Den økonomiske krise er paradoksalt nok Lars Løkke Rasmussens sidste og eneste chance for at vinde det kommende valg.

Hvis det sidste halve år på Christiansborg har lignet en valgkamp, er det for intet at regne mod, hvad der venter efter sommerferien. Regeringen vil dels intensivere tæppebombningen af S og SF med anklager om, at deres genopretningsplan, “En fair løsning”, hviler på et særdeles skrøbeligt økonomisk grundlag. Dels vil den søge at styrke danskernes krisebevidsthed ved at henvise til, at øvrige europæiske lande som Grækenland, Spanien, Tyskland, Storbritannien og Holland ordinerer samme medicin som regeringen og gennemfører økonomisk smertefulde sparepakker på trecifrede milliardbeløb.

Løkkes evner til at skabe tillid til sin økonomiske genopretningspakke og vise positive resultater for dansk økonomi bliver den afgørende nøgle til at bevare magten.

Sådan lyder den overordnede konklusion på Mandag Morgens analyse af, hvordan den kommende politiske sæson vil forme sig. Analysen, der bl.a. bygger på baggrundssamtaler med ministre, toppolitikere i oppositionen, fagbevægelsen, KL og Danske Regioner, peger på to yderligere forudsætninger for regeringens comeback: Lars Løkke Rasmussen må for alvor begynde at udfylde sin rolle som statsminister. Og der må etableres en holdbar våbenhvile mellem de to regeringspartier.

Det er ikke en nem opgave, der venter Løkke. Der hersker ingen tvivl om, at det er S-SF, der går stærkest ud af den nu afsluttede politiske sæson. Alle tre regeringsbærende partier har tilbagegang i meningsmålingerne, og forude venter en sej debat om de velfærdsnedskæringer i kommunerne, som regeringens sparepakke vil medføre. Se figur 1. Dertil kommer næste forårs gyseragtige overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked, der kan få de offentlige ansatte til at gå helt i sort. Efterårets politiske dagsorden rummer næppe nye vinderudspil, der kan ændre styrkeforholdet.

At det er kommet så vidt, er ikke nødvendigvis Lars Løkke Rasmussens skyld. I sine snart 15 måneder som statsminister har han haft mange odds imod sig:

• Nedslidningen. Efter otte et halvt år ved magten aner man den metaltræthed, der rammer alle regeringer med så mange år på bagen. Vælgerne er så småt blevet trætte af at se på de samme ansigter. Regeringen selv har – uanset de mange ministerrokader – svært ved at forny sig. Og blandt de menige medlemmer af de to folketingsgrupper vokser desillusionen over topstyring og uindfriede ministerambitioner.

• Krisen. Efter adskillige års økonomisk medvind under Anders Fogh Rasmussen har den nye statsminister måttet foretage en 180-graders turn-around. Værdipolitikken, som har været et af regeringens hovedaktiver, er trådt i baggrunden til fordel for den traditionelle fordelingspolitik. Og på det område har man oven i købet måttet tage definitivt afsked med to andre tidligere vælgersucceser: kontraktpolitikken og skattestoppet.

• Oppositionens fremdrift. Efter mange års splittelse er S-SF – med eller uden De Radikale – trådt i karakter som et klart regeringsalternativ. Mens samarbejdet mellem Thorning og Søvndal fremstår stadig mere gnidningsfrit, har generationsskiftet i regeringens egen top indtil videre været en meget begrænset succes. Hvor parret Fogh/Bendtsen i det mindste havde en klar rollefordeling, har Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen været ved at rive hovedet af hinanden. Og ingen af dem har endnu demonstreret en autoritet, der gør dem til naturlige ledere af deres partier og regeringen.

