F-16-fly fra et lille land på toppen af Tyskland reelt kan gøre ude i den store verden, og vi skal være ekstra kritiske over for politikere, der synes, det er sjovt at plaske med vand.

Læs flere indlæg af Ask Agger her 

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.