Nogle beskriver det som at sige farvel til sit barn. At mor eller far flytter hjemmefra, eller at barnet nu er voksent og flyveklar. Klichéerne er mange, men det er nu engang sådan, det kan føles. Og sådan føltes det også for Lars Seier Christensen, da han i 2015 sendte et afskedsbrev til sine ’Saxonians’. Det var langt. Det var personligt. Det var beroligende.

”Kære kolleger og venner, kære Saxonians. Livet handler om de beslutninger og valg, du træffer, og konsekvenserne af disse beslutninger. Undertiden kan en beslutning være vigtig, men også vanskelig og følelsesladet. Det kan tage lang tid, fordi det kræver nøje overvejelser. For nylig har jeg taget en sådan beslutning, sådan et valg, og jeg vil gerne dele det med jer nu. 

Og så var han stort set ude. Væk fra livsværket, Saxo Bank, efter mere end to årtier.

Brevet forklarede, at der var styr på virksomheden, der var god økonomi og solide ledelseskræfter på posterne, og så forklarede det årsagen til Lars Seiers exit. Der var familien. Der var tiden, helbredet, ja, de der helt essentielle ting i livet. Det var dét, det handlede om. Der var ingen krise i virksomheden. Hans exit var personligt drevet.

1.247 ord skulle der til.

”Når man har en ejerledet virksomhed med en stærk og tæt familieagtig kultur, så skal man lige forklare, at selv om far eller mor forsvinder, så elsker man stadig børnene. Det er vigtigt, at folk forstår, at man har overvejet det, hvorfor man gør det, og hvorfor det ikke er enden på verden. Og så har jeg aldrig været kendt for at udtrykke mig kortfattet,” siger Lars Seier Christensen.

Forud for afskeden var gået ti års tilløb. Først et fejlslagent forsøg på at overdrage ledelsen til andre, så en enorm krise, der udskød et andet konkret exit-forsøg, så det egentlige farvel, og så der skulle faktisk gå yderligere tre år, før alle ejerandele var ude af Lars Seiers hænder.

Første forsøg

Tilbage i 2008 begyndte velmenende personer så småt at få en holdning til ledelsen af Saxo Bank.

Siden etableringen i 1992 under navnet Midas Fondsmæglerselskab og den efterfølgende banklicens i 2001, hvor navnet Saxo Bank blev taget i brug, var investeringsbanken bare vokset og vokset. Den voksede på omsætning, på kunder, på antal kontorer og ansatte. Fra at have været en mindre opstartsvirksomhed med få ansatte, var den nu en international sværvægter med 1.500 ansatte og 27 kontorer over hele verden, og dét, mente nogle, krævede noget helt særligt, hvad angik ledelsen.

Den fulde styring blev overladt til Eric Rylberg og Karsten Poulsen. ”Rylberg skal gøre Saxo Bank voksen,” skrev aviserne, og ledelsesskiftet medvirkede til, at Lars Seier og hans familie kunne flytte til Schweiz i 2010, fordi Seier ikke længere behøvede at være på kontoret hver dag.

Seier forklarer det ved at pege på en usynlig kurve i luften foran sig i suiten på D’Angleterre. Den går op og op, indtil pegefingeren når et højdepunkt, som den prikker på: ”Beslutningen var dengang drevet af, at vi tænkte, at der måske var et eller andet punkt …,” siger han med stød på punkt, ”hvor der var nogle, der var vant til at skalere en stor virksomhed, der kunne overtage.”

”Folk havde fået os overbevist om, at nu skulle vi få nogle professionelle til at køre det. At på en eller anden måde skulle næste grad af ability komme fra dét. Og det var retrospektivt nok ikke jordens bedste beslutning, vil jeg sige.”

Udviklingen i banken kørte skævt, og de to ejere valgte i 2012 at genindtræde som styrende kræfter i virksomheden. Frem mod finanskrisen havde de oplevet en eksplosiv stigning, men pludselig stod virksomheden stille. Det var ikke acceptabelt, mente ejerne, og et endeligt farvel til daglig ledelse og fuld styring var forpurret.