Når regeringens humør ikke er helt i bund, skyldes det bl.a., at man føler sig sikre på, at krisen er ved at vende. I dansk politik kan et halvt år føles som en menneskealder. Og regeringen selv er overbevist om, at man nok skal blive belønnet af vælgerne for sin økonomiske ansvarlighed. Det sker bl.a. med henvisning til, at det ifølge meningsmålingerne har været tilfældet for de borgerlige partier i Sverige – og at valgresultaterne i både Storbritannien og Holland peger i samme retning. Lige så fast er overbevisningen om, at man i løbet af det næste halve til hele år vil være i stand til udstille S-SF-planen som rent spin uden reelt indhold: “De er toppet for tidligt, og vi vil slide dem op,” lyder budskabet fra en af regeringens centrale ministre.

Arven fra Fogh

I alle tre regeringsbærende partier er der en erkendelse af, at den dårlige afslutning på den politiske sæson i høj grad er selvforskyldt. “Vi har været alt for defensive,” lyder konklusionen fra en Venstre-minister, der dog er forsigtig med at sætte mere præcis adresse på selvkritikken.

Det er man ikke bange for i Dansk Folkeparti, der peger direkte mod regeringens top. Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Lene Espersen – for slet ikke at snakke om deres indbyrdes samarbejde – har været tilstrækkelig velfungerende. Og forklaringen skal bl.a. findes helt tilbage ved Løkkes magtovertagelse for snart 15 måneder siden, lyder vurderingen.

Foghs afgang efter flere måneders hårdnakkede rygter – og lige så hårdnakket afvisning af dem – var ikke et kønt syn, og Løkkes tiltræden blev derefter. Det var heller ikke verdens nemmeste job, Løkke sagde ja til. Allerede på det tidspunkt var finanskrisen i fuld gang med at udvikle sig til en regulær økonomisk krise, der fuldstændig ændrede den politiske dagsorden i takt med den voksende arbejdsløshed. Hertil kom, at flere års letsindige økonomiske politik – ufinansierede skattelettelser og et voldsomt stigende offentligt forbrug – medførte, at Danmark blev ramt særlig hårdt. Set i bakspejlet må konklusionen være, at Fogh slap væk i tide og efterlod regningen til sin efterfølger.  Selvom regeringen stædigt har fastholdt, at man brugte de gode år til at gnave af på gælden, er der ingen tvivl om, at Fogh-regeringernes politik har undergravet den langsigtede finanspolitiske holdbarhed i dansk økonomi.

Et andet problem, der i hvert fald nævnes i Venstres bagland, er, at Løkke har været for tøvende med at tegne sin egen profil. “Han har godt nok slået på, at han var sin egen. Men han har samtidig understreget, at han har været med til at udforme regeringens kurs under hele Fogh-perioden, og at det derfor også var hans politik,” siger en fremtrædende Venstre-kilde.

Flere mener også, at Løkke har undervurderet, hvor svært det var at komme ud af “Foghs skygge”: “I alt for lang tid er Lars blevet målt med, hvad Fogh ville have gjort. Og da det er den menneskelige natur at se fortiden i et mere rosenrødt skær, har det været en næsten håbløs opgave for Lars,” lyder en vurdering.

De stærke bånd til Fogh-perioden er formentlig også årsagen til, at regeringen selv var sen til at erkende krisen og siden har haft overordentligt svært ved at få kommunikeret sin krisepolitik. På den ene side har regeringen fastholdt, at Danmark – på grund af opsparingen i Fogh-perioden – var langt mindre kriseramt end de fleste andre europæiske lande. På den anden side har den alligevel fundet det nødvendigt at gennemføre den største spareplan i nyere politisk historie.

Zigzag-kurs

Denne dobbelthed er ifølge kritikerne en stærkt medvirkende årsag til, at det endnu ikke er lykkedes at skabe krisebevidsthed i den danske befolkning. Og selvom regeringen inden for de seneste måneder har foretaget et markant strategiskift, kritiserer baglandet fortsat regeringens lidt uldne kommunikation, der i den seneste version også indeholder det glade budskab om, at krisen er ved at være ovre for Danmarks vedkommende: “Man har ikke selv været i stand til at formulere et klart budskab. Derfor har krisen i Grækenland været en stor hjælp i forhold til at skabe forståelse for, hvor stor krisen egentlig er. Nu får vi yderligere hjælp fra Tyskland, Holland, Spanien, Portugal og Storbritannien. Derfor er det nu, man skal holde fast,” lyder budskabet fra en fremtrædende Venstre-politiker.

