Når man taler om Dansk Folkepartis fremtid, er der en politiker, der ikke engang er med i partiet, men som alligevel har en tavs hovedrolle. Og da jeg forleden stod og ventede på at blive hentet af Kristian Thulesen Dahls rådgiver, kom denne hovedperson pludselig gående.

”Heeeeej, længe siden. Du er her endnu,” råber Proviantgårdens vagt, og Inger svarer kort ”hej” tilbage med et smil, inden hun hurtigt er væk igen.

Ja, dén Inger. Inger Støjberg! Den måske kommende formand for Dansk Folkeparti, som også er den ene person, der modsat alle andre ikke har sagt et kvæk om formandsambitionerne endnu.

Kristian Thulesen Dahl taler om hende, som om hun er redningen på den misere, partiet er blevet bragt i under hans ledelse. Hun er en messias, der netop ved juletid vil erklære sit kandidatur, og alle partimedlemmer vil klappe i deres hænder, ingen vil gå i kampvalg mod hende, så hun vil blive valgt, og partiets fremtid vil være reddet. 

Hvis alle ved, at vi med Inger som formand kan genvinde noget af fordums styrke, så er det da helt logisk, at man kigger den vej. Det synes jeg ikke, der er noget mærkeligt i.

Kristian Thulesen Dahl
Formand, Dansk Folkeparti

Det er simpelthen som om, Inger Støjberg er dronningen af DF, selv om hun end ikke er medlem. Er det ikke lidt mærkeligt, spørger jeg formanden for Dansk Folkeparti som noget af det første, da jeg bliver hentet ind på hans kontor.

”Hvis alle ved, at vi med Inger som formand kan genvinde noget af fordums styrke, så er det da helt logisk, at man kigger den vej. Det synes jeg ikke, der er noget mærkeligt i.”

Er det et forsøg på at genskabe de gode tider, dengang Pia Kjærsgaard var ansigtet udadtil og i kontakt med vælgerne, og du var den mere merkantile person i ledelsen, den gode forhandler?

”Det kan godt være, at der er noget i det. Men den der forhandlertype lykkedes jo så også i 2015 med at få et fornuftigt valg. Omstændighederne gjorde det. Lars Løkke havde problemer med bilagssager, og Helle Thorning kunne ingen rigtig placere, og så var der os som de stabile.”

”Men nu står vi et andet sted, hvor der er brug for en anden gennemslagskraft, end hvad jeg kan levere, og der står Inger samtidig og er røget ud af Venstre. Omstændighederne falder sammen på samme tid, og så griber man jo ud efter den mulighed, hvis det ender med at være en reel mulighed efter 13. december,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Han former hænderne som tandhjul, der ligesom falder i hak. Det er sådan, det skal være. Klak. Helt perfekt. Han fortæller om tidligere tider, hvor alt på en måde også faldt i hak.

”I dag kommer man bedst igennem med noget, der ikke har særlig meget med politik at gøre. Det forandrer dynamikken, og det forandrer, hvem man har brug for i spidsen for et parti. I dag skal det i virkeligheden være en sælgertype. Er man glad for at gå ind i forhandlingsrummet og komme ud efter fem dage og være lykkelig, fordi der landede en aftale ... det er ikke nok, hvis man skal sælge varen. Det er vigtigt også at have den type kræfter med. Men der er behov for begge dele.”

”Da vi fungerede bedst, var det på mange måder, fordi vi kørte med et indforstået parløb mellem Peter Skaarup, Pia og mig. Pia har jo aldrig nogensinde været den, der sad i dagevis i forhandlingslokalet – hun solgte det uden for glasdøren og var rigtig god til det,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Vi sidder på hans kontor og skal tale om hans exit og rationalet bag, men vi kommer hele tiden til at tale om alle andre. For alt afhænger af andre lige nu. Han er en brik i et spil Tetris, der allerede har sat sig fast. Omstændighederne afgør, om alt kan falde i hak. Måske de gør, måske de ikke gør.

Jeg har aldrig været i politik for at blive formand. Da jeg var formand for Finansudvalget og rendte til møder i finansen og forhandlede – jamen, jeg var som en fisk i vandet. Jeg synes virkelig, det var fantastisk. Det har været sjovt hele vejen.

Kristian Thulesen Dahl
Formand, Dansk Folkeparti

Håb er ikke en strategi

Han var som en ”fisk i vandet” dengang i nullerne, siger han om dengang, han var forhandleren, og Pia Kjærsgaard solgte partiet udadtil. Måske han hænger fast i fortiden. Måske knuger han sig fortsat til dengang, alt var godt. Det virker som om, han håber, håber, håber at en appelsin vil dumpe ned i hans turban.

