Hans drøm er at sidde i en stol og dø, ligesom Marlon Brando gjorde det i The Godfather. Han vil falde om, vælte ned og se på sin have, inden det sidste suk slukker alt. Sådan skal det være.

Der findes vel få i denne verden, der så detaljeret tænker over sine sidste sekunder. Tænker på, hvor de befinder sig, når det sker. Tænker på, hvad de sidder med i hånden, når det sker, og hvad det sidste, de ser på, er. Når det engang sker.

Men det gør Peter Wibroe, og når han fortæller om det, får han det til at lyde decideret smukt og fredfyldt:  

”Det er drømmen om at sidde i en havestol, og så er man færdig. Det kunne ikke være bedre end det. Et godt liv er ikke det samme som et langt liv. Et godt liv er, hvor man har det skønt og skægt så meget som muligt.”

Det er iscenesættelsens mand, der taler her fra sin barokke have i Søllerød.

Peter Wibroe har været kampagnemand for to forskellige statsministerkandidater fra to forskellige partier ved tre folketingsvalg, og det var ham, der hjalp Ekstra Bladet med at finde på ord som øjebæ og skatteål. Han er manden bag Tuborgs legendariske reklamer ”Tuborg ... gør livet lidt grønnere”, og han har sågar stået fadder til Tuborg Julebryg og Tuborg Classic. De øl fandtes ikke, før han fandt på kampagnen og på dem.  

Og så, lige dér på toppen i 1999, fik han nok og søgte om skilsmisse hos sin businessmakker gennem årtier, Jan Duckert, som han drev det 20. århundredes mest succesfulde danske reklamebureau Wibroe, Duckert & Partners med.

Årsagen? Det 21. århundrede stod for døren, og Peter Wibroe kunne ikke lide det, han anede i horisonten.

”Jeg kunne jo se, hvor det bar henad. Det kunne man se allerede sidst i halvfemserne, og det var ikke noget, jeg brød mig særligt meget om. Platheden, grimheden, kiksetheden kom frem. Det ændrede sig fra, at man forsøgte at opnå det ypperste, til at nu var det kiksede sjovt. Og så kom grådigheden ind, og digitaliseringen kom ind. Det fjernede det gode håndværk og øgede egoismen kolossalt,” siger Peter Wibroe.

For en æstetiker som Wibroe var det kvalitetsskred direkte forfærdeligt, så han søgte væk og bevægede sig ind i et 1700-tals-univers, som han selv har kreeret. Huset er ikke bare et hus. Det er et chateau. Og haven andet end bare en græsplæne. Det er smukt buede buske, tilpasset over lang tid af Wibroe selv. Det er rolige hjørner som den islamiske have med et lille vandbassin i centrum. Det er al den skønhed og tålmodighed, han ikke har kunnet finde ude på den anden side af hækken.

Og det er hér, i kulissen fra dengang verden var smuk, hvor vand, fuglekvidder og vindens lette rislen i bladene ikke var sjældenheder, vi mødes til en snak om hans exit fra reklamernes verden og om hans allersidste og endnu ikke udførte exit.

Den hårde exit

Ligesom livets farvel tager tid at planlægge, tog det adskillige år for Peter Wibroe at nå til frem til, at han ikke skulle arbejde resten af livet i reklamebranchen, og at han godt kunne stå af med det, han selv kalder et ”clean cut”, allerede som 56-årig.

Vejen dertil var belagt med fordele og ulemper, alternative muligheder og dybe samtaler med gode venner.

Peter Wibroe vil korse sig, hvis det kommer til at fremstå, som om der var en snert af tvivl et sted. Men ikke desto mindre tog det i omegnen af tre år, fra tanken om en eller anden form for farvel til hans første livsværk opstod, til bruddet var endeligt effektueret nytårsaften på slaget 12, dengang verden gik ind i det nye årtusinde. Samtidig var et hard exit ikke den første tanke, der strejfede ham. 