Denne ubeslutsomhed er formentlig også årsagen til forårets drypvise servering af regeringens såkaldte genopretningspakke. Først kom konvergensprogrammet, der bebudede nulvækst i det offentlige forbrug. Siden fulgte beslutningen om, hvordan udmøntningen af nulvæksten skulle fordeles mellem kommuner, regioner og stat. Og endelig kom regeringens udspil, der fastfrøs reguleringen af skattesatser, pensioner, dagpenge, kontanthjælp mv.

Denne tretrinsraket skabte i sig selv en forvirring, der næppe styrkede befolkningens tillid til regeringens krisestyring. Og det blev ikke mere overskueligt af, at den endelige aftale med Dansk Folkeparti ændrede kursen endnu en gang. Nu var det ikke længere pensionister og kommuner, der skulle betale regningen, men dagpengemodtagere og børnefamilier.

Regeringens egen forklaring på det lidt kaotiske forløb er, at sidste del af spareplanen oprindelig var tænkt som en del af efterårets finanslovsforhandlinger. Når den kom på bordet nu, skyldes det to forhold: Dels blev man – som en minister udtrykker det – enige med hinanden om, at det var bedst at fremlægge “alt det onde” på en gang i stedet for at sprede det over en længere tidsperiode. Dels betød planen fra S-SF, at lurepasseri blev umuliggjort: Hvordan kunne man anklage oppositionen for at være utroværdig, hvis man ikke selv fremlagde en plan, som anviste alle de 24 milliarder, der skulle til for at honorere EUs såkaldte konvergenskrav.

At DF sagde nej til fastfrysningen af pensionerne, var til gengæld helt efter bogen. Som det udtrykkes i partiet, var man ikke i tvivl, da man stod med valget mellem “et løftebrud til pensionisterne og et løftebrud på dagpengeområdet”. Kampen om 15.000-20.000 langtidsledige er trods alt nemmere at håndtere end kampen om 900.000 pensionister.

At regeringen ikke på forhånd havde afstemt sit udspil lidt bedre med Dansk Folkepartis ønsker, kan til gengæld undre. For ifølge DF selv var dagpengereformen ikke en kanin, partiet trak op af hatten i en sen nattetime under forhandlingerne i Finansministeriet. Det var et forslag, der indgik i et alternativt sparekatalog, som partiet var i fuld gang med at udarbejde.

Når det et budskab ikke nåede regeringen, tilskrives det udelukkende det tidspres, der opstod, fordi krisepakken pludselig skulle vedtages inden sommerferien.

Borgerlig samling

I regeringens egen analyse af det forsømte forår spiller de mange dårlige sager naturligvis også en rolle. Hos De Konservative er man f.eks. ikke i tvivl om, at medieføljetonen om Lene Espersens udeblivelse fra et udenrigsministermøde i Canada er hovedårsagen til, at vælgertilslutningen er nede på ca. 7-8 pct. Se også figur 2. Men også andre faktorer kan have spillet ind på tilbagegangen, der bl.a. har givet nyt håb til dødsdømte Liberal Alliance. F.eks. de udsatte lettelser af topskatten og skattereformens såkaldte udligningsskat for rige pensionister.