Selv om Kristian Thulesen Dahl bedyrer sig enig med Barbara Bertelsen i, at hope is not a strategy, så er det alligevel som om, at det at håbe er det, han er bedst til lige nu.

Han vil være uenig i den udlægning. Han vil sige, at han har gjort partiet robust, og at det står et bedre sted nu end i 2019, hvor katastrofen indtraf og det, nogle øjnede ved kommunalvalget i 2017, blev tydeligt for enhver: opbakningen sivede.

Han vil sige, at partiet er moderniseret, at der er en bedre kontakt til baglandet, og at organisationens interne problemer er fortid. Der er styr på processer, og baglandet ved, hvad hovedkanalen vil, og vice versa. Symbiose.

”Der var fra 2015 til 2019 kommet en fornemmelse af, at når vi sad herinde på Christiansborg og lavede politik, så klædte vi ikke vores folk godt nok på til at kunne forklare folk på gader og stræder, hvorfor vi havde gjort, som vi havde gjort. Og det tror jeg var rigtigt, fordi vi simpelthen havde prioriteret det for lavt. Vi havde taget for givet, at ‘det ved de da godt, vi sender jo noget ud til dem’. Men vi havde ikke dyrket det godt nok. I dag siger vi lidt for sjov, at vi i den periode på to og et halvt år nok har lavet mere om internt i partiet, end vi har gjort de foregående 24 år.” 

”Jeg synes, at partiet internt, robusthedsmæssigt står et bedre sted i dag end i sommeren ’19. Det kan godt være, at der lige nu virker til at være lidt tummel, men partiorganisationen er mere robust til at kunne klare sig igennem det. Og det er på grund af det arbejde, vi har lavet de sidste år – vi har fået det tømret sammen,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Men det nys overståede kommunalvalg satte en foreløbig stopper for det arbejde. Nu skal en anden fortsætte det, for Kristian Thulesen Dahl havde på forhånd sagt til sig selv, at hvis DF røg under fem procent, så ville han gå af.

Jeg har ikke en strategi for, hvad jeg skal bagefter, for det kommer an på omstændighederne. Det er jo på grund af KV21, og hvis det ikke var gået sådan, så var jeg stadig formand næste år.

Kristian Thulesen Dahl
Formand, Dansk Folkeparti

Beslutningen

”Jeg vidste jo godt, at hvis kommunalvalget endte ringe, så ville det bekræfte nogle i, at glasset er halvt tomt. Hvis vi kom under fem, ville den frustration, der er i partiet, bryde ud i lys lue, og så ville vi blive trukket endnu længere ned.” 

Da han gik ud med en mellemmelding sidst på valgaftenen den 16. november, var der stadig håb hos ham. For hvad nu hvis tilslutningen til partiet rigtig nok faldt bombastisk, men DF kunne erhverve sig nogle borgmesterposter?

”Jeg vidste godt, hvor det bar hen, men det der med borgmesterposter er ikke til at regne med. Jeg kunne ikke udelukke, at det kunne ske. Derfor kunne jeg ikke lukke døren endeligt, fordi jeg blev nødt til at afvente.”

Ved 3-4-tiden om natten tog han hen til sin lejlighed for at sove, og der vidste han, hvad klokken var slået. Han besluttede at undgå kontoret næste dag – for som han siger: ”Jeg har mange fagligt dygtige folk omkring mig, men jeg har også mange rigtig søde folk omkring mig, og jeg var bange for, at de ville tale mig fra det. Så jeg blev væk.”

Han talte i telefon med adskillige, enkelte prøvede at tale ham fra at gå af, men han kunne kontrollere det, når han ikke stod ansigt til ansigt med personen. Og han kunne styre, hvem han talte med. Han blev vejledt i processen, og han var i det hele taget afklaret.

Han tog til møde i gruppen og fortalte om sin beslutning, og så fik offentligheden besked. Bagefter vandrede han ned i Folketingssalen, hvor han skulle være ordfører på en sag.

Så kunne du pakke følelserne væk og være faglig i stedet.

”Ja. Eller også bare blive bekræftet i, at arbejdet og livet altså går videre. Det er lidt pudsigt, at når man sidder på en lederpost, så synes omgivelserne, at det ikke kan være anderledes, og hvis man ikke er dér, så er det helt forfærdeligt. Men det er det jo ikke. Det skal man lige huske på: Det ér jo ikke forfærdeligt. Det er jo en post, det er en arbejdsopgave, som jeg har fået tildelt, og den har jeg så i en vis periode, indtil jeg bliver sat af, eller selv vælger at sige, det er slut. Jeg kunne godt have valgt at blive, men ikke dermed sagt, at det ville blive nemt. Dem med halvtomme glas ville gøre deres for, at det blev svært.”