”Vi gik faktisk i stå der. Hele kæmpestigningen i Saxo Bank gik til 2008, og så gik vi i stå. Valueringen af firmaet var omkring ti milliarder kroner dengang, og der blev det liggende. Så man kan sige, at hvor vi gik fra ingenting til fantastisk i 2008 i sådan en skarpt stigende kurve, så har det flatlinet lidt siden. Så rent værdimæssigt og valueringsmæssigt er vi jo ikke rigtigt …”

Men på det tidspunkt har finanskrisen vel også spillet ind?

”Finanskrisen har selvfølgelig ikke hjulpet nogen finansielle institutioner.”

Genindtrædelsen i 2012 kom ikke rigtigt belejligt for Lars Seier Christensen. Han havde i fire år boet i Schweiz, og han havde ikke forventet at skulle tilbage i fuld vigør. Men det var nødvendigt, og Seier tog sig efterfølgende af alt udenlands, mens Kim Fournais tog sig af de hjemlige himmelstrøg i Hellerup. Men det blev aldrig helt det samme igen.

”Jeg havde mentalt ikke regnet med at skulle tilbage i Saxo Bank i 2012 med fuld power, og jeg fik aldrig rigtigt smagen tilbage. De efterfølgende to-tre år gik jeg og tyggede på tanken om, at jeg skulle stå af på et tidspunkt,” siger Lars Seier.

Andet forsøg

Da Lars Seier forsøgte at træde ud for anden gang, blev det en langt mere dramatisk og også traumatiserende omgang for ham. For han havde besluttet sig for at gå sin vej i løbet af 2014, og han havde også drøftet det med sin makker. Men så indtraf den vel nok største udfordring i virksomhedens historie: schweizerfranc-krisen.

Kort fortalt: Schweiz havde nogle år tidligere besluttet at fastlåse landets valuta til euroen. Men mod de flestes forventning blev schweizerfrancen pludselig frigivet, og det resulterede i en kortsigtet, men helt enorm stigning i valutaen.

”I løbet af mine 30 års karriere har jeg aldrig set noget hverken før eller siden, og jeg har egentlig heller ikke har savnet det,” siger Seier.

Valutabevægelserne resulterede i en indirekte påvirkning af Saxo Banks bundlinje, fordi flere af deres kunder løb tør for penge.

”Vi fik så store tab, at mange af kunderne simpelthen ikke kunne dække dem ind. Og derfor tabte vi på et tidspunkt selv 700 millioner kroner på 30 minutter. Og det var sådan temmelig ubehageligt – det var da godt, det ikke fortsatte et par timer.”

Han siger det med et grin i dag, for det er et veloverstået kapitel.

”Det gjorde faktisk, at det var så stressende og så traumatisk for os, at jeg valgte at sige: ’Dén må vi hellere rode os ud af sammen, Kim.’ Og så blev jeg et år mere, hvor vi fik ro på den situation, og den er efterfølgende stabiliseret og nærmest glemt. Men den kostede lige et år mere af min pensionisttilværelse.”

Tredje og lykkens gang

Da 2015 var ved vejs ende, var Lars Seiers tid i Saxo Bank det også. Fra han sendte sin afskedssalut, til han stoppede helt, gik der tre måneder, som han brugte på at sige farvel til kunder og ansatte i almindelig god ro og orden.

Der er noget tristesse over det et sted inde i ham. Han havde personligt brug for den exit, men det var alligevel en vemodig afsked.

”Det er klart, at der er et hul i din tilværelse, når du pludselig ikke er omgivet af de mennesker, som du er vant til at være omgivet af. Selv om det er professionelt, så er det hyggeligt. Da vi i starten kun var 20 mand, kendte jeg jo hver eneste, jeg vidste, hvornår børnene var syge, og især de lidt ældre af medarbejderne har jeg over årene bygget et ret tæt forhold op til. Og noget, man kan blive lidt melankolsk over, det er, at det jo er hyggeligt at sætte sig ind og arbejde på et projekt med folk, man godt kan lide og kender, og man ved, hvad de kan og ikke kan.”

Men hvad gør man så med det hul, når børnene ikke længere fylder det ud? Man laver ikke bare nye børn, det gør man bare ikke. Men man sætter små skibe i søen, og man tænker sig om.