Mere alvorligt er det formentlig, at makkerparret Løkke/Espersen har haft svært ved at skabe fodslag. Det skabte i begyndelsen af året en veritabel regeringskrise, hvor statsministeren måtte true sin vicestatsminister med at udskrive valg, hvis De Konservative ikke opgav deres udtrykte ønske om at begrænse efterlønnen. Siden har Lene Espersen – mere eller mindre – holdt sig i skindet, men problemerne med det interne regeringssammenhold er igen blusset op, efter at justitsminister Lars Barfoed som formand for en intern politikudviklingsgruppe har lanceret konservative ønsker om bl.a. brugerbetaling og regionernes nedlæggelse.

Set fra Venstres synspunkt er problemet, at den slags meldinger skaber unødig uklarhed. Når statsministeren lige har sagt, at med genopretningsplanen er regningen betalt, skaber det mistillid til regeringens politik, at De Konservative begynder at tale om en ny regning.

Det er værd at bemærke, at Venstres reaktioner i modsætning til tidligere har været meget afdæmpede. I denne omgang er der ingen, der har beskyldt Lars Barfoed for at være “politisk tonedøv”. Det kunne indikere, at Venstre er indstillet på at være lidt mere large i forhold til regeringspartneren, der kæmper en desperat kamp for bare at komme op på 10 pct. af vælgerne. Det var det niveau, man i årevis skosede Bendt Bendtsen for, at han ikke var i stand til at øge.

Blandt ministrene er der bred erkendelse af, at større interne rivegilder blandt de regeringsbærende partier ikke er vejen frem.

Risikomomentet lige nu er, at tilbagegang i meningsmålinger skaber yderligere panik, så man får travlt med at forsøge at hugge stemmer fra hinanden i stedet for at bekæmpe oppositionen.

Dansk Folkeparti har allerede været godt i gang med at forsøge at gøre indhug blandt Venstres kernevælgere i Nord- og Vestjylland. Men også i DF lyder analysen nu, at det ikke som i 2005 og 2007 er nok, at Dansk Folkeparti går frem, hvis en borgerlig regering skal overleve næste valg. Vælgervandringer fra både Venstre og De Konservative skal stoppes.

Selv Liberal Alliance, der har sagt nej til genopretningsplanen, kan regne med en pæn behandling i den kommende sæson. For som en minister udtrykker det, er der udsigt til så tæt løb ved et kommende valg, at man må håbe på, at Anders Samuelsen & co. kommer over spærregrænsen: “Det bliver så tæt, at der ikke er råd til noget som helst stemmespild i den borgerlig blok.”

Valg i efteråret 2011

Ifølge statsministeren selv kommer det næste folketingsvalg i efteråret 2011. Det sagde han uopfordret på et møde i Venstres gruppe i forrige uge. Ved samme lejlighed gav han en peptalk med opfordring til sammenhold og is i maven, hvad der nok kan være brug for i en folketingsgruppe, som i stigende grad er blevet trætte af den topstyring, som den jævnligt udsættes for.

Løkkes budskab blev oven i købet modtaget med applaus, hvilket gruppemedlemmerne selv tager som udtryk for, at den nu vedtagne genopretningspakke er værd at kæmpe for: “Det er klar borgerlig politik, og det går også godt ind i vores eget bagland,” lyder en vurdering.

Logikken taler for, at valgdatoen står til troende: Der er meget, som regeringen og Dansk Folkeparti skal nå at forklare, inden de er parate til et valg. Alligevel påpeger en central Venstre-kilde, at man ikke skal tage statsministerens ord alt for bogstaveligt. “Løkke er improvisator. Og hvis meningsmålinger i løbet af efteråret viser stabilt flertal for regeringen, kan man sagtens forestille sig, at han udskriver valg.”

En tredje mulighed er, at et valget udløses ved en tilfældighed, hvor regeringen kommer i mindretal i en konkret sag. Efter at Per Ørum Jørgensen har forladt De Konservative til fordel for Kristeligt Folkeparti, har regeringen ikke længere flertal sammen med Dansk Folkeparti.