Den næste formand

Kristian Thulesen Dahl vil ikke gøre som sin forgænger, siger han. Han vil ikke udvælge, hvem der skal komme efter ham.

”De få gange, vi har skiftet formand, har det været ordnet, hvem der skulle tage over. Da Pia meddelte, at hun gik af, pegede hun på mig. Men min tanke har været, at jeg, når jeg skulle gå af, ikke skulle pege på én person. Jeg synes, at det er mest rigtigt, at der er en proces, hvor nogle kan melde sig. Partiet er i dag med sin robusthed der, hvor partiet må tage et ansvar for, hvilken vej vi skal køre.”

Du siger selv, at du ikke vil pege på din efterfølger som dengang, du selv blev udpeget. Men er det ikke netop det, du gør – du peger jo på Inger Støjberg?

”Hvis det var sådan, så skulle jeg jo have bidt alt i mig den 16.-17. november og stået igennem og så den 13. december sprunget frem og sagt: ’Nu har jeg et makkerskab, nu har jeg løsningen på det hele.’ Men det havde bare givet en måned, hvor partiet var blevet rykket i alle leder og kanter. Og så ville vi stå et sværere sted, end vi gør nu,” siger han.

Du taler meget om, at det skal være en rolig og ordentlig proces. Men udefra ser det jo voldsomt kaotisk ud.

”Ja, men jeg kan jo ikke diktere alle, hvordan de skal agere i det her.”

Nej, men I taler om vedtægter og paragraffer, og jeg skal komme efter dig.

”Det er jo fordi, at alle vil tolke på alt. Så når jeg giver et bidrag til diskussionen om, hvad vores vedtægter kan rumme, så er det fordi, jeg synes, at ordentlighed og værdighed er, at jeg skal være med til at facilitere en proces, der holder sig indenfor reglerne. Så når jeg siger, at Morten Messerschmidts model ikke kan rummes af vedtægterne, så var det ment som en serviceoplysning. Men jeg må jo så konstatere, at overskriften bagefter bliver, at det er en krigserklæring.”

Men du er jo professionel politiker og har været med i mange år, og det er ikke mit indtryk af dig, at du gør noget, der er helt vildt tilfældigt. Så når du går ud og siger det, så må du for pokker da vide, at det er sådan, det kan blive udlagt. Nemlig, at du er imod Morten, men for Inger.

”Jo, jo. Det kan jeg godt se. Men at det skulle være en krigserklæring, det synes jeg, er for vildt. Jeg ved da godt, at det ikke vil blive tolket som en håndsrækning til Morten, men jeg mener også, at hvis Morten vil være formand for Dansk Folkeparti, så skal han også gøre sig den ulejlighed at tjekke, at det rent praktisk kan lade sig gøre. Det meste af det jeg siger, det siger jeg ikke offentligt, det siger jeg jo direkte til folk. Jeg har længe haft et mantra om, at det bedste er at tale med hinanden i stedet for i pressen at tale om hinanden. Når et parti er i krise, så er der alt for mange, der taler om hinanden.”

Der hvor Pia Kjærsgaard begynder at tale OM dig efter 2019-valget, og hun kritiserede din ledelse – hvordan var det?

”Ja, og det gjorde hun både offentligt og internt. Man kan sige, at det er den risiko, man løber, hvis man bliver siddende som tidligere formand i organisationen. Så løber man den risiko, at man ikke kan vare sig på et tidspunkt, og at man så alligevel kommer til at forbryde sig mod det, man ellers havde som princip, nemlig at man aldrig ville være den gamle formand, der kritiserer den nye. Og det er klart, at det aldrig er godt, når nogle af os taler om hinanden på den måde.” 

Hvad er dine egne planer som eksleder?

”Jeg har det sådan, at indtil der er truffet en beslutning, så stiller jeg op til Folketinget næste gang. Men når der er valgt en ny formand, så er det nødt til at være den nye formands vurdering, hvad der er nødvendigt.”

Er der ikke en risiko for, at du kommer til at gøre det samme som din forgænger?

”Jo, og derfor kommer det meget an på en efterspørgsel. Det skal ikke være på min indstilling, at jeg skal gøre noget. Hvis vi nu ser scenariet Inger Støjberg, at hun melder sig ind i partiet og stiller op som formand...”

… hun er stadig ikke medlem?