Særligt én person blev brugt, når tanken skulle vendes, nemlig Peter Wibroes tætteste ven gennem 40 år – en ”milliardær fra Kuwait”.   

”Vi talte om alting. Alting! Han var meget i Danmark, og når han ikke var i Danmark, så havde vi nattelange samtaler i telefonen. Vi var meget tætte. Der var ikke det emne i verden, vi ikke talte om. Og han syntes absolut, at jeg skulle stige af. Og …”

Der bliver for første gang stille på terrassen. Vennen døde i 2004. Det er følsomt og sorgfuldt.

”… og så skulle vi rigtig nyde livet, syntes han,” fortæller Wibroe.  

Andre ville have, at han forlod bureauet, så han kunne komme og arbejde hos dem. Så kunne de lægge verden ned sammen, og alt i alt var det mere end noget andet forvirrende for Peter Wibroe. For han var i gang med et oprør mod en verden, der ikke behagede ham, og hvad hjalp det så bare at skifte firma? Intet!

Til gengæld legede han med tanke om at stifte et helt nyt firma på fundamentet af det eksisterende. I stedet for et clean cut skulle der skæres en ny skive over temaet ’ungdom’. Bureauet, det nye, skulle hedde Young Partners, og det skulle mestendels bestå af unge mennesker. Men forslaget blev forkastet af partneren Jan Duckert.

Så var der idéen om at gøre den eksisterende forretning mere simpel. Mere nichet. Men også det blev stemt ned.

Hvad så med at være medejer fra sidelinjen, tænkte Wibroe. Nej. Heller ikke.

Det tog et halvt år at forhandle bruddet på plads. Der var sagførere, der var advokater, og der var tusindvis af holdninger og tråde, der skulle reddes ud.

”Det var ligesom ved alle andre skilsmisser; hvem skal have hvad. Det var store diskussioner med revisorer og sagførere, som jeg til sidst blev så træt af, så jeg endte med at sige, de kunne gøre, som de ville,” husker han.

Der er ingen irritation at spore hos ham her næsten to årtier senere. Det var en uundgåelig proces, og afslagene på alternativerne hjalp Peter Wibroe hen i det æstetiske eksil i Søllerød.

Alle veje fører til …

Kimen til afskeden blev lagt nogenlunde samtidig med stiftelsen af Wibroe og Duckerts bureau. Allerede i 1974 købte Peter Wibroe den første grund og ombyggede fra slutningen af 1980’erne den daværende bygning til et fransk minichateau. I 1990’erne udvidede han til nabogrundene og byggede et hus til sin datter, hvor hun siden har boet med sine børn.

Den næsten 6.000 m² store grund er blevet centrum for familiens liv. Her lever og her arbejder de.

Alverdens haveforeninger arrangerer rundvisninger i haven, der blev til Wibroes helle.

Skilsmissen fra forretningspartneren efterlod ham med en enorm sum penge og en konkurrenceklausul. Klausulen var omsonst, siger han, for det hele gik på det tidspunkt ud på ikke at beskæftige sig med branchen.

Hvad nu hvis du ikke havde haft pengene til et clean cut. Hvad havde du så gjort?

”Så var jeg nok flyttet på landet og havde levet af afgrøderne rundt omkring. Det kunne jeg sagtens forestille mig. Og jeg har faktisk altid været fristet af at være fri kunstner. Det ville nok også have passet mig udmærket.”

Så du havde boet billigt på landet og været selvforsynende?

”Det kunne have fristet dengang. Hvis jeg havde haft brug for det. Men man kan så sige: Hvis det havde været tilfældet, så kunne det da godt være, at jeg ikke havde trukket mig. Så kunne det godt være, at jeg hen ad vejen havde affundet mig med de nye tilstande.”

Han griner over tankeeksperimentet. Det er næsten latterligt, for bureauet var ekstremt velhavende, og som han selv siger, så havde det ikke krævet mere end nogle år, før han kunne have arrangeret sig ud af det. Man kan stille ham nok så mange spørgsmål, men han ender altid i sin have.