Foreløbig er der dømt sommerferie, og den agter regeringen især at bruge til at tænke over, hvordan efterårets storoffensiv skal tilrettelægges. Hovedemnet er der ikke tvivl om: “Der er kun én vindersag – og det er at sandsynliggøre, at man igen kan få økonomien til at vokse. Da der ikke er mange penge at dele ud af, vil den politiske dagsorden i høj grad komme til at handle om at udstille de andres hulheder,” lyder vurderingen fra en Venstre-kilde.

En af overvejelserne er at indbyde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om at forøge arbejdstiden. Løkke har intet at tabe. For selv hvis det skulle mislykkes, hvilket er mest sandsynligt, kan dét bruges i den videre kamp for at undergrave oppositionens troværdighed. Først og fremmest fordi regeringen dermed kan så tvivl om, hvorvidt fagbevægelsen rent faktisk kan levere det bidrag, som er nødvendigt, hvis S-SF-planen skal hænge sammen. Se artiklen "Rød alliance er risky business for fagbevægelsen".

Men uanset om trepartsvåbenet bruges, føler regeringen sig helt overbeviste om, at det i god tid inden næste valg vil lykkes at udstille S-SF-forslagene om øget arbejdstid som fugle på et meget højt tag. Dels er de ikke videre konkrete, dels bygger regnestykket på en række forudsætninger, som ikke hidtil har været eksponeret. Skal de berømte 12 minutters dagligt merarbejde udløse den lovede gevinst på 15 milliarder kr., kræver det, at den såkaldte satsregulering, der bestemmer stigningen i pensioner, dagpenge mv., suspenderes i denne sammenhæng, og at lønudgifterne i den offentlige sektor ikke vokser. Det er med andre ord den private sektor, der skal absorbere hele stigningen i arbejdstiden.

Dertil kommer selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt danske lønmodtagere overhovedet vil arbejde mere. Det er der intet, som tyder på. For nylig viste to meningsmålinger, at lige så mange hellere vil begrænse efterlønnen – der ellers har været betraget som politisk tabu. Måske er forslaget slet ikke så populært, når det kommer til stykket.

De 12 minutter er ikke det eneste bløde punkt i “En fair løsning”, som regeringen har gode muligheder for at angribe. Også det andet centrale genopretningsforslag – at få de studerende et halvt år hurtigere igennem deres studier – er meget løst formuleret.

Spareplanen glemmes ikke

Bagsiden for regeringen er naturligvis, at oppositionen også har tænkt sig at hamre løs på de velfærdsbesparelser, som nulvæksten i kommunerne med stor sikkerhed vil medføre. Selvom den ophidsede debat om regeringens spareplan formentlig vil blive glemt over sommeren, vil der blive mange lejligheder til at genopfriske vælgernes hukommelse, f.eks. når kommunerne til efteråret skal lægge budgetter for 2011.

Noget stort slagsmål mellem regeringen og KL skal man dog ikke vente. Kommunerne er indstillet på at opfylde den indgåede økonomiaftale til punkt og prikke. Med de udvidede sanktionsbestemmelser i den seneste aftale er man så tæt på en de facto-afskaffelse af det kommunale selvstyre, at det opfattes som sidste udkald: “Strammer man skruen en gang til, kan man lige så godt afskaffe skatteudskrivningsretten og gå over til en taxameterfinansiering af de kommunale opgaver, for så er der ingen prioriteringsopgaver tilbage i kommunerne,” lyder vurderingen fra en fremtrædende Venstre-borgmester.

Regeringen har allerede bebudet, at den til efteråret vil indkalde til forhandlinger om reformer på førtidspensions- og SU-området. Målsætningen er skaffe det bidrag på ca. 5 milliarder kr., der sammen med de 24 milliarder i sparepakken skal sikre den langsigtede finanspolitiske holdbarhed. På begge områder er både S og SF forligspartnere, og de to partier har kig på dem i deres egen kriseplan. Men udvikler efteråret sig til den forventede intense valgkamp, vil forhandlingerne næppe føre til noget. Hverken S eller SF vil dog udelukke muligheden, bl.a. fordi de på længere sigt har en fordel i, at økonomien rettes op. Jo flere besparelser og reformer regeringen gennemfører, jo lettere bliver det at være regering efter et valg.