”Nej. Men hvis hun gør det, så skal hun jo afklare, om hun synes, at hun har brug for nogle af os, der har været i organisationen længe, og om hun har brug for hjælp. Og hvis det er det, hun gerne vil have, så kæmper jeg sammen med hende og hjælper hende alt det, jeg kan.” 

Jeg sidder med fornemmelsen af, at du har en plan, som jeg ikke kender til …

”Du ved jo godt, at planer, der involverer andre, der kan du ikke andet end bare have nogle tanker. Det afhænger også af andre. Så selvfølgelig har jeg planer.”

Men nu så jeg Inger forlade bygningen, lige da jeg ankom …

”Det er bare sådan, i sagens natur, at når vi to sidder her og taler på det her tidspunkt … der må du jo overveje, om du synes, det er interessant at lave et opfølgende interview, når vi er på den anden side af det hele.”

De enkle spilleregler

Så griner vi af alt det usagte, for ellers bliver det for pinligt. Og så taler vi om vedtægterne.

Reglen er, at næstformanden skal være medlem af folketingsgruppen, for ellers kan han eller hun ikke erstatte formanden. Derfor er Messerschmidt/Kofod-duoen kuldsejlet i paragrafland. Men der er også en regel, der siger, at man skal have været medlem af partiet fire måneder, før man er valgbar, og før man kan få stemmeret. Men dén regel, der angår valgbarhed, kan der dispenseres fra

At vedtægters paragraffer på den måde bliver en del af et formandsvalg, hører til sjældenhederne, hvis det da nogensinde er sket før. Det er mudret. Men det synes Kristian Thulesen Dahl ikke:

”Hvis man bruger to minutter på det, så er det faktisk ret enkelt.”

Det ved jeg godt. Men jeg synes stadig, det virker kaotisk.

”Men det er det ikke. Reglerne er der af en grund. Firemånedersreglen er der for, at man op til en generalforsamling ikke pludselig kan melde hele gymnastikforeningen ind og overtage magten fra dem, der har kæmpet i årevis. Dem, der skal bestemme i partiet, det er de trofaste. Det er også derfor, at man kan dispensere for valgbarhed, men ikke for stemmeretten.”

Var det det?

Der er dem, der mener, at Dansk Folkepartis tid er forbi. Det var en lang døgnflue. Et popup-parti. Udlændingeprotesten blev hørt og er nu opslugt af etablerede partier som Socialdemokratiet og Venstre. DF blev for stuerene, fordi deres engang så vanvittige holdninger ikke længere betragtes som vanvittige – og hvad er så lige eksistensgrundlaget?

Ikke så overraskende er Kristian Thulesen Dahl totalt uenig i det synspunkt. DF er ikke Centrum-Demokraterne, der forsvandt, da stifterfamilien ikke længere var med. DF er større end det, synes han. Bredere. Så bredt, at det engang troede, at et parløb med Socialdemokratiet gav mening. Det viste sig ikke rigtigt at være holdbart.

Det samarbejde har fået skyld for Dansk Folkepartis deroute. Det samme har Meld/Feld-sagen og resistensen over for at indgå i regering for seks år siden, samt spørgsmålet om, hvorvidt DF skulle have væltet den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han underskrev den såkaldte ”Marrakesherklæring” om migration.

Teserne er mange, og den afgående formand vedkender sig det hele. Man kan da godt drage de konklusioner, men samarbejdet med Mette Frederiksen er ikke så simpelt.

”Jeg tror ikke, at det var vores samarbejde om pensionsalderen eksempelvis, der gjorde, at vi tabte vælgere i 2019. Det, der gjorde udslaget, var S' skifte i udlændingepolitikken. Men man kan godt sige, at det at vi lavede det samarbejde, det legitimerede også, at der var noget troværdighed i deres politikskifte.” 

Det var vel netop det, der var hendes plan.

”Det tror jeg bestemt også, det var. Men hvad har så haft størst betydning; det, at vi samarbejdede, eller at de lavede et skifte i deres politik? Samarbejdet var et udslag af, at vi i årevis har talt os frem til, at vi ville omfavne S, hvis de ville. Men det var også fordi, vi følte, at vi blev skubbet derover af VLAK-regeringen. Jeg oplevede, at når Løkke ikke lyttede til det, vi sagde, og hvis jeg så lavede et samarbejde med Mette på et område, så ringede telefonen jo lige med det samme, og jeg blev inviteret til kaffe i Statsministeriet. Og så lyttede Løkke i nogle måneder.”

”Jeg brugte i den grad samarbejdet med Socialdemokratiet til at få hul igennem til VLAK, specifikt til Lars Løkke. Og det lykkedes nærmest hver eneste gang. Vi havde gavn af hinanden, men det er klart, at the winner takes it all.”