Peter Wibroe er glad for at citere franske forfattere og filosoffer. Albert Camus er en af dem.

”Camus sagde: At skabe er at leve to gange. Og det prøvede jeg jo at leve op til. Den første gang, jeg levede, der skabte jeg det mest kreative reklamebureau. Og anden gang, jeg skulle leve, der ville jeg skabe den skønneste klassiske have i det 21. århundrede. Med tilhørende arkitektur. Det har været perfekt for mig at leve mindst de to gange.”  

Nu er det ikke alle forundt at kunne gøre, som Peter Wibroe har gjort. Flere har helt sikkert lysten til det, om det så er have eller andet, der driver den. Men at skaffe kapital er for de fleste et helt uoverstigeligt projekt, og Wibroe véd godt, han er heldig.

Exit 2.0

En gang imellem bliver han grebet af en raptus og kaster sig ud i noget reklameagtigt. Han tegnede for eksempel et nu berømmet kryds til Klaus Riskjærs valgplakat, og det kan godt ske, at han taler med sin hustru om hendes fag: reklamebranchen.

Hans bange anelser i 90’erne er ikke blevet mindre. Det er ikke et had, det er mere en bedrøvelighed og oprigtig bekymring for, hvor verden er på vej hen.

Han er sindssygt teknologiforskrækket. Ejer ingen mobil og har først lige fået en iPad, som man ikke helt kan greje, om han elsker eller hader. ”Den er da meget smart til at google på,” som han siger. Det er hustruen, der læser hans e-mails, og Wibroe, Duckert & Partners var, vistnok, det sidste bureau, der fik computere. 

”Jeg frygter som alle klimakrisen, men jeg har en langt større frygt for teknologisk apokalypse. Altså, det er jo ingen hemmelighed, at jeg er modstander af den digitale teknologi. Man kalder det fremskridt, og jeg kalder det tilbageskridt fra dengang, mennesket var i centrum. Engang kunne man ikke foretage sig noget, uden det involverede en masse mennesker. Det er der ikke brug for mere. Vi er overhovedet ikke afhængige af hinanden mere. Og det kalder vi for fremskridt?”

”Jeg kan da forestille mig, at der kommer et par robotter gående ind ad lågen dernede. Hvis de nu bliver enige om, at der ikke er brug for alle de mennesker – hvad kan der så ske?”

Spørgsmålene og kontrasterne hober sig op. Ingen kan svare ham, og at tænke menneskehedens undergang simultant med springvandets pludren er … barokt. Men nødvendigt. Ligesom det er nødvendigt at tale om det sidste mål, som måske bliver det sværeste for ham.

Peter Wibroe har én exit tilbage, og den er nødt til at blive planlagt mindst lige så nidkært som den forrige. Der er haven, der er huset, og der er arvingerne. Alle skal tilgodeses og området helst bevares for eftertiden.

Fremtiden har været kilde til en vis uro, fortæller han. Der er selvfølgelig hans hustru og hans to børn og børnebørn. De skulle sikres, og det er nu klaret med et testamente. Dét er der ro på nu.

Langt mere kompliceret er det med haven. Hans andet livsværk.

”Det vil være mit største mål, hvis jeg kunne få stedet her fredet, for så kan det eksistere, når jeg er væk. Min søn og min datter vil nok kunne bo her, men de vil ikke kunne overkomme det hele. En del vil sikkert blive solgt fra, og så kommer der en ny stor, grim kasse. Og så er det hele ødelagt. Så er det væk. Så kan man kun sige, at det var noget, der fandtes engang.”

Sådan noget er du begyndt at tænke over?

”Ja, det er jeg. For det er jeg jo nødt til at tænke på også. Jeg er 76, og min hustru er 29 år yngre. Jeg siger til mig selv: Har jeg flere mål? Hvis jeg havde endnu et mål, så var det dét. At sikre fremtiden.”