Sådan er Lars Seier Christensen. Han er risikovillig, jovist, men han er også den rolige, eftertænksomme type. Han taler i et sagte tempo, og han korrekser én, hvis man fjumrer rundt i årstal eller måneder.

Da salget af hans Saxo Bank-aktier sidste år blev godkendt, og hans exit dermed var endegyldigt, indbragte det ham 2,6 milliarder kroner. På bankbogen. Og som han siger: ”Det er klart, at når du får så mange penge som resultat af én succesfuld virksomhed, så skal du tænke dig grundigt om, før du knalder det hele ind i en ny aktivitet.”

Han har indtil videre foretaget et par aktiviteter, der sandsynligvis vil blive legendariske. Der var kæmpefesten i april, hvor han fejrede salget af aktierne, og hvor alle nuværende og tidligere ansatte i Saxo Bank var inviteret. Tal lige om et farvel, der vil noget: Bryan Ferry – ja, dén Bryan Ferry, ham fra Roxy Music – og 90’er-gruppen M People optrådte, og gæstetallet landede på 1.200 styks.

”Det var min måde lige at få den rundet af på, og det var superhyggeligt. Jeg valgte at invitere alle nuværende og tidligere ansatte, for selv om man ikke er der i dag, har man sikkert spillet en eller anden rolle i, at vi er blevet til noget. Og det gjorde, at der kom rigtig mange venner, som jeg ikke havde set i fem-ti år, og de havde heller ikke set hinanden, så det var en fantastisk aften.”

Han bliver nostalgisk, når han taler om det. Og fordi han er den nostalgiske type, et stempel, han erkender til fulde, har han købt Dan Turèll-caféen i Københavns Indre By. Den kostede i det seierske univers ikke mere end et par måneders udgifter på grund af negative renter – det koster ham én million kroner hver måned at have penge stående i banken – og derfor var den café næsten gratis for ham. Men betydningen af den … den er stor. Han og slænget fra gymnasiet kom der stort set hver aften i starten af 80’erne. De mødtes, før de skulle videre til andre aftaler, de mødtes der sammen og var bare dér, og de mødtes der som et sidste stop på vej hjem fra festerne.

”Hold kæft, hvor var København en lorteby dengang i 80’erne. Det var, som om det regnede hver aften. Men så kom caféerne som perler på en snor, og Dan Turèll var noget helt unikt for vores lille gruppe,” fortæller Lars Seier.

Derudover har han købt ”en bid” af Parken Sport & Entertainment for 222 millioner kroner, og han har en finger med i spillet hos 20-25 virksomheder, og Concordium bruger han mere tid end penge på.

Hans liberale værdier, hans forkærlighed for god mad – og i det hele taget det gode liv – er velkendt. Men han bruger ikke kun penge på sig selv og hyggeopkøb af caféer. Et sideprojekt er at handle med euro og dollar, og alene dén nebengesjæft indbragte ham sidste år et tocifret millionbeløb. Og så er der dem, der ikke har lige så meget som ham selv. Dem hjælper han også, fortæller han, men han vil egentlig ikke tale om det. Til gengæld vil han gerne tale om et projekt, der kun lige er i sin vorden, nemlig Junk Food, der hver dag skal dele et måltid mad ud til hjemløse og misbrugere i København.

”Jeg er godt klar over, at der er store problemer mange andre steder, men når der ligger 6-700 mennesker og har det ad helvede til ude på Vesterbro, så kunne man lige starte der. Bill Gates redder millioner af mennesker verden over hvert år, men det er ligesom hans gebet. Det tror jeg, han gør bedre, end jeg gør. Jeg er mere et nærhedsmenneske. Det er så min natur.”

Jo, men lige hvad de problemer angår, så hjælper det for eksempel ikke at sænke skatten. Burde man så ikke betale mere i skat så?

”Men det hjælper jo ikke. Vi bruger hvert år omkring 45 milliarder kroner på det sociale område, og alt er selvfølgelig en prioritering, men problemet er der stadig. Samtidig siger de fleste mennesker: ’Jeg betaler skat, så det er ikke mit ansvar, og det er der sikkert nogle, der tager sig af.’ Men det er der faktisk ikke. Så det er et af de steder, hvor jeg tror, at et privat initiativ er væsentligt mere effektivt.”