Det ligger også allerede fast, at partierne til efteråret skal diskutere folkeskolens fremtid. Det er en meget kompleks udfordring uden enkle løsninger, der kan omformes til et slogan i en valgkamp. Da det er det eneste velfærdsområde, som statsministeren har givet sig i kast med, kan man forvente, at regeringen vil investere mange kræfter i at få en politisk aftale på plads. Skal den have mening i forhold til den årelange indsats, der vil være behov for, er der ingen vej uden om en bred aftale.

Ingen taknemmelig opgave

Ifølge Mandag Morgens kilder kan man også regne med, at regeringen i løbet af efteråret både vil komme med udspil om bl.a. bedre integration og en håndsrækning til udkantsdanmark. Det første kan give et midlertidigt comeback til værdipolitikken afhængig af, hvor skarpt det bliver formuleret. Det andet er formentlig tænkt som et forsøg på at genoprette tilliden blandt kernevælgerne. Om ikke andet vil det for en tid få medierne til at beskæftige sig med andet end velfærd.

Klimakommissionens rapport, der kommer midt på efteråret, skal nok også give anledning til stor debat. Kommissionen skal levere et visionært bud på, hvordan Danmark på langt sigt kan frigøre sig fra afhængigheden af fossile brændstoffer. Ud over at regeringen får lejlighed til at afprøve energiminister Lykke Friis’ evner som politisk kommunikator, er det svært at vurdere de konkrete politiske muligheder. Regeringen vil formentlig tygge på rapporten i et par måneder, før den fremlægger et forhandlingsudspil.

Problemet er, at hele projektet formentlig er en ganske kostbar sag på kort sigt. Dels er der ikke mange penge at dele ud af, dels kan det skabe uheldige signaler i en tid, hvor hele den politiske opmærksomhed er rettet mod at opfylde EUs konvergenskrav. En mulighed er at lade den økonomiske side af sagen indgå som et fremtidigt finansieringskrav i den såkaldte 2020-plan, som regeringen har lovet at offentliggøre omkring årsskiftet. Under alle omstændigheder udløber det nuværende energiforlig først i slutningen af 2011.

Kampen om kriseplanerne betyder også, at man kan være helt sikker på, at overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked i hvert fald vil adskille sig på et væsentligt punkt i forhold til sidst: Politikere vil ikke stå i kø for at love offentligt ansatte mere i løn. Bryder der igen strejker ud, kan man til gengæld roligt regne med, at regeringen vil være lige så tilbageholdende med gribe ind som i foråret 2008. Frem til næste valg har Lars Løkke Rasmussen ikke brug for at skabe sig nye fjender.

Ser man endnu længere ud i fremtiden, er det ingen taknemmelig opgave, der venter en kommende statsminister. For selvom de to regeringsalternativers kriseplaner skulle holde vand, vil det kun i ren regneteknisk forstand sikre, at alle Danmarks økonomiske problemer er ude af verdenen i 2015. Som de økonomiske vismænd har påpeget i deres seneste rapport, er det langtfra tilfældet. For nok er der i det lange perspektiv – frem til år 2100 – balance mellem offentlige udgifter og indtægter. Men som vismændene påpeger, er det problematisk at forudsætte, at det kæmpemæssige underskud, som det voksende antal ældre vil skabe i de kommende 30-40 år, skal dækkes af et forventet overskud i anden halvdel af dette århundrede. Bl.a. fordi den lange periode med underskud kan få de finansielle markeder til at kræve en større risikopræmie i form af den højere rente.

Derfor vil en kommende regering stå over for et krav om en yderligere konsolidering i form af besparelser, skatteforhøjelser eller reformer – uanset om statsministeren hedder Thorning-Schmidt eller Løkke Rasmussen.