Når jeg spørger til flirten med Mette, så er det fordi, du jo nu flirter med en ny kvinde. I er mange i partiet, der er med til at tale Inger Støjbergs autoritet og hendes formandspotentiale op. Men hun kan jo frit vælge at bruge den autoritet et andet sted – er du ikke bange for at blive snydt igen?

”Nej, det er jeg ikke bange for. Det kan man ikke rende rundt og være. Man bliver nødt til at se på mulighederne. Op til årsmødet sagde jeg til hende, at selv om det var en aftale, vi lavede i sommer, så behøvede hun ikke at lave den gæsteoptræden, for vi havde jo bøvl, og det behøvede hun ikke være en del af, men hun valgte alligevel at komme. Hun har ligesom markeret, at det er DF, hun er tættest på. Men hvis hun får en dom, så ved jeg jo ikke, om hun får behov for at være lidt væk fra rampelyset i en periode.”

Tilbage til fremtiden

Vi vender tilbage til Thulesen Dahls fremtid, som han ikke kender.

Jeg forstår det ikke, siger jeg, for han forekommer mig et indædt planlægningsmenneske. Spontanitet er ikke en dyd, han er belastet af. Så når han fortæller, at han ikke har planlagt sin exit over en længere periode – sådan som hans forgænger gjorde det – så er jeg ikke helt overbevist.

Men så fortæller han, at han aldrig har været i politik for at bliver formand, og måske det nu begynder at give mening. Det er det med fortiden igen. Jeg tror, at fisken vil tilbage og svømme i havet, hvor den alle dage har haft det bedst. Der var lige det rekordagtige folketingsvalg i 2015, men de sidste mange år har fisken ikke svømmet. Den har padlet.

”Jeg har aldrig været i politik for at blive formand. Da jeg var formand for Finansudvalget og rendte til møder i finansen og forhandlede – jamen, jeg var som en fisk i vandet. Jeg synes virkelig, det var fantastisk. Det har været sjovt hele vejen. Jeg har aldrig haft det sådan, at jeg var i det, fordi jeg skulle være formand. Jeg er i det, fordi jeg synes, det er sjovt. Og det er den åbenlyse forskel på mig og Morten Messerschmidt. Han har tydeligt sagt, at han er der, fordi han vil være formand.” 

”Jeg har ikke en strategi for, hvad jeg skal bagefter, for det kommer an på omstændighederne. Det er jo på grund af KV21, og hvis det ikke var gået sådan, så var jeg stadig formand næste år. Men sådan var omstændighederne ikke. Og det skal nok gå alt sammen.” 

Så din fremtid som aktiv i politik afhænger af, hvem der bliver formand?

”Den afhænger af, hvorvidt de kompetencer jeg har, vil være efterspurgt og brugbare.”

Det er jo fuldstændig det, Pia sagde. Hun ville stå til rådighed for ledelsen.

”Ja”.

Han hvisker sit ’ja’, og måske det bare er en tudse i halsen. Men det kunne også være, fordi det er planen ikke at slippe tøjlerne helt. Han viger udenom og svarer sort. Sådan her:

Men det er da det samme, du siger nu?

”Det er supergodt.” 

Det er det, du siger?

”Det er supergodt.” 

Det er det, du mener?

”Ja, altså. Jeg mener det, jeg siger.” 

Men kan du høre, at du siger det samme, som Pia Kjærsgaard sagde, ’jeg vil stå til rådighed for ledelsen’?

”Det håber jeg da egentlig, det er. Det ville da være godt, hvis det er. Det kan jeg ikke se andet end noget positivt i. Det er også det rigtige.” 

Ja?

”SF’s tidligere leder Holger K. Nielsen holdt en fantastisk tale for Pia Olsen Dyhr i går til hendes 50-årsfødselsdag. Og det er en kæmpe styrke, at en tidligere formand holder sådan en flot tale for den nuværende, fordi det også vidner om noget styrke over generationer.”

Så du vil gerne være den nye Holger K.?

”Ej, men nu var det bare fordi, jeg lige var til det i går. Men det skal på en eller anden måde hvile i dagligdagen, og det virker som om, det hviler hos dem. Og det var godt at se.” 

Pia Kjærsgaard hvilede i det, lige indtil hun ikke gjorde det mere. Man skal kunne mærke, hvornår man er den irriterende eksleder, der pludselig kommenterer på den nye … men man kan ikke altid styre den slags, når man er i det. Men det tænker du ikke vil ske for dig?

”Jeg kan kun sige, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at jeg ikke bliver en irriterende eksformand.”